Hvad kan vi lære af ’betonjunglens’ historie? 2. del

I anden del af sin serie forklarer historiker Mikkel Høghøj, hvordan de tidligere så utopiske, modernistiske danske betonbyer tiltrak kritik i 1970erne. Fra det ene perspektiv kritiserede den nye venstrefløj betonblokkene for at være ’fremmedgørende’ og gøre den husede arbejderklasse asociale og usolidariske. Et levn af denne kritik lever videre i ghettoplanen og ghettodebatten i dag, men er blevet overtaget af højrefløjen og knyttet til etniske minoriteter. (Læs 1. del her)

Af Mikkel Høghøj
Foto i toppen af Jens-Kristian Søgaard: Gellerupparken, 1971. Fra Den Gamle Bys billedarkiv.

Boligministeriets såkaldte ’Winther-rapport’ fra december 1986 giver et indblik i, hvordan den almennyttige boligsektor blev evalueret i 1980’ernes nyliberale politiske klima. Rapporten havde til opgave at finde løsninger, der kunne sikre den almennyttige boligsektors fremtidige overlevelse. Blandt forslagene var, at dele af sektoren kunne frasælges som ejerlejligheder, hvorefter profitten kunne anvendes til at finansiere de resterende boliger. Hvor lignende scenarier blev til virkelighed flere steder – særligt i England, hvor Margarat Thatchers ’Right to Buy-scheme’ fra 1980 effektivt afmonterede den sociale boligsektor – gik det i første omgang ikke sådan til i den danske boligsektor.

I Danmark er det i stedet bemærkelsesværdigt, hvor lidt borgerlige aktører fyldte i den tidlige kritik af de store boligplaner. Vender man blikket mod 1970’erne, blev kritikken ofte fremført af aktører på den ’nye venstrefløj’. For dem repræsenterede de store modernistiske boligplaner ikke idéen om den demokratisk organiserede boligform frigjort fra profittænkning, men snarere topmålet af fremmedgørelse i det senkapitalistiske samfund. Positionen ser vi blandt andet komme til udtryk blandt litterater og kultursociologer.

I skønlitteraturen er Michael Buchwalds kollektivroman Blokland fra 1975 og Bent Hallers samfundskritiske ungdomsroman Karamaranen fra 1976 blandt de tidligste eksempler på denne kritik.1 Begge romaner tager udgangspunkt i et modernistisk boligområde, og i begge tilfælde fungerer det som mere end blot en neutral kontekst for fortællingen; betonmiljøet er derimod helt centralt for hovedpersonernes sociale forfald.

I Blokland skildrer Buchwald, hvordan det fiktive boligområde ’Blokland’, og dets funktionsopdelte struktur, fordrer et hverdagsliv præget af forbrug og anonyme sociale relationer. Dette medfører en stigende grad af apati og fremmedgørelse blandt områdets beboere.2 Et eksempel er karakteren Dida, som indtager op mod 30 tabletter valium om dagen, omtalt som ”flugtbolsjer”, for at flygte fra realiteterne i Blokland.3 Et andet eksempel finder vi i Buchwalds skildring af diverse utilpassede ungdomsgrupper, som Blokland angiveligt genererer. Værst er her ungdomsgruppen ”sortlæderdrengene”, som hensynsløst terroriserer området på deres knallerter og overfalder sagesløse beboere.4

Ungdommen spiller ligeledes en central rolle i Hallers forfaldsnarrativ. Katamaranen følger således to unge drenge, Thomas og Peter, der forsøger at undslippe det aalborggensiske betonmiljøs sociale virkelighed ved at flygte til Sverige i en faldefærdig katamaran. Ligesom Buchwald understreger Haller således, hvordan boligområdet langsomt, men sikkert korrumperer beboerne. Peter, som netop er flyttet til området, er stadig præget af en barnlig uskyld, mens karakterer som Thomas og Jørgen, der begge har levet det meste af deres liv i området, nærmest er helt blottet for empati og fremtidsforhåbninger. Mest udtalt er det i kapitlet, hvor Jørgen begår selvmord ved at springe ud fra lejlighedens altan. Synet afføder ikke andet end kommentaren ”endnu en” fra underboen, hvortil Haller bemærker, at Jørgen da også havde levet hele sit liv på ottende sal.5

Det var imidlertid ikke kun i social og psykisk henseende, at betonjunglen formede beboerne. Begge forfattere beskriver også, hvordan boligområderne fordrer en særlig form for ’beton-natur’, der blandt andet kommer til udtryk i beboernes fysiske fremtræden og biologi. Hvor Haller ved flere lejligheder understreger, hvordan Thomas’ hærdede og muskuløse krop må forstås som et resultat af betonmiljøets råhed, skildrer Buchwald direkte, hvordan betonen fysisk nedbryder beboerne.  Ungdomsgruppen ’kassette-drengene’ udgør et eksempel på det. På grund af giftige gasser fra Bloklands betonvægge er de født med permanente høreskader og bærer derfor alle en kassettebåndoptager om halsen.6

For hverken Buchwald eller Haller var de store boligplaner altså ensbetydende med ’det gode liv’ i det danske velfærdssamfund. Tværtimod repræsenterede de det ultimative symbol på arbejdernes fremmedgørelse i det moderne, kapitalistiske samfund. Som Hallers karakter Thomas understreger i en samtale med Peter:

”Vi skal kun være lønslaver … jeg gider ikke. – Jeg vil være mekaniker. – Ja netop. Vi lærer kun det vi skal bruge som arbejdere. Sådan er dette miljø. – Hvad er miljø for noget. – Er du snotdum eller hvad … Thomas grinede. – Det er det lort vi bor i, det er det der gør folk til forbrydere”7.

Ikke nok med, at modernistisk planlægning sikrede, at forbrug i stigende grad gennemsyrede alle samfundets niveauer, modernismens byrum producerede også anonyme sociale relationer, der opløste tidligere arbejderfællesskaber og besværliggjorde et reelt opgør med kapitalismen.De modernistiske boligområder blev også i stigende grad genstand for socialvidenskabelig forskning fra 1970’erne og frem. Blandt disse forskere var kultursociologerne Birthe Bech-Jørgensen og Leif Thomsen, der tilgik de modernistiske boligplaner med et nymarxistisk begrebsapparat.8 Særligt interessant her er deres bog Hverdagslivet i en forstad – Drømme, realiteter og sociale konflikter fra 1978, hvori de undersøger boligområdet Hedemarken i Albertslund9.

I bogen kritiserer Bech-Jørgensen og Thomsen Hedemarken specifikt, og modernistisk byplanlægning generelt, for at fungere som kanaler, hvorigennem den kapitalistiske stat former og opretholder arbejdskraftens livs- og levevilkår. Ikke nok med, at modernistisk planlægning sikrede, at forbrug i stigende grad gennemsyrede alle samfundets niveauer, modernismens byrum producerede også anonyme sociale relationer, der opløste tidligere arbejderfællesskaber og besværliggjorde et reelt opgør med kapitalismen.10 I overensstemmelse med tidens dominerende diskurs identificerede Bech-Jørgensen og Thomsen en række problematiske adfærdsmønstre blandt Hedemarkens unge beboere. Ligesom både Haller og Buchwald forklarede de denne adfærd som subtile protester mod det kapitalistiske samfunds dominerende strukturer.11

At 1970’ernes modernismekritik i høj grad tog form på den nye venstrefløj, er dog ikke ensbetydende med, at kritiske forfattere og sociologer kan stilles som hovedansvarlige for den stigmatisering, som boligområder som Gellerup, Vollsmose og Brøndby Strand har været udsat for siden. Ikke desto mindre er den nye venstrefløjs perspektiv vigtig, hvis man vil forstå, hvorfor kritikken af boligblokkene kunne vokse sig så stor i 1970’erne og 1980’ernes Danmark; den vandt genklang på begge sider af det politiske spektrum. Hvor den gennemplanlagte betonforstad repræsenterede topmålet af fremmedgørelse i senkapitalismen for den nye venstrefløj, var dette sted lig med socialdemokratisk totalitarisme for det borgerlige Danmark.

En transnational kritik

Det var ikke kun i Danmark, at synet på modernistisk planlægning og arkitektur ændrede sig markant fra 1970’erne. Som historiker Kenny Cupers påpeger: ”a few decades after their construction, mass housing developments such as Pruitt-Igoe, Sarcelles, Bijlmermeer, and Aylesbury came to represent a social crisis that cut deep into the public consciousness of their respective societies.”12 Selvom den specifikke kritik oftest var nationalt og lokalt forankret, er det tydeligt, at kritikken udviklede sig transnationalt.

Den modernistiske arkitektur og planlægning – betonblokkenes funktionalistiske visuelle udtryk og form – fungerede med andre ord i sig selv som et kraftfuldt symbol på sociale problemer og en særlig samfundsordens falliterklæring.Det ser vi for eksempel i en række danske studier udgivet af Statens Byggeforskningsinstitut i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Heri importerede flere forskere billeder af boligområderne Tower Hill i Liverpool og Pruitt-Igoe i St. Louis, der begge var blevet revet ned i løbet af 1970’erne.13 Disse billeder blev bragt som skrækeksempler på, hvor galt det kunne gå, hvis ikke drastiske midler blev taget i brug, og særligt visualiseringen af nedrivningen af Pruitt-Igoe har siden stået som et stærkt, transnationalt symbol på modernismens fald.14

Pruitt-Igoe, Hindrup Andersen, Bent & Finn Solgård Thomsen (1978).

Dette eksempel illustrerer derudover, i hvor høj grad kritikken var rettet mod arkitekturen og ikke den almennyttige boligform. Ingen af forskerne adresserede de markante forskelle, der var mellem den anglo-amerikanske idé om ’public housing’, der i sit udgangspunkt retter sig mod den mindrebemidlede del af befolkningen, og den danske almennyttige boligsektor, der historisk set har huset et bredt udsnit af den danske befolkning. Den modernistiske arkitektur og planlægning – betonblokkenes funktionalistiske visuelle udtryk og form – fungerede med andre ord i sig selv som et kraftfuldt symbol på sociale problemer og en særlig samfundsordens falliterklæring.

Den danske kritik af modernistiske boligområder blev altså formet af idéer og strømninger, der cirkulerede på begge sider af Atlanten. Det ser vi også afspejlet i den toneangivende arkitekt Jan Gehls arbejde. I 1971 udgav han sin berømte bog Livet mellem husene, som siden er blevet oversat til mere end 20 sprog. Han kritiserede heri modernistisk planlægning for at have skabt byer, som var uforligelige med menneskelig trivsel.15 Udover sin livspartner Ingrid Gehl16 fandt Jan Gehl sine primære inspirationskilder i udlandet, hvor en lignende kritik havde vundet frem i løbet af 1960’erne inden for så forskellige fagfelter som antropologi, sociologi og zoologi17.

Blandt Gehls vigtigste inspirationskilder var den amerikanske aktivist og journalist Jane Jacobs, som i løbet af 1960’erne var blevet berømt for sin personlige kamp mod byplanlæggeren Robert Moses’ forskellige saneringsprojekter for New York. Særligt kendt blev hun for sin indsats i forbindelse med bevarelsen af sit eget boligkvarter ’West Village’ på nedre Manhattan og for at stå i spidsen for en protestbevægelse, der i 1962 kæmpede mod og besejrede planerne for en motorvej gennem Washington Square Park. I 1961 udgav hun hovedværket The Death and Life of Great American Cities. Hun opstillede heri en række principper for byplanlægning, som gjorde det muligt at bevare de gamle og organisk udviklede bymiljøer, og disse principper kan i høj grad genfindes i Livet mellem husene.18

Romantiseringen af den ’gamle by’

Både Gehl og Jacobs havde et nærmest romantisk forhold til de gamle byer og boligområder. Industribyernes boligkvarterer var således ikke først og fremmest uhumske og skadelige i Gehls tænkning, men tværtimod karakteriseret ved en særlig stemning og ånd, der var gået tabt i det moderne samfund. Det vidner om, at afvisningen af de modernistiske boligområder også må forstås som et led i genopdagelsen af den ’gamle bys’ kvaliteter. Denne pointe er allerede til stede i Livet mellem husenes første sætninger, som på flere måder opsummerer essensen i Gehls modernismekritik:

”Nye byer og boligområder er ikke som de gamle. Gader og torve er blevet afløst af stier og græsplæner. Tæthed og små dimensioner er blevet afløst af store. Liv, bevægelse og aktivitet mellem husene er blevet afløst af tomhed. Med denne udvikling fra levende til livløse byer er der også sket en række ændringer med hensyn til kontakt- og oplevelsesmulighederne for de mennesker, der bor og færdes i byerne. Kontaktmulighederne er blevet færre og mindre facetterede, og byerne er blevet mere triste og kedelige at bo i.”19

Gehl opstillede med andre ord et modsætningsforhold mellem de naturlige, organiske bymiljøer – ofte eksemplificeret i form af den norditalienske middelalderby – og den unaturlige, planlagte, fremmedgørende forstadsby. Et lignende narrativ finder vi i populærkulturen i 1970’erne. Et eksempel er den folkekære tv-serie Huset på Christianshavn, som blev vist på DR i perioden 1970-1977. Seriens hovednarrativ, den idylliske fremstilling af et arbejderkvarter på Christianshavn, repræsenterer i sig selv en omfortolkning af ideen om den ’gode’ og ’dårlige’ by. Den tilskriver en særlig ånd og stemning til et boligområde, som bare få årtier tidligere havde været i farezonen for at få hæftet prædikatet slum på sig.

Serien leverer imidlertid også ved flere lejligheder en eksplicit kritik af tidens nye boligområder i modernistisk arkitektur. Dette kan spores gennem hele seriens levetid, men særligt udtalt er det i afsnittet ’Hus til Salg’, som blev vist 1976.20 I afsnittet planlægger et par tvivlsomme og spekulative herrer at opkøbe huset på Christianshavn og omdanne det liebhaverlejligheder. Som erstatning tilbyder de at genhuse beboerne, og i en efterfølgende scene følger vi således beboerne på tur i en såkaldt genhusningsbus gennem boligområdet ’Ødeparken’ – i virkeligheden Avedøre Stationsby. Som tydeligt kan aflæses i beboernes ansigtsudtryk, fremstår Ødeparken som en fjern og fremmed verden. Det er alt, hvad Christianshavnermiljøet ikke er.20

I Huset på Christianshavn opstilles altså et modsætningsforhold mellem det varme sociale miljø på Christianshavn og den kolde, fremmedgørende modernitet i den urbane periferi. I tråd med samtidens andre kritiske røster – fra Buchwald til Gehl – viser dette, hvordan den kritik af ’betonjunglen’, som vandt frem i Danmark i 1970’erne, må forstås som led i en bredere modernitetskritik, der stillede spørgsmålstegn ved hele den samfundsorden, som politikere og planlæggere havde forsøgt at realisere i efterkrigstiden.

Racialiseringen af betonjunglen

De store boligplaners historie er på mange områder tæt sammenvævet med det danske velfærdssamfunds historie i sidste halvdel af det 20. århundrede. Indtil videre har der imidlertid været en tendens til kun at historisere boligområdernes planlægningskontekst. Hvor 1950’erne og 1960’ernes fremstilles som en tid præget af en utopisk og dermed også virkelighedsfjern drømmetænkning, fremstilles tiden fra 1970’erne og frem typisk som en brat opvågnen fra modernismens tornerosesøvn. Det skygger for det faktum, at også den efterfølgende problematisering af områderne var et resultat af en lang række historiske processer og ikke en ’naturlig’ og uundgåelig udvikling.

I den sammenhæng er det værd at fremhæve, hvor bemærkelsesværdigt lidt spørgsmål om indvandring, etnicitet og religion fyldte i den tidlige kritik af områderne – særligt når man holder nutidens ’ghettodebatter’ for øje. Vi skal helt frem til de sene 1980’ere og tidlige 1990’ere, før den negative fremstilling af den almennyttige boligsektor blev et indvandringsspørgsmål. I sommeren 1993 rasede den såkaldte ’ghettodebat’, hvor særligt føromtalte Avedøre Stationsby blev fremhævet i de danske medier som et eksempel på forholdet mellem ikke-vestlig indvandring og ghettoisering i Danmark.21 Og allerede dengang stillede venstreorienterede sig i denne sammenhæng kritisk over for brugen af ’ghetto’ i en dansk kontekst22.

Indvandrere, kan man sige, har arvet en diskurs om deres boligområder, som allerede var fremherskende og forhærdet i den danske offentlighed længe inden, at de udgjorde en signifikant befolkningsgruppe i områderne.Ghetto-begrebet havde også anderledes konnotationer i kritikken af de store boligplaner i 1970’erne. Særligt danske medier henviste ved flere lejligheder til boligområderne som ghettoer, men yderst sjældent med henvisning til deres etniske sammensætning. Et typisk eksempel er en artikel i ugebladet Alt om Sport om fodboldklubben B1909, der netop havde flyttet deres træningsfaciliteter til Vollsmose. I artiklen stod der, at klubben havde ”rigeligt at gøre med at tilpasse den gamle klub til det nye miljø i Vollsmose, som mest af alt havde karakter af en social ghetto.”23 Begrebet ghetto henviste altså her til områdets sociale karakter og lagde sig dermed i forlængelse af den genfortolkning af fattigdom, som også betegnelser såsom ’betonslum’ repræsenterede i 1970’ernes Danmark.

Selvom velkendte troper som ’utilpassede og kriminelle unge’ samt ’inaktive mennesker hensat på offentlig forsørgelse’ kan spores tilbage til den tidlige kritik, blev de på daværende tidspunkt ikke knyttet specifikt til mennesker med minoritetsbaggrund. Indvandrere, kan man sige, har arvet en diskurs om deres boligområder, som allerede var fremherskende og forhærdet i den danske offentlighed længe inden, at de udgjorde en signifikant befolkningsgruppe i områderne. Det er værd at holde for øje i en tid, hvor det netop er minoriteter med ikke-vestlig baggrund, som ofte problematiseres i den offentlige debat om ’betonjunglen’ og som udgør det primære mål for politiske initiativer på området.

Mikkel Høghøj er ph.d. i Historie og postdoc ved Aarhus Universitet.

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. Buchwald, Michael. 1975. Blokland. København: Arena; Haller, Bent. 1976. Katamaranen. København: Borgen.
  2. Med udgangspunkt i den tyske filosof Herbert Marcuses (1898-1979) teori om ’det endimensionelle menneske’
  3. Buchwald 1975, 62-63
  4. Se Buchwald 1975, 24-25, 74-67, 78-93 og 153-159.
  5. Se Haller 1976, 122-129.
  6. Se Buchwald 1975, 78-91 og Haller 1976, 28-29 & 65-67.
  7. Se Haller 1976, 44.
  8. Se Bech-Jørgensen, Birte & Leif Thomsen. 1978. Hverdagslivet i en forstad – drømme, realiteter og sociale konflikter. København: Munksgaard; Bech-Jørgensen, Birte. 1981. ”De bliver bare alle sammen smidt sammen” i Kai Lemberg, ed., Den gode by – En debatbog, SBI-byplanlægning 40. København: Statens Byggeforskningsinstitut. s. 83-92; Bech-Jørgensen, Birte. 1982. Historien om Bæk-Fosgården. Om flyttebevægelser og det sociale liv i et boligområde i Albertslund. Albertslund: ViiVa; Thomsen, Leif. 1981. Den autoritære by – storbykrise, bykampe, sociale bevægelser og lokal magt. København: Akademisk Forlag.
  9. Se Bech-Jørgensen og Thomsen 1978. Se også Castells, Manuel. 1977. The Urban Question: A Marxist Approach. London: Edward Arnold.
  10. Se Bech-Jørgensen og Thomsen 1978, 96-130.
  11. Ibid., 207-313.
  12. Cupers, Kenny. 2014. The Social Project: Housing Postwar France. Minneapolis: The University of Minnesota Press. S. xiii.
  13. For henvisninger til Tower Hill se: John Allpass. 1984. Om livet i boligområder – Frygten for vold og hærværk. København: Byggeriets Udviklingsråd s. 4; Agger, Erik et al. 1985. Byforbedring i et nyere etageboligområde. Albertslund Nord – programoplæg, SBI-rapport 146. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut. S. 52. For henvisninger til Pruitt-Igoe se: Hindrup Andersen, Bent & Finn Solgård Thomsen. 1978. Elastiske etageboliger – Vilkår, konsekvenser, eksempler, SBI-rapport 103, Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut. s. 6.
  14. Se f.eks. dokumentarfilmen The Pruitt-Igoe Myth fra 2011: http://www.pruitt-igoe.com
  15. Se Gehl, Jan. 1971. Livet mellem husene. København: Arkitektens Forlag. For en introduktion til Gehls arbejde og virke som arkitekt se Matan, Annie og Peter Newman. 2016. People Cities: The Life and Legacy of Jan Gehl. Washington DC: Island Press.
  16. Ingrid Gehl, som var ansat ved Statens Byggeforskningsinstitut, udgav samme år som Livet mellem husene bogen Bo-miljø, hvori hun opstillede syv psykologiske ’bo-behov’, som et godt boligmiljø burde leve op til. Se Gehl, Ingrid.1971. Bo-miljø, SBI-rapport 71. København. Statens Byggeforskningsinstitut
  17. I midten af 1960’erne havde Jan Gehl lavet feltarbejde i en række norditalienske byer, og trak derudover særligt på britiske og amerikanske forskere og intellektuelle såsom den amerikanske antropolog Edward T. Hall (1914-2009), den britiske zoolog Desmond Morris (1928-), den britiske arkitekt Gordon Cullen (1914-1994) og sidst – men ikke mindst – den amerikanske aktivist og journalist Jane Jacobs (1916-2006).
  18. Se Jacobs, Jane. 1961. The Death and Life of Great American Cities. New York: Random House Inc.
  19. Gehl, Jan. 1971. Livet mellem husene. København: Arkitektens Forlag. S. 9.
  20. Se Huset på Christianshavn. 1970. “Vi Flytter”, 06:18-10:33 & 21:08-22:35: https://www.dr.dk/bonanza/serie/153/huset-paa-christiansh/55466/huset-paa-christianshavn-1484-vi-flytter og Huset på Christianshavn. 1976. “Hus til salg”, 25:57-27:30: https://www.dr.dk/bonanza/serie/153/huset-paa-christiansh/56754/huset-paa-christianshavn-7284-hus-til-salg
  21. Mazanti, Birgitte. 2002. Fortællinger fra et sted. Ph.d.-afhandling indleveret ved Aalborg Universitet. S. 98-99.
  22. Se Thomsen, Leif. 1994. ”Er der ghettoer i Danmark?”. Byplan 46, no. 6: 288-295.
  23. Alt om Sport: ”B1909 – stor klub i krise”, 21.07.1979.