Danmarks nye “aktive udenrigspolitik”

To nyheder side om side i samme uge. Den danske regering har lanceret sit udenrigspolitiske program – kendt som en ”aktiv udenrigspolitik”, ikke at forveksle med de foregående regeringers ”aktivistiske udenrigspolitik” vel at mærke. Den aktive politik rummer bl.a. en række militære tiltag, herunder et muligt dansk bidrag til en flådemission i Hormuzstrædet. Omdrejningspunktet for samtlige tiltag er støtte til en række vestlige missioner i forskellige brændpunkter og konfliktzoner.

Midt i dette kom en anden – og langt mindre omtalt – nyhed: en rapport fra FN konkluderer, at en række vestlige lande, deriblandt USA, Storbritannien og Frankrig, har medvirket til krigsforbrydelser i Yemen. Det er længe blevet kritiseret, at flere vestlige lande opretholder våbensalg til Saudi-Arabien og dets allierede, da disse våben helt åbenlyst bruges i krigen i Yemen og har involveret angreb på civile mål. Ligeledes bidrager USA aktivt med logistik og efterretninger. Deraf anklagen om medansvar for krigsforbrydelser.

Det mest påfaldende er derfor nok, at den danske regering vælger at støtte så klart op om missioner ledet af allierede, der medvirker til krigsforbrydelser. Men det lyder selvfølgelig også aktivt.

Sahel-mission coming up

Mens der har været skrevet meget om en mulig konflikt med Iran samt de allerede igangværende krige i Yemen, Afghanistan og Syrien, tiltrak en anden del af Danmarks ”aktive udenrigspolitik” sig knap så meget opmærksomhed. Det drejer sig om bidraget til en fransk mission i Sahel-regionen, tæt på Sahara og en klassisk fransk indflydelsessfære.

Missionen hedder Operation Barkhane og foregår i nær sammenhæng med en større FN-mission kendt som MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali), der har haft base i Mali siden 2013. I netop 2013 udbrød et oprør i den nordlige del af Mali, der førte til centralregeringens fald og en fransk militær intervention for at bekæmpe oprøret. FN-missionen blev oprettet efterfølgende, mens Frankrig sideløbende har haft sin egen militære mission i samarbejde med en kreds af afrikanske lande på tværs af Sahel-regionen. Den franske mission var først kendt som Serval, men har siden 2014 været kaldt Barkhane.

Operation Barkhane omfatter Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Foruden Danmark bidrager også Storbritannien og Estland til den franske mission. Danmark vil ligeledes genoptage sin støtte til MINUSMA, hvorfor de fleste danske medier omtaler de to missioner under ét som ’fredsbevarende’.

Der er dog en væsentlig forskel på de to missioner – Frankrigs er fokuseret på ’anti-terror’ og krigsførelse rettet mod en række al-Qaeda-lignende grupper, mens den FN-ledede mission er fredsbevarende, rettet mod stabilitet i Mali og primært består af afrikanske troppekontingenter. MINUSMA er den tredje største fredsbevarende FN-mission i verden netop nu. Bag det fredsbevarende ligger dog et stærkt element af oprørsbekæmpelse og støtte til en vaklende centralregering i Mali.

Danmark har tidligere bidraget logistisk til både den franske mission samt den FN-ledede mission i Mali, men den danske regerings nye bidrag er mere entydigt militært. Det kommende danske bidrag vil således bestå af to transporthelikoptere og aktivt personel fra udgangen af 2019 til slut-2020. Siden Lene Espersens tid som udenrigsminister har der været tale om, at Danmark skulle være mere ”aktivt” (altså militært) til stede i Afrika. Det er det, der under den nuværende regerings røde faner begynder at materialisere sig nu.

Hvorfor har Frankrig brug for de andre europæiske lande? Djævlen sidder som bekendt i detaljen. FN’s sikkerhedsråd har flere gange afvist at støtte den franske mission aktivt, og mens der ganske vist er stiltiende accept blandt de fleste andre medlemmer, følger der hverken penge eller ressourcer med. Deraf de løbende mindre europæiske bidrag.

Intet nyt under solen, på nær tørke

Den franske mission støttes altså helhjertet fra dansk side, selvom den hverken har dæmpet volden i området mærkbart eller har en fast udløbsdato – to elementer, vi også kender fra andre konflikter med dansk deltagelse. De europæiske lande betragter åbenlyst Sahel og Sahara som en fremskudt grænse til EU, der skal beskyttes imod enhver trussel – forestillet eller reel. Med store konsekvenser for de berørte lande.

Beslutningen om et dansk bidrag ligger i direkte forlængelse af den tidligere regerings politik om at ”bekæmpe terrorisme og irregulær migration”. Faktisk var det en større nyhed i begyndelsen af 2019, da det militære bidrag blev besluttet under den tidligere regering – nu er det blot en ekspeditionssag, der i alle ønskelige detaljer fremlægges på Forsvarsministeriets hjemmeside ”med forbehold for parlamentarisk beslutning”. Alt dette står på, mens flere af landene i Sahel-regionen er ramt af tørke som følge af klimaforandringer, hvilket kun gøder jorden for mere ufred og migration.

En interessant omstændighed er, at de vestlige lande og især Frankrig selv har bidraget til at forværre sikkerhedssituationen i regionen, nemlig ved at indlede en bombekampagne mod Libyen i 2011, der udløste store flygtningestrømme og førte til en nedbrudt stat. Det libyske bombetogt havde ligeledes store konsekvenser for nabolandene i Sahel, hvor både etniske konflikter og væbnede stridigheder om adgang til de sparsomme ressourcer brød ud i lys lue. Fx i Niger, hvor verdens fjerdestørste uranmine ligger, eller i Mali, hvor oprøret i den nordlige del af landet blev direkte udløst af tilstrømningen af kampklare oprørere fra den libyske konflikt, og hvor Frankrig siden har allieret sig med en række stammer og militser, der ikke lader de ’islamistiske terrorister’ noget efter, når det kommer til blodsudgydelser. En hel region lever altså med efterdønningerne af en katastrofal krig, som også Danmark har et ansvar for.

Minder det én om situationen i de dele af Mellemøsten, hvor Vesten har interveneret, tager man nok ikke helt fejl. Analogien er selvsagt ikke 1:1, men midlerne til konfliktløsning er meget ens, hvorfor risikoen for destabilisering og såkaldt ’blowback’ også er det.

Den nye udenrigsminister, Jeppe Kofod, har redegjort for regeringens position i en kronik under titlen ’Vores udenrigspolitik skal være så solid og benhård som bornholmsk granit’:

Vi skal gøre noget ved de forhold i verden, der udgør en trussel mod fred og stabilitet, både i Mellemøsten, Sahel-regionen og i Europa. Vi skal være med, hvor det kræves. Også med de militære værktøjer i værktøjskassen, når det er det, situationen byder. Men det må aldrig være det første værktøj, vi griber til. Hele værktøjskassen skal i brug – først og fremmest de diplomatiske virkemidler. Vi skal gøre det med en større dagsorden. Når vi går ind i Sahel-regionen, så må det handle om mere end blot umiddelbar brandslukning. Det skal tænkes sammen til en regional helhedsplan. Hvor vi sætter massivt ind over flere fronter for at sikre sikkerhed, stabilitet og – på sigt – en positiv udvikling i nærområderne.

Man kunne ønske sig, at den ’hårde’ politik blev efterladt på Bornholm, hvor der er rigeligt med klipper at slå løs på og færre folk at forkrøble, forarme og fornedre.

Det er svært at se, hvordan den aktive danske udenrigspolitik bidrager til konfliktnedtrapning i verdens brændpunkter, trods intentioner og paroler. Bortset fra en diskret navneændring er kursen for dansk udenrigspolitik uforandret. Der står fortsat militarisme på det meste.

Marc Grønlund er klima- og økonomiredaktør på Eftertryk
Billedet øverst er fra Socialdemokratiets kampagnevideo “Vi skal have stabiliseret Afrika”