Kun til stede

Den tyske filminstruktør Wim Wenders sagde engang i et interview, at hvis man er et sted en tid, og man er i stand til at lytte, så vil man høre stedets historie.¹ Det er ud fra dén tanke, at Andreas Løppenthin har udformet sit filmessay om Brook House Immigration Removal Center nær Gatwick Lufthavn. I en krydsning mellem sociologisk forskning og fiktionaliseret forståelse får bygningen selv en stemme, der fortæller om dens liv og dens beboere.

af Andreas Løppenthin

Hvis man kommer fra London, skal man igennem lufthavnsterminalen. Man står af toget og scanner sit kort i billetlågerne. De fører ud af stationen og ind i lufthavnens ankomsthal. Der vil formentlig være trængsel. Man må smyge sig ind imellem rejsende, der trækker kufferter og børn efter sig.

Man vil være forvirret.

På et tidspunkt vil man få øje på sin bus igennem vinduet, og man spørger nogen, der ser tilstrækkeligt officielle ud, hvordan man kommer ned til den. De peger i retning af en affolket mellemgang, ud igennem en brandvej og ned ad en snusket trappe. Nu står man ved landevejen, hvor lokalbusserne holder. Man køber en billet af chaufføren og kører det ene stop til den anden ende af lufthavnen.

Man står af i en rundkørsel, bilerne suser forbi.

Man løber over vejen, når der er et ophold imellem bilerne, og man ser mig på den anden side af en eng. Man har ikke lyst til at forstyrre de græssende køer, så man drejer ned ad Old Brighton Road i stedet. Forbi Monicas Burgerbar og ind i industrikvarteret.

Man går forbi mine naboer; Acro Aircraft Seating, RS Components, World Duty Free Distribution Centre, Gate Gourmet. De producerer ting, opbevarer dem, behandler dem.

Det gør jeg også. Heromkring er vi alle i samme branche, opbevaring, produktion, behandling. Mad, maskiner, møbler, mennesker.

Jeg er en bygning. Brook House Immigration Removal Centre er mit navn. Udrejsecenteret ved bækken. Jeg har normalt ikke en stemme, men jeg har lånt en, fordi jeg har noget at fortælle.

Jeg står på Perimeter Road, der omkranser Gatwick Lufthavn. Vejen er lukket område. Selvom der ikke er nogen låge, fortæller et stort blåt skilt, der hænger på hegnet, at kun personer med særlig tilladelse må fortsætte. Teknisk set er vi en del af lufthavnen.

G4S tager sig af mig i dagligdagen, så det er de autoriteter, jeg kender bedst. De tager imod ordrer fra indenrigsministeriet, der fik mig opført, men ministeriet kommer sjældent og besøger mig. De sidder på kontorer andre steder og bestemmer, hvad der skal ske.

Det er indviklet. Og det gør det ikke nemmere at gennemskue, at jeg står på lufthavnens område. Perimeter Road lever op til sit navn: et skel, en grænse, et underligt ikke helt offentligt, ikke helt privat sted.

Jeg ser på flyene, der letter og lander. 777 om dagen. 32 i timen. Et hver andet minut.

Kommunen bekymrede sig, da jeg skulle bygges.

”Bebyggelsen vil være 200 meter fra den primære landingsbane og vil derfor være udsat for et højt støjniveau fra flyvninger. ”

Det var det, de sagde. De var selvfølgelig ikke bekymrede for mig, men de mennesker jeg opbevarer. Det er dem, der har ører.

Støjen er så voldsom, at der ifølge lokalplanen slet ikke bør bo nogen her. Og officielt gør der ikke. Mine mennesker er tilbageholdte. På grund af det ”begrænsede tidsrum de enkelte tilbageholdte tilbringer i bygningen” besluttede kommunen, at støjen ikke ville være et problem.

Det er underligt at læse sine egne planlægningspapirer.

Måske er det sådan, mennesker ville have det, hvis de kunne høre deres forældre diskutere, om de skulle have børn.

Planerne forklarer ikke, hvad ”begrænset tidsrum” egentlig betyder, men jeg har hørt, at det ikke var meningen, at menneskene skulle være her længere end 72 timer. Men planlægning er en ting, drift noget andet. De er her i uger, måneder, nogle endda år. I 2017 var de her i gennemsnit 59 dage. På 59 dage letter og lander 45.843 fly. 45.843 påmindelser om den fjernelse, der venter menneskene bag mine mure. 45.843 påmindelser om alle de steder, de ikke kan tage hen.

Jeg blev vist placeret her, så ministeriet lettere kunne få menneskene ombord på fly og sende dem væk. Det var faktisk en af hovedårsagerne til, at jeg overhovedet blev godkendt.

Men kun halvdelen af de mennesker, der passerer igennem mig ender med at forlade landet. Det er i hvert fald, hvad jeg er blevet fortalt.

Alle er meget hemmelighedsfulde omkring det, men dem der faktisk bliver fjernet lader til at blive ført gennem andre lufthavne end Gatwick. Jeg har hørt om et sted, der hedder The Inflight Jet Centre. Det er en terminal for privatfly ved Stansted Lufthavn. Efter lukketid, har jeg hørt, bliver den forvandlet til en deportationscentral. I ly af natten afgår specialchartrede fly til Lagos, Tirana, Dhaka, Delhi.

Jeg spekulerer på, om jeg ville have været den samme bygning, hvis jeg ikke havde stået ved siden af landingsbanen i alle de år. Hvis jeg regner rigtigt, har næsten tre millioner fly passeret mig, siden jeg blev åbnet.

På indersiden er jeg metallisk. Der er altid nogen, der hamrer på mine døre og hele tiden nøgler, der rasler. Borde og stole er skruet fast til mine gulve.

Jeg kan opbevare 508 mennesker. Nogle er asylansøgere, nogle er studerende, nogle er læger, nogle er arbejdere, nogle har været i fængsel, nogle er forældre. Nogle er lige kommet til landet, nogle har været her hele deres liv. Ingen har været for en dommer.

Menneskene deler værelse to eller tre sammen. Egentlig minder de mere om celler. Der er et fjernsyn på væggen, og mellem sengene står et toilet. Nogle gange er der et gardin rundt om det. Vinduerne er forseglede og kan ikke åbnes. Dørene er låst mellem klokken 21 og klokken 8. Ved middagstid bliver alle menneskene låst inde igen, så vagterne kan tælle dem.

I løbet af dagen kan menneskene gå ud i små aflukkede gårde. Her kan de mærke luften, men kun se op i himlen. Jeg skjuler horisonten med mine mure og pigtrådshegn.

Menneskene er fordelt på fem fløje over tre etager. Det var meningen, at der skulle være åbent mellem hver etage, som en slags atrium, men på grund af den måde menneskene har det, er der blevet spændt net ud mellem svalegangene.

Når de bliver meget frustrerede, kan menneskene finde på at gå ud på nettet. Så nægter de at komme tilbage. Det er det eneste sted, vagterne ikke må komme.

Nettet forhindrer selvmord, men tilbyder en platform af isoleret urørlighed. Et autonomt mellemrum, en midlertidig flugt fra ministeriets regler og inspektørens undtagelser. Fra det ventetidens fængsel, som jeg materialiserer.

Jeg er blevet fortalt, at et menneskes status kan vurderes på, hvor meget det skal vente. Hos mig er det det eneste, de laver.

Ingen her ved, hvor længe de skal blive, ikke engang vagterne, ikke engang inspektørerne. Det bliver besluttet i kontorer langt væk.

Hvis tiden er som rindende vand, er jeg en bæk uden strøm.

Her er hverken fortid eller fremtid.

Jeg er bare nutid. Kun til stede. Kun et sted.

Jeg er en fabrik. Jeg producerer dem, der kan fjernes.

Jeg er en materialisering af en politisk struktur, der flytter grænser fra skel mellem lande, til inskriptioner på menneskekroppe. En struktur, der tillader nogle kroppe at flyde gnidningsløst gennem verden, mens andre sidder fast i globaliseringens mudder.

Jeg gemmer dem, der kan fjernes, under flyenes næser. Skjult for at pleje borgeres dårlige samvittighed, men lige i hjertet af forretning og fornøjelse.  Som en dårlig vittighed i businessloungen.

Bag mine mure er man strandet men i bevægelse, man er rejst, men man er her endnu, man er nær men fjern.

På den sidste dag i juni, faldt en mand ud af et fly på vej mod Heathrow Lufthavn. Han landede i en have i Clapham, bag et hus til 2,3 millioner pund.

Flyet var en af Kenya Airways daglige afgange fra Nairobi.

Da politiet gennemsøgte flyet, fandt de mad, vand og en taske gemt under landingsstellet. Manden havde forberedt sig på rejsen.

Formentlig frøs han ihjel under den ni timer lange tur, alene i flyets iskolde lastrum.

Havde han overlevet, er det sandsynligt, at han var endt bag mine mure. Fra flyets bug til bygningens bure.

Jeg er der, hvor man ender, hvis man flytter sig forkert.

Jeg er Gatwicks tredje terminal. Jeg er skyggesiden af Generation Easy Jet.

Hvis man er heldig nok til ikke at blive tvunget herind, og G4S ikke svarer på ens undersøgelsesforespørgsler, vil det være svært at komme nærmere end krydset mellem Old Brighton og Perimeter Road. Man kan tage et fly til Gatwick og håbe på at få en vinduesplads. Hvis vindretningen passer, kan man måske få øje på mig, når flyet lander.

Eller man kan gå ned af Charlwood Road og prøve at få et glimt af min bagside.

Det vil være svært at skelne mig fra mine naboer. Samme industrielle udtryk, samme overvågningskameraer.

Man kan kigge på buskene og træerne, der næsten skjuler pigtråden.

Måske undrer man sig over det fem meter høje hegn og tænker på, om det ikke er lidt i overkanten for en lagerbygning. Måske gør man ikke.

Man kan se mine to sydligste fløje. Man kan se, at nogen har besluttet at male en fløj grøn og en anden orange.

Man går ud på engen for at komme væk fra bilerne, der hvisler forbi.

En stor bunke jord og noget, der ligner hestemøg ligger i den vestlige ende af engen ved den låge, man går igennem.

Det kan være, det er begyndt at regne, måske har køerne søgt ly.

Herfra kan man bedre se mig.

Man kan se, at der er tremmer for mine vinduer. Man kan se, at et net hænger over gårdene mellem mine fløje, som en forlængelse af hegnet og murene, der omkranser dem.

I støvregnen kan man se flyene lette. Det ser ud som om de kommer ud af mig. På trods af den vedvandrende summen fra landevejen, kan man høre flyene sætte i gang.

Og så, pludselig springer de frem bag mit grå tag.

Hvis man filmer, kan man zoome helt ind og se, om det er et Norwegian, British Airways eller måske et EasyJet fly.

Men man skal være hurtig, for de drøner mod himlen og forsvinder i skyerne, længe før brølet fra deres motorer dør hen.

*

Andreas Løppenthin siger selv om teksten: ”Essayfilmen er et forsøg på at undersøge og italesætte den fysiske infrastruktur, som indgår i de britiske (og andre europæiske landes) udlændinge- og deportationspolitikker. Jeg forsøgte at finde en måde hvor på jeg kunne tale om den vold og eksklusion, der foregår i de her systemer, som undgik at appropriere ofrenes historier, men som også ve udenom et forsøg på at ‘give en stemme’, som jeg egentlig ikke synes jeg havde ret til at gøre. I hvert fald ledte det mig til at arbejde med udgangspunkt i infrastrukturen og arkitekturen, og det blev blandt andet til en film fortalt fra udrejsecenteret Brook House’ perspektiv. I filmen guider bygningen seeren igennem Gatwick Lufthavn, og om på den anden side af landingsbanen hvor udrejsecenteret ligger. Bygningen fortæller om sig selv og sine omgivelser, hvordan den blev planlagt, og reflekterer over sin rolle i det britiske immigrationssystem.”

1. Anna Batista, ’Interview: Wim Wenders about his latest project’, Zoot Magazine, www: http://www.zootmagazine.com/2010/10/21/wim-wenders-and-sanna/

Relateret