Kønsstereotyper i skæret fra DR’s fallosbål

Hvis man ser godt efter, tilbyder DR’s sociale eksperiment Øen mere end bare solid reality-underholdning. Den entusiasme, med hvilken deltagerne performer de traditionelle kønsroller, fungerer som et forstørrelsesglas, der viser, hvordan kvindeundertrykkelsen ser ud i det almindelige samfund.

Af Marie Naja Lauritzen Dias

Den 17. oktober rullede første afsnit af DR’s ‘sociale eksperiment’ Øen – en ny begyndelse over danskernes tv-skærme. Igennem de otte afsnit skildres det, hvordan 14 danskere overlever 30 dage på en øde ø i Stillehavet. Motivationen for eksperimentet er ifølge DR at se, hvad der sker, når mennesket bliver frataget det moderne livs bekvemmeligheder og tvinges til at kæmpe for sin overlevelse. Øen bliver dog snarere en art klassisk reality-show, der opfylder begæret efter at få bekræftet vores fordomme. Og det får vi, for på øen er mændene anti-demokratiske jægere, og kvinderne rundkredssnakkende omsorgspersoner.

Mennesket portrætteres i det hele taget som et primitivt rovdyr, der længes efter naturen, hvori det hører hjemme, fri for den ‘moderne teknologis distraktioner’, der kun forstyrrer og leder opmærksomheden væk fra det, der er vigtigt i livet: de mellemmenneskelige relationer. Programmet indikerer herigennem, at livet i virkeligheden ikke er så komplekst, som vi tror, og gør sig derved skyldig i en banalisering af de menneskelige vilkår.

Det kommer især til udtryk gennem iscenesættelsen af kønsrollerne. På nærmest vulgær vis opfylder programmet de kønsstereotyper, der i dag ellers udfordres så kraftigt af #Metoo-bevægelsens omfattende blotlæggelse af magtfulde mænds seksuelle krænkelser af kvinder, femicide-demonstrationerne i Sydafrika udløst af tårnhøje voldtægt- og drabsstatistikker, og Huelga Feminista-bevægelsen, der på kvindernes kampdag 2017 lukkede Spanien ned, da flere end 5 millioner demonstranter nedlagde arbejde i protest mod patriarkatet og kapitalismens undertrykkelse, udnyttelse og vold mod kvindekønnet – just to name a few.

Programmet gør på mange måder det forbudte, legitimeret af sin egen iscenesættelse som et socialt eksperiment, der skal vise ‘sandheden om mennesket’. I denne forstand illustrerer Øen en traditionel kønsrolleopdeling, hvor deltagerne performer et primitivt og forudgivet ’biologisk’ køn. Programmet fremstår således som et forsøg på at naturalisere kønsrollerne, som i DR’s opsætning sættes på spidsen via en særlig form for ‘back to earth’-prisme. Kønsstereotyperne bliver på øen yderst karikerede, og man mistænker DR for at have castet og redigeret programmet med dette for øje.

Den svigermorske drøm af en macholæge, Christian Bøving, der flere gange har været på “grænsen mellem liv og død”, hævder sig ved hvert afsnits begyndelse som dét ideal, deltagerne på øen må leve op tilDet interessante er imidlertid ikke at spørge, hvorfor DR har iscenesat programmet således – for vi kender vel alle til reality-dramaets tiltrækningskraft – men at se nærmere på, hvordan den kønsdynamik, programmet opridser og tager til ekstremer, er udtryk for en subtil ligegyldighed over for og accept af, at mænd til stadighed – ubevidst såvel som bevidst – udøver magt og dominans over kvinder. Er kønsforskellen naturgivet, som DR synes at indikere? Skal man tro daværende folketingspolitiker og medlem af Liberal Alliance Joakim B. Olsen, er det ”ufornuftigt at tage biologien ud af det”, da det er “en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder”. Med denne bemærkning in mente synes tilstandene på øen mindre satiriske og mere som et genspejl af vores omkringliggende samfunds kvindesyn.

Vores vært på programmet, den svigermorske drøm af en macholæge og orlovskaptajn i den danske flåde, Christian Bøving, der ifølge ham selv (meget vigtigt) flere gange har været på “grænsen mellem liv og død”, hævder sig ved hvert afsnits begyndelse som dét ideal, deltagerne på øen må leve op til, hvis de vil overleve de 30 dage. Hans evindelige public-service-annonceringer om overlevelseskunsten og de psykologiske og fysiologiske mekanismer og gruppedynamikker iscenesætter ham som en naturlig overlever, hvilket understøttes af hans fysiske fremtoning med det tydeligt behårede bryst, store kæbeparti og den muskuløse krop. Han opfordrer i første afsnit deltagerne til at “finde den urkraft frem, der har fået mennesket til at overleve i årtusinder” (er det mon den samme biologiske prædisposition, som J. B. Olsen henviser til?), hvorefter han efterlader både deltagere og seere på øen med en tydeligt overdrevet standard for den ideelle overlever: En rigtig Mand. Den udadreagerende dramaking Dennis, der allerede på førstedagen er ved, med egne ord, at “tabe hovedet”, fordi han ikke mener, at der er god nok struktur på lejropsætningen, er med sin ‘comic relief’-udskamning af kvinderne ikke den eneste, der agerer efter urbilledet på en rigtig machomand. Der dannes hurtigt et fuldtalligt patriarkat primært bestående af alfahannerne Dennis, Jakob Z og Jesper. I samspil praktiserer de en art konfliktsky og subtil ekskludering af kvinderne, eksempelvis når de forlader gruppemødet, der efter deres mening er blevet for “kvindedomineret” (selvom også mænd deltager), og aftaler en fisketur uden om resten af gruppen.

Fisketuren og den kontrovers, den kaster af sig, er et ret koncist billede på den raffinerede retorik, med hvilken kvinder dagligt udelukkes og undertrykkes af maskulin retorik og værdier i samfundet. Den ellers tilbagetrukne Jesper gennemtrumfer egenhændigt (mande)fisketuren, til trods for at behovet for nye vandkilder er presserende – mens fisketuren omvendt udelukkende er motiveret af, at Henrik, ifølge Jesper, ”har fucking meget lyst” til det. Med ordene “Jeg synes, at Peter og de krigere, der nu engang er, skal tage med ud og fiske”, udelukker han med overlegen arrogance kvinderne fra både beslutningsprocessen og selve fisketuren, selvom han efterfølgende hævder, at de da bare kan tage med.

Jesper er ikke en ’ond, misogyn mand’ – han er i øvrigt ganske sympatisk – og giver i denne forstand et nuanceret billede af, hvordan den hverdagslige kvindeundertrykkelse er tvetydig og indlejret i retorikken mellem mand og kvinde. Jesper afbryder gentagende gange kvinderne, og ved at affeje forslaget om en genafstemning underminerer han med blasert ligegyldighed kvindernes kollektive stemme. Han lukker definitivt diskussionen med den tarvelige bemærkning: “I sidder bare her rundt omkring og venter på, at mor kommer med en flæskesteg”, og anvender en herskerteknik, som mænd igennem århundreder har brugt til at udskamme og dermed udelukke kvindekønnet. Kvinderne (og i øvrigt også en del af mændene) sidder ikke i lejren og venter af ren lyst, som omvendt er det, der driver fisketuren. De sidder der, fordi ingen andre vil passe bålet, filtrere vandet og holde det logistiske og praktiske overblik. Jesper bruger således sin egen udelukkelse af kvinderne fra ekspeditionsgruppen som argument imod kvinderne selv og udskammer dem for netop dét. På denne måde handlingslammes kvinderne, idet de ikke er velkomne på ekspeditionerne og omvendt udskammes for at sidde i lejren og snakke – en klassisk damned if you do, damned if you don’t-strategi.¹

Forskning har ironisk nok vist, at det i mødesituationer typisk er mænd, der taler mest og længst tid ad gangen² – i modsætning til den populære floskel, at kvinder taler mere end mænd. At kvinder taler mindre end mænd, skyldes næppe, at de har mindre på hjerte. Årsagen må være, at de også her holdes fast i en undertrykt position: De ignoreres, afbrydes og ønsker ikke at fremstå dominerende – mens de samtidig risikerer at blive intellektuelt undervurderet på grund af deres tilbageholdenhed. Og trods talrige indsigelser imod kvindernes ‘snakkeklub’ er mange af mændene i programmet da også blandt dem, der taler allermest. De kan ikke stoppe med at rose og bekræfte sig selv i rigtigheden i at have ”givet Katja lov” til at dræbe alligatoren, de fortæller om dem selv, deres arbejde, deres to biler i garagen og en forhåbning om mere frihed væk fra kone og børn. Flere af mændene er insisterende optaget af deres personlige udviklingsprojekt, der har ført dem til øen i et ønske om at bryde løs fra familiens undertrykkende rammer, der – som Jakob Z forklarer – har devalueret deres maskulinitet, og de nærer tilsyneladende håb om at genopstå som de ægte ur-machomænd, de i virkeligheden er, i asken fra det kæmpe fallosbål, der i det sidste afsnit udgør en fysisk demarkationslinje mellem mænd og kvinder på øen.

I lyset af den ikoniske fallosbålsscene til sidst kan programmets karikerede dyrkelse af kønsrollerne fortolkes som en implicit latterliggørelse af kønsfordelingen som biologisk forankret. For så vidt formår programmet afslutningsvist selv at afværge en del af den indignation, man som (mandlig eller kvindelig) seer potentielt sidder tilbage med. Men ved nærmere eftersyn af de herskerteknikker og ordvalg, mændene anvender, fremstår programmet dog mindre som en kritisk karikatur og mere som en direkte refleksion af det omkringliggende samfunds lige så latterlige kønsnormative undertrykkelse af kvinder. En undertrykkelse, der finder sted via teknikker, der svarer til dem, der tages i brug på øen.

Der findes talrige eksempler på den samfundsmæssige ækvivalens til øens verbale kvindeundertrykkelse. Tænk bare på udtryk som ”Gucci-Helle” eller Morten Messerschmidts underminering af sin daværende partifælle, Rikke Karlsson, som han beskrev som ”en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles, og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende” (det skulle senere vise sig, at det var ham, der var ’lidt’ økonomisk forvirret), eller underrepræsentationen af kvinder på bestyrelsesgangene, i Folketinget og i erhvervslivets top. Disse eksempler synes akkurat lige så latterlige og karikerede som dét, der finder sted i Øen. Så i stedet for at trække på skuldrene af endnu et reality-programs dumheder må vi konfrontere det forhold, at Øens opstyltede reality-underholdning faktisk afspejler virkeligheden for mange kvinder og bruge programmets overdrevne karikatur af kønsrollerne til at stille skarpt på de naturaliserede former, undertrykkelsen har taget i vores samfund.

1. Denne udelukkelsesmekanisme er udtryk for det, som lingvisten Deborah Tannen med inspiration fra Gregory Batesons begreb om ’double bind’-situationer kalder ”the Hillary effect” eller en ”damned if you do, damned if you don’t-situation”. Tannen beskriver i Talking From 9 to 5 – Men and Women at Work fra 1994, hvordan indflydelsesrige kvinder (og kvinder generelt) er underlagt en række kønsspecifikke normer og regler, der begrænser deres handlinger til en meget lille grænseflade.
2. Tannen, Deborah: “The Truth About How Much Women Talk – And Whether Men Listen”, Time Magazine, 28. juni, 2017.