Livet efter krisen

Libanon. Landet, der aldrig blev forsonet efter borgerkrigen (1975-1990) og siden har levet mellem krise og korruption. I efteråret blæste nye vinde i et spirende folkeligt oprør, der gav håb for forandring, indtil corona-krisen satte en brat stopper for de folkelige protester. Virussen spreder sig stadig, men det er landets skrøbelige økonomi og fortidens spøgelser, der er den eksistentielle trussel. Alligevel syder revolutionen under overfladen, og der kastes både lys og skygger over forhåbningen om livet efter krisen.

Af Helle Baadsgaard Mortensen

Beirut er kontrasternes by. Et stemningsfyldt tagselvbord af pulserende diskoteker, dekadente cocktailbarer og luksuriøse mærkevarebutikker. Mæt på Mezze – et udvalg af små libanesiske retter – dulmes fremtidsangsten med vin fra Bekaadalen. Foran muren ind til flygtningelejren Shatila holder en sportsvogn, mens Beiruts skyskrabere skuer ind over lejrens 20.000 syriske og palæstinensiske flygtninge. I gaderne overnatter syriske arbejdere pakket ind i afdankede tæpper, og om dagen fyldes de af syriske børn, der tigger eller sælger tyggegummi. Påmindelser om, at der simrer en underbevidst krisetilstand bag Beiruts skinnende facade.

Historikeren Reinhart Koselleck sammenlignede en krise med det øjeblik, hvor en patient svæver mellem liv og død, og man må vælge, hvilket indgreb der skal til for at holde patienten i live. Et øjeblik mellem kaos og kollaps på den ene side og livet efter krisen på den anden.¹ Situationen i Libanon kræver netop akut handling. På overfladen ses en økonomisk krise intensiveret af corona-epidemien, men krisen har dybere rødder. Libanesere har siden borgerkrigen levet i en krisetilstand, uden at den rette livsreddende handling har fundet sted.

Borgerkrigen

I 1920 blev Libanon gjort til et fransk mandat-område. Siden da har Libanon været en religiøs smeltedigel af kristne, sunni-muslimer, shia-muslimer og drusere. Den libanesiske borgerkrig, 1975-1990, blev udkæmpet mellem kristne og højreorienterede, med støtte fra Israel, på den ene side og muslimer, drusere, palæstinensere og venstreorienterede, med støtte fra PLO og Syrien (fra 1978), på den anden. Borgerkrigen udsprang blandt andet af en muslimsk frustration over at være underpræsenteret i et politisk system, hvor kristne blev favoriseret, til trods for at Libanon med den Nationale Pagt i 1943 blev gjort uafhængigt af Frankrig. Problemet var, at pagten stedfæstede Libanon som en flerkonfessionel stat, hvilket indebar, at Libanons præsident skulle være maronit-kristen, premierministeren sunni-muslim, parlamentets taler shia-muslim, og chefen for de væbnede styrkers generalstab druser. I forsøget på at forene forskellige fraktioner langs etniske og religiøse linjer repræsenteredes alle sekteriske grupper i parlamentet svarende til gruppens demografiske vægt. Det iboende problem i dette stive repræsentationssystem er, at det fremmer sekterismen og hindrer den libanesiske befolkning i at anse sig selv for ét samlet folkefærd. Den flerkonfessionelle stats sekteriske natur beredte dermed jorden for borgerkrigen, der plagede landet i 15 år og skønnes at have kostet omkring 150.000 mennesker livet. Systemet skabte ikke kun grobunden for borgerkrigen, men fordrer fortsat, at politikere sikrer egne religiøse gruppers interesser på bekostning af andres.

Med Ta’if-aftalen i 1989 fik særligt sunni-muslimer mere politisk indflydelse. Aftalen blev første skridt i at afslutte borgerkrigen, men samtidig befæstede man det sekteriske system gennem en justering af den religiøse repræsentation. Det, som startede krigen, sekterismen, blev ironisk nok også midlet til at afslutte krigen. Dette paradoks er en del af forklaringen på forsoningens kompleksitet.

Et traume fortrænges

Selvom bulldozere siden 1992 har arbejdet på at udviske de fysiske beviser på krigen, fremstår Beiruts gadebillede som et ufrivilligt museum over de grusomheder, der foregik under borgerkrigen. Ruinerne fra den skudarrede spøgelsesbygning Hotel Holiday Inn vidner om, at hotellet fungerede som en slagmark mellem Øst- og Vestbeirut. Afklædt til betonskellet står hotellet som et truende monument og våger over byen.

Landet er aldrig blevet forsonet efter borgerkrigen, men har i stedet lagt fortiden bag sig understøttet af en kollektiv fortrængningspolitik. Det betyder imidlertid ikke, at sårene fra krigen er helet. Tværtimod har det efterladt Libanon med et ubehandlet traume. Sune Haugbølle, mellemøstforsker ved Roskilde Universitet, fremhæver i bogen War and Memory in Lebanon, at der i kølvandet på borgerkrigen foregik en form for kollektiv og stats-sponsoreret amnesi, og at borgerkrigen fortsat vil hjemsøge libaneserne, så længe den ikke bearbejdes.²

Fawwaz Trabulsi, professor ved det Amerikanske Universitet i Beirut, understøtter dette ved at fremhæve, at der fra politisk side er en officielt sanktioneret amnesi; et forbud mod at tale og undervise i krigen og dens årsager.³ Fortrængningen er styrket gennem en erindringspolitik, der indebærer en konsensus om at se fremad. Men så længe libaneserne viger uden om at konfrontere sekterismens indflydelse på Libanons krisetilstand under borgerkrigen frem til i dag, er det umuligt at foretage konstruktive politiske valg. Den fremadskuende fortrængning vil blot fastholde Libanon i krisetilstanden.

Når et land lever i og mellem udsigtsløse kriser, er fortrængning af en traumatisk fortid tillokkende. Nemmere er det at forholde sig til nutidige kriser som eksempelvis desperationen over et økonomisk system, der truer med kollaps herunder galopperende udlandsgæld, grasserende ulighed, høj arbejdsløshed og stigende leveomkostninger. Alt sammen problemer, som forstærkes af tilstrømningen af syriske flygtninge, der har sat et enormt pres på landets jobmarked, infrastruktur, ressourcer og offentlige service. Desuden er de fleste syriske flygtninge sunni-muslimer, og dette truer med at skabe en sekterisk ubalance i det politiske system – og politisk incitament til at vende skytset mod flygtninge frem for fortidens traumer. Opmærksomheden skifter fra den ene krise til den anden og fungerer som en form for afledningsmanøvre, der hjælper libanesere til at rejse sig fra asken, mens det ruger omkring dem. Problemet opstår, når nutidige kriser vikles ind i en betændt fortid, som hverken er blevet konfronteret eller behandlet. Dette gør nutidige kriser langt mere komplekse og løsningerne ukonstruktive.

De andres krig

Ligesom livet gik videre midt i borgerkrigens rædsler, fortsætter libanesernes hverdag trods den økonomiske krise og tilstrømningen af flygtninge. Antropologen Henrik Vigh belyser, hvad der sker, når kriser bliver en relativ konstant, og krisetilstanden er blevet hverdag. De nødvendige konstruktive politiske handlinger foretages ikke, hvorfor en vedvarende dysfunktionalitet bliver normaliteten. Men blot fordi en krisetilstand normaliseres, betyder det ikke, at mennesker vænner sig til den. Tværtimod vil det kaos, krisen skaber, blive sammenlignet med det, man mistede, og føre til en længsel mod tiden før krisen, hvor der forekom stabilitet og orden. Fortiden aktiveres med formålet at diagnosticere krisen og opnå fast fodfæste i en kaotisk tid.⁴

En udtalt nostalgi knytter sig til den ældre generation af libanesere, der længes efter guldalderen i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor Beirut var kendt som Mellemøstens Paris. Fortællinger holdes i live på tværs af generationer om det Libanon, der eksisterede, før landet åbnede sine arme og sine grænser for de palæstinensere, der flygtede fra den første arabisk-israelske krig efter Israels oprettelse i 1948. Sune Haugbølle påpeger, at det er en udbredt antagelse blandt libanesere, at borgerkrigen var ”de andres krig”, underforstået at det ikke var libanesernes krig, men derimod palæstinenseres og syreres, til trods for at syrere og PLO først intervenerede efter krigens begyndelse². I dag ser man endda en tendens til, at palæstinensiske og syriske flygtninge, der sidenhen er kommet til Libanon, kollektivt tillægges ansvaret for den libanesiske borgerkrig.

Denne stærke konsensus om, at det var ”de andres krig”, står i vejen for, at libaneserne ad selvransagelsens vej ser behovet for påkrævede strukturelle forandringer, ikke mindst den institutionaliserede sekterisme.

Betinget gæstfrihed

I dag er Libanon det land i verden, som har modtaget flest flygtninge pr. indbygger. En tredjedel af landets 6 mio. indbyggere er i dag flygtninge, herunder en halv million palæstinensere og halvanden million syriske flygtninge. Når libanesere og deres politikere udpeger flygtningeværtsskabet som krisens fundamentale årsag, skabes en følelse af at handle på den nutidige krise. Men så længe den nutidige krisetilstand er spundet ind i fortidens ubehandlede krise, kan dette ses som symptombehandling frem for reel handling. Når flygtningeværtsskabet udpeges som grundlæggende årsag fabrikeres samtidig en idé om, at krisen voksede ud af Libanons gæstfrihed. Flygtningeværtsskabet bliver dermed krisens skyldsbetonede samtidsdiagnose, og løsningen på krisetilstanden bliver dermed op til flygtningene selv eller den politiske håndtering af disse.

Det er en utopi for et land at vise ubetinget gæstfrihed; gæsten bliver altid budt velkommen på visse betingelser. I Libanons tilfælde var gæstfriheden betinget af, at de palæstinensiske og syriske gæster tog hjem igen. Filmen knækkede, da de brød den usynlige kontrakt ved at blive permanente gæster. Libanesere oplevede, at de ikke længere var herre i eget hus. Et hus, som libanesere i forvejen kæmpede med at vedligeholde i støvet fra borgerkrigens murbrokker. Den fortrængte fortid og et politisk system, der fremmer sekterisme, er et skrøbeligt fundament for et flygtningeværtsskab. En naturlig reaktion i forsøget på at genetablere en følelse af kontrol er at placere skyld gennem syndebukke.

Syndebukke

Det er en udbredt holdning blandt libanesiske politikere og civilbefolkningen, at palæstinensere og syriske flygtninge har ødelagt Libanon. Ikke kun fordi de anses for at være medskyldige i borgerkrigen, men også fordi de bebrejdes Libanons fejlslagne økonomi. Spørger man palæstinensere og syriske flygtninge i flygtningelejren Shatila, føler de sig ikke velkomne på den anden side af muren, til trods for at de frit kan forlade lejren, hvis de vil.

Selvom flygtningepresset har medvirket til at forværre levevilkårene for libanesere i dag, er ansvaret ikke alene at finde hos landets gæster og flygtninge. Det internationale samfunds handlingslammelse og stiltiende accept af Libanons flygtningestrøm, samt korruption og fejlslagne reformer blandt libanesiske politikere, er også nævneværdige årsager. Dertil kommer folkets stiltiende accept af fortrængningen af fortiden og det flerkonfessionelle politiske systems status quo. Det internationale samfund, det libanesiske folk og dets politikere får lov at gå fri, når en flygtningegruppe udpeges som syndebukke. De syriske og palæstinensiske gæsters mulighed for at forsvare sig i en flygtningelejr er lige så virkelig som for bukken i ørkenen, der blev sendt af sted for at slippe folket fri fra dets synder i Det Gamle Testamente.

Syriske flygtninge udsættes for udokumenterede anklager om, at de forurener landet, at mændene stjæler deres jobs, og kvinderne deres mænd, at de udgør en sikkerhedsrisiko, og at de er konservative og tilbagestående i forhold til libanesere. Det er forståeligt, at fordomme opstår, når mennesker rammes af kriser, men de har ingen anden effekt end den befriende følelse, det kan give at placere skyld, så man selv kan gå fri.

I The Nature of Prejudice forklarer den amerikanske psykolog Gordan Allport skabelsen af syndebukke som en forsvarsmekanisme, hvormed man i katastrofe- og krisesituationer placerer skyld. En gruppes tilbøjeligheder, som den frygter hos sig selv, projiceres mod en anden, gerne ”fremmed”, gruppe.⁵ I Libanons tilfælde var det nemmere at skyde skylden på ”de andre” i borgerkrigen.

At placere skyld hos ”de andre” minimerer det libanesiske samfunds skyld- og ansvarsfølelse over manglende fremgang. Syndebukke kan give en illusion af personlig kontrol og stabilitet gennem en oplevelse af, at verden bliver velordnet og forudsigelig. I komplekse og kaotiske krisetilstande tiltrækkes mennesket af forsimplinger uden behov for reelle begrundelser. Det iboende problem med syndebukke er blot, at de er ukonstruktive og hverken forløser frustrationen eller løser kriser. I stedet giver de oftest bagslag og skaber splittelse, som kun forværrer kriser.⁵

Kriser kan lede til nye indsigter, nye horisonter, som en bedre fremtid kan bygges på, men de kan også lede til fortabelse. I efteråret vendte libanesere skytset fra flygtninge til det politiske system. Kendt under navnet ’Oktober Revolutionen’ samlede tusindvis af libanesere sig på gaden og sang ’Vi er alle sammen ét’ i et opgør med Libanons sekteriske fortid og et politisk system, der har skabt splittelse mellem mennesker. En latent revolution syder stadig under overfladen og håbet om et opgør med korruption og sekterisme lever endnu. Det er ikke en selvfølge, at libanesiske politikere vil lægge berøringsangsten bag sig gennem en nuanceret erindringspolitik, eller at de vil reformere det flerkonfessionelle politiske system og begrave sekterismen. Men folket i Libanon har vendt kursen, og det giver håb for et liv efter krisen.

Helle Baadsgaard Mortensen er kandidat i Historie og Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitet og gymnasielærer i historie og samfundsfag på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Analysen er baseret på skribentens feltarbejde i Libanon i forbindelse med udarbejdelse af speciale i samarbejde med Christopher Franck og Dale Becker.

1. Witoszek, Nina og Trägårdh, Lars (2002). “Some Questions Concerning the Conceptual History of ‘Crisis’” i “Culture and Crisis – The case of Germany and Sweden”, Berghahn Books, New York, Oxford, side 13, 16, 33.
2. Haugbølle, Sune (2010). “War and memory in Lebanon”, Cambridge University Press, side 228, 13-14.
3. William, Gunner (2020). ”Beirut begraver sig i myter og fornægtelse”, Information, 24/8.
4. Vigh, Henrik (2008). “Crisis and Chronicity: Anthropological Perspectives on Continuous Conflict and Decline”, Ethnos Journal of Anthropology, Volume 73, 2008 – Issue 1, side 8-10, 16.
5. Allport, Gordon (1954). “The nature of prejudice”, Cambridge, MA: Perseus Books, side 7, 351-352.