Støt kurderne i Syrien

Af Hjalte Tin

Kurderne er blevet forrådt af USA. Ja, hele befolkningen i Nordsyrien er blevet forrådt af USA: kurdere, arabere, armenere, turkmenere, alle de godt tre millioner mennesker, som lever i den 30 kilometer smalle, frugtbare stribe land mellem den syrisk-tyrkiske grænse mod nord og ørkenen mod syd. De tre millioner mennesker, som her har holdt sig ude af den syriske borgerkrig – indtil nu.

Nu bliver de bombet af tyrkiske fly, deres byer bliver beskudt af tyrkiske tanks, og mænd, kvinder og børn lemlæstes af tyrkernes arabiske lejetropper. Tyrkernes hensigt er den mest skruppelløse etniske fordrivelse. Allerede nu er 200.000 mennesker på flugt for at finde sikkerhed. Det er en voldsom menneskelig tragedie, som resten af verden intet gør for at standse.

Hvorfor? Fordi de nordsyriske kurderes, araberes og kristnes etablering af demokrati, etnisk forsoning, religiøs tolerance, kvindefrigørelse og almindelig menneskelig anstændighed åbenbart er en trussel mod Tyrkiets nationalistisk-islamistiske regering, mod Irans præster, mod Syriens diktator og mod Ruslands Putin. Og fordi USA’s præsident vil genvælges, og fordi Europas politikere har brug for Tyrkiets flygtningebremse.

“Bjergene er kurdernes eneste venner” er kurdernes bitre erfaring gennem historien. Kurderne er den oprindelige befolkning i det store landområde, hvor nutidens Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien støder sammen, men de har aldrig haft deres eget land. Efter Første Verdenskrig lovede stormagterne, at kurdernes hjemland skulle blive en nation, men kurderne blev svigtet. I stedet blev Kurdistan splittet af moderne grænser. I dag lever de omkring 40 millioner kurdere fordelt med 21 millioner i Tyrkiet, 8 millioner i Iran, 6 millioner i Irak og 3 millioner i Syrien og endelig 2 millioner som fremmedarbejdere og flygtninge i Europa.

I Den Arabiske Republik Syrien, dvs. under Assad-diktaturet, var kurderne en undertrykt minoritet. De måtte ikke bruge deres sprog offentligt, forældre kom i fængsel for at give deres børn kurdiske navne, alle kurdiske partier var forbudte, og deres hjemland var en fattig, udsultet egn langt fra Damaskus.

I 2011 brød opstanden mod Assads diktatur ud. Men hverken Assad eller hans arabiske modstandere lovede kurderne lige rettigheder i fremtidens Syrien, og derfor holdt kurderne sig ude af borgerkrigen. I 2012 trak Assad sine tropper ud af Nordsyrien for at kunne forsvare Damaskus og andre store byer. Den 19. juni 2012 tog kurderne magten i Kobane og kort tid efter i de andre kurdiske enklaver i Nordsyrien ledet af partiet PYD, som deler ideologi med PKK. Militsen YPG og kvindemilitsen YPJ voksede langsomt fra ingenting til flere tusinde personer med simple våben.

Det storpolitiske vendepunkt for kurderne i Syrien kom i 2014. I borgerkrigens kaos havde terrorbevægelsen Islamisk Stat vokset sig stærk, og i sommeren 2014 indtog IS først millionbyen Mosul og forsøgte derefter at udslette de kurdiske yesidier, en religiøs minoritet. Verden var nærmest lammet af chok. En lille YPG-styrke blev yesidiernes redning, hvilket gav de indtil da ukendte kurdiske militser international goodwill.

Da IS i september 2014 angreb den kurdiske by Kobane, besluttede præsident Obama i allersidste øjeblik at komme de belejrede kurdere til undsætning med våben nedkastet fra luften. Kampen mod Islamisk Stat førte USA og YPG sammen, men amerikanerne har aldrig støttet kurdernes vision for et demokratisk Syrien, og de har aldrig givet kurderne plads i de forskellige fredsforhandlinger om Syriens fremtid.

En afgørende præmis for kurdernes balancegang mellem Rusland, USA og Assad har været, at de aldrig har søgt løsrivelse af et kurdisk Syrien. De har konsistent fastholdt, at deres organisering skulle være første skridt på vejen mod demokrati for hele Syrien.

På trods af krigen mod Islamisk Stat, økonomisk blokade i borgerkrigens Syrien og nul hjælp udefra har de på syv år genopbygget bombede byer, brødfødt befolkningen og opbygget en fuldt fungerende civil administration. De har afholdt flere valg, de har et effektivt politi, fængsler og domstole, og ikke mindst har de med amerikansk hjælp opbygget en professionel, kamptrænet og topmotiveret hær med tunge våben på omkring 70.000 personer. Men måske vigtigst af alt, så har de løftet sig fra en stilling som en rettighedsløs, undertrykt minoritet til en fri kurdisk befolkning beundret blandt regionens 40 millioner kurdere.

“Islamisk Stat er den lille terrorist, Erdogan er den store terrorist!” sagde en kurder til os. Min kone, Nina, og jeg har rejst i alle dele af Rojava/Nordsyrien fra Qamishlo i øst til Manbij i vest, fra Kobane i nord til Raqqa i syd og oplevet kurdernes enorme stolthed ved at skabe et frit land. Samtidig var den kurdiske ledelse i Nordsyrien fuldstændig klar over, at USA balancerede støtten til dem med hensynet til amerikanernes NATO-partner Tyrkiet. Præsident Erdogan har utallige gange bittert anklaget amerikanerne for at støtte kurderne i Syrien, hvorefter amerikanerne har givet ham små indrømmelser, men i praksis fortsat deres militære samarbejde med kurderne. Nu har den amerikanske præsident kastet det hele fra sig, svigtet kurderne og givet grønt lys til den tyrkiske invasion af Syrien.

Med en kapitulation, der minder om Saigon i 1975, haster USA nu ud af Syrien. Russerne har allerede indtaget nogle af deres baser, Assad og Erdogan følger efter. I midten står kurderne svigtet af alle sider. Aftalen indgået den 22. oktober 2019 mellem Putin og Erdogan lover intet godt for kurderne. Imens kan vi sidde og føle os trygge i Danmark som medlem af forsvarsalliancen NATO, den selvsamme alliance, som tillader Tyrkiet at knuse kurdernes demokrati i Syrien.

Hvad kurderne ender med at redde af deres store, visionære samfundseksperiment, er umuligt at vide lige nu, men hvad der end må ske med kurdernes revolution i fremtiden, så har den faktisk eksisteret i syv år. Det er værd at notere i verdenshistoriens store bog, at der midt i den værste og blodigste krig i Mellemøsten var en befolkning, som ønskede forsoning, demokrati og kvindefrigørelse og som med våben, politisk kløgt og store ofre virkeliggjorde deres vision. Som skabte håb om demokrati for Kurdistan og Syrien. Dét holder regionens diktatorer vågne om natten. Og dét fortjener vores støtte.