Postkort fra et fængsel. 1. del

Palæstina er i dag en fragmenteret og gennemkontrolleret lejr, der indhegner et overflødigt og uønsket folk. Eftertrykket har sendt Rosa K. til Vestbredden, hvor hun rapporterer om livet i de palæstinensiske områder. I denne første del stilles skarpt på det kontrolregime, Oslo-”fredsaftalen” indstiftede.

Af Rosa K.

I løbet af den måned jeg boede i Ramallah, blev jeg venner med mine naboer, Yassar og hans forældre, Hanan og Faiz. Jeg blev inviteret ind i deres liv, og hver dag drak vi kaffe, røg cigaretter og delte måltider. De introducerede mig for deres familiemedlemmer og venner, og gennem dem hørte jeg mange historier. Alle, jeg mødte, var ivrige efter at fortælle: om zionismen, om besættelsen, om intifadaerne og om deres håb og drømme. Jeg hørte om deres politiske betragtninger og om deres ofte ret voldsomme erfaringer. Jeg hørte om deres følelser og især deres frygt. Langsomt nærmede jeg mig en forståelse for, hvilken virkelighed jeg befandt mig i. Først og fremmest kom jeg tættere på at forstå diskrepansen mellem, hvad jeg troede, jeg vidste, og hvad jeg så, oplevede og fik fortalt.

Efter Oslo

Vestbredden er ikke et sammenhængende område. Det er klatter af tætbebyggede palæstinensiske byer og omgivende flygtningelejre omringet af bosættelser og en enorm infrastruktur. Et motorvejssystem, der forbinder de forskellige bosættelser med hinanden og med Israel, og som er fuldstændigt lukket af for palæstinensere. Checkpoints, vagttårne og soldater, der opretholder segregeringen. Rækkefølgen for dets implementering er ofte følgende: militæret afspærrer “militærområder”. Senere oprettes bosættelser, der så kræver yderligere militær beskyttelse. Den israelske stat, bosættelserne og infrastrukturen kan således ikke adskilles. Det er dele af et systematisk forsøg på at annektere land.

Palæstinensisk tilstedeværelse bliver klassificeret som en “sikkerheds- eller terrortrussel”, hvilket retfærdiggør yderligere udvidelser af restriktioner og kontrol.¹ Dette permanente kontrolregime stødte man blandt andet på ved vejene, der ledte til områder under palæstinensisk selvstyre, hvor massive røde skilte advarede israelske statsborgere om, at de ville risikere deres liv, hvis de fortsatte.

I flere samtaler, jeg havde med Hanan og Yassar, fortalte de om de systematiske restriktioner og barrierer, som Israel administrerer på Vestbredden. En situation, som de særligt forbandt med et “efter Oslo”. Oslo-aftalen mellem PLO og den israelske stat i 1994 førte til oprettelsen af et palæstinensisk selvstyre og en opdeling af Vestbredden i A-, B- og C-områder. Det israelske militær har fuld kontrol i C-områder, de facto-kontrol i B-områder, mens selvstyret officielt har kontrol i A-områder. Oslo-aftalen gav en vis autonomi i små enklaver på Vestbredden og i Gaza, men kontrollen rundt om disse enklaver ligger hos det israelske sikkerhedsapparat. Oslo-aftalen har banet vejen for, at Israel har kunnet tage kontrol over grundvandet samt at afskære palæstinenserne fra Det Døde Hav.²

Rækkefølgen for dets implementering er ofte følgende: militæret afspærrer “militærområder”. Senere oprettes bosættelser, der så kræver yderligere militær beskyttelse. Den israelske stat, bosættelserne og infrastrukturen kan således ikke adskilles.“Der var en bagside ved Oslo-aftalen. De tog vores penge, vores vand og vores frihed. De forbød os adgang til det Palæstina, som blev besat i 1948³. De opførte en mur og indførte apartheid. Rundt om hver by har vi mure. Hvis jeg vil til Nablus, til Hebron, til Betlehem eller til Jeriko, kan jeg ikke være sikker på at komme igennem de forskellige checkpoints. For nylig skulle vi til Faiz’ nieces bryllup, men blev forment adgang. Hvorfor? Vi har ikke gjort noget. Men israelerne kan gøre, som det passer dem. De har taget det palæstinensiske folk og installeret det i et stort friluftsfængsel.”

Yassar forklarede, hvordan Oslo-aftalen har medført, at det palæstinensiske folk – ligesom territoriet – er blevet mere fragmenteret. Det er blevet sværere at komme fra by til by. Derudover har oprettelsen af Det palæstinensiske selvstyre spillet det palæstinensiske folk ud mod sig selv. Hvis det israelske militær ønsker at få adgang til Ramallah og arrestere folk, kan de det – og endda med selvstyrets beskyttelse.

Tilstanden af fragmentering “efter Oslo” skal forstås i kontrast til den første Intifada i 1987-1992. Moren Hanan og sønnen Yassar deltog begge. Hanan var meget aktiv og hjalp familier rundt i Ramallah. Hun lavede mad, som hun fordelte blandt trængende familier. Sammen med andre kvinder strikkede hun tøj til børn, der var blevet fængslet. Yassar var barn under Intifadaen, og han var ligesom mange andre palæstinensiske børn med til at kaste sten mod de israelske militærjeeps. Under den første Intifada blev han skudt i benet af en soldat. Han kom på hospitalet, og så snart han blev udskrevet, skyndte han sig tilbage for at være med i Intifadaen. Intifadaen omtalte Hanan og Yassar med nostalgi. Som en tid hvor palæstinenserne måske ikke var mere frie, men i hvert fald havde muligheder for at mobilisere sig og samles.

Militærfængsler

Da jeg mødte Hanan første gang, havde hun fint tøj på. Hun var netop kommet tilbage fra en fest hos en veninde, hvis søn var blevet løsladt efter 15 års fængsel. Mange aftener kunne man høre skud og fyrværkeri fra folk, der fejrede, at ”nogle lige var blevet gift eller løsladt”. Hanan fortalte om brødre, søstre, fædre og mødre, venner, som havde oplevet forskellige former for tortur og ydmygelser i fængslet.

Lovgivningen har medført, at palæstinenserne lever i en permanent undtagelsestilstand, hvor al modstand kan kategoriseres som terrorisme.Hanans historier hører ikke til undtagelsen. Ifølge Addameer⁴ har omkring 20% af den nuværende palæstinensiske befolkning været fængslet. Dette er en følge af, at den palæstinensiske befolkning på Vestbredden er underlagt den militærlov, der blev etableret i 1970, kort efter at Israel besatte Vestbredden og Gaza i 1967. Militærloven har betydet en kriminalisering af normale civile aktiviteter som at organisere eller deltage i politiske protester, uddele politisk materiale samt at udtale sig “politisk opildnende” i offentligheden. Lovgivningen har medført, at palæstinenserne lever i en permanent undtagelsestilstand, hvor al modstand kan kategoriseres som terrorisme. Omvendt hører bosætterne på Vestbredden under normal israelsk lov, hvilket betyder, at bosættere og palæstinensere i samme sager bliver retsforfulgt efter forskellige lovgivninger og retssystemer.

Det militære retssystem har siden 1967 benyttet sig af “administrativ tilbageholdelse”, hvor en person kan fængsles uden anklage eller rettergang i op til et halvt år. Siden 2009 har det været muligt at forny den administrative tilbageholdelse før udløbet efter et halvt år. Denne kan nu gøres ubegrænset, hvorfor der p.t. sidder palæstinensiske fanger i militærfængslerne, som har været tilbageholdt i op til 8 år. Derudover kan beslutningen om en administrativ tilbageholdelse være baseret på “hemmelig information”. De kan fængsles uden rettergang og uden at blive informeret om, hvad de er fængslet for.⁵

Jeg sad i haven i Ramallah og snakkede med Yassar, hans søster Saja og hendes mand, Bashar, om fængslerne. Selvom ingen af dem havde været i fængsel, gav de udtryk for, at de langtfra følte sig sikre på, at det aldrig ville kunne ske for dem. Bashar fortalte mest. Han var vred og indigneret, og han ville have mig til at forstå, hvordan fængslerne er en del af deres dagligdag og sprog.

”Vi lever konstant med bevidstheden om, at israelske soldater kan bryde ind i vores hjem og arrestere os, hvis de vil. Vi censurerer os selv, men nogle gange – når nogle lige er blevet slået ihjel – bliver man bare vred, og så kan man komme til at like noget eller skrive ’hader Israel’ på Facebook”.

Jeg havde selv længere samtaler med to personer om deres oplevelser i fængslet. Den ene var Rawda, som er mor til Bashar (gift med Saja, datter af Hanan og Faiz). Den anden var Maher, som er familieven til Hanans og Faiz’ fire børn.

Samtale med Rawda

Rawda fortalte historien om dengang, hun var indsat i et israelsk militærfængsel, en aften, hvor familie og venner var samlet i haven i Ramallah. Før jeg overhovedet havde mødt Rawda, havde jeg ofte hørt hendes familiemedlemmer referere til “dengang Bashars mor kom i fængsel for at bide en soldat”. Det var en handling og en oplevelse, der også var deres egen, og som de var stolte af. Når Rawda ikke kunne huske dele af historien, bød en af de andre sig til og udfyldte hullet. De lyttede til hendes historie, selvom de havde hørt den mange gange før. Erindringen var blevet en kollektiv proces.

“Jeg var knap 18 år og boede i Dheishe-lejren.⁶ Det var min brors bryllup, og de kom for at tage ham. Da de kom til huset, flygtede alle de unge mænd. Jeg prøvede også at komme ud, men jeg løb ind i en soldat, så vi begge faldt. Mændene var væk, så soldaterne tog kvælertag på mig i stedet. Min mor og min gravide søster var der også, og de lagde dem brutalt på gulvet. Da jeg så det, blev jeg vred. Jeg fik fat i soldatens hånd og bed ham så hårdt, at han ikke kunne bevæge sin hånd.”

“Derefter kom alle soldaterne efter mig og bandt mig og kastede mig ind i en militærjeep. De førte mig til en militærbase i Betlehem. Det var i 1985, før Oslo. Så snart jeg ankom, tog soldaterne hævn. De slog mig, pressede deres fingre mod mine øjne og råbte, “kaster du sten på os?”. En af soldaterne forsvarede mig heldigvis. Han hev mig ind på et kontor og låste døren. Soldaterne hamrede på vinduer og døre for at komme ind. Men soldaten, der havde hevet mig ind på kontoret, sagde: ’du er sikker.’ Han begyndte at græde. Jeg forstod ikke, hvad var der galt med ham. Hvorfor græd han, når alle de andre var så voldelige?”

”Da min bror hørte, at jeg var blevet fængslet i stedet for ham, overgav han sig selv. Vi blev begge flyttet til Maskubiyeh-fængslet ved Jerusalem. Det er et detentionscenter, der er særligt indrettet til at foretage afhøringer. Der var jeg i en måned. Jeg var i en isolationscelle, og nogle gange tog de mig ud til afhøring. Værelset havde to senge lavet af sten. En madras og et tæppe. Et slags toilet. Jeg var knap 18 år. Du kan måske forestille dig, hvordan jeg havde det. Hele tiden ridsede jeg i væggene og skrev digte, Palæstina og gamle ordsprog. Jeg lærte også at ryge. Soldaterne uddelte cigaretter – dårlige cigaretter. Jeg tabte 10 kilo i løbet af den måned.”

”Soldaten, der hjalp mig i Betlehem, fulgte også med mig til det nye fængsel ved Jerusalem. Da jeg ankom, skulle jeg aflevere mine smykker. Han så, jeg kun havde en ørering, og spurgte, hvor den anden var. Jeg sagde, at jeg ikke vidste det. En nat blev jeg vækket af en kvindelig soldat. Lyset i cellen var slukket, og jeg fulgte med hende i mørket. Ved tremmerne stod soldaten i sit civile tøj. Med sig havde han min ørering, som han havde fundet i militærjeepen. Jeg spurgte, hvad han ville have. Hvis en soldat gør noget godt for dig, er det altid, fordi han vil have noget fra dig. Den nat sov jeg ikke. Jeg røg cigaretter for et helt liv. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke: Hvad laver han, hvad vil han? Hvorfor kommer han midt om natten? Hvad vil de have fra mig? Men han var bare menneskelig, det indså jeg senere.”

“Efter en måned i isolation blev jeg flyttet til et kvindefængsel i Ramleh i Israel tæt ved Ben Gurion-lufthavnen. Dengang var det stadig et blandet fængsel med både politiske fanger og ’normale’ israelske og palæstinensiske fanger. Det var et hårdt miljø. Jeg var der i 8 måneder, og i den tid kom jeg hverken for en domstol eller blev sigtet.”

Se dette interview med den jødisk-amerikanske politolog Norman Finkelstein for en uddybning af Oslo-aftalens betydning for undertrykkelsen af palæstinenserne.

1. Davis, Angela Y. “On Palestine, G4S and the Prison-Industrial Complex” I Freedom is a constant struggle, redigeret af Frank Barat. Chicago: Haymarket Press, 2016.
2. Pappé, Illan. “The Futility and Immorality of Partition in Palestine.” I On Palestine, redigeret af Frank Barat. Penguin Books, 2015.
3. Året for Israels oprettelse ovenpå fordrivelsen af 750.000 mennesker, svarende til halvdelen af regionens befolkning
4. En palæstinensisk organisation, der arbejder for politiske fangers vilkår
5. Addameer http://www.addameer.org
6. Flygtningelejr ved Betlehem, red.