Madpakker til revolutionen? Fødevareproduktionen, klimatruslen og naturen

ANMELDELSE: Eskil Halberg argumenterer i sin nye bog “Madpakker til revolutionen” for, at en revolution er den eneste realistiske løsning på den igangværende klimakrise. Men er dette virkelig tilfældet, eller er der blot tale om ungdommelig og overilet revolutionsromantik? Eftertryk har fået den garvede klima- og kapitalismeekspert Hans Erik Avlund til at anmelde bogen i et spændende generationsmøde.

Madpakker til revolutionen
Eskil Halberg
125 sider, Forlaget Nemo, 2020

 

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Forstår man, hvor alvorlig klimatruslen er, er det nærliggende at reagere med panik. Fortrængning er mere almindeligt, og det er nok Greta Thunbergs udgangspunkt, når hun siger, at panik er nødvendigt som noget, der sætter gang i refleksionen, omtanken og handlingen. Det er også Eskil Halbergs udgangspunkt. Han har skrevet en lille bog, der forsøger at komme til roden af problemet, og den finder han i kapitalismens bestandige kamp for at overvinde naturens begrænsninger. Hans udgangspunkt er, at ”alle skal spise for at leve (…) Mennesker indgår på den måde uundgåeligt i et stofskifte med naturen; jorden, solen, regnen. Vi spiser, fordøjer og skider” (7).

Madproduktionen foregår i dag overvejende på kapitalistiske præmisser, og det har ført til en mere og mere ensrettet natur og til fatale klimatiske problemer. Bogens ærinde er at vise, hvor galt det står til og at kalde til modstand. En modstand, som sigter mod at skabe en anden slags landbrug og en ny økologi.

Tilbage står en anfægtet bog, der stiller spørgsmålet: Er vi ikke så langt ude, at en revolutionær tilgang er det eneste realistiske?Halberg har et revolutionært temperament og en stærk følsomhed over for de ødelæggelser, der finder sted. Det kan indimellem forlede ham til formuleringer, der smager lovlig meget af revolutionsromantik. Men heldigvis sætter eftertanken ind. Tilbage står en anfægtet bog, der forsøger at stille et afgørende spørgsmål: Er vi ikke så langt ude, at netop en revolutionær tilgang er det eneste realistiske? Hvad det indebærer, står til diskussion – og den tager jeg til slut – men bogens styrke er, at den tør tage fat på den helt nødvendige overvejelse af, hvad der skal til for at komme fri af kapitalismens katastrofekurs.

Katastrofens historie

Halberg skitserer kort udviklingen fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet til nutidens landbrug med fokus på Danmark. Dansk landbrug, der p.t. ejes af 0,6 pct. af befolkningen, lægger beslag på 62 pct. af jorden og er ”en sand avantgardebevægelse inden for højteknologisk industriel landbrugsproduktion” (8).

Der er tale om en bizar form for effektivitet. Produktionen går opad, men biodiversiteten går nedad, alt imens jorden udpines og fyldes med kunstgødning og pesticider. Dyrene behandles som simple produktionsenheder under forhold, som – specielt når det gælder svine- og kyllingestalde – er det rene dyrplageri. Klimatruslen kræver, at vi spiser langt mindre kød, men kødproduktionen er vokset stærkt, og i Danmark går ca. 81 pct. af landbrugsarealet til fremstilling af dyrefoder. Samtidig ensrettes naturen, der bliver mere og mere firkantet med ensformige marker, der er tilpasset de større og større maskiner. Landbruget står også ”helt centralt i klimakrisen med sin 22 pct. af den samlede globale udledning af drivhusgasser,” og ifølge miljøorganisationen NOAH når udledningerne i Danmark op på omkring en tredjedel af den samlede udledning.

Dette mistrøstige billede vil mange bønder nok se som et urimeligt angreb, men Halberg er ikke ude efter den enkelte landmand, som presses ind i de destruktive produktionsformer af ”konsulenter, nærige forbrugere, detailhandelens slipsedrenge og bankfolkenes lånefantasier” (56).

Hvordan er det kommet så vidt? Halberg lokaliserer rødderne i landboreformernes opbrydning af landsbyfællesskabet i slutningen af 1700-tallet og i de mange efterfølgende landindvindingsprojekter. Det afgørende skifte kom imidlertid efter 2. verdenskrig, da den amerikanske Marshall-hjælp banede vejen for en hurtig mekanisering af dansk landbrug. Indtil da havde andelsbevægelsen siden slutningen af 1800-tallet spillet en vigtig rolle. Der var tale om ”en demokratiseret kapitalisme”, hvor gårdejere og husmænd gik sammen om at drive mejerier, slagterier, brugs- og indkøbsforeninger. Man afregnede efter, hvor meget man leverede, men investeringer og principper for driften af andelsselskaberne blev besluttet med én stemme til hver, uafhængigt af hvor meget jord man havde, eller hvor meget man leverede til mejeriet eller slagteriet. Man delte også nye ideer til produktivitetsforbedringer.

Problemet var, at også andelsbevægelsen var underlagt de kapitalistiske vilkår, som den internationale konkurrence medførte. De små landbrug fik sværere og sværere ved at følge med. De, der havde råd til at anskaffe de nye maskiner (traktorer, mejetærskere osv.), stod naturligvis stærkere end den lille husmand eller gårdejer. Det var store investeringer, der skulle til, og det krævede store udbytter. Herfra gik det kun en vej: mere kunstgødning, flere pesticider, flere sammenlægninger af marker, gårde og andelsforeninger, mere specialisering, større og større maskiner, mere og mere gæld. I dag skylder hver enkelt landmand i snit 25 millioner kr.

Landbrugskapitalen har imidlertid et indbygget problem: produktionen er ”bygget op omkring naturens processer, og det er naturen, som bestemmer, om man kan så, hvor hurtigt afgrøderne vokser, og hvornår de kan høstes. Investeret kapital har lange omsætningstider, der i udgangspunktet er svære at forkorte” (55).

Landbruget prøver derfor på forskellige måder at få kontrol over den genstridige natur. Man afretter markerne, stryger besværlige læhegn, retter grøfter og vandløb ud, tørlægger vådområder, genmodificerer, bruger stråforkortere og opfinder hurtigt voksende kyllinger med abnormt store brystpartier. Det er bare nogle få af de mange forsøg på at slippe fri af naturkræfterne. De kommer imidlertid tilbage i form af ”global opvarmning, ekstremt vejr, kvælstofudvaskning og vandmangel – afledte konsekvenser af kunstgødning” (54).

Økologiske alternativer

Halberg prøver med sin bog at skitsere et alternativt samfund, hvor ”markedstvangen” og lønarbejdet er ophævet, og hvor ”en ny økologi” medfører et ikke-destruktivt og bæredygtigt stofskifte med naturen. Det indebærer et ønske om ”at slippe væk fra byen”, at få ”adgang til jord og den viden og teknik, der gør det muligt at dyrke den” uden om landbrugskapitalen (31) samt produktion af lokale fødevarer og et lokalt sammenhold. Her er der inspiration at hente i historien.

Andelsbevægelsen er allerede nævnt, men også arbejderbevægelsens kooperativer er interessante.

Men hvorfor har de ikke overlevet? De rummede jo begge forestillinger om, at de direkte producenter skulle have kontrol over, hvad og hvordan der blev produceret. Halberg påpeger, at kooperationen faldt på sin egen ”opbyggelighed” (86). Man havde ikke blik for, at det bestående skulle rives ned. Hverken andelsbevægelsen eller kooperationen undslap markedstvangen. Hvad kooperationen angår, så får man nok medbestemmelse, men lønarbejdet fortsætter: ”Arbejderne afskaffer forskellen mellem chef og medarbejdere, men inderliggør konkurrencen. Og konkurrencen er en stum tvang, alle fortsat må rette sig efter” (87). Det er også forklaringen på, at andelsselskaber som Danish Crown og Arla i praksis ikke adskiller sig fra andre kapitalistiske foretagender.

Halberg ser imidlertid nogle muligheder i den kooperative model, fordi dens ideal er at ”have magten over hele forsyningskæden fra såsæd til ligkistemagasin” og bekæmpe markedstvangen for på den måde ”frigøre proletariatet ” (84). ”Et landbrugskollektiv, et økosamfund, en brugsforening, et kooperativt byggefirma eller cykelbutik kan i et sådant perspektiv deltage i sociale kampe og i princippet understøtte en radikal forandring” (85).

Han ser også et perspektiv i kolonihaverne, fordi de i teorien kan blive et godt kort i en situation, hvor der er mangel på fødevarer. De har ”et demokratiperspektiv, et fordelingsperspektiv og et kampperspektiv” (83). Det sidste går ud på, at de kan sikre forsyninger i en kampsituation, ”en slags strategisk og logistisk forsyning af madpakker til revolutionens barrikader i bred forstand” (84).

Halbergs sigte er at finde alle de steder, hvor man på én og samme tid opbygger alternativer og bekæmper den kapitalistiske styring af arbejde og natur. Der er tale om en revolutionær ”kommuniseringsteori” (71): ”Vi må rive den fossile kapitals infrastruktur ned og blokere dens cirkulation i samme moment, som vi igangsætter kommunistisk-økologiske alternativer. Vi kan ikke vente til parlamenterne har indført ’ny lovgivning’ eller ’skærpet klimaregulering’.” (86).

Det er ikke kun et farvel til den gamle teori om ”proletariatets diktatur”, men også en ny definition af klassekampen. I dag har vi et nyt proletariat: ”klimaproletariatet (er) alle dem, hvis liv domineres af kapitalismens herredømme og udbytning af naturens ressourcer”, og ”klassekamp er derfor et bredere sæt af strategier end blot kampe om merværdi, arbejdstiden eller lønnen” (28). Vi skal ”spise, arbejde, bo, bygge, producere, forbruge, rejse og generelt transportere os fundamentalt anderledes, end vi gør i dag”. Det er definitorisk en revolution, der skal til (10).

Det er rigtigt, at der er alt for mange illusioner i omløb om, at vi bare kan køre videre som hidtil – blot med en ”grøn” vækst. Men hvad så med det ”hav af politiske protestbevægelser”, der er dukket op (9)? Halberg er skeptisk, fordi kritikken i hovedsagen drejer sig om at stille krav til netop det erhvervsliv og de politikere, som tydeligvis lukker øjnene for, hvor radikale ændringer der er nødvendige.

Spørgsmålet er, hvad der mere konkret ligger i det revolutionære alternativ, Halberg tegner op. Han opstiller 3 strategier:

• ”Den første må tage udgangspunkt i, at kampen mod den fossile landbrugskapital skal føres i vildnisset. Naturen er også genstridig over for kapitalen, og den kan være behjælpelig som både barrikade og spisekammer.”
• Den anden angår ”frembringelsen af mad, en genoplivning af landskabet og jorden ved regenerative landbrugsreformer, der kan skabe mad, rigdom og glæde til os alle: en anden økologi”.
• Den tredje handler om, at kampen må føres som en blokade mod fødevarecirkulationen og den fossile kapitals infrastruktur. Denne strategi kræver ”opbygningen af en logistik, der kan forsyne de kæmpende med mad. Blokade og distribution i samme bevægelse” (95).

Ukonkrete strategier

Det er her, jeg får lyst til at supplere med nogle nuancer, præciseringer og spørgsmål.

For det første er der ideen om, at kampen skal føres ”i vildnisset”, hvor naturen er ”fort, spisekammer, infrastruktur og barrikade på samme tid” (97). Det giver måske en smule mening, hvis vi taler om situationen i Amazonas, som nævnes flere gange. Men hvad med Danmark, som jo er det primære anliggende? Her er bogen uklar, fordi der springes temmelig uformidlet mellem danske forhold og eksotiske eksempler som kurdernes kamp i bjergene, undvegne slaver, der kæmper mod koloniherrerne fra deres skjulesteder i skove og bjerge, eller jødiske modstandsfolk, som i Hvideruslands store skove gemte sig for at lave udfald mod nazisterne.

Disse eksempler peger på nogle for de involverede livsvigtige kampe, men når det kommer til situationen i et moderne samfund som det danske, går der efter min mening lovlig meget røver og soldater i det. Som når Halberg fx skriver, at ”vi kan begynde at forstå natur som et miljø, der kan være kampberedt, et miljø for klassekampen. En kamp der rumligt tager sit afsæt i vildnisset og relationer til den relativt autonome natur. Et sted der er ufremkommeligt for kapitalens agenter og politi, men som samtidig er forbundet i et netværk af stier gennem moser og brombærkrat. Et sted med strategiske udkigsposter fra bakketoppe og klitter, et sted med befæstede mure af piletræer og urskov” (98).

Det spøjse er, at Halberg selv umiddelbart efter resigneret konstaterer, at ”landskabet i Danmark er desværre på nuværende tidspunkt ikke andet end lange rektangulære, pløjede, forgiftede og intensivt dyrkede jorde, overvåget med gps-udstyr” (98). Det industrielle landbrug er ”et antioprørsregime (…) Det er næsten [men ikke helt? – HEAF] umuligt at gøre oprør fra en rapsmark”. Landskabet i Danmark ”(har) ikke mange skjulesteder” (99). Alligevel taler han lidt efter om, at ”kampene i det åbne agroindustrielle landskab” må suppleres med blokader (103).

Blokadernes problemer

Halberg henter sin inspiration fra diverse blokader af olieudvindingsanlæg, lufthavnsbyggeri og lignende. Der er belæg for, at sådanne aktioner kan føre til, at disse anlæg bliver opgivet, men skal denne aktionsform anvendes i stor skala over for det danske landbrug og kapitalistiske virksomheder i det hele taget, er man nødt til at være mere specifik og konkret. Hvem skal føre disse kampe? Hvem skal de rettes imod? En vilkårligt valgt svinebonde? Hvordan mon det vil blive modtaget i nabolaget, hvis der kommer en flok revolutionære fra byen for at besætte virksomheden, som måske nok er upopulær pga. gyllestank, men som også ejes eller bestyres af nogen, der har børn i den lokale skole? Og i betragtning af Halbergs egne overvejelser over dynamikken i landbrugskapitalens logistik: mon ikke det vil ende sådan, at selvom man måske nok fik generet en enkelt landmand, så vil andre blot overtage hans del af markedet?

Det er mennesker af kød og blod, som arbejder i de kapitalistiske virksomheder, og som køber deres produkter. En blokade rammer ikke kun ”kapitalisterne”, men også en række sagesløse mennesker.Kan man forestille sig en blokade af distributionskæderne? I princippet ja. Men igen: der skal godt nok blokeres ret mange steder, før at det gør en forskel. Desuden løber man ind i et andet problem. Halberg fremhæver selv, at det er uhyre få mennesker, der har adgang til fødevarer uden om de kapitalistiske virksomheder. Vi er alle sammen viklet ind i systemet, og hvis man gerne vil vinde folk over på sin side, er det nok ikke det bedste at starte med at sabotere fødevareforsyningen. Det er simpelthen for vidtløftigt og ukonkret at advokere for, at man skal ”blokere for cirkulationen af fødevarer og ekspropriere til fri afbenyttelse” (87).

Jeg mener ikke, at det er vanvid at tænke i blokadebaner. Den fossile industris økonomiske interesser er så enorme, at alle etiske og rationelle argumenter preller af. Pointen er blot, at en blokadestrategi kræver meget præcise overvejelser. Det er ikke nok at stemple den kapitalistiske produktionsmåde som den store fjende. Det er mennesker af kød og blod, som arbejder i de kapitalistiske virksomheder, og som køber deres produkter. En blokade rammer ikke kun systemet og heller ikke kun ”kapitalisterne”, men også en række sagesløse mennesker. Halberg nævner selv problemet i forbindelse med Extinction Rebellions aktioner i London, hvor det kom til slagsmål mellem demonstranter og vrede borgere, der var utilfredse med, at adgangen til deres metro blev blokeret, så de hverken kunne komme på arbejde eller hjem. De blev nok ikke overbevist om den revolutionære sags berettigelse.

Dette betyder, at alternative produktionsformer samt madpakker til de revolutionære slet ikke er nok. Der vil nok være en hel del flere, der også ville skulle have madpakker, eller hvad blokaderne nu forhindrer dem i at få.

Ser man ud over fødevareproduktionen, er billedet det samme: ”Havneanlæg, trafikknudepunkter, fabrikker, lufthavne, lagerhaller og produktionsanlæg” skal ”sættes til standsning”, hedder det. Med en formulering fra aktivistgruppen Extinction Rebellion: ”Vi forstyrrer tidens strøm, fordi det er den strøm, som bærer os mod katastrofen”, men som Halberg selv noterer sig, så kan denne strategi ”desværre blive en avantgardistisk blokade af lønarbejdernes hverdagsliv og således ende med at være et angreb på reproduktionen af det liv, man gerne vil alliere sig med” (106).

De rige skal nok vide at skaffe sig, hvad de har brug for – også aktioner af denne type har det med at vende den tunge ende nedad. Bogen er her underligt uafklaret. Halberg ved godt, at det er problematisk, men ender alligevel med at slå fast, at bevægelsen ”stiller det rigtige spørgsmål om, hvor der skal blokeres” (106), og han skriver, at ”de strategiske blokeringer af infrastruktur er den destruktive side af en nødvendig [!] dobbelt strategi, hvor protestbevægelsers blokader, optøjer og standsning af varecirkulationen må suppleres af alternative dyrkningsformer og en modstandens logistik. Nedrivning og opbygning på samme tid. Det er aktionsprogrammet” (107).

Det gode eksempels magt

Det er en stor fordel, hvis der bredt på venstrefløjen opdyrkes et diskussionsmiljø, hvor man forsøger at medtænke alle dem, der rammes af eller gennem medierne hører om aktionerne.Det, der står tilbage, når Halberg får tænkt sig om, er et noget mere beskedent projekt: Man kan skimte ”en art politisk bevægelse væk fra storbyen. En bevægelse, der forsøger at oparbejde zoner af relativ autonomi i det åbne land. Flere forsøger at flytte på landet i forsøget på at bygge øer af modstand mod kapitalens landskab og forrykte kredsløb (…) Biodynamik, permakultur, holistiske sædskifter, alternative planteskoler og meget andet er alle forsøg på at tilbageerobre landskabet fra landbrugskapitalen. Det er vigtige forsøg på at undslippe, opbygge og kæmpe – en strategi denne bog helt klart solidariserer sig med” (99).

Det gør jeg også, og jeg er også på Halbergs hold, når han mener, at mere radikale aktioner kan være nødvendige. Jeg tror bare, at vi er nødt til meget grundigt at overveje og eksperimentere med de udenomsparlamentariske aktionsformer. Alt kan ikke styres og planlægges på forhånd, men det er en stor fordel, hvis der bredt på venstrefløjen opdyrkes et diskussionsmiljø, hvor man forsøger at medtænke alle dem, der rammes af eller gennem medierne hører om aktionerne.

Det er vigtigt at have for øje, at det afgørende ikke (kun) er den stærke oplevelse af at gøre noget og få afløb for sin vrede. Det handler først og fremmest om at skabe mere opbakning til den nødvendige omstilling. Her gælder det om at bruge fantasien. Som fx da teatergruppen Solvognen i stedet for at blokere Magasin klædte sig ud som julemænd og gik ind og delte gaver ud fra hylderne til kunderne. Eller buschaufføraktionen, hvor man – i stedet for at genere folk ved at nægte at køre – valgte at køre som normalt – bare uden at billettere. Eller bz’erne som, da det stod klart, at politiet med magt ville fjerne dem fra deres hus, valgte at afstå fra en konfrontation for i stedet at grave en tunnel ud til bagsiden, hvor de forsvandt i nattens mulm og mørke. Da politiet stormede bygningen i deres kampudstyr, var der ingen modstander at slå ned. Det gjorde politikernes og politiets kamptropper til grin og medførte en vis beundring for bz’ernes opfindsomhed.

Pointen er, at en aktion kun er vellykket, hvis den ud over at ramme det eller dem, der skal rammes, også medfører mere oplysning og skaber håb om, at noget bedre end det bestående er muligt. En aktion skal mobilisere dem, der endnu ikke er med, og på denne måde skabe betingelserne for endnu mere omfattende aktioner senere. Det betyder, at hærværk og vold skal undgås. Det er metoder, hvor provokatører fra højrefløjen har det som fisk i vandet. John Lennons tilgang er stadig relevant: Det eneste, magthaverne har svært ved at håndtere, er ikke-vold og humor.

Sammenfattende kan man sige, at Halbergs revolutionsopfattelse er temmelig uklar. De politiske institutioner ”står i vejen”, hedder det (11), men betyder det, at der findes en vej, som fører helt uden om Folketinget? Utålmodigheden er forståelig, men hvor er argumentet for, at en satsning alene på ”blokader” og opbygningen af alternative produktionsformer vil føre til hurtigere resultater? Og hvor er argumenterne for, at der findes andre metoder end demokratiske valg, der kan vise, at befolkningen er med på de nødvendige forandringer? Der går nok en rum tid, før flertallet af os producerer mad på vores eget lille jordstykke, som Halberg vist forestiller sig (31), eller er beskæftiget i en ikke-kapitalistisk virksomhed.

For mig at se er det afgørende for, om omstillingen lykkes, at der er bred opbakning til den. Derfor er det vigtigt, om blokader og andre aktioner tænkes som alternativer til demokratiske afstemninger, eller om man forstår dem som protester, der skal lægge pres på de folkevalgte politikere, skabe øget støtte i befolkningen og i sidste ende føre til en demokratisk flertalsbeslutning.

Problematisk naturforståelse

Afsluttende vil jeg pege på to andre problemstillinger, der trænger sig på ved læsningen af Halbergs bog. Det drejer sig om, hvordan vi forstår den historiske baggrund for den truende klimakatastrofe og om natursynet.

Som nævnt mener Halberg, at landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og diverse landvindingsprojekter, f.eks. opdyrkningen af heden, har skabt mulighedsbetingelserne for den kapitalistiske strukturudvikling” (32). Det kan der være noget om, men det dur ikke at se stort på, at disse fællesskaber også var præget af fattigdom og anden elendighed. Der var i høj grad brug for at få ryddet op i gamle vaner og traditioner, og uden landboreformerne er det nok også tvivlsomt, om andelsbevægelsen, som bogen til en vis grad ser et potentiale i, kunne have vokset sig så stærk.

Det samme problem opstår, når Halberg er ude med riven efter den socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording, som ved afslutningen af et indtørringsprojekt ved Limfjorden i 1945 udtalte:

”I stedet for øde, golde, trøstesløse, ubeboede og nytteløse sumpe, der hverken gav beskæftigelse, beboelse eller værdier af nogen art, er det nu blevet en travl arbejdsmark … Hvor tusinder af bønder, arbejdere og andre danske borgere finder beskæftigelse, hjem og et forsvarligt udkomme”.

Ovenstående citat ser Halberg som et udtryk for Socialdemokratiets ”benhårde naturbeherskelses- og beskæftigelsesideologi” (39). Det er uomtvisteligt, at citatet ikke afslører nogen dyb sans for naturværdier. På den anden side handler det jo om noget helt elementært: de arbejdsløse og fattige har brug for et ”hjem” og et ”udkomme”. Mon ikke dét var det centrale fokus for Bording snarere end et blindt ønske om at tæmme naturen?

I dag ser man de negative konsekvenser, og der er ingen tvivl om, at andre udviklingsmodeller havde været at foretrække. Men forelå de? Var der tale om en kamp mellem den modernistiske, kapitalistiske, socialdemokratiske udviklingsmodel og andre alternativer modeller? Datidens kommunister var jo ikke mindre fokuserede på industri og arbejdspladser og bød ikke ind med gode naturbevarende ideer.

Det er derfor problematisk, når Halberg taler om ”et langt historisk angreb på livet i landskabet”, en krig mod ”de livsformer (mennesker, dyr, planter, landskab osv.), der fandtes tidligere” (47). Sagen er jo, at de livsformer, hvis afskaffelse nu beklages, er opstået som en følge af netop den lange udvikling, der ellers kritiseres. Nu kan vi se, at det indgik i en mere omfattende logik, det kunne man nok ikke uden videre dengang.

50’erne er et godt eksempel. Her kan jeg trække på egne erfaringer. De små brug havde et problem med den mekanisering, som den internationale konkurrence krævede. Det var svært at klare sig uden de nye maskiner. Ferguson-traktoren er kerneeksemplet. Men man skal heller ikke tage fejl af, at maskinerne også var en lettelse. Set fra et byperspektiv ser det muligvis vældig idyllisk og ”naturligt” ud, når man ser billeder af folk bag en harve eller en plov med et par heste foran ude i den friske og smukke natur. Det er heller ikke forkert, men når man har gået der time efter time i kulde og blæst, begynder idyllen at fortone sig, og man kigger længselsfuldt over til nabomarken, hvor bonden sidder og slapper af i læ og tørvejr på sin traktor.

Tilsvarende effektiviseringer fandt sted i dyreproduktionen. I 50’erne var svinene i stald hele året, men havde dog nogenlunde god plads. Var der for lidt plads, viste det sig meget enkelt i uvenskab, halebid og dårlig hygiejne. Har en gris plads nok, er den til gengæld uhyre renlig. Det var ikke noget ideelt griseliv, men der er en verden til forskel, når man ser, hvordan grise behandles i dag i de store svinefarme, hvor de er rene produktionselementer.

Det er altså rigtigt, at en bestemt landbrugskultur er blevet smadret. Det er bare lige så rigtigt, at 50’ernes landbrugsbedrifter også indgik i en ”kapitalistisk” sammenhæng, uden at der var tale om et ”angreb” på eller en ”krig” mod naturen. Tværtimod var grundholdningen hos de fleste bønder nok mere respektfuld over for dyr og natur, end hvad man kunne støde på andre steder. Det har muligvis ændret sig, efterhånden som den direkte kontakt med jorden og dyrene er blevet langt mindre.

Det er vigtigt, at kritikken af landbruget har et andet fundament end en æstetisk modvilje mod den måde, den danske natur ser ud på i dag.Vi har altså en historisk udvikling med to spor: Der er på den ene side forskellige tilløb til produktionsformer, der giver større frihed og selvstændighed til bønder og arbejdere. På den anden side har vi den kapitalistiske logik og væksttvang, der nu dominerer overalt. Det er denne dominans, der er problemet, ikke udretningen af åer og vandløb og store firkantede marker i sig selv.

Hvordan er det kommet så vidt? Andelsbevægelsen var sårbar, fordi den ikke bare sigtede mod selvforsyning, men også mod eksport, hvorfor den har været nødt til at indrette sig på konkurrencens vilkår. Mange andelsfolk har givetvis begrædt udviklingen, men de har været magtesløse.

Man fornemmer i Halbergs bog en længsel efter en mere uberørt natur, men det primære problem med landbruget er ikke omformningen af naturen. Overalt, hvor der er mennesker, gribes der ind i den natur, der var der i forvejen. Derfor er der ingen grund til at kritisere Venstres tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, fordi han hævder, at en rapsmark da også er natur. Det er den jo, og han er ikke ene om at finde den smuk og ”naturlig”. Man kan sagtens argumentere for, at en mere varieret natur end den, vi nu har i Danmark, vil give os bedre naturoplevelser, og at det er en afgørende del af et godt liv, men Halbergs berettigede kritik kammer fuldstændigt over, når han taler om det ”golde sjællandske landskab” (109) og om landskabet som ”en monokulturel ørken” (47). Hvis han tog en tur på sin cykel eller til fods, ville han forhåbentlig kunne se og sanse alle lys- og farvenuancerne i træerne, vandet, planterne og det kuperede landskab, der findes også i den ”kapitalistiske” natur.

Det er derfor vigtigt, at kritikken af landbruget har et andet fundament end en æstetisk modvilje mod den måde, den danske natur ser ud på i dag. Halberg er på meget mere sikker grund, når han pointerer nedbrydningen af jordens frugtbarhed og destruktionen af plante- og dyrearter. Men også her er det nødvendigt at nuancere noget mere, for grænserne er flydende. Mange på venstrefløjen taler om, at ”naturen har en ret i sig selv”. Det lyder kønt, men det holder ikke.

For det første: hvis vi mennesker skal have noget at spise, er der ingen vej uden om at ødelægge dele af naturen. Dette kan man godt dække over med et neutralt udtryk som ”stofskifte med naturen”, men realiteten er, at også i et ”revolutionært stofskifte” (13) vil man være nødt til at bekæmpe både ”skadedyr” og ukrudt – blot på en anden måde end pesticidlandmanden. Også den mest skånsomme landmand griber destruktivt ind over for andre levende væsener: de dyr, vi spiser, og de dyr og planter, vi fortrænger, når der skal skaffes plads til de planter, både vegetarer og ikke-vegetarer lever af.

For det andet er det en del af naturens orden, at noget bliver til, og noget går til, og det er ikke kun mennesker, der ”ødelægger” natur. Mælkebøtten lægger sig kvælende ud over græsset, og løven flænser antilopen, som nok ikke synes, det er særlig rart. Og hvis vi mennesker, som jo selv er en del af naturen, også skal være her, kan vi ikke undgå at gå hårdt til værks over for andre dele af naturen, f.eks. kræftsvulster og diverse bakterier. Også coronavirus er natur.

Det betyder naturligvis ikke, at så kan vi med god samvittighed bare fortsætte det, som Halberg kalder krigen mod naturen. Forskellen mellem mennesker og andre levende væsener er netop, at vi har muligheden for selv at afgøre, hvordan vi griber ind i naturen. Vi kan vælge – f.eks. at spise planteføde i stedet for kød.

Spørgsmålet er bare, hvordan vi overbeviser hinanden om, hvad der er det rette at gøre. Her er det vigtigt at pege på, at videnskaben viser, hvor afhængige vi er af alle de mange arter, og at de økologiske kredsløb er vitale for vores egen overlevelse. Det hævner sig, hvis vi går for vidt. Men hvor grænsen præcist ligger, er nok noget, der hele tiden må stå til diskussion. Forsigtighedsprincippet er klart at foretrække.

Man kan også med god ret argumentere for, at en mere varieret natur end den, vi nu har i Danmark, vil give os bedre naturoplevelser, og at det er en afgørende del af et godt liv. Den nuværende naturforvaltnings hovedstrømning går ikke bare ud over insekter, fugle og vilde planter, men også ud over menneskers sanselige liv. Det er svært at sætte på formel og bevise videnskabeligt, men de fleste har erfaringer med, hvor livgivende det kan være at færdes i en varieret natur, hvor alt ikke er strømlinet efter, hvad der giver det største økonomiske udbytte.

Det er sikkert, at jo færre oplevelser af den art, vi har, jo dårligere bliver vi til at mærke, hvilke ødelæggelser vi har gang i. Og på den måde er der måske alligevel en kobling mellem den firkantede og ”forædlede” rapsmark og klimatruslen.

De nødvendige løsninger

Hvordan takler vi denne trussel? For det første er det nødvendigt at stoppe enhver produktion, som ikke har et neutralt CO₂-regnskab.

For det andet er der ressourceproblemet: Vi har kun én jordklode, og en fortsat brug af diverse råstoffer og naturmaterialer, uden hensyn til hvor meget der er tilbage, er selvfølgelig både dumt og uansvarligt over for kommende generationer. Men det er ikke det samme, som at tidligere tiders brug af naturressourcer er et målrettet angreb på ”naturen”.

For det tredje er der forholdet til dyrene. Det er en kendsgerning, at kødproduktionen må sættes drastisk ned. Men ellers kan man sagtens bruge dyr som produktionsmidler på en måde, der ikke belaster klimaet, men som ikke desto mindre er et overgreb mod dyrene. Det vil sige, at her må andre argumenter i spil.

Filosoffen Peter Singer har peget på, at mange dyr har mere ”bevidsthed” end retarderede mennesker, og at vi jo ikke accepterer, at folk, der er mentalt tilbagestående, behandles som ting og aflives, hvis det er mest bekvemt for økonomien. Den afgørende grænse går for ham ved evnen til at føle smerte: Det er umoralsk at påføre andre levende væsener smerte. Det er et væsentligt argument imod brugen af dyr som føde. Men også her er der gråzoner. Økofilosoffen Arne Næss har således medgivet, at ”broder hare” er en fristende spise, og han hælder til, at det er i orden at spise dyr, hvis de blot har fået lov at leve et ordentligt dyreliv først.

Det kan man diskutere. Derimod er det umuligt at give en moralsk holdbar begrundelse for den måde, dyr behandles på i dag i vores svine- og kyllingefarme. Og et andet vigtigt argument: Det handler ikke bare om dyrenes liv, men også om vores eget. Vi begår vold mod noget elementært vigtigt i os selv, når vi mishandler dyr. Det er ikke tilfældigt, at der lyder et ramaskrig i offentligheden, når vi en sjælden gang får billeder fra det virkelige liv i svine- eller kyllingefarmene. Vi lever kun med det til daglig, fordi vi ikke ser det.

Jo mere vi indser, at vi slet ikke ville kunne leve uden oplevelsen af dyrene og planterne, uden alle farverne og formerne, uden naturens rigdom og skønhed, jo mere giver det sig selv, at der er noget at passe på. Så behøver vi ikke at tale om, at ”naturen har rettigheder”, eller at vi skal passe på naturen ”for dens egen skyld”, for så er modsætningen i hovedsagen forsvundet.

Vi må imidlertid først og fremmest øve os i at tænke langsigtet, fordi konsekvenserne af vores handlinger kan ligge langt ude i fremtiden. Vi må i det hele taget pålægge hinanden forpligtelsen til at tænke. Som Hannah Arendt har fremhævet, handler mennesker sjældent ondt, men ofte tankeløst. Og at tænke kan vi alle lære, hvis vi bare bliver gjort opmærksomme på det. Det handler helt enkelt om at forholde sig til, at det, man gør, har konsekvenser. At tænke, siger Hannah Arendt, er at have en dialog med sig selv og at overveje: Er det her den eneste og rigtigste måde at handle på? Det gælder ikke mindst for alle os, der skal finde veje frem mod et samfund, der ikke længere er underlagt kapitalens stumme tvang.

Hans Erik Avlund Frandsen (f. 1942) er cand.mag. i dansk og idehistorie og pensioneret universitets- og gymnasielektor. Han er bl.a. forfatter til Klassesamarbejde og klassekamp. Danmark 1940-78 (Gyldendal, 1980) og ’Hvad er kapitalisme?’ (H.E. Avlund Frandsen og E. Sønderriis (red.): Sådan er kapitalismen, Politisk revy, 1983)