Reproduktion af liv og kapital under corona-krisen

Samtidig med at corona-pandemien tvinger kapitalismen til at sætte profithensynet på pause og prioritere livsskabelse, øges disciplinen og overvågningen. Tithi Bhattacharya argumenterer for, at en tilbagevenden til normalen ikke kan være en prioritet, når krisen er overstået.

Af Tithi Bhattacharya
Oversat af Mikkel Flohr

Når jeg ser tilbage på krisen i løbet af de kommende år, vil to billeder stå særlig tydeligt i min hukommelse. Det ene er billedet af almindelige italienere, der synger for hinanden fra deres altaner i solidaritet med deres isolerede naboer og plejepersonalet ved frontlinjen. Det andet er billedet af et indisk politi, der spuler migrantarbejdere og deres børn med desinficeringsmiddel, fordi de havde ’vovet’ at vandre tværs gennem landet, efter at nedlukningen havde umuliggjordt hjemrejse med offentlig transport.

De to billeder illustrerer henholdsvis almindelige menneskers og kapitalismens reaktion på corona-pandemien. Det ene er kendetegnet ved solidaritet og omsorg for liv. Det andet er kendetegnet ved fængselslignende disciplin af hensyn til profit.

Pandemien udstiller på tragisk vis, at kapitalismen udelukkende er optaget af at redde økonomien eller, måske nærmere, deres profitter.Lignende eksempler på disse to diametralt modsatrettede reaktionsmønstre kan iagttages i krisens landskab. Palæstinensiske bønder stiller friske grøntsager ved vejkanten til folk, der ikke har råd til at købe mad, mens Victor Orban udnytter krisen til at begynde at regere per dekret. Arbejdere ved General Electric i USA tvinger selskabet til at producere respiratorer, mens bureaukraterne, der hyrer sundhedspersonalet, forsøger at opretholde deres profitter ved at skære i løn og ydelser (sundhedsforsikring, pension, o.l.) for de ansatte, der behandler patienter inficeret med corona-virus.

Pandemien udstiller på tragisk vis, at kapitalismen – selvom der er behov for at fokusere på at redde og opretholde menneskeliv – udelukkende er optaget af at redde økonomien eller, måske nærmere, deres profitter. Således ville en texansk politiker, der fuldt ud repræsenterer sin klasse i denne henseende, have amerikanerne til at ofre deres bedsteforældre for at redde økonomien.

Forholdet mellem profitskabelse og livsskabelse er Social Reproduktionsteoris (SRT) primære fokus. SRT’s centrale argument er følgende:

Selvom kapitalismens kun er optaget af profit, som er kapitalens livsblod og drivkraft, har systemet stadig en modvillig afhængighed af livsskabende processer og institutioner. Systemet er afhængig af arbejdere, der producerer varer, som kan sælges, hvorved der skabes profit. Systemet kan således kun overleve, hvis arbejdernes liv konstant og pålideligt reproduceres og udskiftes mellem generationer. Mad, husly, offentlig transport, offentlige skoler og hospitaler er alle dele af den livsskabelse, som tjener til at reproducere arbejdere og deres familier socialt.

Denne tilgængelighed afgør hele klassens skæbne, og kvinder udfører stadig størstedelen af dette livsskabende arbejde globalt. Men kapitalen er modvillig, når det kommer til at afsætte en del af dens profitter til processer, der opretholder og vedligeholder liv. Det er årsagen til, at omsorgsarbejde er devalueret eller ulønnet under kapitalismen, mens livsskabende institutioner såsom skoler og hospitaler konstant privatiseres eller underfinansieres.

Corona-pandemien tvinger kapitalismen til at prioritere livsskabelse midlertidigt. Der bliver bygget nye hospitaler for at passe de syge. Strenge migrationslove lempes, mens fine hoteller inddrages til at huse hjemløse. Men samtidig ser vi også, at de kapitalistiske staters fængselslignende funktioner intensiveres. Israel har brugt krisen til at øge overvågning. Bolivia har udskudt valg, mens politibrutaliteten i Indien stiger.

Mens vi befinder os midt i krisen, må vi kræve, at arbejdere i kritiske funktioner, størstedelen af dem kvinder – vores sygeplejersker, arbejdere i fødevareindustrien, læger, rengøringspersonale, skraldemænd – får den anerkendelse og løn, de fortjener. Børsmæglere og finansfolk er ikke med på nogen regeringens liste over kritiske funktioner. Som feminister bør vi kræve, at eliternes indtægt afspejler deres nytte.

For når krisen er overstået, kan vi ikke bare vende tilbage til ”business as usual.” Vi må sørge for, at den dynamik, der konsekvent sætter profitskabelse over liv, bringes i krise, og at livsskabelse bliver grundlaget for en social organisation, der er til flertallets bedste snarere end et mindretals rigdom.

Teksten blev oprindeligt offentliggjort på Union for Radical Political Economics’ hjemmeside d. 2. april, 2020.