Denne artikel er en virus

Reaktionerne på corona-virussen afslører, i hvor høj grad fantasi og virkelighed er filtret sammen. For at forstå epidemiens effekter er vi derfor nødt til at vende os mod fiktionen. Et kort essay om pest og sygdom hos Goya og Camus.

 » Åh! sagde præsten, det må være en epidemi, og hans øjne smilede bag de runde briller «
– Albert Camus: Pesten

Det virker som en fiktion: Wuhan skriver sit navn over hele kortet, et nyt land for hver dag, hver time. Sorte pletter pibler frem på papiret. Den pekingesiske statsmagt troede, at dens største fjende var Amerika, nu viser det sig at være en flagermus eller et skældyr på et vådmarked i en millionby ved Yangzi-floden. I Sydkorea er hundreder smittede, i Tjekkiet lukker de for visa, i Japan har et helt krydstogtskib været i karantæne, afventende lungernes langsomme forvitring, mens plastindpakket mad fra skibets enorme kabysser er blevet deponeret uden for de lukkede kahytdøre. I nyhederne fortæller de, at gamle Italien med sin befolkning af ældre og oldinge står for fald, og i Venedig er karnevallet suspenderet. Virussen lugter ikke, men bag maskerne går alle alligevel rundt og sniffer. Kina breder sig. Vandstanden stiger. Aktiemarkedet falder. Patient nul er blevet væk. Hver dag en ny alarm. Virussen kender ingen grænser, accepterer ingen menneskelig magt, den griber om sig, griber ud efter os, griber endda ud efter det store kommunistiske parti, hvis dage snart er talte; det står i avisen. Imens udstiller katastrofen den totalitære inkompetence: Embedsfolk og sundhedspersonale er tvunget til at være loyale over for de officielle løgne i en situation, hvor den virale sandhed er i konstant bevægelse. Hvis partiet siger en ting, og sygdommen en anden, er der kun én af de to organismer, der kan tage fejl: sygdommen. Dem, som lægen Li Wenliang, der hævder noget andet, reprimanderes. Og dør.

Er virkeligheden som sådan i færd med at overgå fantasien? Muligvis – men ikke hvis man med fantasien mener fiktionen. Som flere allerede har peget på, er det det, der giver den nuværende situation sin aura af uro: Fornemmelsen af allerede at have oplevet den, allerede at have set det hele ske utallige gange før, i film, i romaner. Twelve Monkeys, Outbreak, The Day After Tomorrow, et par zombiefilm i kvartalet – at  vokse op som borger i Vesten er konstant blive eksponeret for sin egen undergang. Det er at leve med en forestilling om sig selv som dekadent, beboer af en kultur, for hvilken solen er ved at gå ned bag horisonten. Men det er også mere end det. Det er at opsøge undergangen, at indløse billet til den, at gyse over den og i dette gys at juble. Vi lever hele tiden med sygdommen, med sårbarheden, med døden som drift, selv når den ikke umiddelbart er der.

Alt det spiller med som baggrunden for den nuværende panik. Som om der her, midt i begivenheden, er noget som en sjette sans af ren kulturel karakter, en æstetisk forudanelse, der spiller vores fornuft et puds: Epidemien er en historie, vi i forvejen kender slutningen på.

I den forstand er talemåden forkert. Virkeligheden er ikke i stand til at overgå fantasien af den simple grund, at fiktionen ikke eksisterer et eller andet sted uden for den fysiske virkelighed. Det er snarere det modsatte, der gør sig gældende. Fiktionerne er lige præcis det stof, der giver fænomenerne i virkeligheden deres form, der gør dem forståelige for os – og som dertil betinger vores virkelige reaktioner på dem. Virussen opstår først som en genetisk mutation, men hærger derefter som ord og billede. Den er karantæne, hysteri, institutionernes reaktioner på den, timevis af tv-klip, et helt bagkatalog af fiktioner, den er denne artikel.

Sygdommen er, hvad sygdommen gør.

Pesthospitalet

Når virkeligheden begynder at følge fiktionens fortælleakse, er det mest fornuftige derfor undertiden at vende sig mod kunsten for at forstå, hvad det er, der sker. Så hvad siger kunsten, at sygdommen gør – ved os?

Jeg vil fremhæve tre ting:
1)      Sygdommen driver mennesket ud af mennesket.
2)      Sygdommen tager bolig i den intime krop for så at rase videre i det sociale legeme.
3)      Sygdommen udfordrer etablerede grænsedragninger og stiller derigennem spørgsmålstegn ved loven som sådan.

Først billedkunsten. På omslaget af min udgave af Albert Camus’ Pesten befinder der sig et billede. Pesthospitalet hedder det, malet af spanieren Francisco de Goya. Et ved første øjekast uprangende maleri: I et stort værelse kun oplyst af et enkelt vindue ligger et dusin syge på gulvet. De kreperer. I ly fra verden og fra den napoleonske krig, der hærger udenfor. Omkring dem flakker maskeklædte hvide kapper rundt; sygeplejere reduceret til at bistå døden med hans værk. Farvetonen er brun, stemningen dyster, sørgmodig. Ansigterne gnidrede. Et maleri, man kan se og glemme igen øjeblikket efter. Hvis altså ikke man kigger efter. For hele effekten i dette billede består netop i den måde, maleriets tema sætter sig igennem i dets form. Sygdommen, viser Goya os, udvisker menneskene og sætter sig selv i deres sted. Det er det, der udgør dens djævelskab, det, der får den til at ligne en besættelse (og det, der gjorde, at man i tidligere tider behandlede visse syge, som man behandlede onde onder: med pisk og vold). Før var man mor, arbejder, elsker, et væld af sociale og intime identiteter. Nu er man syg – og intet andet. Om ikke andet så i beskuerens øjne. At kigge på ’Pesthospitalet’ er på den måde at blive ved med at fælde en dom over dets beboere. Den endelige dom.

Camus

I Camus’ roman, der befinder sig inde bag bogomslaget med Goyas maleri, bliver epidemien ligeledes betragtet fra en social vinkel. Her i Oran, i det nordlige Algeriet, stiger rotterne på bogens første sider pludseligt op i hobetal fra deres kloakerede reder og indtager gaderne for at dø. Alle byens beboere fornemmer det, her er tale om et tegn. Men på hvad? Pesten er det ord, hele byen, særligt autoriteterne, vægrer sig ved at sige (igen: et ekko af Wuhan). Sandhedens konsekvenser kan være uoverskuelige. Og er det nu også derfor, rotterne dør? Er det nu sikkert? Epidemien har selvfølgelig et fysisk indhold, men det er som et filter, man ser virkeligheden igennem, at den udvirker sin egentlige magi: Den forvandler alle hændelser til et muligt tegn på sig selv. Ved at migrere ud fra kroppene og ind i verden bliver dens rækkevidde i praksis uendelig.

Men ved at gøre alt til et tegn på den selv bliver den paradoksalt nok også selv til et tegn på noget andet. Den peger videre, og er som sådan blot endnu et symptom på en anden og dybere plage. Som om den rene lidelse undslipper repræsentation, som om det radikalt – meningsløse – onde nødvendigvis må være allegori. For Camus havde pesten, der i hans sprog havde skiftet farve fra sort til brun, på denne måde en præcis historisk betydning. Mellem linjerne: livet under besættelsen, nazismen. I Oran, som forfatteren beskriver det, er sygdommen selve den horisont, byens indbyggere lever deres liv op imod. Det er lige præcis det, der gør den så farlig: dette at selv de raske ikke kan undslippe den. Og det er i det, den ligner krigen. Den er en total social begivenhed, en stemning, en forventningshorisont (som i Thomas Manns Venedig, hvor døden hersker, selv før den rigtig melder sin ankomst) lige så meget som et sagforhold, man kan gå ned på hospitalet og verificere.

Tegnanalyse og tankebilleder

Eller sagt på en anden måde: Sygdommen afstedkommer et fortolkningsproblem, samfundet er nødt til at finde et svar på. Ved at genskrive kroppens funktioner og ved at få stof – pus, galde og bylder – til at vælde frem, der hvor det ikke hører til, åbner pesten porten til det monstrøse. Broer mellem kategorier, der burde være strengt adskilt – mellem mennesket og dyret, rige og fattige – bliver pludselig etableret, og afgørende forskelle udvisket (som det sker i dag, når vi hører, at virussen skal være blevet overført fra en flagermus). Loven selv fremstår som truet, fordi sygdommen sætter spørgsmålstegn ved muligheden for overhovedet at opretholde stabile, fysiske og sociale grænsedragninger. Bag udfordringen af den individuelle krops integritet gemmer sig på den måde en trussel mod samfundets inddelinger som sådan.

For middelalderens tegnanalytikere var løsningen på denne udfordring at udlægge pesten som Guds dom over synderne. I de rige europæeres øjne døde deres fattige landsmænd ikke, fordi de boede tættere sammen og derfor var mere sårbare over for smitten; de døde, fordi de fortjente at dø. På den måde blev klassesamfundets organiserede tragik indskrevet i den umiddelbart demokratiske lidelses jammer, og den sociale orden forsøgt forsvaret.

I dag er middelalderen over det meste af verden fjern fortid. Men har måden, vi reagerer på sygdomme på, ændret sig så radikalt? Når corona-virussen kan skabe en sådan tilstand af ulmende panik, at store dele af den parisiske Chinatown ligger øde, er det i hvert fald sikkert, at nogle af disse gamle fortolkningsdynamikker stadig spiller videre i os. Læger kan nok fortælle os, at virussen egentlig bare er en voldsom influenza, lige lidt hjælper det. Vores tanker er ikke logiske, vores handlinger er ikke rationelle, netop fordi vi altid også handler i ord og tænker i billeder. Vi er ofre for vores egne fiktioner.

Alt dette er værd at huske på, når vi skal beslutte, hvordan vi reagerer på situationen: corona-virussen er en sygdom for sindet lige så vel som for luftvejene.

Som sådan er pandemien allerede over os.

Matthias Dressler-Bredsdorff er Europa-redaktør på Eftertryk Magasin og lektor ved Sorbonne Université i Paris.