Trumps sanktioner rammer iranske civile hårdest
I en debatartikel i den konservative avis Berlingske argumenterer to dansk-iranere, Firoozeh Bazrafkan og Hady Yosefipor, for flere europæiske sanktioner mod Iran – for iranernes skyld. Men vil sådanne sanktioner gavne iranerne eller skade dem? Eftertryks jourhavende redaktør, Poya Pakzad, går skribenternes påstande efter og afviser, at sanktioner vil hjælpe den iranske civilbefolkning: “Der er nul evidens, der taler for, at anvendelsen af økonomiske sanktioner bidrager til et repressivt lands demokratiske omstilling.”
Af Poya Pakzad
Det religiøse militærdiktatur i Iran har slået hårdt ned på iranske demonstranter i de seneste par uger. Talrige civile er blevet dræbt, såret og på brutal vis intimideret af et retsløst regime og dets håndlangere. Det har fået to dansk-iranere til tasterne for at kræve mere handling fra europæisk side, og helt konkret peger de på behovet for mere fordømmelse og ”intelligente” sanktioner rettet mod styret.1
Desværre har skribenterne ikke sat sig godt nok ind i stoffet og ender derfor med at agitere for tiltag, som allerede er iværksat, og som i værste fald er en opskrift på flere lidelser og større forarmelse for den i forvejen hårdtprøvede iranske befolkning.
Skribenterne hævder, at europæiske politikere og medier har ”vendt det blinde øje” til forbrydelser begået af Iran, angiveligt grundet ”hadet til Trump.” Konkret nævner skribenterne f.eks., at ”Vestlige medier har været relativt tavse om, hvad der foregår i Iran.” Udtrykket ”relativt” er jo en udefinerbar størrelse, men en simpel søgning på danske medier viser, at de iranske demonstrationer og regimets nedslagtning er blevet dækket i stort set alle aviser og medier i Danmark. Søgeordet ”Iran+demonstrationer” på Infomedia fremviser 499 store og små artikler, der omtaler emnet de seneste 30 dage.
Måske mener skribenterne, at der burde være endnu flere artikler og udmeldinger om forholdene i Iran de seneste par uger, men at den ”relative tavshed” skulle hænge sammen med politikere og mediers afsmag for Trump er uden belæg og efter alt at dømme en tilsnigelse.
Hernæst anbefaler skribenterne, at Europa burde ”genindføre sanktioner mod Iran”, men at disse sanktioner ”skal være intelligente og gå efter regimet, revolutionsgarden og terrorvirksomhed, ikke civilbefolkningen i Iran.” Her afslører skribenterne deres uvidenhed om den førte europæiske politik over for Iran. De omtalte sanktioner, der bør ”genindføres”, handler om de økonomiske sanktioner, der blev afviklet, kort efter Iran indgik en atomaftale med det internationale samfund. Men er det virkelig disse sanktioner, der ifølge skribenterne skal genindføres? Disse sanktioner var nemlig ikke ”intelligente”, men derimod brede, og i praksis en handelsblokade, idet de gik efter at forkrøble den iranske økonomi som helhed. En afgørende konsekvens af sådanne brede økonomiske sanktioner er, at de rammer civilbefolkningen. Det er hele pointen.2
Det hænger derfor ikke sammen, når skribenterne gerne vil have, at genindførelsen af sådanne sanktioner skal være ”intelligente” og undgå at ramme almindelige iranere. Hvad skribenterne virker helt uvidende om, er, at Europa faktisk allerede har sanktioner på plads rettet mod netop regimet, revolutionsgarden og iransk terrorvirksomhed. Disse sanktioner blev nemlig eksplicit ikke ophævet efter indgåelsen af atomaftalen, fordi de intet har at gøre med bestræbelserne på at forhindre Iran i at få fingrene i atomvåben.3 De handler om menneskerettigheder, missil-udvikling og Irans aggressive, regionale magtpolitik. Sagt med andre ord: Den type sanktioner, som skribenterne efterlyser, har Europa allerede iværksat, og de er stadig i hævd, og de har ikke virket.
Den tredje fejldisposition, skribenterne giver udtryk for, er, at ”sanktioner virker, og de er i danskernes såvel som iranernes interesse.” Igen giver skribenterne ikke skyggen af belæg for deres påstand. Al specifik empiri og langt hovedparten af den faglige litteratur på sanktionsområdet kommunikerer det stik modsatte af, hvad skribenterne skriver. Jeg kan ikke kortlægge og kontekstualisere hele det empiriske korpus i denne spalte, men det er måske heller ikke nødvendigt, for der kan næppe være meget at indvende imod en påstand, skribenterne ikke har besværet sig med at dokumentere eller sandsynliggøre. Her kommer alligevel et par eksempler.
Mens sanktionerne stod på deres højeste, udgav den Iran-kritiske organisation, International Campaign for Human Rights in Iran, en større rapport, High Hopes, Tempered Expectations: Views from Iran on the Nuclear Negotiations,4 i hvilken de interviewer fremtrædende regimekritikere, heriblandt filminstruktører, tidligere fængslede dissidenter, økonomer, politologer, skuespillere, forfattere m.m., som alle bor i Iran, om deres holdning til sanktionerne. Svaret er entydigt: “Alle de interviewede individer føler, at sanktionerne og den internationale isolation af Iran har forvoldt dyb skade på det iranske samfund og negativt påvirket alle økonomiske, politiske og kulturelle sfærer i iransk liv, med særligt grelle konsekvenser for de dårligst stillede i særdeleshed.”
Ligeledes har den danske Iran-ekspert, Janne Bjerre Poulsen, i en rapport for DIIS skrevet følgende om konsekvenserne af sanktionsregimet: ”Sanktionerne har et hav af negative konsekvenser i forhold til det iranske civilsamfund, i forhold til unge og kvinders vilkår, og de medfører en omfattende medicinmangel, som truer med at skabe en humanitær krise. Om de konsekvenser er tilsigtede eller ej, kan man have sin tvivl om.”5
Hvad den empiriske forskningslitteratur angår, anbefaler jeg, at skribenterne besværer sig en stund med at kigge lidt på den. Forskerne Gary Clyde Hufbauer, Jeffrey J. Schott, og Kimberly Ann Elliot har kigget på 116 sanktionspolitikker siden 1914, og de konkluderer, at kun 34 pct. har været delvist succesfulde. Sikkerhedsekspert Robert Pape, der har kigget forskernes empiri kritisk efter, mener, at andelen af succesfulde udfald af sanktioner falder markant, hvis man sondrer mellem tilfælde, hvor sanktioner stod alene, og tilfælde, hvor sanktionerne blev ledsaget af brugen af militær magt. Som Pape iagttager, er økonomiske sanktioner “ofte en optakt til anvendelse af militær magt, og ikke et alternativ til brugen af magt.”
Skribenterne kunne også med fordel kigge på forskningsdatabasen “Threat and Imposition of Sanctions (TIES)”, som gennemgående viser, at brede økonomiske sanktioner mislykkes. Ud af 365 cases er det kun 4, dvs. 3 pct., der har virket efter hensigten.
Desuden er der nul evidens, der taler for, at anvendelsen af økonomiske sanktioner bidrager til et repressivt lands demokratiske omstilling. Tværtimod viser forskningen, at sanktioner gør militære sammenstød væsentligt mere sandsynlige; at sanktioner gør repressive regimer mindre lydige; samt at repressive, kleptokratiske regimer ofte bruger sanktioner til at forskanse sig yderligere. Sanktionsforskerne David Lektzian og Mark Souv advarer helt specifikt imod anvendelsen af brede økonomiske sanktioner i autokratiske stater, fordi sådanne sanktioner rammer civilbefolkningerne hårdest.6
Der kan altså ikke være nogen tvivl om, at de to dansk-iranske skribenter er helt galt afmarcheret, hvis deres ønske er, at det skal gå den iranske befolkning godt. Hvis de til gengæld ønsker at agitere for en forarmelsespolitik, hvis simple logik er at påføre en civilbefolkning ulykker i håbet om, at den vil aftvinge sine ledere de politiske kursændringer, de sanktionsførende magter ønsker, så er de på rette spor. Men er det virkelig, hvad de vil?
Til slut må det derfor nævnes, at der formentlig hersker en stor forskel på det slutprodukt, som skribenterne har i tankerne, og den politik, som de sanktionsførende magter vil forfølge vis-a-vis Iran. Der er intet, der tyder på, at demokrati og menneskerettigheder ligger højt på dagsordenen. Hvad dette punkt angår, kommer skribenterne heller ikke udenom at forholde sig til Trump og hans forgængeres mellemøstpolitik, der hjertens gerne støtter diktaturstater, så længe de er lydige over for supermagtens interesser.
Poya Pakzad er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin
- Firoozeh Bazrafkan og Hady Yosefipor, “Hadet til Trump får vestlige politikere og medier til at vende det blinde øje til forbrydelserne i Iran”, Berlingske, d. 3. december 2019. Www: www.berlingske.dk/kommentarer/hadet-til-trump-faar-vestlige-politikere-og-medier-til-at-vende-det
- Forarmelse på den neutrale, nødvendige måde, www: www.eftertrykket.dk/2012/10/18/forarmelse-pa-den-neutrale-nodvendige-made/
- ”What The Changes To Iran Sanctions Mean”, National Public Radio, d. 18. januar 2018, www: https://www.npr.org/2016/01/18/463503824/what-the-changes-to-iran-sanctions-mean
- International Campaign for Human Rights in Iran, ”High Hopes, Tempered Expectations”, juni 2015, www: www.iranhumanrights.org/wp-content/uploads/Briefing-ICHRI-NuclearNegotiations-June2015.pdf
- Janne Bjerre Christensen, “Irans risikable isolation”, DIIS Report 2013, www: https://pure.diis.dk/ws/files/58246/RP2013_11_Irans_isolation_web.pdf
- Denne forskningslitteratur har jeg skrællet fra artiklen ”Blunt instrument” i Boston Review, www: https://www.bostonreview.net/natash-bahrami-trita-parsi-iran-sanctions. Jeg anbefaler læsning af artiklen, som går yderligere i dybden med, hvad forskningen siger om sanktionernes beskaffenhed.
Hvad angår sanktioner i almindelighed, og sanktionerne mod Iran specifikt, kan man bl.a. læse følgende:
Sanctions: And Why They Don’t Work (Very Well), www: https://ourworld.unu.edu/en/sanctions-and-why-they-dont-work-very-well
Do sanctions work? The evidence isn’t compelling, www: https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2017/08/02/do-sanctions-work-the-evidence-isnt-compelling/
Have US-imposed sanctions ever worked? www: https://www.trtworld.com/magazine/have-us-imposed-sanctions-ever-worked-20428
Hena
4. december 2019 @ 12:44
Med et hurtigt overblik på Iran og USA`s politisk forhold kan vi se; at Iran har begyndt med at skabe konflikt ved at holde mere end 60 amerikaner som gisel. Alligevel har den store magt du nævner i din artikel at forhandle med Irans regime. USA, som jeg er heller ikke stor fan af, har ikke sanktioneret Iran før 1979, selv om Shah ikke var “ADLYDIGT”. Hvad er modsatte adlydig der efter din mening beskriver nuværende regime? Uafhængigt? Demokratisk?
Du har ikke et eneste billede af de demonstranter på din fb side, har ikke nævnt de 7000 arresterede, mere end 208 dræbte, men fungerer som fejlfinder til de to skribenter for et ønske om at få mere støtte, det var også de fleste herboende`s iranere`s ønske. Jeg selv siden urolighederne holdt øje med danske medier, men måtte nøjes med udenlandske nyheder og rapporterne fra Amnesty. Iransk ambassadøren har pligt til at stå i ansvar ift. os, mens vi ikke havde kontakte med vores familie. Desuden kunne jeg ikke finde de 400 antal gange du nævner i din artikel-respons, men kun et par gang, og kun de allerførste dage. Hilsen.
Poya Pakzad
4. december 2019 @ 13:57
Hej Hena,
Tak for din kommentar.
Du nævner, at USA ikke havde sanktioner mod Iran før 1979. Det er helt korrekt. USA havde ikke sanktioner imod Iran i den periode, fordi USA var allieret med Shahen. Men det understreger min afsluttende pointe om, at USA ikke har noget imod at støtte diktaturstater, så længe de adlyder supermagtens interesser. Iran under Shahen var ikke et demokrati, men et diktatur, som indordnede sig amerikanske interesser i regionen.
Dernæst spørger du mig, om jeg mener, at Iran er ”uafhængigt” eller ”demokratisk”. Iran under præstestyret er måske uafhængigt i en statslig forstand, men demokratisk er det bestemt ikke. Allerede i første sætning af min tekst omtaler jeg præstestyret som det ”religiøse militærdiktatur i Iran”. Det burde derfor være helt klart for folk, som læser min tekst, at jeg ikke mener, at Iran under præstestyret er et demokrati. Det er det ikke, og det ville være absurd at påstå det.
Du har ret i, at min tekst, og Eftertryks FB-side, ikke har bragt billeder af de iranske demonstranter. Eftertryk har heller ikke bragt billeder af demonstranterne fra Irak, Libanon, Hongkong og mange andre steder. Det betyder ikke, at vi derfor støtter de regimer, som slår hårdt ned på demonstranterne. Det giver jo sig selv. Tilgengæld nævner jeg allerede i første afsnit af teksten, at ”Det religiøse militærdiktatur i Iran har slået hårdt ned på iranske demonstranter i de seneste par uger. Talrige civile er blevet dræbt, såret og på brutal vis intimideret af et retsløst regime og dets håndlangere.”
Hovedparten af min tekst handler om de to dansk-iranske skribenters politik-anbefalinger til Danmark og EU, som i hovedsagen består i at kræve ”genindførelsen af sanktioner” mod Iran. Som jeg påpeger i teksten, så rammer sådanne sanktioner primært civilbefolkningen, og jeg dokumenterer, at dissidenter og regimekritikere inde i Iran, har ment det samme om sanktionerne, mens sanktionerne stod på deres højeste.
Jeg har intet imod, at skribenterne opfordrer til flere fordømmende udmeldinger. Det er jeg enig med skribenterne i.
Med venlig hilsen
Poya Pakzad
Jourhavende redaktør
Steffen Hahnemann
5. december 2019 @ 17:34
Hvorfor denne aggressive tone overfor Iran? Et islamisk regime som reaktion på Shah-regimets USA- og Israel-imødekommende politik! Som det fremgår af Jonathan Cooks bog om Israel har Israel og USA siden 1979 – i det mindste siden 1990 – søgt at rejse et folkeligt oprør mod Irans præsteregime. Som er islamisk – og derfor ikke demokratisk, men næppe heller diktatorisk eller “terroristisk”. Hvorfor er USAs og Israels holdning til Iran ved at vinde gehør ¨ikke blot i antireligiøse iranske kredse. Men også hos Rasmus Elling, som ikke i sin nye bog om Irans moderne historie ikke levner det iranske islamiske styre ære for en skilling. — Hvorfor bakker I op om USAs og Israels mellemøstenpolitik??
Hena
5. december 2019 @ 21:33
Det handler slet ikke om at bakke USA`s politik op. Det drejer sig om en konstant brutal politik og dræb på vores folk, for mere orientering kig på alle de videoer folk har sendt fra Iran, hvordan militær har skudt iranerne , inklusive unge under 18 i Iran. Du må være enten meget uoplyst eller er forbundet til irank efterretningstjeneste.
Steffen Hahnemann
6. december 2019 @ 2:12
Kære Hena,
Jeg er hverken “meget uoplyst” eller forbundet med iransk efterretningstjeneste.
Steffen Hahnemann
7. december 2019 @ 10:18
En uddybning af min tidligere kommentar: Det folkelige oprør i Iran var en reaktion på USAs sanktionspolitik, som igen er en følge af, at USA opsiger den under Obama indgåede aftale om begrænset uranberigelse med Iran og dets påfølgende pression mod EU for at indgå i den påfølgende sanktionspolitik mod landet. Det er næppe det ideelle tidspunkt at rejse en kritisk stemning mod Iran, nu hvor verdens opmærksomhed er rettet mod “den nordlige halvmåne” i Mellemøsten bestående af Iran, Syrien og Hetzbullah imod USA, Israel og Saudi-Arabien. At det folkelige oprør er nedkæmpet på brutal vis er øjensynligt, men det er ikke tilstrækkeligt alibi for at rejse en stemning mod Irans islamiske præstestyre på ét tidspunkt, hvor man ikke kan undgå dermed at varetage modpartens interesser.