P1 fremstiller Facebookopslag om racisme som “Harvard-forskning”

Et Facebookopslag om racisme i det amerikanske politivæsen blev præsenteret som “lidt fakta” og “Harvard-forskning” af værten i P1 Debat. Opslaget, der præsenterer forestillingen om racisme bag politidrab som “en myte”, har fået over 450 delinger og flere hundrede ‘likes’. Men en gennemgang af forskningen på området og et simpelt faktatjek demonstrerer, at opslaget er stærkt vildledende.

Af Poya Pakzad og Karsten Skjellerup

Politidrabet på den sorte amerikaner George Floyd i Minneapolis har udløst en hidsig debat i USA om politiets behandling af minoriteter. Er der en racistisk slagside ved politiets vold og drab på sorte?

Den amerikanske debat er også sivet ind i den danske. Men hvad er egentlig op og ned? Et eksempel på, at denne strid har fundet vej til Danmark, var en nylig udsendelse i P1 Debat, hvor forhenværende radiovært Jens Phillip Yazdani medvirkede som debattør.1 Yazdani gik i programmet ud fra en generel præmis om, at det amerikanske politi såvel historisk som aktuelt forgriber sig på den sorte befolkning.2

Værten, Gitte Hansen, havde dog forberedt lidt modspil inspireret af påstande fremsat på sociale medier: “Der er rigtigt mange, der har kritiseret dig …”, indvender Hansen over for Yazdani og fremhæver ”blandt andet Christian Marcussen fra Rådet for Etniske Minoriteter”, som har ”kigget lidt på fakta” (værtens framing). Derpå begynder værten en oplæsning af passager fra benævnte opslag uden at oplyse, at der er tale om et Facebook-opslag. En kritisabel undladelse.

Det er gængs i disse debatter, at journalisten stiller gæstens synspunkter over for modsatte synspunkter fremsat af andre end værten selv. I dette tilfælde serverer værten dog Marcussens synspunkter, som om det er en faktuel, forskningsbaseret redegørelse3, der undergraver den udskældte Yazdanis præmis.4

Christian Marcussens opslag, der slet ikke nævner Jens Phillip Yazdani, er da også formuleret relativt nøgternt og fremstår objektivt. Budskabet i opslaget er klart nok: Mordet på Floyd var brutalt og uforsvarligt, men alle de, der mener, at racisme er en del af forklaringen på politidrab på sorte, har forskningen imod sig. De abonnerer på en ”myte”, slår opslaget fast:

Det er en udbredt opfattelse blandt sorte i USA, at politiet (bevidst eller ubevidst) udøver racediskrimination, når de standser, sigter eller bruger magt mod sorte med eller uden døden til følge.5 Medieeksponerede drab på sorte, og de protestbevægelser, som i nyere tid har fulgt i kølvandet på dem, såsom Black Lives Matter, har spredt denne opfattelse hinsides USA’s egne grænser. Derfor vækker det opsigt – også i Danmark – når forestillingen om racisme i det amerikanske politivæsen bestrides eller afvises.

Hviler de amerikanske – og i forlængelse heraf danske – protester mod politi-racisme i USA på en falsk forestilling? Noget sådan kan man ikke udlede af opslaget, for den del af forskningen på området, Marcussen fremhæver, er isoleret til frimærket skuddrab. Et i sagens natur indsnævret brændpunkt.

George Floyd blev dræbt ved kvælning, ikke af skud. Og protesterne i USA omhandler i mindst lige så høj grad den racebetingede brutalitet, ikke blot drab. At Marcussen udvælger skuddrab som genstanden for hans opslag, synes derfor kunstigt snævert. Det er særligt tydeligt, når et helt centralt resultat i den forskning, som Marcussen selv selekterer fra, viser en betydelig højere risiko for at blive udsat for vold i mødet med politiet, hvis man er sort eller latino.6

I forsøget på at forklare, hvorfor sorte i højere grad bliver skudt af politiet i USA, fremsætter Marcussen fire påstande:

#1: Sorte bliver i hørere grad skuddræbt af politiet, fordi de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

#2: Mere end 90 pct. af de personer, der skydes af politiet i USA, bærer våben og/eller angriber politiet.

#3: Ideen om, at der er ”et generelt racistisk problem med hvide betjente, der dræber sorte”, er en myte.

#4: Sorte betjente skyder flere sorte, end hvide betjente gør, og dette er ”i tråd med al nyere forskning”. (Denne påstand i Marcussens opslag blev fremhævet i nævnte radiodebat af vært Gitte Hansen som et kontrasynspunkt adresseret til Jens Phillip Yazdani).

Selvom påstandene er fremsat med stor sikkerhed, så er de ved nærmere eftersyn forkerte eller i bedste fald baseret på kilder med betydelig usikkerhed. Mere herom i det følgende. Det er altså ikke ”lidt fakta”, der er tale om – og da slet ikke nagelfaste fakta.

Marcussen vedlægger i alt tre forskningsartikler til sit Facebook-opslag. Hovedvægten i opslaget lægges på de to førstnævnte forskningsartikler, som direkte konkluderer, at race  ikke spiller nogen nævneværdig rolle, når politiet begår skuddrab.7 Men det er uklart, hvorfor Marcussen har valgt at anføre den tredje kilde.8

I den artikel hævder forskerne nemlig, at skønt ”race bias” ikke er til stede på et mikroniveau (dvs. hos den enkelte betjent), så er den at finde på organisations- og politisk niveau:

”To be very clear, we are not arguing that the disproportionate killing of black suspects is racially innocuous. (…) We believe that the disproportionate killing of black suspects is a downstream effect of institutionalized racism in macro-level criminal policy and meso-level organizational factors within many police departments.”

Forskningsartiklen konkluderer desuden, at årsagen til, at sorte betjente procentuelt skyder flere sorte, end hvide betjente gør det, ligger i det faktum, at sorte politimænd oftere sendes ud på patrulje til mindretalstunge kvarterer:

”[R]acial disparities in police killings are driven primarily by prior disparities in racial policing generally: disproportionate killing is a function of disproportionate police contact among members of the African American community. In this light, the finding that minority police officers are actually more likely to kill minority suspects is not surprising, given that many police departments make efforts to assign minority police to minority neighborhoods.”

Med andre ord synes artiklen afgørende at gå imod flere af Marcussens fremsatte pointer.

De to øvrige forskningsartikler, Marcussen trækker på, har været genstand for betydelig kritisk efterprøvning, og begge studiers resultater er siden blevet bestridt.

Et forudgående spørgsmål rejser sig, inden vi ser nærmere på denne forskning: Hvordan er Marcussen stødt på disse forskningsartikler? Hans udsagn om, at hans egen konklusion er i ”tråd med al nyere forskning”, kunne jo give indtrykket af, at Marcussen havde kastet sig fordomsfrit over forskningen på området og (selvstændigt) fundet ud af, at ”al nyere forskning” mere eller mindre entydigt afviser, at racisme spiller en rolle i skuddrab på sorte.

Men er det tilfældigt, at han lige netop er faldet over præcis de forskningsartikler, der afviser denne udbredte opfattelse?  Er det et tilfælde, at han lige netop er gået forbi al den kritik, og alle de modsatte konklusioner, som den nyere forskning også byder på? Er det bare gået hen over hovedet på ham?

Vi kender ikke svaret på disse spørgsmål, men det er påfaldende, og vi undrer os. Marcussen er stødt på præcis den forskning, der så ofte trækkes på i det segment på den amerikanske højrefløj, der benægter, at racisme spiller nogen rolle.9 Det er muligvis et tilfælde. Men i alle tilfælde er der tale om et stærkt selektivt og ensidigt udpluk af den tilgængelige forskning.

Lad os se nærmere på forskningen.

Den første forskningsartikel, som Marcussen udfolder i sit opslag, er skrevet af økonomi-professor Roland G. Fryer Jr. Studiet vakte opsigt og fik bred mediedækning i bl.a. New York Times, da det første gang blev fremlagt i 2016. Fryers studie optrådte først som arbejdspapir i årene 2016-18 og blev endeligt bragt som tidsskriftsartikel i 2019.

Allerede da arbejdspapiret udkom i 2016, blev Fryers metode og konklusioner stærkt kritiseret af Fryers forskningskollega Justin Feldman, lektor i socialepidemiologi ved Harvard Universitet:

”It suffers from major theoretical and methodological errors, and [Fryer] has communicated the results to news media in a way that is misleading. While there have long been problems with the quality of police shootings data, there is still plenty of evidence to support a pattern of systematic, racially discriminatory use of force against black people in the United States.”

Feldman genanalyserer derpå Fryers data og finder frem til det stik modsatte resultat:

”There should be no argument that black and Latino people in Houston are much more likely to be shot by police compared to whites. I looked at the same Houston police shooting dataset as Fryer for the years 2005-2015, which I supplemented with census data, and found that black people were over 5 times as likely to be shot relative to whites. Latinos were roughly twice as likely to be shot versus whites.”10

Også adfærdsforsker Uri Simonsohn kom på banen i forhold til det første arbejdspapir fra Fryer. Simonsohn påpeger f.eks., at Fryers metode lider af det problem, han kalder ”teenagers-in-bikinis”. Bikini-problemet går ud på, at politibetjente eller civile med bias mod sorte gennemsnitligt set har en større tilbøjelighed til at anmelde, standse eller sigte relativt ufarlige personer fra en etnisk minoritet. F.eks. er det sket, at en sort teenager i bikini er blevet behandlet som en farlig forbryder (deraf navnet på problemet).11 Denne tilbøjelighed skævvrider Fryers data og hans analyse af dem.

Som Simonsohn skriver:

“If teenagers in bikinis, in turn, are less likely to be shot by police than armed criminals are, racial bias will cause a smaller share of Black arrestees to be shot. A spurious association showing no bias precisely because there is bias.” (vores fremhævning)12

Bikini-problemet beskriver altså, at den gennemsnitlige sorte person, der mødes af politiet, relativt set er mindre farlige end de hvide, der mødes af politiet. Fryer har siden dengang arbejdet videre på sit studie, men det gik stort set ikke bedre med de senere udgaver af arbejdspapiret. F.eks. har forskerne Cody Ross, Winterhalder og McElreath (2018) lavet en statistisk simulation af Fryers model og data og fundet betydelig evidens for racediskrimination, når man analyserer data på befolkningsniveau frem for at betragte fænomenet på individniveau, som Fryer gør. Forskerne skriver om Fryers resultater:

“They should probably not be interpreted as providing support for the idea that police show no anti-black bias or even an unexpected anti-white bias in the use of lethal force conditional on encounter; and, (3) even if police do not show racial bias in the use of lethal force conditional on encounter, racial disparities in encounters themselves will still produce racial disparities in the population-level rates of the use of lethal force, a matter of deep concern to the communities affected.”13

Fryers endelige forskningsartikel blev også kritiseret. Et forskerhold fra Princeton universitet (Knox, Lowe, og Mummolo) genanalyserede i 2019 Fryers data og konkluderede, at Fryers kvasi-eksperimentelle forskningsdesign, kildegrundlag og metodeantagelser systematisk underspiller racemæssig bias og som sådan slet ikke egner sig til at undersøge emnet. Den eksisterende racediskrimination sløres slet og ret af den administrative data, som Fryer bygger sit studie på, fordi den sorte gruppe, som politiet har konfrontationer med, relativt set er mere fredelig end de hvide grupper. Med andre ord: Teenagere i bikinier.

Som Knox et. al. bl.a. skriver:

”[T]he naïve approach substantially understates racially discriminatory police violence, suggesting that there were 88,000 instances in which police laid hands on black and Hispanic civilians, but would not have done so had those individuals been white. Our bias-corrected estimate shows the true number is approximately 362,000, meaning the naïve approach masks 274,000 such incidents. Similarly, the naïve approach indicates roughly 1,220 racially discriminatory instances in which officers pointed a weapon at a black or Hispanic civilian, whereas the [bias-correction] shows the true number is almost five times as large. (…)”14

Denne kritik gælder med samme styrke over for de to øvrige forskningsartikler, Marcussen trækker på. Hvis det at være sort øger risikoen for at blive stoppet eller anmeldt af politiet, vil flere ufarlige sorte individer gennemsnitligt set blive stoppet end hvide individer. Når sådanne stop sker, vil en politibetjent (med eller uden racial bias) i højere grad bruge dødelig vold mod hvide end mod sorte, da de hvide, der bliver stoppet, gennemsnitligt er farligere end de sorte. Med andre ord er undersøgelser af racemæssige bias, som baserer sig på stop-data, i sig selv baseret på partiske data, og forekomsten af racediskrimination er faktisk fuldt forenelig med data, der viser, at flere hvide end sorte skuddræbes. Fryer selv anerkender fejlkilden i sit arbejdspapir af 2018:

“It is unclear how to estimate the extent of such bias or how to address it statistically”.

Datasjusk og spuriøse sammenhænge  

I grunden kunne vi stoppe vores tekst her, idet vi allerede har demonstreret, at Marcussen trækker selektivt fra forskningsfeltet og giver et unuanceret billede af forskningsresultaterne. Men der er en del mere at sige om Marcussens brug af forskningsartiklerne.

I Facebook-opslaget anføres det f.eks., at 90 pct. af dem, der bliver skudt af politiet, er ”bevæbnede”, mens 90-95 pct. af dem, der skydes, ”angriber” politiet. Belæg for disse påstande findes ikke i de forskningsartikler, Marcussen angiveligt har læst, men er nærmere bestemt funderet i datamaterialet til en af forskningsartiklerne.15 Disse påstande er dog også fremsat af en af forskerne bag den forskningsartikel, som vi i denne gennemgang har omtalt mindst.16 Forskeren, Joseph Cesario, udtalte med udgangspunkt i det (dengang) nye studie:

“The vast majority – between 90% and 95% – of the civilians shot by officers were actively attacking police or other citizens when they were shot. Ninety percent also were armed with a weapon when they were shot. The horrific cases of accidental shootings, like mistaking a cell phone for a gun, are rare.”17

Begge disse påstande er ret forsimplede og fortjener derfor at blive belyst nærmere. Hos Christian Marcussen væves de to påstande sammen, så det giver indtryk af, at politiet (mere eller mindre) kun skyder og dræber, når de trues direkte med et våben. Som han skriver:

”Vi ved, at 90% af alle dem, som bliver skudt af politiet er bevæbnet. Og vi ved, at 90-95% skydes under et angreb på politiet. Så når uforholdsvis mange sorte skydes af politiet, er det også udtryk for, at uforholdsvis mange sorte er i bevæbnet konfrontation.”

Denne logik kan synes oplagt, når der er tale om så høje procentandele, men imidlertid er billedet langt mere grumset, når man dykker ned i datamaterialet.

Washington Posts database over politiskyderier18 – som er det samme datasæt, Cesario et al. blandt andre baserer deres studie på19 – indeholder nemlig detaljerede beskrivelser af, hvilke våben der er tale om, samt en kodning af, om der var tale om et angreb på politiet.

I forhold til hvor mange der er bevæbnede, så koder Cesario et al. kun for ”bevæbnet/ikke bevæbnet” i deres studie. Cesarios påstand om, at 90 pct. er bevæbnede med våben er samtidig kun baseret på tal for 2015 og tager ikke højde for, hvilke våben der er tale om – de smides alle i den samme pulje.20

I 59 pct. af skuddrabene i Washington Posts database (som modsætningsvis indeholder data for alle årene fra 2015 til 2020) har ofret båret en pistol (her er den procentvise andel for sorte og hvide nærmest identisk), og i ca. 15 pct. af tilfældene var der tale om knive, økser, o.l. (for sidstnævnte kategori er hvide overrepræsenteret med 3,5 procentpoint). Om der var tale om et våben hos ofret, er ikke ekspliciteret i hele 9,21 pct. af de skuddrab, som Washington Post har gennemgået, og i hele 9,26 pct. af tilfældene er der tale om ubevæbnede personer.21 Således er der betydelig usikkerhed omkring, hvorvidt det faktisk er i 90 pct. af tilfældene, at offeret er bevæbnet, når vi kigger på nyere data. Der er slet og ret en betydelig andel af tilfældene, hvor der ikke berettes om et våben. Vi ser samtidig i data, at det forekommer relativt systematisk, at det er for skuddrab på sorte, at disse informationer mangler.22

Dette leder os over til den anden påstand om, at der i 90-95 pct. af tilfældene er tale om “angreb”. Denne information er straks meget mere kontroversiel end den førstnævnte. Først og fremmest er det er her værd at notere sig, at Cesario et al. inkluderer langt mere end angreb i deres kategorisering. Det anføres nemlig i studiet som et “angreb”, hvis personen har været bevæbnet – uagtet om personen faktisk har trukket sit våben eller truet med at gøre det.23 Denne noget så utrolige kategorisering kan læses i bilagsmaterialet til studiet: “Individuals were coded as attacking if they were armed or actively struggling with an officer.”24

Samlet set kan vi altså se, at Cesario et al. ikke anvender et særlig fintmasket perspektiv på sagerne, og at studiet i vidt omfang generaliserer på baggrund af nogle meget brede kategoriseringer. Washington Post har i deres database også opgjort, hvor mange der er blevet skudt efter angreb på politiet. Her rapporteres der samlet set om 20 procentpoint færre episoder, hvor politiet er blevet angrebet, inden de har skudt den angribende part (dvs. et fald fra 90 pct. til 70 pct.). Dette er meget naturligt, når man tager i betragtning, at Cesario et al. anvender en definition, der er langt bredere.

Men hvad ser vi så, når vi kigger mere detaljeret på variablene end Cesario et al.? Washington Posts data indikerer, at sorte 1,5 gange hyppigere skydes ubevæbnet sammenlignet med hvide.25 Vi ser i data fra Washington Post, at 10 procentpoint flere sorte flygter fra politiet, når de skydes. Og hvis vi kigger på episoder, hvor Washington Post anfører, at der er tale om et angreb, så finder vi, at hvide har en større tilbøjelighed til at være udstyret med skydevåben, pistol-attrapper, knive og økser, og lignende. 26 Hvis vi zoomer ind på episoder, hvor Washington Post ikke angiver, at politiet angribes, så fremgår det, at 16,39 pct. af sorte skydes ubevæbnede, mens dette gælder for 10,91 pct. hvide.

Med andre ord kan der findes betydelige forskelle, når vi dykker dybere ned i data, som ikke fanges ved en for overfladisk metode. Samtidig kan der også forekomme væsentlige bias i data, som baserer sig på nyhedsrapporter (derved delvist politirapporter), hvor politiet er den primære eksponent for hvilken historie, der fortælles.

Til slut kan vi her også tilføje om Cesario. et. al., at deres studie blev heftigt kritiseret, kort efter det blev udgivet. Knox et. al. demonstrerer i en replik, at forskningsartiklens centrale påstande ikke kan opretholdes, herunder ideen om, at hvide politibetjente ikke er mere tilbøjelige til at affyre pistolen mod minoriteter end sorte betjente. Data passer simpelthen ikke med konklusionerne, og konklusionerne er baseret på matematiske regnefejl.27 Endnu en replik af to andre forskere kalder konklusionerne direkte vildledende.28 Tidsskriftet har bragt en korrektion og erkendt fejlen29 over for Knox et. al., og det samme har Cesario et. al. gjort, dog noget kryptisk30 og modvilligt.31

Hvad siger forskningen så…?

Det nyeste studie på området af forskerne Mark Hoekstra og Carly Will Sloan er fra februar i år. Hoekstra og Sloan tager eksplicit højde for de metode- og kildekritikker, som Knox et. al. (m.fl.) rejser, og finder via en analyse af to millioner opkald til alarmcentralen, at hvide betjente er 5 gange mere tilbøjelige til at bruge deres pistoler, når de kaldes ud til et minoritetskvarter, end minoritetsbetjente er.32 Altså det stik modsatte af det budskab, Marcussen forsøger at kommunikere i sit Facebook-opslag.

Kilde: Hoekstra et. al. (2020)

Som studiet viser, er hvide politibetjente generelt mere tilbøjelige til at bruge magt end sorte betjente. Studiet kommer desuden frem til, at jo mere ’sort’ et kvarter er, jo hyppigere er de hvide betjentes voldsanvendelse, især skudvold. Sorte og hvide betjente bruger omtrent samme grad af vold, når der er tale om ’hvide’ eller ’blandede’ områder, men hvide betjentes skudvold stiger betragteligt, modsat sorte betjentes, når talen falder på ’sorte’ områder.

Fordelen ved at analysere 911-opkald er, at politibetjentene ikke selv udvælger, hvem de vil stoppe, modsat de tilfælde, som politiets egne rapporter dækker over, og som Fryer anvender som sit kildegrundlag. Betjenten kaldes ud alt efter episodens alvor, og der kan derfor kontrolleres statistisk for alvoren af den situation, som betjentene kaldes ud til. Dermed kontrolleres der også for ”bikini-problemet”.

Som forskerne bag studiet skriver, bringer deres konklusioner forskningen tættere på den gængse offentlige opfattelse:

“Our results have important implications for policing in the United States. Perhaps most importantly, it provides rigorous evidence in support of the common civilian perception of that race is an important determinant of police use of force… especially with respect to the use of lethal force.”

Hvis Marcussen reelt havde rådført sig med ”al nyere forskning”, ville han ikke have undladt denne banebrydende undersøgelse. Vi har allerede påpeget, at Marcussen alene beskæftiger sig med et meget lille hjørne af forskningen på området – skuddrab på sorte – og at den forskning, han faktisk trækker på, på flere områder undergraver hans egen tilspidsning.

Marcussen skeler faktisk slet ikke til den langt bredere forskning, der både i fortid og nutid modsiger hans tese.33 Skønt opslaget er skrevet med et objektivt skær, og selvom det øjensynligt har været nok til at narre både ham selv, flere hundrede mennesker på Facebook, og en radiovært i et etableret statsmedie, så er der tale om en halvstuderet, misvisende og sagligt set uforsvarlig udlægning. Det er forskningsformidlingens pendant til to ryk og en aflevering.

 

Korrektion: I en tidligere fodnote anførte vi, at P1-vært Gitte Hansen fejlagtigt oplyste, at George Floyd blev dræbt i Houston. Det er usandt; Gitte Hansen anførte i stedet, at Floyd blev født i Houston. Rettelsen er adstedkommet af en udveksling med Jakob Sloma Damsholt, chef i DR for bl.a. P1 Debatten. Udvekslingen kan læses her:

Print Friendly, PDF & Email
  1. P1 Debat, ’Racisme & Revolution?’, tirs. d. 2. juni 2020, www: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2020-06-02
  2. Yazdani har på baggrund af denne præmis indtaget det omstridte synspunkt, at sorte amerikanere har ret til at sætte sig til modværge med sabotage og afbrændinger af mennesketomme politistationer.
  3. Værten kalder det f.eks. ”Harvard-forskning”, når hun hiver pointer ud af Marcussens opslag, og begår andre fejl, der forstærker Marcussens udlægning. F.eks. fortæller hun, at hun læser op af “noget af den forskning, der bl.a. kommer fra Harvard”, når hun ret beset læser eller parafraserer Marcussens udlægning på Facebook.
  4. Yazdani er dog hurtig nok til at parere indvendingen med henvisning til et andet studie, der genbekræfter hans egen præmis. Vi går ud fra, at det er dette studie, Yazdani henviser til: Edwards, Frank et. al., ’Risk of being killed by police use of force in the United States by age, race–ethnicity, and sex’, 20. aug. 2019, www: https://www.pnas.org/content/116/34/16793
  5. Pew Research Center, ‘The Racial Gap in Police Performance’, 2016, www: https://www.pewsocialtrends.org/wp-content/uploads/sites/3/2016/09/ST_2016.09.29_Police-Final.pdf
  6. Roland G. Fryer (2017): ”An Empirical Analysis of Racial Differences in Police Use of Force”, Arbejdspapir, www: https://scholar.harvard.edu/files/fryer/files/empirical_analysis_tables_figures.pdf?fbclid=IwAR2-4mB-XrZbFvRKCyNvuMwclY22683QdrBSrIfwRix4Fx0EpdRc57U9I7g (Marcussen henviser til dette arbejdspapir, som første gang udkom i 2016. Arbejdspapiret blev endeligt udgivet som forskningsartikel i 2019)
  7. Fryer (2017; Cesario, Joseph et. al. (2018): Is There Evidence of Racial Disparity in Police Use of Deadly Force? Analyses of Officer-Involved Fatal Shootings in 2015–2016, PNAS, www: https://www.researchgate.net/publication/325752754_Is_There_Evidence_of_Racial_Disparity_in_Police_Use_of_Deadly_Force_Analyses_of_Officer-Involved_Fatal_Shootings_in_2015-201
  8. Menifield, Charles E. et. al. (2018), ’Do White Law Enforcement Officers Target Minority Suspects?’, Public Administration Review
  9. Se f.eks. Heather Macdonald, ‘The Myth of Systemic Police Racism’, 2. Juni 2020, Wall Street Journal, www: https://www.wsj.com/articles/the-myth-of-systemic-police-racism-11591119883. Opinionsindlægget anvender de samme forskningsartikler og tal som Marcussen.
  10. Feldman, Justin, ‘Roland Fryer is wrong: There is racial bias in shootings by police’, 12. juli 2016, www: https://scholar.harvard.edu/jfeldman/blog/roland-fryer-wrong-there-racial-bias-shootings-police
  11. Bikini-problemet er opkaldt efter en episode under en poolfest i Dallas-forstaden McKinney i Texas, hvor en politibetjent blev suspenderet, efter en video dukkede op af ham, hvor han med vold tvang en sort amerikansk pige i bikini til jorden og derpå sigtede sin pistol mod de øvrige teenagere. Se videoen her: ‘Raw Footage: Texas Cop Draws Gun on Pool-Party Teens’, Wall Street Journal, YouTube, 8. juni 2015, www: https://www.youtube.com/watch?v=z6tTfoifB7Q
  12. Uri Simonsohn, ‘Teenagers in Bikinis: Interpreting Police-Shooting Data’, d. 14. juli 2016, Data Colada, www: www.datacolada.org/50
  13. Ross, C.T. (2018), ‘Resolution of apparent paradoxes in the race-specific frequency of use-of-force by police’, Palgrave Commun 4, 61, www: https://doi.org/10.1057/s41599-018-0110-z
  14. Knox, Dean et. al (2020), ‘Administrative Records Mask Racially Biased Policing’, American Political Science Review, www: https://www.cambridge.org/core/journals/american-political-science-review/article/administrative-records-mask-racially-biased-policing/66BC0F9998543868BB20F241796B79B8?utm_source=hootsuite&utm_medium=twitter&utm_term=&utm_content=FirstView&utm_campaign=PSR_May20
  15. Data og baggrundsnotatet kan begge downloades herfra: https://www.pnas.org/content/116/32/15877/tab-figures-data
  16. Cesario, Joseph et. al. (2018): ”Officer characteristics and racial disparities in fatal officer-involved shootings” PNAS August 6, 2019 116 (32) 15877-15882, www: https://www.pnas.org/content/116/32/15877
  17. Joseph Cesario, ‘The Truth Behind Racial Disparties in Fatal Police Shootings’, Research@MSU, www: https://research.msu.edu/the-truth-behind-racial-disparties-in-fatal-police-shootings/
  18. Washington Posts database er tilgængelig her: https://github.com/washingtonpost/data-police-shootings
  19. Studiet kombinerer Washington Posts database og The Guardians database. Det anføres dog i bilagsmaterialet, at der er betydelige overlap mellem de to: ”The databases overlapped but were not fully redundant; The Guardian had information on 37 deaths not recorded by the Washington Post, and The Washington Post had information on three deaths not recorded by The Guardian.”
  20. Det bør også bemærkes, at forskerne bag artiklen har forsøgt at berige data fra Washington Post og The Guardian på forskellig vis (se bilagsmaterialet), hvilket kan give en højere datakvalitet. Hvad resultaterne af denne berigelse har været, når det kommer til våben, er ikke særligt tydeligt angivet, hvilket vi anser som en væsentlig mangel i den metodiske beskrivelse.
  21. Heri har vi ikke inkluderet pistol-attrapper.
  22. Et eksempel for 2015, hvor studiet fra Cesario et al. er fra, kan gives: I 12 pct. af alle skyderierne var det ukendt om sorte havde et våben, hvor tallet for hvide var 7 pct.
  23. Dette er anført i bilagsmaterialet til Cesario, Joseph et. al. (2018). Bilagsmaterialet kan findes via følgende link: https://www.pnas.org/content/pnas/suppl/2019/07/16/1903856116.DCSupplemental/pnas.1903856116.sapp.pdf?fbclid=IwAR3ize0ceUuKS7D-DgSgvSqvMWTrIX6Z5zgJiZNXfs-6NSJjjgwGnYd3nV8
  24. Forfatterne skriver eksplicit, at deres kategorisering trækker på et tidligere studie, hvor man kigger på ”ubevæbnede civile, der ikke angriber politiet” (med andre ord: ikke civile, der har angrebet politiet, som man ellers skulle tro, når man hører ordet ”attacking”). Dermed inkluderes begge elementer i definitionen, hvorfor det ikke er retvisende at sige, at der er tale om angreb. Se: Joseph Cesario, David Johnson, William Terrill (2018): “Is There Evidence of Racial Disparity in Police Use of Deadly Force? Analyses of Officer-Involved Fatal Shootings in 2015–2016”, Social Psychological and Personality Science, www: https://journals.sagepub.com/doi/suppl/10.1177/1948550618775108
  25. Sorte var ubevæbnede i 8,65 pct. af alle de registrerede tilfælde, mens hvide var ubevæbnede i 5,89 pct. af tilfældene. Dette er uden at medregne personer i/på køretøjer, hvor sorte også skydes 1,5 gange oftere end hvide. Vi har valgt ikke at medregne køretøjer, fordi de potentielt kan udgøre en fare for betjentene, om end der nok også kan findes tilfælde på det modsatte. Inklusionen af køretøjer i kategorien ”ubevæbnet” ville øge diskrepansen mellem hvide og sorte ubevæbnede.
  26. I 4,67 procentpoint færre tilfælde er sorte udstyret med skydevåben, pistol-attrapper, knive, økser, og lignende. De her nævnte kategorier er dem, hvor vi vurderer, at politiet vil have størst tilbøjelighed til at føle sig truet.
  27. Knox et. al., ‘Making inferences about racial disparities in police violence’, 21. januar 2020, PNAS, www: https://www.pnas.org/content/117/3/1261
  28. Schimmack, Urich et. al., ‘Young unarmed nonsuicidal male victims of fatal use of force are 13 times more likely to be Black than White’, 21. januar 2020, PNAS, www: https://www.pnas.org/content/117/3/1263
  29. ’Correction for Johnson et al., Officer characteristics and racial disparities in fatal officer-involved shootings’, 21. April 2020, PNAS, www: https://www.pnas.org/content/117/16/9127 
  30. Cesario. et. al., ‘Reply to Knox and Mummolo and Schimmack and Carlsson: Controlling for crime and population rates’, 21. januar 2020, www: https://www.pnas.org/content/117/3/1264
  31. ’A study finding no evidence of racial bias in police shootings earns a correction that critics call an “opaque half measure”’, 4. Maj 2020, Retraction Watch, www: https://retractionwatch.com/2020/05/04/a-study-finding-no-evidence-of-racial-bias-in-police-shootings-earns-a-correction-that-critics-call-an-opaque-half-measure/
  32. Hoekstra, Mark et. al. (Feb. 2020), ‘Does Race Matter for Police Use of Force? Evidence from 911 Calls’, NBER Working Paper No. 26774, www: https://econrails.uzh.ch/api/agenda/event_attachments/269
  33. En ganske udmærket, men næppe udtømmende opsummering af forskningen i racediskrimination i det amerikanske politivæsen og myndighedsapparat kan læses på noget så tilgængeligt som Wikipedia: https://en.wikipedia.org/wiki/Discrimination_based_on_skin_color#cite_ref-90