“Fordi vi ikke er lige, lige nu”

Vincent Hendricks og Silas Marker
Os og dem: identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter
Gyldendal, 2019, 215 sider

 

 

 

Af Morten Stinus Kristensen
Illustration af Ibrahim Kodra

Silas Marker og Vincent Hendricks har med Os & Dem: Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter (Gyldendal, 215 sider, 250,00 kr.) skrevet en vigtig bog om et af vor tids mest omstridte begreber: identitetspolitik. På mange sæt er bogen det bedste bidrag til den brede offentlighed om identitetspolitik og beslægtede debatter. Med grundig begrebsudredning og indsigtsfuld medieanalyse viser forfatterne, hvor kontraproduktivt de fleste debatter om dette omstridte fænomen udspiller sig i den danske offentlighed. Desværre går forfatterne ikke i dybden med de ideologiske spørgsmål, deres analyser rejser. Hvilket ideologisk klima betinger så ringe et niveau i den dækning og kritik af identitetspolitik, som de to forfattere blotlægger? Svaret udebliver.

Bogen indeholder til gengæld gode beskrivelser af det politiske og ideologiske tankegods, der ligger bag det, som vi i dag kender som identitetspolitik. Marker & Hendricks udreder også fint, hvordan denne intellektuelle ballast så godt som ignoreres i den offentlige debat. I stedet forløber debatten således, at ”politisk ladede ord” såsom identitetspolitik, politisk korrekthed, krænkelseskultur osv. ”bruges i debatten til at forsimple” de komplekse tanker, der lægger bag identitetspolitik ved at ”skabe et billede af en overfølsom og tyndhudet modstander” (s. 164). De danske kritikker af identitetspolitik handler således i højere grad om karikaturen ”identitetspolitik”, snarere end de cutting-edge ideologier og filosofier, paraply-betegnelsen identitetspolitik dækker over. Fordi disse kritikker tager udgangspunkt i en forkert fremstilling af det, de prætenderer at kritisere, er de aldrig grobund for en konstruktiv meningsudveksling.

Forfatternes gennemgående definition af identitetspolitik, som noget, der opstår, når ”man går sammen med andre, der står i samme position som en selv, og kæmper for at forbedre forholdene for denne identitet” (s. 76), understreger en pointe, der går igen mellem bogens linjer: nemlig hvor absurd og ude af proportioner modstanden mod identitetspolitik egentlig er.

Marker & Hendricks har fuldstændig ret i, at en central årsag til dette er, at medierne svigter deres demokratiske ansvar, når de i dækningen af identitetspolitik baserer sig på letforståelige, men stærkt reduktive fortællinger, og dermed ”ikke bare formidler (medierer) en allerede eksisterende virkelighed, men ligeledes er aktive aktører i skabelsen af denne” (s. 166-167). Forfatterne identificerer flere vigtige brudflader i debatten om identitetspolitik, og bidrager med afslørende analyser af ikke mindst den upræcise omtale, som denne type politik får i dansk presse.

Men forfatterne går ikke langt nok i deres udredning af, hvordan denne virkeligheds-skabelse hænger sammen med resten af samfundet og de ideologiske strømninger heri. Marker & Hendricks går simpelthen ikke analytisk langt nok i identifikationen af den bredere politiske og kulturelle kamp, disse debatter placerer sig i.

II

Før denne bredere kamp uddybes, må det påpeges, hvorledes bogen tilbyder den danske offentlighed en chance for at tilegne sig viden om, hvad identitetspolitik egentlig er. For at modgå den simplificerede fortælling om identitetspolitik, der dominerer den danske debat, indleder Marker & Hendricks bogen med en lang udredning af relevante begreber såsom ’kønsroller’, ’race’, ’hvidhed’, ’kulturel appropriation’, osv. I modsætning til den danske presse, går forfatterne til kilderne for at forstå, hvad denne politiske strømning egentlig baserer sig på. Gennem gode gennemgange af den identitetspolitiske videnskabshistorie, der indimellem er lidt overfladiske (hvad der dog er forventeligt af en bog i denne genre), refererer forfatterne relevante tænkere (fra Nancy Fraser og bell hooks til Stuart Hall og Mads Ananda Lodahl) i en grundig begrebsudredning, og skaber således en lidt dybere forståelse for, hvad identitetspolitik egentlig er. En forståelse, der i høj grad mangler i de debatter, bogens senere afsnit behandler.

Denne første, begrebsafklarende del af bogen er rigtig fin som en indføring i de komplekse tankesæt, der ligger bag det, der i dag kaldes identitetspolitik. Således illustrerer denne saglige gennemgang også, hvordan identitetspolitikkens kritikere insisterer på ikke at sætte sig ind i det, de angiveligt kritiserer.

F.eks. udreder Marker & Hendricks queer-begrebet og dets transformative potentiale på imponerende grundig vis. Forfatternes konklusion, at “queer omhandler at undergrave identitet, så man ikke længere ser hinanden som mænd, kvinder, homoseksuelle og heteroseksuelle, men først, fremmest og kun som mennesker” (s. 95), slår en pæl igennem hjertet på den ofte gentagede misforståelse, at identitetspolitik er problematisk, fordi den efter sigende fastholder folk i deres identiteter.

I virkeligheden søger langt det meste af det, der kaldes identitetspolitik, at kritisere og i sidste ende borteliminere de forhold og tænkemåder, der gør nogle identiteter (såsom hvid, kropsduelig, monogam, cis-mand osv.) mere værdsatte end andre. Afsnittet ”Universalistisk og tribalistisk identitetspolitik” i kapitel 2 bør i særdeleshed være pligtlæsning for de dusinvis af danske levebrødsdebattører, der jævnligt udtaler sig med stor skråsikkerhed om identitetspolitik – på trods af, at det åbenlyst er et emne, de ved forsvindende lidt om.

Forfatterne kalder politiske formationer såsom nationalisme og racisme for ”tribalistisk identitetspolitik”. Det, synes jeg, er et uheldigt valg, fordi det sidestiller venstreorienteret identitetspolitik med det, som politikken grundlæggende søger at bekæmpe: politiske formationer, vi allerede har etablerede begreber for, og som har deres egen specifikke historie, der i øvrigt er helt løsrevet fra den identitetspolitiske ditto, som tog fart på venstrefløjen fra 1970erne og frem. Denne sikkert uintenderede, men nivellerende ’both-sides-ism’ er netop et af kendetegnene ved den danske debat. Som resten af bogen ellers så fint udstiller, er den baseret på falske ækvivalenser og manglende forståelse for, hvad progressiv identitetspolitik egentlig er.

Marker & Hendricks’ binære inddeling af hhv. højre- og venstreorienteret identitetspolitik udstiller endnu et paradoks i de identitetspolitiske debatter: den nationalisme, der dominerer det danske politiske etablissement indeholder mange af de elementer, det selvsamme etablissement ofte anklager progressiv identitetspolitik for: en ”konstruktion af særinteresser knyttet til ens partikulære identitet, som man arbejder for, og en udpegning af fjenden – dem, der står i vejen for eller skader opfyldelsen af disse interesser” (s. 89). Dette er en rammende beskrivelse af nationalistisk tænkning, eller som forfatterne kalder det: ”tribalistisk identitetspolitik”. Men det er nærmest det modsatte af, hvad progressiv identitetspolitik står for.

Beskrivelsen af ”universalistisk identitetspolitik” (feminisme, anti-racisme osv., der i den danske presse ofte blot kaldes ”identitetspolitik”) er ligeledes rammende. Her tager forfatterne udgangspunkt i Combahee River Collectives manifest fra 1977, en gruppe bestående af sorte, lesbiske feminister, der var aktive i især 1970erne, og som på mange måder grundlagde den universalistiske identitetspolitik. For dem handlede det om, ”at alle skal være lige”, og ”fordi vi ikke er lige lige nu, kæmper vi for at blive det.” ¹

De bevægelser, der ofte kaldes ”identitetspolitiske”, er altså mest typisk engageret i en politisk analyse af, hvordan specifikke grupper er undertrykt og hvordan de kan sætte sig til modværge for at vinde deres rettigheder. At sige, som så mange danske kritikere gør, at målet for disse bevægelser er at fastholde eller særligt begunstige visse identiteter på bekostning af andre, er nonsens. Målet er lighed.

III

At styrke visse identiteters særegenhed (f.eks. ”dansker”) og ekskludere de, der skønnes at falde uden for denne identitet, er til gengæld kernen i den nationalisme, der dominerer det danske samfund i dag. At nationalister kritiserer universalistisk identitetspolitik for at være ting, de selv er, er en glimrende iagttagelse. Men at liberale kritiserer universalistisk identitetspolitik for godt de samme ting er værd at undersøge nærmere.

Det gør forfatterne bl.a. med henvisning til Fredrik Stjernfelts kritik af identitetspolitik.² Stjernfelt, der er en fremtrædende semiotiker og hyppig revser af ”identitetspolitik”, bruger forfatterne som eksempel på det, de kalder ”den liberale kritik” af identitetspolitik (og altså en anden gren end den nationalistiske kritik af selvsamme). Her viser de sagligt og overbevisende, hvordan denne kritik af identitetspolitik er galt afmarcheret.

I første led stiller Stjernfelt den ”universalistiske identitetspolitik” på linje med ”tribalistisk identitetspolitik”, skønt de to ting, som allerede beskrevet, er hinandens modsætninger (Stjernfelt bruger ikke denne inddeling, men taler om begge typer politik som ”identitetspolitik”). I andet led hævder han, at ”fokusset på én kategori (f.eks. race, køn eller seksualitet. red) kan øge uligheden i samfundet” (forfatternes ord), men forholder sig slet ikke til, at intersektionelle feminister for længst har adresseret præcis denne problematik. En litteratur, Stjernfelt hverken skriver sig ind i eller op ad.

Den intersektionelle feminisme, eller blot intersektionalitet, er et begreb og en metode, der er blevet så stor en del af identitetspolitisk tænkning, at de to nogle gange bruges synonymt. Marker & Hendricks påpeger, at intersektionalitet er en feministisk tilgang, ”der ikke blot beskæftiger sig med kønsaksen, men også med akser som socialklasse, race og seksualitet”. Den intersektionelle tilgang tager højde for, at mennesker altid er sammensatte og rundet af mange identiteter, der tilsammen skaber ”en særlig situation, der ikke blot kan forklares som summen af dens identiteter.” Det at ”være sort kan som bekndt give anledning til, at man oplever racisme. Men er man samtidig transperson, skaber dette en særlig oplevelse af undertrykkelsen; de forskellige former for undertrykkelse, man oplever samtidig, konstituerer hinanden gensidigt” (s. 86).

Dette står i kontrast til den kritik, som Stjernfelt m.fl. så hyppigt fremsætter, nemlig at identitetspolitik bevidst eller ubevidst fastlåser individer i essentielle, en-dimensionale kategorier. Det oplagte spørgsmål, som ikke besvares i bogen, er, hvordan man lykkes at slippe så billigt med kritikpunkter, der fundamentalt forvrænger kritikkens genstand.

IV

Den politiske virkelighed, vi befinder os i, er en, hvor kampen for minoriteters rettigheder bredt betragtes som suspekt. En af de klareste illustrationer på dette er mainstream-forestillingen om, at muslimske statsborgere fra ikke-vestlige lande på den ene eller anden måde er en eksistentiel trussel mod Danmark og danskerne, vores levevis, kultur, velfærdsstaten, you name it.

Standarden for kritik af identitetspolitik er så lavt indstillet i udgangspunktet, at identitetspolitik praktisk talt kan affærdiges uden videre.I en sådan ideologisk virkelighed er der god grobund for, at næsten enhver kritik af identitetspolitik legitimeres af den offentlige meningsdannelse. Ikke fordi kritikken er sand eller god, men fordi den effektivt dæmoniserer kampen for minoriteters rettigheder, og fordi den frikender og bekræfter dominerende holdninger og tendenser. Standarden for kritik af identitetspolitik er så lavt indstillet i udgangspunktet, at identitetspolitik praktisk talt kan affærdiges uden videre.

Marker & Hendricks adresserer ideologi et par gange i teksten, og har tydeligvis indsigt på dette område; hvilket blot gør det endnu mere smerteligt, at de ikke følger denne kernediskussion til dørs. I en diskussion om hvorfor nogle betragter det som ubetydelige ”krænkelser”, når minoriteter påpeger, hvordan de er blevet behandlet urimeligt, har de f.eks. denne skarpsindige observation: “Hverdagsfænomenernes ideologi viser sig dog sjældent som ideologi, men fremstår ‘naturlige’ eller ubetydelige ved første øjekast…” (s. 107)

Det samme kunne siges om den ”naturlighed”, hvormed letkøbte kritikker af identitetspolitik udbredes og omfavnes. Kunne man forestille sig, at en kritik af Venstres økonomiske politik, der baserede sig på en påstand om, at Venstre ønskede at fordoble arveafgiften, ville blive gentaget igen og igen i dagspressen? Selvfølgelig ikke. Men det er netop en sådan type kritik af identitetspolitik, der fundamentalt misforstår sit objekt, der fremføres igen og igen.

Hvad ”naturliggør” disse kritikker, som noget, der er atter værd at publicere? Hvilke forestillinger findes der i offentligheden om identitetspolitik (og den bredere kamp for minoriteters rettigheder og velbefindende), og hvilke interesser og samfundsdynamikker skaber og opretholder disse forkerte forestillinger?

Forfatterne beskriver grundigt hvordan, men forklarer ikke hvorfor, så godt som alle danske debattører foretrækker at kæmpe den nemme kamp mod deres egne fantasmer i stedet for at gå i rette med, hvad ”identitetspolitiske” tænkere egentlig siger og mener.

V

Tredje kapitel af bogen, med den fantastiske titel ”Den danske sang er en misinformeret shitstorm”, beskæftiger sig med, hvordan debatten om identitetspolitik udspiller sig i den danske presse. Også denne del af bogen bidrager med mange gode pointer, og bør (men vil garanteret ikke) føre til grundig selvransagelse på de danske nyhedsredaktioner om, hvordan identitetspolitik dækkes.

Kort sagt kan man med forfatterne sige, at megen dækning og debat om identitetspolitik tager udgangspunkt i et konstrueret ”os og et dem; en lejr af ‘krænkede’ og en lejr af ‘alle os fornuftige og robuste, der kan diskutere eller tage en joke uden at blive stødt på manchetterne’.” (s. 150)

Mange ideologikritiske spørgsmål rejser sig undervejs i kapitlet, men Marker & Hendricks’ analyse beskæftiger sig i hovedsagen med den medieflade, den ideologiske kamp udspiller sig på. Her er deres indsigter i diverse mediedynamikker til gengæld ganske glimrende.

Det påpeges, at mange debatter om identitetspolitik hviler på en fundamental forskel i den måde, man læser en bestemt begivenhed på. Denne forskel består i, om man er såkaldt singulærlæser eller symptomallæser.

Hvor singulærlæseren forstår en meddelt ”krænkelse” som et afgrænset, enkeltstående tilfælde, forstår symptomallæseren ”krænkelsen” som en del af en større kontekst, hvor hændelsen er et symptom på større samfundsproblemer: ”Hvor symptomallæsningen kritiserer den singulære læsning for at overse, hvordan en ytring indgår i en kontekst, kritiserer den singulære læsning symptomallæsningen for at overfortolke eller motivforske.” (s. 108)

Her kunne man indskyde, at rollen som den ene eller anden type læser er udskiftelig og kan afhænge af, hvilken læsning der falder ud til egen fordel. Affærdigelsen af ”krænkelser” som et implicit udtryk for en ”krænkelseskultur” er jo en symptomallæsning, der nyder stor forklaringskraft i kommentatorkøbing. Men på den anden side bliver det, der fører til den påståede krænkelse – om det er forlystelser, der benytter sig af stereotyper om afrikanere, eller universitetspensa, der er domineret af hvide tænkere – aldrig betragtet som mulige symptomer på en kultur, der har et problematisk forhold til minoriteter.

Hvor Marker & Hendricks tilbyder adskillige fine forklaringer på spørgsmålet om ”Hvordan og hvorfor identitetspolitiske bobler [pustes] op i form af ikke-sager, der i lange perioder høster al offentlighedens opmærksomhed”, ville der også være meget at vinde ved at prøve at forstå disse dynamikkers ideologiske betingelser.

Som Marker & Hendricks påpeger, er der masser af politisk kapital i at være ”tough on identity politics” (s. 135). Danske politikere har masser at vinde ved at profilere sig på sagerne. Men hvorfor der er politisk kapital i at kritisere (venstreorienteret) identitetspolitik er et spørgsmål, der i høj grad blæser i vinden.

Kampen mod identitetspolitik (eller rettere, det stråmands-fatamorgana danske medier fremmaner) skriver sig typisk ind i langt større politiske kampe såsom modstand mod mangfoldighed, indvandring, vores nye globaliserede virkelighed og meget andet. Også dette påpeger Marker & Hendricks. Men det bliver ved påpegelsen.

Men hvilken ideologisk tradition er kritikken af identitetspolitik mon en del af?

VI

En mediebåret debat om en mail på Københavns Universitet leder os i retning af et svar. Ledelsen på et institut på universitetet havde sendt en mail til sine undervisere, om hvordan de kan tiltale ikke-binære studerende, som ikke ønsker at omtales han eller hun.

I Weekendavisen oplever Martin Krasnik det som ”subtil sprogterror”. Et udtryk for, at samfundet bevæger sig væk fra ”det fælles udgangspunkt”, der for ham ligger i de traditionelle tiltaleformer. Med en taberens hævnlyst fremstiller han sagen som udtryk for ”studenteroprørets ultimative sejr”.³

En modreaktion drevet af det, den amerikanske politolog Corey Robin kalder en ”animus against the agency of the subordinate classes”.I Ekstra-Bladet mener opinionsredaktør Mads Kastrup, at mailen illustrerer ”krænkelseskulturens diktatur”.⁴ Og for lektor Marianne Stidsen, en hyppig kritiker af identitetspolitik, er affæren på universitetet udtryk for ”mindretallets tyranni”.⁵ Et tyranni, der som aldrig før ”får lov at brede sig så uhindret og diktere så meget”. Et tyranni, der generer flertallet og det faglige fællesskabs vante orden.

Hvorfor der reageres så glubsk på en umiddelbart harmløs og lokal rådgivning til, hvordan man skaber et inklusivt undervisningsklima, skriger på fortolkning. En oplagt måde at tolke den harmfulde reaktion, er som et konservativt ’backlash’ imod fremskridt i mindretallets stilling. En modreaktion drevet af det, den amerikanske politolog Corey Robin kalder en ”animus against the agency of the subordinate classes”.⁶ Den progressive identitetspolitik forsøger at gøre op med bestemte hierarkiske ordener, som den konservative ønsker at beskytte: ”The right has a task: against a revolutionary or reformist left’s claims of freedom and equality, it must reinforce the ramparts of privilege.”

Kritikken af identitetspolitik er således udtryk for en modstand imod forandringer i forholdet mellem majoritet og minoriteter, som har eller potentielt kan finde sted. Mindretal skal rette ind for at passe ind i fællesskabet, eller som Stidsen siger, de skal ”komme ned på jorden til os andre”. Hierarki er orden – den rådende orden. Som Robin skriver: ”Conservatism really does speak to and for people who have lost something”. Opløsningen af hierarkier, er et voldsomt tab for nogle, og oplevelsen af tab og opløsning er helt central for disse kritikker. I det givne eksempel er det opløsningen af de binært kønnede omgangsformer, der leder til tabet af det velordnede fællesskab, som flertallet er fortrolig med.

På trods af at Danmark har en høj grad af velfærd og velstandsfordeling, er den danske kultur på mange stræk ret konservativ i Robins forstand. Den hviler på naturaliserede hierarkier ( ”os og/over dem”), og derfor er den modstand mod progressiv identitetspolitik, som forfatterne beskriver, så voldsomt populær.

VII

Bogens helt store mangel er fraværet af en ideologisk undersøgelse og en dybere diskussion af, hvordan modstanden mod identitetspolitik reelt er modstand mod opløsningen af etablerede hierarkier. En indstilling, som hos mange meningsdannere springer ud i lys lue, når de skal tage afstand fra progressiv identitetspolitik.

Men mit fokus på bogens fraværende ideologiske analyse skal ikke skygge for bogens mange kvaliteter. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er bogen, man bør læse, hvis man bedre vil forstå, hvad identitetspolitik er, og hvordan den danske meningselite og de medier, der giver dem spalteplads, får denne politik galt i halsen. Der er adskillige øvrige dele af bogen, jeg med fordel kunne have fremhævet og diskuteret her, f.eks. det skarpe og højaktuelle slutkapitel om den identitetspolitik, som føres af Donald Trump i USA og Jair Bolsonaro i Brasilien.

Generelt må jeg sige, at det er prisværdigt, at Marker & Hendricks bruger så meget tid på at forklare hvilke idéer, der egentlig ligger bag identitetspolitik. Man skal lede langt efter fair og saglige behandlinger af fænomenet i dansk litteratur. Debatten om identitetspolitik er grundlæggende set en kamp om idéer, og på sin vis er bogen et uvurderligt bidrag, der højner debattens standarder.

Gid andre, inklusive kritikerne, måtte gøre forfatternes akribi efter.

Morten Stinus Kristensen (f. 1985) er Ph.D. kandidat ved Institute of Communications Research på University of Illinois, Urbana-Champaign. Han kan følges på Twitter på @mortenstinus.

1. Deres tekst, Combahee River Collective Statement fra 1977, beskrives ofte som et gennembrud for erkendelsen af, at feminisme bør indtage flere faktorer end køn i analysen af patriarkatet og andre undertrykkende strukturer. En passage fra teksten, der ofte citeres, er et af de tidligste brug af begrebet ”identitetspolitik” som politisk strategi: ”This focusing upon our own oppression is embodied in the concept of identity politics. We believe that the most profound and potentially most radical politics come directly out of our own identity, as opposed to working to end somebody else’s oppression. In the case of Black women this is a particularly repugnant, dangerous, threatening, and therefore revolutionary concept because it is obvious from looking at all the political movements that have preceded us that anyone is more worthy of liberation than ourselves. We reject pedestals, queenhood, and walking ten paces behind. To be recognized as human, levelly human, is enough.” Denne passage illustrerer også, at progressiv identitetspolitik, modsat hvad det ofte anklages for i den danske presse, går ind for lighed — og ikke søger at fastfryse eller hæve nogle identiteter op over andre.
2. Stjernfelt skriver ofte om identitetspolitik i Weekendavisen, hvor han så sent som 18. oktober i år i en kommentar om den kontroversielle tildeling af Nobelprisen i litteratur til Peter Handke, gentog den forførerende, men forkerte, fremstilling af (al) identitetspolitik, som en tænkemåde, hvor mennesker ”reduceres til ét sørgeligt køn eller race” (Frederik Stjernfelt, ”Den lille nations helgen”, Weekendavisen, 18. oktober, 2019, s. 3, sektion 3).

3. Martin Krasnik, ”Ved de hvad?”, Weekendavisen, 20. september, 2019, https://www.weekendavisen.dk/2019-38/samfund/ved-de-hvad.
4. Mads Kastrup, ”Når de kloge opfører sig som idioter”, Ekstra-Bladet.dk, 8. september, 2019, https://ekstrabladet.dk/opinionen/madskastrup/naar-de-kloge-opfoerer-sig-som-idioter/7781659. Jeg har kritiseret denne klumme mere detaljeret på Twitter: https://twitter.com/mortenstinus/status/1170747423163125760
5. Jens Ejsing, ” Opråb fra kvindelig lektor: »Mindretallets tyranni« breder sig på Københavns Universitet”, Berlingske.dk, 6. september, 2019, https://www.berlingske.dk/nyheder/opraab-fra-kvindelig-lektor-mindretallets-tyranni-breder-sig-paa.
6. Corey Robin, The Reactionary Mind: Conservatism from Edmund Burke to Donald Trump, second edition, Oxford, UK: Oxford University Press, 2018.