Postkort fra et fængsel. 2. del

Eftertryk har sendt Rosa K. til Vestbredden, hvor hun rapporterer om livet i de palæstinensiske områder. I denne anden del fortæller lokale palæstinensere om det kvælende tredobbelte fængselssystem, Israel har skabt.

Af Rosa

Mahers arrestation

Jeg var oppe i bjergene sammen med Helene og Yassar, da danseren Maher fortalte sin historie. Han tændte en cigaret. Første gang han røg, var i fængslet. En israelsk soldat havde spurgt ham, hvordan han kunne hjælpe. Maher svarede, at han kunne desertere og forlade fængslet. Soldaten gav ham en cigaret i stedet. Han kunne huske mange detaljer fra sit fængselsophold, og når han ikke var i stand til at finde ord for sine oplevelser, prøvede han at tegne eller vise det med sin krop.

“Hvis de tror, man vil lave noget ulovligt, kommer de og tager én. Men det er ikke kun én soldat, der kommer. Det er måske hundrede, og de omringer ens hus midt om natten. Det var, hvad der skete for mig, mine brødre og min fætter. Det var under den første Intifada, og jeg var 14 år gammel. De kom klokken halv tre om natten. Jeg kunne høre det banke på døren. De råbte på arabisk, at det var den israelske hær. Min søster åbnede, og min mor kom ud til dem. De beordrede hende til at sige navnene på sine sønner. Hun fortalte om mine brødre, som begge var i fængsel. ’Nej, nej, en anden søn,’ råbte soldaterne. Hun fortalte, at hun også havde en ung dreng, der hed Maher, og som var inde på værelset. De beordrede hende til at hente mig. Soldaterne fortalte min mor, at de ville tage mig med og stille mig nogle spørgsmål, men at jeg snart ville komme tilbage. Min mor svarede dem, at det havde de også sagt om hendes to andre sønner, da de tog dem for to et halvt år siden. Jeg blev sat ind i en bil. Jeg fik bind for øjnene, og mit hoved blev placeret mellem mine ben. Vi kørte længe. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at Palæstina måtte være et meget stort land. Jeg kunne høre, at folk blev hevet ind og ud af bilen.”

”Det var midt på dagen, da de tog bindet for mine øjne af. Jeg befandt mig i et telt, hvor jeg var samlet med mange andre. Nogle kunne jeg genkende fra Ramallah. Vi var alle bange. Vi talte ikke med hinanden, fordi vi ikke vidste, om der var en spion iblandt os. Jeg var der i en uge, og i den tid gjorde jeg ingenting, jeg sad bare og ventede. Nogle gange kom de og udspurgte mig, men jeg svarede ikke på deres spørgsmål. Som straf hang de mig op i mine arme, så jeg kun lige akkurat kunne nå jorden med mine tåspidser.”

”Efter en uge blev jeg kørt et nyt sted hen. Da de tog bindet for mine øjne af, så jeg direkte ind i en lille celle. Her skubbede de mig ind og lukkede døren bag mig. Jeg var alene i det lille rum de næste seks måneder, og jeg kom kun ud til afhøringerne. Første afhøring var efter seks dage. Næste var efter omkring 20 dage. Men jeg svarede stadig ikke på deres spørgsmål. Derefter gik der meget lang tid, før jeg kom ud igen. Jeg fandt en myre i cellen, som blev min ven. Jeg fodrede hende med min mad, og jeg fortalte hende historier. Jeg fortalte om mine drømme, og jeg blev forelsket i hende. Da hun forsvandt, græd jeg, og jeg følte, at jeg skulle dø.”

”Efter seks måneder kom jeg endelig ud. De bad mig underskrive et dokument med deres anklage imod mig. Det var et meget langt dokument på hebraisk. De fortalte mig, at de havde skrevet dét ned, jeg havde sagt under afhøringerne. Men jeg havde ikke sagt noget, så jeg skrev ikke under. De brækkede mine fingre for at få mit fingeraftryk. I retten sagde de, at jeg var med i PLO, og at jeg var en kriger. De sagde, at jeg havde sat ild til en bus, og at en soldat var død. Jeg ved ikke, hvor de havde den historie fra. Jeg var meget ung og havde kun kastet med sten sammen med de andre børn under intifadaen. Hvordan kan den stærkeste hær i verden se et barn som en så stor trussel? Jeg benægtede deres anklager, og til sidst blev jeg idømt tre og et halvt års fængsel.”

Fængslet

“Fængslet, jeg blev sendt til, lå ved siden af Ben Gurion lufthavnen”. Maher gik i gang med at tegne et kort over fængslet. ”Det er en kvadratisk firkant med vagttårne i hvert hjørne. Indeni er der yderligere fire indhegninger med fem aflange telte i hver. Her er gaden. Muren. Vagtbiler, der kører rundt om fængslet. Hunde. Her starter adskillelsen. En gade. Hunde. En til mur. Fem telte. Man boede indenfor en indhegning og var helt adskilt fra fangerne i de tre andre.”

”I hvert telt var der 20 fanger. Der var omkring hundrede i hvert område. Alle hjalp hinanden, men vi var i forskellige grupper, som var dannet af fangerne selv. Det var vigtigt at tilhøre en gruppe og overholde deres skema og regler. Der var f.eks. Fatah, Hamas, Demokratiye, Shabiye. Vi startede alle sammen dagen klokken 6 om morgenen, hvor vi gik ud for at stille os i kø til badet. Bagefter gik vi tilbage og sad i teltet. Klokken 7.20 gik soldaterne fra telt til telt og råbte vores numre op. Vi sad alle med ryggen til soldaterne for at vise, at vi ikke anerkendte dem. I løbet af dagen afholdt grupperne lektioner. Jeg var med Fatah. De afholdt lektioner om Lenin, Marx, Yassar Arafat og palæstinensisk kultur. Hvis én vidste meget om et emne, kunne han lære de andre om det. Fordi jeg var ung, tog alle de andre sig af mig. De fortalte mig, hvad jeg skulle studere, de lod mig tegne, de gav mig mad, og de vaskede mit tøj for mig.”

”En af ugerne stoppede vi alle sammen med at spise. Vi skubbede maden ud af teltene og svarede ikke, når vagterne råbte os op. Der var en, der var syg, og vi ville have, han skulle på hospitalet. Det var ikke kun i mit område, vi sultestrejkede, det var i hele fængslet.”

”Vi havde lavet et system til at kommunikere med hinanden på tværs af de forskellige områder. Vi havde et slags postkontor, og hver gruppe havde en ansvarlig, der kastede breve over indhegninger fra et område til et andet. Den ansvarlige kendte de præcise tidspunkter, hvor det var muligt. Jeg sendte breve til min mor. Hvis jeg hørte, at én, der snart ville blive løsladt, skulle til Ramallah, gav jeg ham et hemmeligt brev med. ”

“Kan du give mig et stykke papir?” Med sider fra min notesbog viste Maher, hvordan han lavede brevene. “Saften fra løg gør skriften usynlig, men når man brænder papiret, viser den sig igen”. Han foldede papiret til det ikke kunne foldes mere, viklede det ind i plastisk, som han rev af fra en plasticpose. Med en lighter brændte han plastikken, så brevet var forseglet som en lille kugle.

“Så kunne man sluge brevet, og når det kom ud igen, blev det renset og givet videre til den person, det var tiltænkt. Min mor fik mange af sådanne breve fra mig og mine brødre. Jeg hørte ikke fra hende, for hun kunne ikke besøge mig i fængslet, men hun besøgte mine brødre. Der var et trådnet mellem den besøgende og fangen, så mor havde et lillebitte foldet brev mellem sine læber, som hun gav til mine brødre, når de kyssede. I besøgsrummene i fængslerne i dag er der glas, og man sidder langt fra hinanden og kommunikerer over telefon.”

Den tredobbelte fængsling

Maher var et barn, da han blev isolationsfængslet i et halvt år og bagefter fængslet i tre år. Det er ikke en usædvanlig skæbne for palæstinensiske børn på Vestbredden og i Gaza. I besættelsesmagtens øjne er de ikke børn, men en potentiel sikkerhedstrussel, det gælder om at få kontrol over tidligt. Ifølge Addameer bliver 700 børn arresteret, afhørt, varetægtsfængslet og retsforfulgt om året. Den mest almindelige anklage mod børn er, at de har kastet med sten.

Maher og Rawda var i fængsel før Oslo-aftalen. På trods af dette har de begge erfaringer med at være fængslet i Israel.¹ Det, at politiske fanger fængsles i Israel, gør, at man kan snakke om et tredobbelt fangenskab. Et fangenskab er besættelsen i sin helhed, et andet er det at være politisk fængslet, og et tredje fangenskab er at være fængslet i Israel, hvor man er isoleret fra sine venner og familie, der ofte ikke kan få visum for at besøge en.²

Ifølge Maher har fængslerne forandret sig efter Oslo. Folk bliver stadig fængslet vilkårligt, og de sultestrejker stadig i fængslerne, men man hører ikke længere om det, fordi det er blevet sværere at besøge fængslerne, og fordi de besøgende og indsatte er mere afskærmede fra hinanden under besøgene. Infrastrukturen i fængslet bruges strategisk til at nedbryde enhver form for sammenhold, organisation og modstand.

Samtaler om fremtiden

Da jeg sad i haven i Ramallah og fortalte Bashar om, at jeg ville skrive om fængslerne og besættelsen, begyndte han at fortælle om en masse mennesker, jeg så burde møde. Ud over hans mor, var der også hans far, som havde været i fængsel i 10 år, og hans onkler, som havde været i fængslet i hhv. 10 og 15 år. Desuden mente han ikke, at jeg rigtig havde set besættelsen og elendigheden, fordi jeg mest havde været i Ramallah og snakket med folk herfra (“Faiz og Hanan er exceptionelle, de er begge veluddannede og har haft arbejde.”). På det tidspunkt var der kun et par dage til, at jeg skulle hjem. Jeg havde ikke tid til mere, og jeg var udkørt. Hans bemærkninger understregede en følelse, jeg i forvejen havde: at selvom jeg havde været der i en måned, havde jeg alligevel kun set og forstået meget lidt.

Vi snakkede videre om fremtiden og hans overvejelser om at immigrere. Han var bange for at få børn her, fortalte han. Børnene fornemmer, når det israelske militær om natten rykker ind i byerne for at arrestere en eller anden. Så står de op og løber ud af husene for at kaste sten på militærfolkene. Selvom forældrene prøver at forhindre dette, kan de ikke. Bashar begyndte at vise mig videoer fra YouTube af arrestationer. Den første i Ramallah: en tank, soldater, der holder fast i en kvinde og prøver at trække hende ind i tanken, hun skriger og skriger, andre unge kvinder tæt ved råber til soldaterne, at de skal slippe hende. Næste video: en 12-årig dreng, der bliver arresteret, mens en kvinde, der kunne være hans mor, prøver at sætte sig imellem. En video, hvor et skrigende barn bliver mast ned mod jorden af en soldat.

Jeg spurgte Saja, Bashar kone, hvad hun troede, der ville ske i fremtiden med Palæstina og palæstinenserne. “Jeg tror, at de vil rykke os alle sammen ud i ørkenen i Egypten.” grinte hun tørt. Hun henviste til Trumps “fredsplan” med Israel og Golfstaterne, hvor der blandt andet har været overvejelser omkring, hvorvidt palæstinenserne skulle flyttes til Sinaiørkenen. “De vil bygge nye byer, ligesom Dubai, i ørkenen og flytte os derhen, det hele er finansieret.” fortsatte Yassar. I sådanne samtaler var det tydeligt, hvor deprimerede de også var. Men det var, som om de både var i stand til at erkende, at de levede i en dystopisk virkelighed, de var helt magtesløse over for, og at de samtidig var i stand til at leve, at håbe og kæmpe.

Jeg spurgte dem om, hvad man som udefrakommende kan gøre for at støtte deres kamp, og de fremhævede især, at man kunne støtte op om BDS, som står for Boycott, Divest, Sanctions. Denne opfordring vil jeg hermed give videre. Det er en kampagne, der er rettet mod, at individuelle forbrugere eller organisationer skal boykotte israelske produkter og kultur, at virksomheder skal trække sig ud af Israel, og at der skal indføres sanktioner mod Israel. Kampagnen har særligt haft succes i fagforeninger og akademiske institutioner, som har valgt at tilslutte sig en boykot. Ifølge den israelske historiker Ilan Pappé kan man se BDS som en strategi, der kommer ud fra en erkendelse af, at reel forandring ikke kommer inde fra Israel selv.³ Staten Israel og dens ideologiske zionisme forstås som et regime og en bosætterkolonialisme, der gennem hele sin historie har været uløseligt forbundet til fordrivelsen og undertrykkelsen af palæstinenserne.

1. Før Oslo-aftalen lå nogle af militærfængslerne på Vestbredden, men disse blev alle flyttet til Israel i forbindelse med aftalen.
2. Giaciman, Rita og Penny Johnson ““OUR LIFE IS PRISON” THE TRIPLE CAPTIVITY OF WIVES AND MOTHERS OF PALESTINIAN POLITICAL PRISONERS.” Journal of Middle East Women’s Studies 9, no. 3. (2013).
3. Pappé, Illan. “The Old and New Conversations.” I On Palestine, redigeret af Frank Barat. Penguin Books, 2015.