Piketty – et socialdemokratisk opgør med kapitalismen. Del 1.

En kritisk diskussion over Thomas Piketty: Kapital og ideologi .

 Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustrationer af Julie Kordovsky

I sin nye bog leverer Piketty en imponerende dokumentation af ulighedens dominans og konstans både historisk og aktuelt i så forskellige samfund som USA, diverse europæiske lande, Rusland, Indien, Brasilien og Kina. Stærk er også hans argumentation for, at det er tvingende nødvendigt at overvinde uligheden, og hans forslag til, hvad man kan gøre.

Det er et stort brød, han slår op. Piketty er ”overbevist om, at det er muligt at lægge det nuværende kapitalistiske system bag os” til fordel for en ny ”deltagersocialisme”, der er ”universel i sit sigte, og som bygger på socialt ejerskab, uddannelse og deling af viden og magt”, og hvor alle har ”adgang til de grundlæggende goder i videst mulig forstand […], uddannelse, sundhed, stemmeret” og kan deltage i ”de forskellige aspekter af det sociale, kulturelle, økonomiske, civile og politiske samfund” (826f).

Det er et smukt program, og det spændende er, at Piketty er så konsekvent i sin socialdemokratisme. Man kan sagtens hos andre socialdemokrater — herhjemme fx Peter Hummelgaard og Mette Frederiksen — høre udtalelser om, at ”kapitalismen er blevet syg”, og at den skal være en tjener for menneskers behov, ikke en ”herre”. Piketty nøjes imidlertid ikke med sådanne hændervridende besværgelser, men går til sagen med vidtgående forslag om reguleringer og lovindgreb. Forslag der er så konkrete og letforståelige, at de burde indgå som fast pensum i både folkeskolen, på gymnasierne og i journalistuddannelsen. Det kunne måske være med til at få gang i den helt uomgængelige diskussion om, hvilke krav vi egentlig stiller til vores samfundsindretning.

Jeg har delt artiklen her op i to dele. Den første koncentrerer sig om Pikettys analyse af, hvordan uligheden er blevet legitimeret, og kritikken af de sidste årtiers politik og hans forslag til, hvad man bør stille i stedet. Denne del er overvejende refererende, og hvis man i forvejen er godt bekendt med, hvad Piketty mener, kan man gå direkte til artiklens del 2, som tager kritisk fat på Pikettys mangelfulde teorigrundlag og forklaringskategorier. Både kapitalismeforståelsen og brugen af ideologibegrebet er helt utilstrækkelig. Det viser sig ikke mindst, når han prøver at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier er så afmægtige.

 

Del 1: Pikettys antikapitalistiske projekt

 

Pikettys drivkraft er en indignation over den stadigt accelererende ulighed og den identitetspolitik, vi finder i de forskellige nationalistiske og fremmedfjendske partier, som i de senere år har fået øget tilslutning. Det er, mener Piketty, en truende udvikling, fordi disse partier ikke har — og i deres nationale begrænsethed ikke kan have — noget svar på de samfundsmæssige problemer, der tårner sig op. Deres sprogbrug og politik viser, at faren i en skærpet krisesituation er, at de vil søge syndebukke både udadtil og indadtil på en måde, der kan blive overordentlig brutal.

Han afviser påstanden om, at der skulle være en særlig ”racisme” på færde blandt disse partiers vælgere. Når det etablerede politiske system ikke løser, men forstærker den sociale og økonomiske ulighed, så søger man svar andre steder. Får man ikke anerkendelse og fremgang socialt og økonomisk, er der kun en eller anden form for identitetspolitik at klynge sig til.

Historiens lære

For at råde bod på denne misere vil Piketty lære af historien for at få ”en bedre forståelse for konturerne af det ideelle ejerskabsregime og det ideelle skatte- og uddannelsesregime” (633). Det ideologiske niveau spiller en afgørende rolle, fordi det er her, det afgøres, hvad der er det ”retfærdige” samfund.

Den franske revolution gjorde op med adelens og gejstlighedens privilegier, men ikke med ejendomsuligheden. Man får heller ikke en progressiv beskatning. Det har, skriver Piketty, ”personligt mærket mig som forsker og borger” at opdage, ”at ejendomskoncentrationen kunne nå så højt et niveau og udvikle sig så markant”, som den gjorde i perioden 1880-1914 — ”100 år efter at ’privilegierne’ blev afskaffet” (136).

Hos de dominerende økonomiske og politiske eliter har forherligelsen af markedskræfterne været massiv. Det var imidlertid ikke deres ”usynlige hånd”, men regulær militær magt, der lå bag fx Storbritanniens og Frankrigs store gevinster i det 19.århundreder (263). I første halvdel af 1900-tallet kan vi se, hvordan krige, kriser og revolutioner har ”demonstreret det selvregulerende markeds begrænsninger og behovet for en social kontrol over økonomien” (413). Omvendt fik man i den socialdemokratiske glansperiode, der fulgte efter 2. verdenskrig og frem til slutningen af 70erne, afgørende erfaringer med progressiv og høj beskatning og omfordeling af ejendom. Her har vi ”det materielle historiske bevis for, at ekstrem ulighed på ingen måde er uundgåelig” (123).

Erfaringerne fra denne periode godtgør også, at det ikke er ejendomsrettens ukrænkelighed, men ”kampen for lighed og uddannelse, der ligger til grund for økonomisk udvikling og menneskets fremskridt” (13), ligesom det viste sig, at den høje beskatning ikke var en forhindring for økonomisk vækst, men ”tværtimod blev et centralt element i Europas og USA’s moderniseringsstrategier” (411). Mens man omvendt kan konstatere, at væksten gik i stå under den efterfølgende neoliberalistiske politik.

Piketty gør forbavsende lidt ud af klimatruslen, men den spiller dog med i hans argumentation: den globale opvarmning er ”en af de allervigtigste problematikker, som kloden står over for i starten af det 21. århundrede”, men skal vi klare den udfordring, ”kræver det en fundamental ændring af vores livsstil. Hvis flertallet skal acceptere det, må den ændring og de ofre, som det kræver, nødvendigvis fordeles så retfærdigt som muligt. Kravet om retfærdighed giver sig selv, da det er de rigeste, både landene imellem og internt i landene, der står bag de største udledninger af drivhusgasser, samtidig med at fattigste lande i langt højere grad mærker konsekvenserne af opvarmningen” (580).

De historiske erfaringer peger altså på, at et mere lighedsorienteret samfund er både nødvendigt og muligt.

Den proprietaristiske ideologi

I størstedelen af denne periode har den dominerende fortælling været ”proprietaristisk”. Det er ”en politisk ideologi, der som sin kerne har projektet om en absolut beskyttelse af den private ejendomsret” (149).

I de moderne vestlige samfund rummer den et løfte om, at ejendom er en mulighed for alle. Piketty viser imidlertid, at det er og altid har været en illusion. Ejendommen — jord og kapital — har altid fortrinsvis været på en lille gruppe menneskers hænder, og det har også været dem, der har siddet på den politiske magt og har benyttet den til at forhindre enhver form for deling. Det gennemgående argument for denne ulighed er hentet fra den græske myte om Pandoras æske:

Hvis først man begyndte at slække på ejendomsretten, ville man åbne for en udvikling, som man ikke kunne vide, hvor ville standse. Ingen ville kunne vide sig sikker. Og udsigten til en total samfundsopløsning er naturligvis ikke tillokkende, ergo måtte ejerne tildeles den politiske magt, så ro og stabilitet kunne opretholdes. Dette argument var yderligere krydret med en tanke om individets frigørelse: frihed er at have ret til at råde over sin ”egen” jord eller sine ”egne” penge. Dette forudsættes at være en reel mulighed ”for enhver eller i det mindste for alle voksne mænd” (119). Den private ejendom kunne altså, uafhængigt af, hvordan den var blevet erhvervet, ”under ingen omstændigheder anfægtes, uanset hvad det politiske flertal måtte være” (847). Eller som der står i den danske grundlov: ”Ejendomsretten er ukrænkelig”.

Et andet argument er, at ”dyd og flid” er afgørende for, hvor man er placeret i samfundspyramiden. De fattige kan takke sig selv for deres elendige situation. De kunne jo bare tage sig sammen og gøre, som de dygtige og initiativrige ejere har gjort. Denne mistænkeliggørelse og udskamning vandt for alvor indpas efter afskaffelsen af slaveriet og tvangsarbejdet. ”Når den fattige bliver subjekt og ikke bare objekt, er det nødvendigt at besidde ham ad andre veje”, primært ved at få ham overbevist om, at hans placering i samfundet er både logisk og retfærdig. Med industrialderens nye trusler, klassekampen og den almindelige valgret, der ”hænger faretruende over eliten”, skærpes behovet for at retfærdiggøre de sociale forskelle ved at henvise til individuelle evner (622).

Pikettys forslag til hvordan kapitalismen kan overvindes, er omfattende og i forhold til gængs nutidig politik også temmelig drastiske. I hovedtræk går de ud på at underminere de store formuer og indtægter via en benhård beskatning.I nutiden fokuseres der specielt på iværksætter- og meritokratifortællingen: uligheden er retfærdig, ”fordi den er resultatet af en frit valgt proces, hvor alle har de samme chancer for at få adgang til marked og ejendom, og hvor alle umiddelbart nyder godt af de goder, der er blevet akkumuleret af de rigeste, dvs. de mest entreprenante” (11). Men ”desværre er der næsten overalt en afgrund mellem de officielt meritokratiske paroler og de virkeligheder, som de dårligst stillede klasser befinder sig i”. Den moderne ulighed er ligeledes kendetegnet ved en række diskriminerende praksisser ”hvis brutalitet ikke står at læse i den meritokratiske eventyrfortælling” (12).

Piketty peger også på, at Bill Gates og de andre tech-milliardærer ikke kunne have udviklet deres forretninger ”uden de hundredevis af milliarder af offentlige midler, der blev investeret i uddannelse og grundforskning i de foregående årtier” (37).

Den afgørende punktering af den proprietaristiske ideologi er imidlertid mere principiel: ”Spørgsmålet er ikke så meget, om rigdom udgør en naturressource, der tilhører alle, eller er en privat rigdom, der kan tilskrives et enkelt isoleret individs handlinger, for i sidste ende er al rigdom først og fremmest social. Frem for alt afhænger al skabelse af velstand af en deling af det sociale arbejde og af den kapital af viden, der er blevet akkumuleret siden menneskehedens begyndelse, og følgelig kan ingen nulevende person gøre krav på at være ansvarlig for den, endsige eje den” (497).

Modstanden og alternativet

Der har da også været stor modstand mod den proprietaristiske ideologi og dens praktiske udtryk, og det førte i perioden efter 2. verdenskrig frem til slutningen af 70’erne til en noget højere grad af lighed. Derefter går det imidlertid igen den modsatte vej med en stærkt stigende ulighed.

Pikettys forslag til hvordan kapitalismen kan overvindes, er omfattende og i forhold til gængs nutidig politik også temmelig drastiske. I hovedtræk går de ud på at underminere de store formuer og indtægter via en benhård beskatning. Det forudsætter internationalt samarbejde, hvorfor Piketty er en svoren tilhænger af EU. Han er godt klar over, at det bliver op ad bakke, men ser ikke andre muligheder end en ny EU-”socialføderalisme”, hvis man skal overvinde uligheden og undgå de nationalistiske partiers faldgrube, som på skatteområdet betyder, at de enkelte lande konkurrerer om at tilbyde de laveste skattesatser.

Der findes allerede mange internationale traktater og aftaler. Desværre har de reelt til formål ”at beskytte de rigestes lov- og skattemæssige privilegier og ikke flertallets interesser”. Det er man nødt til at gøre op med, fx ”er det muligt og ønskeligt at opsige de traktater, der organiserer kapitalens frie bevægelighed” (766).

Generelt er den sørgelige sandhed om EU imidlertid, at det frie marked især er ”til gavn for de mest magtfulde økonomiske aktører og de mest velstillede socialgrupper” (693). Piketty taler ligefrem om ”den neoproprietaristiske instrumentalisering af EU” (694). De læk, der har været i forbindelse med formuernes flugt til skattely, viste, at ”skatteunddragelsen var uanselig for små og mellemstore formuer, men i gennemsnit lå på 30% af skatten for de 0,01% største formuer” (600). Alligevel har man ikke i EU taget beslutning om at udvikle et finansregister eller taget initiativ til at indføre en ensartet europæisk skat for de mest mobile skatteydere for at forhindre en gentagelse af disse skandaler.

EU er således de facto ”en historisk meget specifik ideologisk og politisk konstruktion, der giver sig udslag i berigelsen af de høje socialklasser i alle lande […] og altså ikke kommer arbejder- og middelklassen til gode” (787).

Principielt kan man godt ændre systemet, i praksis er det bare stort set umuligt, fordi der kræves enstemmighed mellem landene, så ”hvis fx Luxembourg, der har 500.000 indbyggere, dvs. knap 0,1 procent af befolkningen i EU […] ønsker at beskatte sine virksomheders overskud med 0% og således tømme sine naboers skattegrundlag, er der ingen, der kan forhindre dem i det” (770).

Reformering af EU

Piketty vil reformere EU, så det ikke er de i forvejen privilegerede, men ”underklassen”, der får noget ud af det, og så man fremmer en ”klimamæssig retfærdighed” (774). Derfor skal man lade flertalsreglen gælde også på skatte- og budgetområdet. Det kan kræve, at de store lande tager førergreb på de mindre, der gerne vil bevare muligheden for skattespekulation, men kan en stærk pression ikke føre til noget, må man nøjes med ”en mindre klub af lande, der har taget føringen på dette område”.

Skal EU klare den udfordring, er det nødvendigt at ændre på hele beslutningsapparatet. Fortsatte møder for lukkede døre mellem regeringschefer og finansministre dur ikke, ”kun dannelsen af et sandt transnationalt parlamentarisk demokrati vil gøre det muligt […] at gennemføre en tilbundsgående og helt offentlig undersøgelse af de forskellige muligheder og derefter formulere en varig løsning på de problemer, vi står over for” (783). Også ”en gennemgribende reform af de regler for transparens og lobbyvirksomhed, som for indeværende kendetegner det politiske liv i Bruxelles”, er uomgængelig (772).

Skattesystemet er afgørende. For at det skal kunne fungere, er det nødvendigt med en helt anden åbenhed, end vi kender det i dag. Piketty undrer sig over, at ”overgangen til en tidsalder med big data og informationsteknologi på visse områder har ført til en forringelse af den offentlige statistik, navnlig når det gælder målingen af formue og formuefordeling” (596). De relevante data ligger der allerede, de er blot på private hænder, og de nationale myndigheder ”kunne sagtens beslutte sig for at nationalisere dem eller i det mindste regulere dem i langt højere grad ved at indføre et globalt finansregister over finansielle værdipapirer (843).  Det afvises fra politisk hold, formodentlig pga. frygt for det ”krav om omfordeling, der kunne være konsekvensen” (597).

Konkret mener Piketty, at den progressive arveafgift og indkomstskat skal op på ”70-90% eller derover for toppen af formue- og indkomsthierarkiet, og de ”skal kompletteres med en årlig progressiv ejendomsskat”. Skattesatsen for de største arveformuer og indkomster ”skal være på 60-70%, når de er over 10 gange større end gennemsnitsformuen og gennemsnitsindkomsten, og 80-90% når de er over 100 gange større end gennemsnittet” (840).

Det vil også være rimeligt at indføre ”et enkelt og meget lavt registreringsgebyr (fx 0,1% pr år eller derunder) som enhver formueejer skulle betale for at gøre sin ejendomsret gældende og nyde godt af det nationale og internationale retssystem” (597).

De multinationale selskaber bør beskattes, der hvor omsætningen er. Og ”de selskaber, der nægter at samarbejde og oplyse identiteten på deres aktionærer, kunne gøres til genstand for en skatteopkrævning, der er proportional med deres salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende land” (875).

De forskellige slags selskabsformer (holdingselskaber, fonde osv.) skal ”oplyse aktionærernes identitet og størrelsen på deres aktiebeholdning, hvis de vil undgå at blive pålagt afskrækkende sanktioner” (845), og der bør hvert år offentliggøres ”uomtvistelige estimater af den skat, som de forskellige indkomst- og formueklasser reelt har betalt, således at borgerne på et informeret grundlag ville kunne debattere disse spørgsmål” (847).

Hvis nogen nægter at levere de nødvendige oplysninger, kan man pålægge dem en rigeligt høj skatteprocent med løfte om, at den selvfølgelig sættes ned, hvis virksomheden/formueejeren kan dokumentere, at den pålagte skat er for høj i forhold til de gældende regler.

Alle disse informationer kunne så indgå i den offentlige debat. Principielt bør det være op til de folkevalgte forsamlinger at fastsætte det ønskede niveau for skatteprogressiviteten ”efter offentlige drøftelser” (850).

Piketty har flere skud i bøssen: De private formue- og ejerskabsprivilegier skal bekæmpes via en lige deling af bestyrelsesposter mellem ejere og medarbejdere, øget mulighed for medarbejderkøb af aktier og opbygningen af andre ejerskabsformer som offentligt ejerskab og midlertidigt ejerskab, der sætter privat ejendom i cirkulation. Det sidste betyder, at ”de rigeste privatejere hvert år skal aflevere en del af, hvad de ejer, til samfundet” (442), som sender pengene videre til alle unge — fx når de fylder 25 — for at fremme ”ejerskabsspredning til den nederste del af samfundet og begrænse ejendomskoncentrationen i toppen” (837). Det er en måde, hvorpå man kan omgå arverettens urimeligheder, så alle får glæde af overleveringen fra generation til generation.

En yderligere sikring af de mindst privilegerede kan man opnå ved at indføre borgerløn. Det udfoldes ikke særlig udførligt, og det er tydeligt, at Piketty lægger mere vægt på lighed i uddannelsesstøtten. Man skal standse hykleriet, dvs. holde op med at investere mere i eliteuddannelser end i de uddannelser, som de socialt mindre velstillede studerende søger ind på” (852). Gennemskuelighed og åbenhed mht. hvor pengene flyder hen er helt afgørende. Argumentet er, at det vil være en ”naturlig retfærdighedsnorm” at insistere på, at ”alle børn skal have ret til den samme uddannelsesudgift”. I tilfælde af at nogen ikke har fået brugt det beløb, de har ret til, kunne man forestille sig, at man ”under visse betingelser kunne få udbetalt dette beløb i penge” (858). Han tænker sig også, at der kunne bruges forholdsvis flere midler i de områder, hvor man har flest socialt belastede unge.

Derfor vil Piketty også gøre op med de riges stærke indflydelse på politikere og partier. Som det er nu, ”skævvrider omfanget af de private finansieringer i betragtelig grad de politiske processer” (865).  Politiske gaver fra virksomheder og andre juridiske personer skal forbydes, og der skal sættes et ”radikalt loft over gaver og bidrag fra privatpersoner, fx 200 euro om året”. Til gengæld skal hver borger have en kupon med en værdi på fx 5 euro om året, ”som han så kan give til det parti eller den politiske bevægelse, han ønsker” (864).

Hans Erik Avlund Frandsen (f. 1942) er cand.mag. i dansk og idehistorie og pensioneret universitets- og gymnasielektor. Han er bl.a. forfatter til Klassesamarbejde og klassekamp. Danmark 1940-78 (Gyldendal, 1980) og ’Hvad er kapitalisme?’ (H.E. Avlund Frandsen og E. Sønderriis (red.): Sådan er kapitalismen, Politisk revy, 1983)