En effekt uden ordentlig årsag – Mladen Dolar om den bøvlede stemme

Mladen Dolar
En stemme – ikke andet.
Oversat af Ole Lindegård Henriksen.
Mindspace 2019

 

 

 

Af Andreas Vinther Jensen
Billede af Tomislav Medak

Den slovenske filosof Mladen Dolar har skrevet en bog om stemmen. Ikke andet. Ikke om de ord, der ligger i den, ikke den æstetiske nydelse ved den. En stemme – ikke andet.

Og det er der god grund til. Gennem de sidste 50 år har stemmen fået en stedmoderlig behandling. Den kontinentale filosofi har handlet om skrift, supplement og dekonstruktion. Men stemmen, den rene stemme, indeholder et overset politisk potentiale, ifølge den slovenske filosof. Det bliver til en kakofonisk undersøgelse af objektstemmens forskellige gestaltninger.

Ordet ’kakofoni’ bliver ofte brugt om et virvar af forskellige elementer, en uskøn sammenblanding. Og Dolars bog er en sammenblanding af alle mulige ulige komponenter: fra strukturel lingvistik over tysk idealisme til reklameannoncer for grammofoner og tidlige stemmerobotter. Men ser man på etymologien, kommer ordet af det græske kakophonia, der betyder ’slet stemme’. Og det er dét, der samler alle de forskellige undersøgelser i En stemme—ikke andet: Det kommer an på stemmen som noget bøvl. Eller sagt på teknisk lacaniansk: stemmen som objet petit a (et uopnåeligt begærsobjekt, red.).

Filosofiske forudsætninger: Derrida contra Lacan

I slutningen af 1960’erne lancerede den franske filosof Jacques Derrida sit angreb mod den vestlige metafysiks fonocentrisme. I tekster som De la grammatologie og La voix et la phénomène argumenterer han for, at filosoffer, lingvister og antropologer har prioriteret stemmen over skriften. Det skete ud fra den fordom, at stemmen—den rene mening—skulle være tættere på tænkningen. Derrida kritiserer filosoffer som Platon, der lader sin Sokrates afsværge skriften som middel til glemsomhed i dialogen Phaidros og Rousseau, der i sit Essai sur l’origine des langues betegner talen som mere naturlig end skriften. Derridas kritik af den fonocentriske opfattelse viste, hvordan denne prioritering af stemmen over skriften byggede på en række metafysiske fordomme om subjektets selvgennemskuelighed. Skriften, med dens materialitet, afstand og forskydning viste et andet billede af subjektet som decentreret, ude af sig selv.

Men parallelt med Derrida udviklede den franske psykoanalytiker Jacques Lacan på baggrund af Freuds teori om fortalelsen (’the freudian slip’), en teori om stemmen som noget andet end ren mening, ren logos: Stemmen kunne også være en forstyrrelse, noget mere, en flænge i meningen. Stemmen kunne være lige så materiel som skriften, kunne blive til et objekt. Det er en klar afvigelse fra dekonstruktionens kurs, og det er herfra Dolar udvikler sin teori om stemmen:

”Den dekonstruktive bevægelse har en tendens til at berøve stemmen dens uudslettelige tvetydighed ved at reducere [den til] grundlaget for (selv-)nærværet, mens den lacanske fremstilling forsøger at styre objektet som indre forhindring for (selv-)nærværet fri af dets kerne. Objektet legemliggør selve umuligheden af at opnå autoaffektion; det introducerer en spaltning, et brud midt i det fulde nærvær, og henviser det til et tomrum – men et tomrum, der ikke simpelthen er fravær/mangel, et tomt rum: Nej, det er et tomrum, hvor stemmen kommer til at resonere” (s. 61f.).

Derrida og Lacan er to af de allestedsnærværende forudsætninger i En stemme—ikke andet. Men Dolar er i konstant dialog med den vestlige filosofiske tradition fra Platon og Aristoteles over Kant og Heidegger til Agamben og Badiou. Dolar undersøger stemmens lingvistik, metafysik, fysik, etik og politik, inden han går i kødet på to af det tidlige 20. århundredes mest originale stemmer: Sigmund Freuds og Franz Kafkas.

Der er meget på spil i En stemme—ikke andet, mange veje, der fører mod objektstemmen. Her vil jeg ikke prøve at gengive alle Dolars pointer, men snarere se på en udviklingslinje i bogen, der går fra kropsligt funderet ideologikritik til en politisk ontologi til politisk-emancipatorisk strategi. Det gør jeg ved at se på tre kapitler, ”stemmens ’fysik’”, ”stemmens politik” og ”Kafkas stemmer”.

En kastreret ideologikritik

Og fysik skal netop tages i anførselstegn, for selv om stemmelæbernes frembringelse af svingninger i luften spiller en rolle hos Dolar, gælder det i mindst lige så høj grad om fysik forstået som kropslighed. ”[D]et er netop stemmen, som holder krop og sprog sammen. Den er på en måde deres missing link, deres fællesnævner. Sproget er knyttet til kroppen gennem stemmen, som om stemmen skulle udfylde koglekirtlens funktion i en ny cartesisk opdeling af substanserne” (s. 87). Det er det generelle udgangspunkt. Men det problem, Dolar har øje for, er når stemmen pludselig ikke længere passer til kroppen.

Med et udtryk lånt fra den franske komponist Pierre Schaeffers bog Traité des objets musicaux undersøger Dolar forskellige eksempler på den akusmatiske stemme. Det er stemmen uden krop: Det er Norma Bates’ stemme i Hitchcocks Psycho, det er fortælleren i Prousts På sporet af den tabte tid, der taler i telefon med sin bedstemor, og det er, først og fremmest, kultlederen Pythagoras, der underviste sine disciple, akusmatikerne, fra den anden side af et tæppe, der skjulte hans krop og kun lod stemmen komme igennem. Det er en stemme, der altid allerede er omkranset af en fantasi om moderen og om mesteren, en fantasi om kilden til stemmen (s. 97).

Den klassiske ideologikritik ville insistere på at rive tæppet væk, at afsløre kilden. Det er det, Dolar med filmteoretikeren Michel Chion kalder deakusmatiseringen (s. 98), som når Toto kommer til at vælte troldmandens skærm og afslører en ”lille mand med dirrende stemme” i Troldmanden fra Oz. Men Dolars ideologikritik handler om den bizarre lyst til at opretholde skærmen. Der er en fetichisme, siger Dolar, der får os til at standse lige før den endelige afsløring, at blive ved den akusmatiske stemme som et forsvar mod at nå frem til stemmens kilde; den kropsåbning, stemmen kommer fra, ”sprækken, hullet, hulheden, tomrummet, selve fraværet af fallos”. Fetichismen er ”et værn mod kastrationen” (s. 100f.).

I Statslæren indleder Aristoteles med en væsentlig skelnen mellem stemmen og talen: Stemmen er det dyriske, dét, der kan udtrykke smerte og lyst. Talen, derimod, er dét, der kan forklare, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, den er det menneskelige. Det er den aristoteliske opfattelse af talen som en overbygning på stemmen, Dolar gør op med.Men til syvende og sidst er det stemmens iboende karakter af bugtaleri, der giver det endelige dødsstød til deakusmatiseringen: Stemmen kommer fra et utilgængeligt indre i kroppen, og afsløringen af mundens åbning afhjælper ikke mysteriet, men gør det kun så meget desto mere dybt. Stemmen dukker op i ”det tomrum, den formodes at udgå fra, men hvori den ikke passer—en effekt uden ordentlig årsag” (s. 103). Med et derrideansk ordspil kalder Dolar stemmen for plus-de-corps, der altså kan betyde både ”mere-krop” og ”ikke-mere-krop”; stemmen er det mellemværende, der står tilbage mellem de cartesiske substanser, kroppen og sjælen—’sjælens kød’. Den er den materielle rest, der er tilbage i sjælen og som umuliggør selve opdelingen.

Kartografi over stemmens politik

Således har Dolar altså åbnet for en kropsligt funderet ideologikritik. I femte kapitel om stemmens politik arbejder han videre med dette spor.

I Statslæren indleder Aristoteles med en væsentlig skelnen mellem stemmen og talen: Stemmen er det dyriske, dét, der kan udtrykke smerte og lyst. Talen, derimod, er dét, der kan forklare, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, den er det menneskelige. Det er den aristoteliske opfattelse af talen som en overbygning på stemmen, Dolar gør op med: ”Stemmen er ikke en eller anden rest af en tidligere prækulturel tilstand, eller af en lykkelig oprindelig fusion på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke var bebyrdet med sproget og dets kalamiteter. Den er derimod et produkt af logos selv, som den på én gang opretholder og besværliggør” (s. 154).

Denne stemme, der på én gang er udelukket fra og inkluderet i talen, findes overalt: i kirken, retssystemet, universitetet og valghandlingerne. I retten, skriver Dolar, har det f.eks. været et kerneprincip siden Den Franske Revolution, som led i demokratiseringen af retsvæsnet, at vidneudsagn skulle udsiges, ikke nedskrives. Den levende stemme er nødvendig for at implementere lovens bogstav. Omvendt forholder det sig i parlamentet, den lovgivende forsamling. Her er det netop talen (parler), diskussionen, der skal frembringe lovens bogstav. Fælles er dog, at bogstavet i begge tilfælde er afhængigt af den levende stemme. Stemmens nære forhold til magten bliver også tydelig i valghandlingen: At give sin stemme har været en gennemgående metafor i den vestlige verden siden kongerne ved kroningen var afhængige af folkets røst (vox populi) for at kunne indsættes. Siden har stemmen opnået en anden status, nemlig som tavs i en ensom stemmeboks på demokratiets festdag. Hvor l’ancien régime (regimet før den franske revolution, red.) krævede en folkemængdes opråb, er stemmen i vores moderne demokrati blevet reduceret til en minimal skrift, et kryds i en ensom stemmeboks (på fransk: l’isoloir).

Dolar konkluderer ikke noget ud fra disse lakoniske bemærkninger, ud over igen at påpege stemmens konstitutive rolle i de mest fundamentale samfundsinstitutioner. Der er en arbejdsdelingsstruktur, en sameksistens mellem stemme og bogstav, hvor der er et helt klart tidspunkt, ”stemmen skal intervenere for at realisere bogstavet” (s. 163). Men der er også en anden magtens stemme, der ikke fungerer ved at aktualisere bogstavet, men ved at stille spørgsmålstegn ved dets autoritet. Det er, hvad Dolar kalder ’den autoritære stemme’ (s. 164), stemmens skyggeside. Ifølge Dolar er det typisk for enhver form for totalitarisme, at den er hængt op på stemmen. Nazismen og stalinismen er hans to kakofoniske eksempler:

Det nazistiske eksempel er ironisk nok Charlie Chaplins første talefilm, Diktatoren. Her optræder Chaplin som diktatoren Hynkel, der med en ikonisk tale i begyndelsen af filmen farer op på volapyk-tysk og med diktion som sit virkelige modstykke. Det er den rene stemme, der er på spil, og det er i dén, magten er manifesteret. Det er den rene, potente stemme, der kan opildne et had i befolkningen uden rent faktisk at tale. Hvor impotent talen i virkeligheden er i forhold til stemmen kommer også til udtryk til sidst i Diktatoren, hvor den jødiske barber, der er blevet forvekslet for Hynkel, udnytter muligheden for at holde den store humanistiske tale til befolkningen: I flotte vendinger bliver næstekærligheden, fremtidstroen og humanismen besunget. Barberens selvudslettende stemme vokser i styrke og bliver til et mangfoldighedens udråb. Men efter talens klimatiske afslutning klippes der til publikummet, der reagerer på præcis samme måde som efter Hynkels hadtale. Det er stemmens regime, og det kan talen ikke lave om på.

Det gælder om at undersøge dét i stemmen, der ligger ud over subjektet selv – objektstemmen, den ’fremmede kerne’, som Dolar taler om.Dolar bemærker, at det forholder sig helt omvendt i stalinismens brug af den autoritære stemme. ”Det er umiddelbart indlysende, at de stalinistiske herskere—fra og med Stalin selv—aldrig var gode offentlige talere” (s. 169). De læste op med monoton stemme fra endeløse taler, der blev trykt i morgendagens avis.  Det var ikke herskeren selv, der havde ordet, han var kun sekretær for Historien. Alligevel, skriver Dolar, var det af afgørende betydning, at talerne blev læst op. Det var et teater for den store Anden, for selve Historien.

Kapitlet om stemmens politik er én lang kortlægning af, hvordan stemmen fungerer som suveræn i politikken: Den har magten til at indføre en undtagelsestilstand. Den kan enten understøtte lovens bogstav eller sætte det ud af kraft. Det er langt hen ad vejen et pessimistisk kapitel, der kortlægger en i bedste fald reaktionær politik, i værste fald viser stemmens mekanisme i en totalitær politik. Men henimod slutningen findes en åbning i retning af en emancipation: Det gælder nemlig ikke om blot at lade stemmen udføre de sociale ritualer, der legitimerer bogstavet eller blot at høre og adlyde den autoritære stemme. Det gælder om at svare på den stemme, der kalder uden at kalde på noget. Man bliver, ifølge Dolar, ”kun et subjekt ved at nære troskab mod den ’fremmede kerne’ i stemmen, som ikke kan tilegnes af selvet, altså ved at følge præcis det heteronome brud, som man ikke kan genkende sig selv i” (s. 177). Det gælder altså om at undersøge dét i stemmen, der ligger ud over subjektet selv – objektstemmen, den ’fremmede kerne’, som Dolar taler om.

Man aner en positiv udvej.

En desperat strategi

Det er først i bogens afsluttende kapitel, en studie over stemmen hos Kafka, at Dolar udfolder dét, han kalder ”en desperat strategi” (s. 239). Kafkas forfatterskab er én fortløbende undersøgelse af lovens problem: at den er fuldstændig utilgængelig for fortællingernes hovedpersoner. Ifølge Dolar grunder denne utilgængelighed i, at loven simpelthen ikke har nogen indre kerne: Den stakkels Joseph K i Processen bliver sendt fra retsmøde til retsmøde, bliver afhørt af politidetektiver og advokater, men kan aldrig få at vide, hvad han er anklaget for; han kan ikke komme til kernen eller til sagen selv. Processen er en konstant forhaling, en unddragelse. Kort sagt: loven i sig selv er ikke andet end en udskydelse. Men hvis loven ikke har noget indre, giver det heller ikke mening at tale om noget uden for loven. Erfaringen af loven hos Kafka bliver altså til en uigennemtrængelig totalitet.

Dette finder Dolar bedst udtryk for i fortællingen ”Foran loven”: En mand fra landet søger loven, men bliver stoppet af en dørvogter, der for indeværende nægter ham adgang. På dødslejet spørger manden vogteren, hvorfor der i alle de år, han har ventet foran loven, ikke er kommet andre. Vogterens (og fortællingens) afsluttende ord er ikoniske: ”Her var der ingen andre der kunne få adgang, for denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.” Det er tolket som den rene umulighed af at nå loven, men Dolar påstår det modsatte: Hvis lovens magt ligger i at være uden et indre og et ydre, at være radikalt åben, så har manden fra landet opnået en sejr over loven ved at lukke den:

“Det lykkedes ham at lukke døren, afbryde den rene validitets regime. Den lukkede dør bliver i denne læsning en mulighed for befrielse: Den udstikker en grænse for den rene immanens. Det lykkedes ham ganske vist kun ved at betale med sit eget liv, så loven bliver først afbrudt, når han er død—en mulig læsning ville være: Kun de døde har loven ingen magt over, man har ikke en chance, så længe man er i live.” (s. 238)

Dette er den paradigmatiske desperate strategi. Gennem nærlæsninger af tre af Kafkas fortællinger udleder Dolar tre af disse strategier til at lukke lovens suveræne position, tre ’flugtveje’, der alle baserer sig på stemmens (u)brug i Kafkas forfatterskab.

Sirenerne og sangerinden

Den første strategi er at vende det døve øre til loven. I ”Sirenernes tavshed”, Kafkas fordrejede udgave af mødet mellem Odysseus og sirenerne, lænker Odysseus sig til masten og stopper sine ører med voks. Sirenernes svar på Odysseus’ list er tavshed, men på en sådan måde, at de mimer sang. Odysseus hører naturligvis ikke deres tavshed, men lader som om han ikke hører deres sang. Den snu Odysseus foregiver naivitet, han ”imødegår falskhed med falskhed” (s. 245), ligesom manden fra landet imødegik udsættelse med udsættelse. Odysseus sejrer og kan sejle videre, men sirenerne er upåvirkede: De er uden bevidsthed og fortsætter deres sang. Loven virker, selv om én slap igennem. Den første strategi, at vende det døve øre til, lukker ikke loven.

Den anden strategi er at sætte en anden stemme op mod lovens. I ”Sangerinden Josephine eller musefolket” møder vi musefolket, der lever efter loven, og deres undtagelse i Josephine, der synger og får dem til at glemme hverdagens hårde slid. Men, forklarer fortællermusen, hendes sang er egentlig ikke rigtig nogen sang, det er snarere en piben. Josephines stemme er det mest almindelige, der bliver hævet op til noget særligt magtfuldt: Det eneste den gør er at skabe et brud, der gør den fuldstændig forskellig fra den almindelige piben. Det sætter hende i en særlig position i musenes verden. Hun er den, der kan skabe ud af det virtuelle ingenting, af den almene baggrundsstøj, som musenes piben udgør. Hun er individet, og musene er den agensløse kollektivitet. Det gør også, at hun indtager rollen som primadonna, at ikke bare hendes stemme, men hun selv bliver hævet op over det almene musefolk. Men da hun en dag i trods nægter at synge for musefolket i håbet om, at de vil se, hvor fortabte de er uden hende, opdager hun til sin skræk, at hverdagen fortsætter for musene som sædvanligt. Josephine bliver et paradoks, idet hun kræver at være en undtagelse fra flokken og samtidig vil være ”regelret glorificeret” (s. 253). I løbet af Josephine-fortællingen bliver det klart, at kunsten ikke kan vise os stemmens radikalitet i en passende grad. Den anden strategi, kunsten som institutionaliseret undtagelse, render panden mod muren.

Frihedens videnskab

Istedet vender Dolar sig mod ”en af de mest uigennemskuelige og bizarre af Kafkas historier”, ”En hunds undersøgelser”, for at undersøge den tredje og sidste strategi. Fortællingens begynder med, at fortællerhunden, der lever et ordinært hundeliv, møder syv musikerhunde. Tilsyneladende ud af intet frembringer de en underlig musik, der i virkeligheden er en slags ingenting. Ingenting ud af ingenting. Men ud af dette ingenting kastes et ekko tilbage: ”… den Andens rene tomrum er begyndt at kaste sig selv tilbage som ekko i nærværet af disse store musikere, hvis kunst kun består i at lade den Anden være sit eget ekkorum” (s. 257). Kafkas hund beskriver musikken som en traumatisk oplevelse af øredøvende larm, et totalangreb på hele sit væsen. Og den bliver anledningen til fortællingens undersøgelser.

Der er tale om videnskabelige undersøgelser, en jagt på kilden til musikken, et ønske om at afsløre stemmens oprindelse. Kafka laver dog en forskydning i fortællingen, som Dolar dvæler ved: Spørgsmålet om musikkens kilde bliver til et spørgsmål om madens kilde. Ifølge Dolar er denne forskydning fra det transcendente til det mest materielle med til at gøre et mysterium ud af noget, der ser ud til at være helt åbenlyst. Og denne mystificering af det åbenlyse mystificerer det øvrige hundesamfund. Fortællerhunden spørger sine fæller om madens kilde, men oplever kun at få munden stoppet med mad. Frustreret stopper den med at spise, og på randen af udhungret afkræftelse finder den, som manden fra landet, frelsen:

En reddende hundeskikkelse dukker op foran fortælleren. Skikkelsen tager sig af fortællerhunden og plejer den på dødslejet. Midt i den yderste nød hører fortællerhunden pludselig en sang, der tilsyneladende ikke kommer noget sted fra: Ligesom historiens første vendepunkt markeredes med en akusmatisk musik, således også dette andet brud. Fortællerhunden kommer sig og vender tilbage fra dødens rand. Det første brud førte til en forskydning fra musikken i retning af føden, det andet brud fører til en problematisering af selve forskydningen: Fortællerhunden indser efter dette møde med den frelsende skikkelse, at den er gået fejl i sine undersøgelser indtil nu, netop fordi den har adskilt de to sfærer, det materielle og det transcendente. Men musikken er ikke ’højere’ end brødet:

”[Musikken] er fejlagtigt blevet defineret som en særskilt videnskab uden sammenhæng med ernæringsvidenskaben. Dens magt var magtesløs, fordi den var blevet relegeret til et separat rige. Det var Josephines ulykkelige skæbne: Hendes sang var adskilt fra ernæringen, kunsten var kommet i modsætningsforhold til overlevelsen, det sublime blev hendes musefælde, ligesom det var de andres ulykkelige skæbne at hænge fast i ernæringen.” (s. 263)

Kafkas hund kender ikke navnet på den nye videnskab, men Dolar afslører det med bogens sidste ord: ”Selvfølgelig – psykoanalysen” I stedet forsøger hunden at etablere en ny videnskab, der rummer begge dele: En videnskab om sangen, der kan nedkalde næring. ”Dette er den bedste definition på det, Lacan kalder objet petit a. Det er den fælles kilde til føde og musik,” skriver Dolar (s. 264). Hundefortælleren er ikke i tvivl: Den har instinkter, der gør den til en mådelig videnskabsmand, men som den ikke desto mindre har fulgt, og som har fået den på sporet af denne nye videnskab, der sætter friheden højere end alt andet. ”Friheden! Ganske vist frihed sådan som den er mulig i dag, en ynkelig vækst. Men alligevel frihed, alligevel en besiddelse” (Kafka, citeret hos Dolar, s. 266).

Analysens afslutning

Kafkas hund kender ikke navnet på den nye videnskab, men Dolar afslører det med bogens sidste ord: ”Selvfølgelig – psykoanalysen” (s. 267). Det er bogens bratte afslutning. Der er en kontinuerlig bevægelse fra analyser af en kropslig ideologikritik over politisk ontologi til disse sidste ’desperate strategier’. Fra den uvirksomme kritik og den radikale, men i sidste ende observerende analyse til stemmens konkrete politiske potentiale. Men bedst som vi nærmer os en strategi, der kan lade stemmen fremstå som en frigørende lukning af loven, slutter bogen.

Man kan blive udmattet af at have læst sig i retning af et klimaks, der ender med en vag proklamation af, hvordan psykoanalysen er frihedens videnskab. Dolar er ikke sen til at bemærke, hvor fremmed begrebet frihed er for både Freud og Kafka, som han har brugt de sidste næsten 90 sider på at læse på indsigtsfulde og skæve måder. Alligevel går der fra afsløringen af friheden som kernen i Kafkas fortælling og i psykoanalysen kun en halv side, før bogen slutter uden at gøre mere ved denne indsigt. Der er ingen (for)løsning. Strategien virkede ikke!

Eller hvad? Sådan en abrupt, afbrydende slutning kan næsten ikke andet end at fremstå som en pointe i sig selv. Ligesom manden fra landet opnår lukningen af lovens kvælende åbenhed på sit dødsleje, sådan lader Dolar sin bog ende, netop som psykoanalysen er blevet afsløret som videnskaben om skæringen mellem føden og stemmen. Hvad er læren af denne sidste desperate strategi? At imødegå det ’intet’, som både Odysseus og Josephine byggede deres strategier på, og som gjorde, at de kunne hhv. sejle forbi og sætte sig over loven, med en forskning, der går ind i loven og finder friheden dér. Det er måske præcis det, det betyder at svare på den stemme, der kalder uden at kalde på noget.

Den dansk-slovenske forbindelse

Umiddelbart efter udgivelsen af Dolars bog udgav Forlaget Mindspace Alenka Zupančičs nye bog, Hvad er sex?, med samme grafiske design, og der er således lagt op til en serie af oversættelser fra den såkaldte slovenske skole, der ud over Dolar og Zupančič tæller Renata Salecl, den filosofiske superstjerne Slavoj Žižek, m.fl.

Žižek er efterhånden blevet et kendt navn i Danmark med optrædener i Deadline og på Heartland, og en håndfuld af hans bøger kan læses på dansk. Det er glædeligt, at kendskabet til den øvrige slovenske skole bliver større herhjemme. Det har miljøerne omkring Institut for Vild Analyse og Selskab for Teoretisk Psykoanalyse gjort deres til gennem de seneste par år, inden for hvilke blandt andre Dolar og Zupančič har deltaget i seminarer, konferencer og talks i både Aalborg, Århus og København.

Man kan dog undre sig over, hvem målgruppen er: Slovenerne skriver de fleste af deres bøger på engelsk, og de fleste med interesse for den særlige slovenske blanding af psykoanalyse, tysk idealisme og poststrukturalisme er formentlig så velbevandrede på engelsk, at de vil læse værkerne på originalsproget.  Her undgår de også de uundgåelige fejloversættelser, der må plage en bog med sådan et register som En stemme—ikke andet. Det gælder som oversætter om at have tungen lige i munden, når man arbejder med en forfatter som Dolar, der legende skifter mellem tekniske diskurser og gerne smider indforståede referencer ind i mikset.

Der er nogle grelle fejl, f.eks. i kapitlet om stemmens ’fysik’, hvor oversætteren Ole Lindegård Henriksen f.eks. får sat et meningsforstyrrende ”ikke” for meget ind i sætningen ”Bugtaleriet har med stemmen som sådan at gøre, ikke med dens iboende akusmatiske karakter” (s. 102) og på næste side er der et helt Žižek-citat fra Om troen, der ikke svarer til det citat, Dolar bringer fra den engelske udgave On Belief.

En stemme—ikke andet er ikke desto mindre en flot bog og en forførende tekst. Tankegangen er præget af den særlige dolarske kombination af nøgternhed og legesyge. Danske læsere med interesse for filosofi vil måske kende den italienske filosof Giorgio Agambens stil, hvor der på arkæologisk vis graves ned i den vestlige kulturhistories arkiver. Og de vil sandsynligvis kende den benævnte Slavoj Žižeks vilde associationer og ekskurser. Her er der tale om en gylden middelvej.

Andreas Vinther Jensen er filosofiredaktør på Eftertryk Magasin