Om den epidemiske situation

Ceci n’est pas un événement. Dette er ikke en begivenhed. Som reaktion på Giorgio Agambens regeringskritiske opråb og Slavoj Žižeks tro på en revolutionær åbning skriver den franske filosof Alain Badiou om coronaepidemiens slående fravær af nyhed.

Af Alain Badiou
Oversat af Hans Erichsen

Jeg har aldrig betragtet den nuværende situation, præget af en viruspandemi, som exceptionel. Siden HIV/AIDS-pandemien, fugleinfluenzaen, Ebola-virussen, SARS 1-virussen – foruden de mange influenzaer, endda mæslingernes tilbagekomst eller antibiotikaresistent tuberkulose – har vi vidst, at det globale, økonomiske marked kombineret med kæmpemæssige zoner uden nødvendig medicin og de globalt set utilstrækkelige foranstaltninger angående nødvendige vacciner uafværgeligt skaber alvorlige og ødelæggende epidemier (i tilfældet med HIV/AIDS: flere millioner døde).

Og så burde den igangværende epidemis egentlige navn indikere, at der intet nyt er under solen. Det sande navn er SARS 2, nemlig ’Severe Acute Respiratory Syndrom 2’, en benævnelse, som identificerer et ’andet tilfælde’ efter SARS 1-epidemien, der spredte sig verden over i foråret 2003. Dengang blev sygdommen kaldt ’det 21. århundredes første ukendte sygdom’. Det er således indlysende, at den nuværende epidemi på ingen måde er noget radikalt nyt. Epidemien er den anden af sin slags i dette århundrede. Den eneste seriøse kritik af de ansvarlige myndigheder bliver derfor, at de efter SARS 1 ikke finansierede den forskning, som kunne have givet medicinverdenen effektive midler til bekæmpelsen af SARS 2.

Jeg ser derfor intet andet at gøre end at forsøge, ligesom alle andre, at isolere mig selv derhjemme og opfordre alle andre til at gøre det samme. De, som kan leve op til disciplinens påbud om at blive hjemme, skal også prøve at finde løsninger og midler, så de, der ikke har et hjem, får ordentligt husly. Man kunne her overveje en generel inddragelse af hoteller til de trængende.

Disse forpligtigelser er overordentligt nødvendige, men kræver ikke store analytiske anstrengelser eller helt nye måder at tænke på.

Dette er ikke en begivenhed

Alligevel læser og hører jeg stadigvæk mange ting, som forbløffer mig pga.  den forvirring og kontrovers, de giver udtryk for – samt deres totale misforståelse af den, for at sige det rent ud, simple situation, vi befinder os i.

Selvom deres kategoriske postulater, patetiske opfordringer og emfatiske anklager alle er forskellige, har de dog én ting tilfælles: en mærkværdig foragt for den igangværende epidemiske situations slående simplicitet og nyhedsfravær. Nogle reaktioner er unødigt servile over for regeringerne, som trods alt ikke gør andet, end hvad situationens logik påtvinger dem. Der er også nogle, der skriger efter en usandsynlig omvæltning af det bestående. Her er det svært at se, hvordan en sådan revolution konkret ville bidrage til at udrydde virussen, og de ’revolutionære’ råder da heller ikke over nogle særlige midler til virusbekæmpelse.

Vi kunne passende begynde med at definere problemet, som er så dårligt defineret og derfor utilfredsstillende behandlet.

Økonomi og politik

En epidemi er kompleks, fordi den altid er et artikulationspunkt mellem naturlige og sociale kræfter. En fyldestgørende analyse må derfor være transversal: Det gælder om at forstå de punkter, hvor de to kræfter krydser hinanden, og derefter udlede konsekvenserne.

Virussen når på et marked i byen Wuhan frem til menneskearten. Hvordan præcist? Vi ved det endnu ikke, og det er kun de naturvidenskabelige fremgangsmåder, som kan oplyse os herom. I mellemtiden bør vi stigmatisere dem, som på internettet kommer med typiske racistiske fortællinger og billedforfalskninger, der påstår, at det hele startede med, at kinesere spiser halvlevende flagermus …

Denne lokale transit mellem dyrearter og til mennesket danner hele situationens afsæt. Herefter er det dog den moderne verdens elementære kendsgerning, der styrer showet: Den kinesiske statskapitalisme har opnået status som en imperialmagt med en universel tilstedeværelse på verdensmarkedet. Virussen spredte sig fra Hubei-provinsen via utallige diffusionsnetværk, før den kinesiske regering var i stand til helt at inddæmme kilden – en hel landsdel med 58 millioner indbyggere. Det lykkedes dog i sidste ende, men det var alt for sent til at forhindre epidemien i at sprede sig ad den globaliserede verdens veje med fly og skibe.

Herefter kommer vi til den fase, hvor staterne lokalt forsøger at kontrollere spredningen. Det bør i parentes nævnes, at staternes indflydelse grundlæggende forbliver lokal, selv om epidemien er transversal. Bortset fra enkelte internationale magtinstanser er det klart, at det er nationalstaterne, som står i virusbekæmpelsens forreste linje.

Vi ser altså en af den moderne verdens betydelige modsætninger: Økonomien, herunder masseproduktionen af industrielle objekter, hører under det globale markeds spilleregler. Alene produktionen af en mobiltelefon mobiliserer arbejde og ressourcer i mindst syv forskellige stater. Omvendt hører den politiske magt til på det nationale plan. Og den imperialistiske konkurrence forhindrer enhver udvikling, som kunne lede til en forenet global kapitalistisk stat. Epidemien gør således modsætningen mellem økonomi og politik iøjnefaldende. Konfronteret med virussen formår selv de europæiske lande ikke at justere og koordinere deres politiske tiltag i tide.

Nationalstaterne er prisgivet denne modsætning og prøver at gøre håndtere den epidemiske situation ved at respektere kapitalens mekanismer så vidt muligt, selvom krisens karakter tvinger regeringerne til at sadle om og ændre handlemåde.

Krig og epidemi

Vi har længe vidst, at staten i krigstid finder det nødvendigt at gennemtvinge hårde begrænsninger, ikke kun for de brede masser, men også magteliten selv, for at redde den lokale kapitalisme. Industrierne nationaliseres til fordel for en uhæmmet, men midlertidigt uprofitabel våbenproduktion. Dele af magteliten indkaldes til at indtage ledende stillinger i hæren og må ofre sig for fædrelandet. Videnskabsfolk forsker dag og nat for at opfinde nye våben. Og enkelte intellektuelle og kunstnere bliver sat til at holde liv i den nationale propaganda, etc.

Det samme reaktionsmønster udløses uundgåeligt, når vi står over for en epidemi. Derfor er det hverken overraskende eller paradoksalt, at staten pludselig er villig til at bruge flere hundrede milliarder til eksempelvis at støtte såvel arbejdsløse som selvstændige. Selv officielle forslag om ’nationaliseringer’ bør ikke overraske os i den nuværende situation. Emmanuel Macrons metafor, ’Vi er i krig’, er derfor helt korrekt: Uanset om det drejer sig om krig eller epidemi, er staten – nogle gange i modstrid med sin egen klasselogik – tvunget til at iværksætte massive handleplaner for at undgå en strategisk katastrofe.

Statens massive interventioner er fuldstændig logiske, idet målet er at kontrollere epidemien – ’vinde krigen’ for at bruge Macrons metafor – inden for rammerne af den etablerede sociale orden. Det er på ingen måder et spil for galleriet, det er en nødvendighed gennemtvunget af virusudbredelsens dødelige forløb.

Verdenskrige såvel som verdensepidemier er som regel politisk neutrale. Det er kun sket to gange i nyere historie, at krige endte med revolution: Rusland og Kina. I Ruslands tilfælde skyldtes det, at tsarmagten længe havde været tilbagestående. I Kinas tilfælde gik den interne revolutionære kamp forud for verdenskrigen. Ingen af de vestlige magters krige har ført til en sejrrig revolution.

Lad os bruge isolationen

Læren af dette er klart: Den igangværende epidemi kommer ikke til at have nævneværdige politiske konsekvenser i det globale nord. Selv hvis vi går ud fra, at den herskende klasse skaffer sig af med siddende regeringer, vil det ikke betyde nogen egentlig forandring. De ’politisk korrekte’ kandidater står allerede og venter i kulissen – side om side med kandidater, der abonnerer på de mest rådne og forældede former for nationalisme.

For de af os, som ønsker en ægte forandring af den politiske orden, gælder det om at gennemføre en stringent kritik af alle forestillinger om, at epidemifænomener i sig selv udvikler sig i retningen af politisk forandring. Vi må udnytte epidemiens mellemspil, og endda også isolationen (som er helt og aldeles nødvendig), til at konstruere nye politiske figurer, projekter for nye politiske rum, og arbejde for en transnational udarbejdelse af kommunismens tredje stadie – efter dens første stadie, som var dens brillante opfindelse, og det andet stadie med statslige eksperimenter, som var interessant, men i sidste ende fejlede.

Vi bør, især under vores isolation, kun have tillid til informationer, som er videnskabeligt begrundede, og den kommende politiks velbegrundede perspektiver samt dens lokale erfaringer og strategiske mål.

Teksten er en forkortet udgave af Alain Badious Sur la situation épidémique, som bl.a. er udgivet her: https://qg.media/2020/03/26/sur-la-situation-epidemique-par-alain-badiou/