Judith Butler: Kapitalismen har sine grænser

I en verden præget af coronakrisen er sundhedspolitik blevet et globalt politisk anliggende, hvor bevægelser for lighed kæmper imod kapitalistisk markedstænkning, nationalisme og xenofobi. I denne tekst diskuterer den amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler COVID-19-pandemien og dens eskalerende politiske og sociale konsekvenser i USA.

Af Judith Butler
Oversat af Mathies G. Aarhus

I pandemiens tid falder nødvendigheden af at isolere sig sammen med en ny bevidsthed om vores globale forbundethed. På den ene side bliver vi bedt om at isolere os i små familieenheder, i fælles beboelser eller individuelt, relativt afskåret fra social kontakt. På den anden side står vi over for en virus, som hurtigt krydser grænser, upåvirket af ideen om nationalt territorium. Men ikke alle har en husstand eller en ”familie”, og en voksende andel af den amerikanske befolkning er hjemløse eller i midlertidige boliger. ”Husstanden” fremstilles som et beskyttet rum, men det er langt fra tilfældet for alle.

I USA er en national krisestrategi blevet fremsat og senere ophævet igen, så den nu fremstår i forskellige forvirrede udgaver. Spørgsmålet om, hvem der skal leve og hvem der skal dø, lader til for vores præsident at være et cost-benefit-anliggende, markedet skal afgøre. Hvordan rejser vi under disse forhold spørgsmålet om, hvilke konsekvenser pandemien vil have for vores forestillinger om lighed, gensidighed og fælles forpligtelser? I sidste ende diskriminerer virussen ikke. Man kan sige, at den behandler alle lige, udsætter alle ligeligt for risikoen for at blive syg, miste en pårørende og leve i overhængende fare. Virussen opererer indenfor en global ramme, men hvad med os andre? Smittespredningen demonstrerer, at menneskeheden er lige om sin prekære situation. Det fejlslagne beredskab (USA er nok det tydeligste eksempel), nationsfikserede politikker, lukning af grænser ofte ledsaget af xenofobisk panik og profitering på den globale lidelse, vidner hver især om den hast, hvormed radikal ulighed, nationalisme og kapitalistisk udbytning genopretter deres magt i pandemiens zoner. Dette bør ikke komme som en overraskelse.

USA’s sundhedspolitik bringer dette frem i lyset på sin helt særegne måde. Vi kan allerede nu forestille os et fremtidigt scenarie for produktionen og handlen af en vaccine mod COVID-19. I jagten på politiske point der kan sikre ham genvalg, har Trump forsøgt at købe sig til eneretten over en vaccine fra det statsstøttede tyske firma CureVac. Den tyske sundhedsminister, der umuligt kan have været tilfreds, har over for tysk presse bekræftet, at et sådant bud er blevet afgivet. Den tyske politiker Karl Lauterbach har udtalt, at ”det eksklusive salg af en eventuel vaccine til USA må forhindres for enhver pris. Kapitalisme har grænser.” Jeg går ud fra, at det er eneretten, han kritiserer, og at han ikke ville finde det mere spiseligt, hvis eneretten gjaldt tyskere. Trump har senere lavet en aftale med medicinalvirksomheden Gilead Sciences, som giver virksomheden eksklusiv ret til at udvikle Remdesivir: et præparat som potentielt kan behandle COVID-19-virussen. For blot få dage siden gjorde Trump det klart, at han mener, at nationens finansielle helbred er at betragte som dens sande helbred, og at den eneste væsentlige målestok er Wall Street. Beslutningen om at invitere Walmart og apotekerkæden CVS til Det Hvide Hus for at komme med løsningsforslag vidner ikke blot om en ringe forståelse for lægemiddeludvikling, men sammenblander også forretningsdrift og folkesundhed med store konsekvenser til følge. For blot få dage siden gjorde Trump det klart, at han mener, at nationens finansielle helbred er at betragte som dens sande helbred, og at den eneste væsentlige målestok er Wall Street. Dette betyder, at det for ham er berettiget at agere, som om alting er, som det plejer, selvom dette betyder stigende dødelighed. Den klare implikation er, at det er okay, at de mest sårbare – såsom de ældre, de hjemløse, de langtidssyge – dør, så længe økonomien kan holdes i live. Nationen er ikke sit folk, men sine markeder.

Det giver ikke mening endnu engang at spørge, hvad Trump mon tænker på. Spørgsmålet er blevet stillet så mange gange i en tilstand af total afmagt, at vi umuligt kan være overraskede længere. Dette betyder dog ikke, at vores forargelse formindskes ved hvert nyt tilfælde af uetisk eller kriminel selvhævdelse. Tror Trump virkelig, at den amerikanske befolkning vil falde ham om halsen, hvis det lykkes ham at købe en potentiel vaccine og indskrænke dens brug til kun at gælde amerikanske borgere, fordi befolkningen vil være begejstret over at se sig fri fra en dødelig trussel som de eneste i verden? Vil den amerikanske befolkning virkelig elske denne slags nationalisme? Og hvis de rige bliver ene om at få adgang til behandlingen, er det så meningen, at vi skal bifalde denne skandaløse sociale ulighed iblandet markedsrationalitet og amerikansk exceptionalisme. Er det meningen, at vi skal bekræfte Trump i hans selvpåståede ”genialitet” og evne til at indgå aftaler? Forestiller han sig, at flertallet vil overlade det til det frie marked at beslutte, hvordan vaccinen udvikles og udbredes? Kan man tænke sig, at der i hans verden overhovedet eksisterer et sundhedsproblem, som trumfer markedshensyn? Gør han ret i at formode, at vi andre også lever inden for hans forestillede virkelighed? Selvom adgang på baggrund af nationalitet ikke nødvendigvis bliver en realitet, vil vi nok stadig se de rige og fuldt-forsikrede i al hast sikre sig adgang til vaccinen, det øjeblik den gøres tilgængelig — også selvom distributionsformen i forvejen sikrer, at kun nogle får adgang, imens andre efterlades stadigt mere sårbare.

Social og økonomisk ulighed vil sikre, at virussen diskriminerer. Virussen diskriminerer ikke på egen hånd, men det gør vi mennesker uden tvivl, idet vi formes og animeres af forbundne kræfter som nationalisme, racisme, xenofobi og kapitalisme. Det virker sandsynligt, at vi inden for et år vil se et smertefuldt scenarie udspille sig, hvor nogle mennesker hævder deres ret til at leve på bekostning af andre og således genetablerer skellet imellem sorgbare og ikke-sorgbare liv – eller med andre ord skellet mellem dem, som for enhver pris bør beskyttes, og dem, hvis liv ikke betragtes som værd at værne mod sygdom og død.

Alt dette udspiller sig umiddelbart inden USA’s kommende præsidentvalg, hvor Bernie Sanders’ chancer for at sikre sig den demokratiske nominering nu synes fjerne [Sanders har siden trukket sig fra den demokratiske primærvalgkamp, red.]. De nye prognoser spår Biden som klar favorit og er sønderknusende i denne tid — netop fordi Biden tidligere har truet med at skære i den offentlige forsørgelse til ældre, imens Sanders og Warren stod for Medicare for All: en sundhedsreform, der ville sikre basal sundhedsforsikring for alle i landet. En sådan reform ville sætte en stopper for de markedsdrevne private forsikringsselskaber, som regelmæssigt lader syge i stikken, pålægger kunderne brugerbetaling, der bogstaveligt talt er umulig at betale, og viderefører et brutalt hierarki mellem de forsikrede, de uforsikrede, og dem, der ikke er berettigede til forsikring. Sanders’ socialistiske tilgang til sundhedssikring er måske bedst beskrevet som et socialdemokratisk tiltag, som ikke er synderligt forskellig fra dét, Elizabeth Warren fremførte tidligt i sin kampagne. For Sanders er sundhedssikring en ”menneskeret”, hvilket betyder, at alle mennesker har ret til den behandling, de har brug for. Menneskeretstænkning har en tendens til at betragte det individuelle menneske som sit udgangspunkt. Men hvorfor ikke forstå sundhedssikring som en social forpligtelse, som følger af at leve i et samfund med andre mennesker? For at fremme sådan en forestilling ville Sanders og Warren være nødt til at overbevise det amerikanske folk om retfærdigheden af et samfund, hvor ingen nægter sundhedssikring for andre. Med andre ord ville vi være nødt til at nå til enighed om en social- og økonomisk verden, hvor det er komplet uacceptabelt, at nogle har adgang til en livsreddende vaccine, mens andre nægtes adgang på grund af, at de ikke er forsikrede, ikke kan betale eller mangler visum eller juridisk status.

En af grundene til at jeg ligesom flertallet af registrerede demokrater stemte på Sanders i det californiske primærvalg, var, at han sammen med Warren åbnede en mulighed for at genforestille verden i retning af et kollektivt ønske om radikal lighed. En verden, hvor vi insisterer på, at de ressourcer, som kræves for at opretholde livet, herunder sundhedsbehandling, skal være ligeligt tilgængelige uanset økonomiske midler eller hvem vi er. En sådan politik ville have skabt solidaritet med andre lande, der har forpligtet sig på universel adgang til sundhedspleje, og ville således have etableret en transnational sundhedspolitik baseret på idealet om lighed.

Nye meningsmålinger dukker op, som snævrer valget ind til enten Trump eller Biden, alt imens pandemien lukker ned for hverdagslivet og øger sårbarheden for de hjemløse, de uforsikrede og de fattige. Et kort øjeblik levede idéen om, at vi kan være et folk, som ønsker en verden, hvor sundhedssystemet er ligeligt optaget af alle liv, som ønsker at nedbryde den markedsdominerede sundhedspleje, der skelner mellem værdige patienter og folk, der kan overlades til sygdom og død. Mens Sanders og Warren holdt denne mulighed åben, begyndte vi at forstå os selv på en anden måde. Vi begyndte at forstå, at vi kan tænke og værdsætte udenom de betingelser, kapitalismen sætter. Forslaget om universel adgang til sundhedsbehandling genoplivede en socialistisk forestilling i USA, som nu må vente med at blive realiseret både som politisk og offentlig forpligtelse. Desværre har ingen af os råd til at vente i denne pandemis tid.Selvom Warren ikke længere er kandidat, og Sanders sandsynligvis ikke får genskabt momentum, må vi stadig insistere på at spørge, hvorfor vi som et folk er imod at behandle alle liv, som var de lige meget værd. Hvorfor fryder nogle sig stadig over ideen om, at Trump ønsker at erhverve sig en vaccine, der vil sikre amerikanske liv (som han definerer dem) på bekostning af alle andre? Forslaget om universel adgang til sundhedsbehandling genoplivede en socialistisk forestilling i USA, som nu må vente med at blive realiseret både som politisk og offentlig forpligtelse. Desværre har ingen af os råd til at vente i denne pandemis tid. Dette ideal må nu holdes i live af de sociale bevægelser, der forenes af den lange kamp, der står foran os, snarere end nogen valgkamp. De modige og omsorgsfulde visioner, som blev hånet og afvist af kapitalistiske ”realister”, har nu fået sendetid og opmærksomhed nok til at tiltrække et voksende antal mennesker – ofte for første gang – til ønsket om en anden verden.

Forhåbentlig kan vi holde dette ønske i live – særligt nu, hvor Trump har foreslået at genåbne forretninger og det offentlige liv over påsken og dermed sætte virussen fri. Han satser på, at den potentielle økonomiske gevinst vil kompensere for det stigende antal døde, som han anerkender, men nægter at stoppe – alt sammen i nationens tjeneste. Nu må dem med en social vision for universel sundhedssikring kæmpe mod både en moralsk sygdom og en viral sygdom og deres dødelige samspil.

Judith Butler er en amerikansk filosof og kønsteoretiker. Hendes værker har haft indflydelse på politisk teori, filosofi, etik, feminisme, queer teori, kulturstudier og psykologi. Teksten er oprindeligt bragt på Verso Books’ blog (https://www.versobooks.com/blogs/4603-capitalism-has-its-limits). Eftertryk bringer teksten på dansk efter aftale med forfatteren.