En alternativ skabelsesberetning

Af Rolf Mertz
Illustration af kunstner: Julie Nord

For nogle år siden overværede jeg en performance, hvor en nøgen kvinde blev viklet ind i husholdningsfilm. Jeg husker ikke længere, hvorvidt det var planlagt på forhånd, men i hvert fald kredsede den efterfølgende debat mellem dramatiker, skuespiller og publikum om, “hvornår man havde opdaget, at der er forskel på drenge og piger”. Det var et emne, der fik manges kinder til at gløde, hvad enten det nu skyldtes begejstring, forlegenhed eller ophidselse, og folks meddelsomhed var da også ganske imponerende. Mine egne kinders markante kulør skyldtes snarere indignation: Temmelig uventet blev jeg overvældet af minderne om mine egne erfaringer udi etablering af kønsforskel.

Gennem deres reaktioner på min adfærd forstod jeg gradvis, at dén stilling, man indtog, når man skulle tisse, faktisk betød noget – ja, den betød vist nærmest alt?I dén landsby, hvor jeg er vokset op, var vi omtrent 75 indbyggere. Den samlede pulje børn tilgængelig for leg var naturligvis derefter: Hvis vi ville spille rundbold eller lege spark til dåsen, var det derfor nødvendigt at rekruttere stort set alle mellem fem og 16 år. Interessant nok havde det stærkt begrænsede indbyggertal dén effekt, at ikke køn, men alder var det væsentligste invitationskriterium. Og meget kan man sige om isolerede opvækstbetingelser, men lige netop dette befordrede faktisk vores evne til at tolerere forskelligheder og løse konflikter: Vi havde simpelthen intet andet valg. Af samme årsag har jeg sikkert også formået at forblive i lykkelig uvidenhed om Forskellen usædvanlig længe. Måske fik jeg sprunget over alle de eftertacklinger, der skulle have forårsaget syndefaldet. Måske havde flere på hinanden følgende dårlige år for kundskabstræer resulteret i, at deres frugter ikke tog sig videre appetitlige ud fra min beskedne børnehøjde – hvad ved jeg?

Hvorom alting er, var jeg godt klar over, at nogle af mine legekammerater blev betegnet som “drenge”, mens andre blev kaldt for “piger”. At kroppe kan se forskellige ud uden tøj på, vidste jeg også – dels på grund af mine forældres afslappede forhold til nøgenhed, og dels qua mine egne fascinerede studier af diverse vandladningsteknikker samt disses direkte udspring. Men sammenkædningen af henholdsvis kønsterminologi og -organer krævede for mit vedkommende de voksnes intervention: Gennem deres reaktioner på min adfærd forstod jeg gradvis, at dén stilling, man indtog, når man skulle tisse, faktisk betød noget – ja, den betød vist nærmest alt? Jo flere streger Bo og Carsten slog, desto tydeligere blev de demarkationslinjer, som de voksne trak mellem os.

Alt dét, som jeg syntes var sjovt – og som de voksne syntes var sjovt, når Bo og Carsten gjorde det – mistede åbenbart fuldstændig sin charme, når det blev afsløret, at jeg stod bag spilopperne. Jeg burde vide bedre, kunne jeg forstå på lærernes hovedrysten, når hammeren faldt. Jeg burde have vidst bedre end at spille fodbold med en træklods nede i sløjdlokalet. Jeg burde ikke have været blandt initiativtagerne til at skyde til måls efter tavlerenden med skolekridt af 10 centimeters længde, som splintredes i stumper og stykker ved hvert mislykket forsøg. Tværtimod, mente lærerne øjensynlig, påhvilede der mig en særlig tung forpligtelse, fordi jeg ikke blot burde have holdt mig for god til at deltage i løjerne: Jeg burde oven i købet have “gjort pige” (og lærerbarn) ved at tale drengene fra “deres” vandalisme. Mit fulde dåbsnavn brølet på umiskendeligt østjysk, idet døren ind til vores klasseværelse bliver flået op, har sidenhen afholdt mig fra mangen en narrestreg. Mine medskyldige, derimod, blev opfordret til at lege videre vores folkeskoletid ud. Forskel er noget, der bliver gjort.

Det er Rockerloven for børn. Det er massefremstilling af nikkedukker med en nærmest fordistisk præcision.Ifølge Freud kan penismisundelse tilskrives ærgrelsen over ikke anatomisk set at være udstyret på samme måde som Far. Her er jeg nok tilbøjelig til at mene, at Freud tog fejl. Det er ikke opdagelsen af, at nogen har noget andet tissegrej end ens eget, der afføder misundelse: Det er erkendelsen af, at denne forskel udråbes til at være altings drivkraft og omdrejningspunkt – det tilsyneladende uangribelige påskud for at (re)producere herskab og tjenestefolk. I henhold til dette system udlægges dét at vurdere og derefter belønne henholdsvis straffe opførsel på baggrund af, hvem det er, der opfører sig, som fuldt ud legitimt.

Det er Rockerloven for børn. Det er massefremstilling af nikkedukker med en nærmest fordistisk præcision. Det er velkommen på forsiden til patriarkatet hver eneste dag, uden at der rejser sig et ramaskrig. Men det er også dét stof, som revolutioner er gjort af: Den blotte uretfærdighed burde være oprørende uanset placering i forhold til Skillelinjen. Det er del og hersk. Men måske en mulig strategi kunne være at forsøge at stille sig i vejen, hver gang nogen forsøger at trække grænsen? Dét ville i mine øjne være radikal solidaritet over for alle dem, der på den ene eller den anden måde bliver spiddet, når det sker.

Rolf Mertz er cand.mag. i engelsk og kønsstudier og bosiddende i Berlin-Kreuzberg. Rolf har bl.a. en fortid som underviser i feministisk teori på Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet. Hans krop er ikke “forkert”, og han er ikke “fanget” i den.

Teksten er et uddrag fra bogen At være sig selv bekendt, som udkom i Forlaget Nemos Tumulti-serie d. 4. oktober 2019. Læs mere om bogen her.