Fra kritik til krænkelse

Tidens massive fokus på krænkelse tilskrives ofte øget krænkelsesparathed. Det er en utilstrækkelig forklaring. Der er snarere tale om en logik, der gør, at kritik høres som udtryk for krænkethed. Denne krænkelseslogik fungerer som en eksklusionsmekanisme, der udelukker bestemte grupper fra det talende fællesskab. Hvordan en ytring høres, afhænger nemlig ikke kun af, hvad der siges, men også af, hvem der siger det.

Af Jonas Lykke Larsen og Anton Sylvest Lilleør
Illustration i toppen af Molly Christensen

Krænkelseskulturen er tilsyneladende over os. Der skrives i hvert fald meget om krænkelse: om kulturen, krænkelsessagerne og de krænkelsesparate.¹ Modstanderne synes, at det er gået for vidt; så vidt at nogle selv er begyndt at føle sig krænkede “over alle dem, der bliver krænket”.² Men hvorfor fylder krænkelse egentlig så meget i den offentlige debat?

Vi vil her forsøge at vise, at en væsentlig og overset del af baggrunden for det massive fokus på krænkelse er en særlig logik, som afvæbner kritikken ved at omforme den til krænkelse. På den måde fungerer denne krænkelseslogik som en eksklusionsmekanisme, der udelukker bestemte grupper fra det talende fællesskab.

For at forstå denne transformation fra kritik til krænkelse må vi imidlertid kunne skelne ytringen af det ene fra ytringen af det andet – også selvom de ofte komplementerer hinanden. Hvad er forskellen på at ytre sig kritisk og give udtryk for krænkethed? Den græske filosof Aristoteles kan her hjælpe os på vej.

Mennesketale og dyrestemmer

I Politikken indfører Aristoteles en grundlæggende og indflydelsesrig bestemmelse af mennesket, der peger på, hvad der adskiller det fra de andre levende væsener. Der står her:

Mennesket er det eneste af alle levende Væsner, som er udrustet med Evnen til at tale. Selve Stemmen tjener nemlig til at tilkendegive Smerte og Lyst og findes derfor ogsaa hos andre levende Væsner, idet de af Naturen er naaet et saadant Udviklingstrin, at de har Fornemmelse af Smerte og Lyst og giver dette til Kende for hinanden; men Talen tjener til at forklare, hvad der er gavnligt og skadeligt og følgelig ogsaa, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Dette er til Forskel fra alle andre levende Væsner ejendommeligt for Menneskene, at kun de er i Stand til at opfatte godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt og lignende³

Skellet mellem stemme og taleevne handler altså ikke blot om, hvad der ytres. Det afgør også, hvem der er inkluderet i det politiske fællesskab.Mennesket er et politisk dyr. Det er det, fordi det er udstyret med evnen til at tale; en evne, der gør det i stand til at ytre sig om det gavnlige og det skadelige, det retfærdige og det uretfærdige. Denne evne adskiller ifølge Aristoteles menneskedyret fra andre dyr, der blot har stemme og derfor alene kan udtrykke smerte og lyst. Med vor tids termer kan man formulere Aristoteles’ skel sådan, at mennesket ikke blot har evnen til at udtrykke krænkethed (med sin stemme), men også kan udtrykke kritik (med sin evne til at tale).

Dét skel er samtidig grunden til, at det menneskelige fællesskab kan tage en anden form end de øvrige dyrs fællesskaber, nemlig som et politisk fællesskab. Skellet mellem stemme og taleevne handler altså ikke blot om, hvad der ytres. Det afgør også, hvem der er inkluderet i det politiske fællesskab. Det politiske fællesskab er et fællesskab for talende væsener, men det betyder ikke, at det er nok bare at åbne munden for at være med. Skellet mellem stemme og tale, dyr og menneske, giver ikke sig selv, og det er ikke givet én gang for alle. Et blik tilbage i tiden gør det klart, at forskellige grupper – eksempelvis børn, slaver og kvinder – til forskellige tider og i forskellige sammenhænge har været ekskluderet fra det talende fællesskab. Denne eksklusion kan imidlertid foregå på mange forskellige måder.

“Her taler kvinder ikke”

Lars von Triers film Breaking the Waves fra 1996 indeholder to scener, der kan lære os noget om, hvordan eksklusionen kan foregå, og hvordan krænkelseslogikken i forlængelse heraf udgør en særlig form for eksklusion.

Hun kritiserer altså ikke kun samfundets orden i kraft af det, hun siger, men også i kraft af det, at hun overhovedet taler.I slutningen af filmen træder hovedpersonen, Bess McNeill, ubemærket ind i den lokale kirke, hvor hun hører én af byens mænd forkynde, at vejen til perfektion i Guds øjne går gennem en ubetinget kærlighed for det skrevne ord og loven. Det får Bess – der i forvejen er kommet på kant med det lille religiøse samfund grundet hendes uanstændige seksuelle opførsel drevet af kærlighed til sin invaliderede ægtemand – til at tage ordet og sætte spørgsmålstegn ved mandens udlægning: “Hvordan kan man elske et ord? Man kan ikke elske ord. Du kan ikke være forelsket i et ord. Du kan elske et andet menneske. Dét er perfektion.”

Reaktionen er sigende: i stedet for at svare på kritikken, erklærer præsten: “Her taler kvinder ikke”, hvorefter Bess bliver forvist fra kirken og bandlyst fra fællesskabet. Kvinder må ikke tale i kirken; det er imod loven. Bess kritiserer altså ikke kun samfundets orden i kraft af det, hun siger, men også i kraft af det, at hun overhovedet taler. Men ordenen afvæbner på brutal vis kritikken ved at forvise den til et sted, hvor den ikke længere kan høres.

Den anden scene foregår kort tid efter til Bess’ begravelse. Her nærmer Dodo McNeill (Bess’ svigerinde) sig mændene fra landsbyen, der står i en kreds omkring graven i færd med at dømme Bess til helvede. Her bryder Dodo ind og afviser, at de har ret til at dømme Bess. Dodo bliver imidlertid ikke sendt væk, selvom kvinder heller ikke må være til stede ved begravelser. Eksklusionen er med andre ord ikke åbenlys. Hun får lov at fremføre sin kritik, men der er ingen reaktion. Idet hun overhøres, ties kritikken ihjel.

Hvor Bess bliver fuldstændigt ekskluderet, bliver Dodo inkluderet som levende væsen, men ekskluderet som talende væsen (selvom hun faktisk taler). Scenen med Dodo indikerer, hvilket forhold mellem inklusion og eksklusion der på en langt mere subtil måde er på spil i krænkelseslogikken. Krænkelseslogikken overhører nemlig ikke kritikken – som det er tilfældet i scenen med Dodo – men omformer den derimod til krænkelse. Den hører, men lytter ikke til, hvad der bliver sagt. Den hører talen som ren og skær stemme, som udtryk for krænkethed.

Krænkelseslogikken

Krænkelseslogikken er altså en anordning, der omformer kritik til krænkelse. Denne transformation foregår på to måder. For det første indebærer krænkelseslogikken, at kritiske røster erstattes af krænkelsesytringer, der efterhånden er blevet den gængse valuta i den offentlige debat. Medierne er fyldt med personlige historier om nydelse og smerte – “hvordan føltes det for dig?” – og insisterer man på at tale om det upersonlige, fx samfundets sexistiske strukturer, frem for det personlige, er det svært at få taletid. Denne bias i den offentlige debat ansporer derfor enhver til at (om)formulere sig i krænkelsens termer. Udbuddet følger med andre ord efterspørgslen.

Den anden måde, hvorpå krænkelseslogikken omformer kritik til krænkelse, har karakter af en omfortolkning, hvor det, der siges som kritik, høres som udtryk for krænkethed. Lad os tage et eksempel.

For et års tid siden kunne Jyllands-Posten rapportere om endnu en krænkelsessag i den danske universitetsverden. I artiklen Må man nu heller ikke omtale mennesker med ”han” og ”hun”? beretter Dean Jakobsen, lektor i biologi på Københavns Universitet, hvordan en kvindelig studerende til et evalueringsmøde gør ham opmærksom på, at flere studerende finder hans eksempler med mænd og kvinder i statistiktimerne upassende, fordi de ekskluderer non-binære studerende. Selvom Dean Jakobsen egentlig tænker, at det er bizart, indser han også, at han hurtigt kan få rodet sig ud i en diskussion. Efter lidt betænkningstid bryder han derfor tavsheden med et “okay, jeg hører, hvad du siger, så må jeg bruge farver i stedet”. Dean Jakobsen vælger med andre ord at rette ind, for selvom han mener, at de studerende slet ikke er berettigede til at føle sig krænkede over hans undervisning, har han, som han siger, “jo ingen interesse i at krænke nogen”.⁴

Dean Jakobsen hører altså kommentaren på evalueringsmødet som udtryk for krænkethed. Karoline Brix Andersson – den kvindelige studerende, han refererer til – har imidlertid en noget anden udlægning af sagen: “Jeg forventer ikke, at undervisningen automatisk bliver lavet om, hver gang en studerende evaluerer den,” udtaler hun i et interview i Uniavisen, “men jeg synes som det mindste, at man kan forvente, at underviserne er villige at overveje fremlagte kritikpunkter og til at indgå i en diskussion med den eller de studerende, der har fremført kritikken”.⁵

Når noget ytres som kritik, men høres som udtryk for krænkethed, bliver det talende væsen reduceret til blot at være et levende væsen. Der er tale om en inklusion, der kun er tilsyneladende, for den inkluderer ikke taleren som kritiker, men som krænket.Karoline Brix Anderssons kritik kan inddeles i to. For det første sætter den spørgsmålstegn ved den ‘sandhed’, at der i biologiens verden kun findes to køn, som Dean Jakobsen bruger til at legitimere sin undervisning med. For det andet fokuserer den på det skadelige ved brugen af en statistikøvelse, der tvinger studerende til at identificere sig som enten mand eller kvinde. Det skadelige er selvfølgelig altid skadeligt for nogen og indebærer på den måde smerte. Men der er en forskel mellem at udtrykke smerte og påpege den skadelige struktur eller praksis, som forårsager den. Man kan sige, at kritik – i modsætning til krænkelsesytringer – har et generelt sigte. Det handler om det retfærdige samfund, det gode undervisningsmiljø osv.

For Karoline Brix Andersson handler kontroversen altså om kritik snarere end krænkelse. Men typisk for krænkelseslogikken hører Dean Jakobsen de kritiske røster som udtryk for krænkethed og intet andet. Dermed bliver sagen til en krænkelsessag frem for en sag om køn og det gode undervisningsmiljø. Der er med andre ord noget falskt over hans tilsyneladende imødekommenhed. Han lytter ikke til kritikken, men omformer den derimod til krænkelse.

Inde eller ude?

Når noget ytres som kritik, men høres som udtryk for krænkethed, bliver det talende væsen reduceret til blot at være et levende væsen. Der er tale om en inklusion, der kun er tilsyneladende, for den inkluderer ikke taleren som kritiker, men som krænket. Det er i virkeligheden en eksklusion, der skjules under en tilsyneladende inklusion. Det samme er tilfældet, når smerte bliver et slags adgangskriterium for mediernes opmærksomhed. Man er her inkluderet på den betingelse, at man ikke taler – i aristotelisk forstand – men blot udtrykker smerte. Man er så at sige inkluderet som allerede ekskluderet.

Det afgørende politiske spørgsmål er, hvad der afgør, hvis kritiske tale der får ørenlyd og bliver hørt som kritik, og hvis kritiske tale der (hvis den overhovedet høres) bliver hørt som udtryk for krænkethed. Med den franske tænker Jacques Rancière kan vi sige, at politik er en strid om den orden eller opgørelse, “ud fra hvilken én lydfrembringelse bliver hørt som tale, i stand til at ytre det retfærdige, mens en anden blot bliver opfattet som støj, der signalerer nydelse eller smerte, samtykke eller oprør”.⁶ Dét er det grundlæggende politiske spørgsmål, der ligger til grund for enhver politisk diskussion. Hvad end den politiske diskussion drejer sig om – skatteprocent, indvandring, folkeskolen osv. – findes der en underliggende strid om, hvem der skal indgå i diskussionen. Spørgsmålet er, hvem der får mulighed for at gå ind i debatten, tale og blive hørt. Hvem har noget at skulle have sagt, og hvis tale reduceres til støj?

Identifikation

Forholdet mellem, hvad der siges, og hvordan det høres, hænger i høj grad sammen med, hvem der ytrer sig. Det handler med andre ord om at identificere den, der ytrer sig. Det vil sige om identifikation forstået som en identificerende magt, der i sin stræben efter orden og hierarkier tildeler folk forskellige identiteter. Denne magtform er tydeligere på engelsk, hvor en identitet kan siges at være imposed, det vil sige påført eller pålagt. På dansk har udtrykkene ‘racegørelse’ og ‘racialiseret’ efterhånden vundet indpas; udtryk, som vidner om, at racemæssige identiteter hverken er frivillige eller naturlige.

Eksklusionen af Bess i Breaking the Waves illustrerer tydeligt, hvad den identificerende magt gør. “Her taler kvinder ikke”, erklærer præsten. Det er altså, fordi Bess identificeres som kvinde, at man ikke hører hende, eller måske rettere: ikke hører andet end støj.

Eksemplet med Bess illustrerer også en anden væsentlig pointe. Ud over at Bess ikke anerkendes som talende væsen, forvises hun også til et sted uden for kirken og lokalsamfundet, hvor ikke engang hendes stemme kan høres. Ingen hører Bess’ skrig, da hun kort tid efter udsættes for vold med døden til følge; ikke engang publikum, da scenen er “klippet” ud af filmen.

Man kan sige, at identifikationen ikke blot spiller en rolle i den krænkelseslogik, der bevirker, at nogens kritik høres som udtryk for krænkethed. Identifikationen afgør også, hvis smerte der overhovedet tages seriøst; hvis liv der er værd at beskytte; og hvis liv det giver mening at sørge over, når de går tabt.⁷

Vi siger ikke, at det er illegitimt at udtrykke krænkethed. Der er intet galt i, at smerte er impulsen i og omdrejningspunkt for politiske kampe. Vi siger, at man bør være opmærksom på den logik, der ekskluderer og marginaliserer bestemte grupper ved at reducere dem til krænkede væsener. Det er en logik, der ikke anerkender dem som talende væsener, der har noget at skulle have sagt. Dermed forhindrer den i sidste ende også, at smerten kan danne grundlag for en kritik.

1. ‘Krænkelseskultur’ var nomineret til årets ord i 2018, mens ‘krænkelsesparat’ var det i 2019.
2. Jens Ejsing: “»Det er meget, meget langt ude, at der kommer en kvinde fra et meget fremmed land og pludselig vil sætte dagsordenen for, hvad vi må synge i Danmark«”, Berlingske, 19. december 2018, https://www.berlingske.dk/samfund/det-er-meget-meget-langt-ude-at-der-kommer-en-kvinde-fra-et-meget-fremmed
3. Aristoteles: Statslære. København: Gyldendal, 1997 (oversat af William Norvin og Peter Fuglsang, oprindeligt udgivet i 1946), 1. bog, 1253a, s. 78. Værket bliver som regel omtalt som Politikken.
4. Kaare Kronberg Jensen: “Må man nu heller ikke omtale mennesker med ”han” og ”hun”?”, Jyllands-Posten, 14. januar 2019, https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE11106826/maa-man-nu-heller-ikke-omtale-mennesker-med-han-og-hun/
5. Signe Bjerre: “»Opfattelsen af køn på Biologi er gammeldags«”, Uniavisen, 4. februar 2019, https://uniavisen.dk/studerende-i-kraenkelsessag-undrer-sig/
6. Jacques Rancière: La Mésentente. Politique et philosophie. Paris: Galilée, 1995, s. 44-45.
7. Judith Butler udfolder ideen om sorgbare liv i Frames of War, hvor hun undersøger de normer, der styrer, hvilke menneskeliv der tæller som menneskelige og altså er værd at sørge over. Se Frames of War. When Is Life Grievable? London og New York: Verso, 2009.