Påbud til muslimer: Gør hvad vi siger. Fornægt hvad vi gør.

Af Uffe Kaels Auring & Poya Pakzad

”Actions are held to be good or bad, not on their own merits, but according to who does them, and there is almost no kind of outrage – torture, the use of hostages, forced labour, mass deportations, imprisonment without trial, forgery, assassination, the bombing of civilians – which does not change its moral colour when it is committed by ‘our’ side.” – George Orwell, Notes on Nationalism

Hver dag – klik ind på en tilfældig nyhedsside – bringer nye vidnesbyrd om, at vi til stadighed begriber verden ud fra den selvretfærdige moralstandard, som George Orwell kritiserede tilbage i 1945. Det ville endda være rimeligt at tale om ét langt felttog mod moralsk universalisme (et fancy ord for, at almengyldige standarder må gælde alle), hvis der ellers var nogen, der tog universalismen i forsvar eller blot viste interesse for at beskrive dens ruin. Men kampen er så ensidet, at det ikke er nogen kamp. Det er en sejrsgang. Sansen for, hvad det præcist er, vi har besejret, er ganske vist svag, men den moralske overlegenhed har vi til gengæld en sikker fornemmelse for.

Sagen er, at Vestens menneskerettighedspolitik på de store linjer er fuldstændig konsistent. Og den er samtidig gennemført hyklerisk – hvis ikke ”konsistent”, så i hvert fald konsekvent hyklerisk.I vores kultur er fornægtelsen af simpel moralitet så udbredt og grundfæstet, at der i massen af blotte eksempler næppe findes nogle særligt repræsentative eller gennemslagskraftige tilfælde. Når vi her vil gennemgå Jacob Mchangamas klumme ”Muslimske mindretal gør klogt i at bakke Vestens kamp for menneskerettigheder op”, er det først og fremmest, fordi Justitia-direktørens pointerede og docerende stil i tilspidset form blotlægger modsigelsen i at undergrave elementær moral fra en ophøjet moralsk position. Han har altså gjort en god del af det analytiske forarbejde for os. Derudover demonstrerer teksten fornægtelsens altædende kraft: Hos Mchangama er ”universalisme” blevet et kampråb i angrebet på moralsk universalisme. Dette akademiske slagord er ikke særlig karakteristisk for den almindelige fornægtelse af basal moralitet, men dog sigende. Det karakteristiske er, at ingen tager til genmæle, skønt teksten, efter en fordomsfri læsning, praktisk talt gendriver sig selv.

Vestlig menneskerettighedspolitik: Ideal og virkelighed

I sin klumme får Mchangama hæftet nogle informative etiketter på vestlig menneskerettighedspolitik, men misforstår fuldstændigt, hvad de dækker over. Når han skriver, at ”Vestens menneskerettighedspolitik langtfra altid er konsistent eller fri for hykleri”, er den halve sandhed, der ligger i udsagnet, sandsynligvis utilsigtet. Sagen er, at Vestens menneskerettighedspolitik på de store linjer er fuldstændig konsistent. Og den er samtidig gennemført hyklerisk ­– hvis ikke ”konsistent”, så i hvert fald konsekvent hyklerisk.

Intet sted er dette tydeligere end i den del af verden, som ifølge Mchangama er sunket ned i ”ekstremt hykleri”. Hovedskurkene i hans klumme, klientstaterne Saudi-Arabien, Egypten og Pakistan, er kerneeksempler på Vestens faktiske menneskerettighedspolitik. Disse ”indflydelsesrige muslimske lande” og deres korrupte og autokratiske regimer har gennemgående overlevet takket være Vestens ”sikkerhedsgaranti”, som først og fremmest garderer dem mod deres egne befolkninger. Tilfældet vil, at det samtidig er de mest islamistiske kræfter – Mchangamas angivelige arvefjender ­– som Vesten har fremelsket, støttet, forsvaret og betjent sig af.

I efterkrigstiden har USA – Vestens førende moralmagt – kastet bomber i flere end 30 lande, dræbt og forarmet millioner af mennesker, anstiftet dusinvis af statskup, understøttet en betydelig andel af verdens diktaturstater og bistået klientstater i en lang stribe af uhyrligheder. Listen over ugerninger er lang og aktuelt voksende.Dette er ikke inkonsistens. Det er den røde tråd i Vestens menneskerettighedstilgang, når vi medregner de ’storpolitiske’ forhold. Og som navnet antyder, er storpolitikken ikke blot det, der går hen over hovedet på flest, men også det, der fylder mest: Storpolitikken har de mest vidtrækkende konsekvenser for menneskenes liv, og den underlægger sig de øvrige politikområder og fastsætter de forståelsesrammer, som det politiske i det hele taget forstås inden for.

Om Mchangama opfatter den nævnte systematik som inkonsistens, ved vi ikke. Uanset hvad han måtte mene om partnerskabet mellem Vesten og muslimske autokratier, kan vi kun konstatere, at det ikke er værd at nævne i en artikel om ”Vestens kamp for menneskerettigheder” og de muslimske landes ”ekstreme hykleri”. Til gengæld markeres Vestens exceptionalisme: Det er nemlig ”alene Vesten, der kommer i nærheden af at forfægte universalismen på internationalt plan”.

Betragtningen er lige så sand, hvad angår retorikken, som den er tom i substansen. Langt mere oplysende er det at se på den faktiske adfærd: Vesten, anført af Storbritannien og USA, har siden Anden Verdenskrig støttet de mest indædte fjender af menneskerettigheder og demokrati for at sikre våbensalg, kontrol med olie, adgang til lukrative markeder m.m., mens modstandere af denne ”orden” er blevet bekæmpet med alle mulige midler. Siden Vesten etablerede sit globale herredømme, har knægtelsen af menneskerettighederne konsekvent været et led og undertiden et middel i bestræbelserne på at fremme økonomiske og strategiske interesser – og ultimativt at opretholde overherredømmet.

I efterkrigstiden har USA – Vestens førende moralmagt – kastet bomber i flere end 30 lande, dræbt og forarmet millioner af mennesker, anstiftet dusinvis af statskup, understøttet en betydelig andel af verdens diktaturstater og bistået klientstater i en lang stribe af uhyrligheder. Listen over ugerninger er lang og aktuelt voksende.

Hvis dette ikke også er en beretning om Vestens tilgang til menneskerettigheder, har begrebet ingen berettigelse. Ellers må tilhængerne af Vestens menneskerettighedsfremme oplyse os om det kriterium, der afgør, hvornår menneskerettighedstænkningen skal aktiveres, og hvornår den skal slås fra.

Vi tror, at der er ét simpelt, universelt gældende kriterium, som man ikke er villig til at formulere, da det er uforsvarligt: Stater må ubetinget bedømmes efter gængse menneskerettighedsstandarder – undtagen vores stater. Eller hvis vi hæver os lidt over det mest primitive hykleri: Den slags menneskerettighedsovergreb, vi typisk er involveret i, tæller ikke som sådanne, hvorimod de krænkelser, som andre gerne gør sig skyldige i, er indbegrebet af, hvad menneskerettighedsideerne skal befri os for. Resultatet bliver, at de historier, vi dagligt fortæller os selv og undertiden belærer andre om, på én gang bekræfter og sætter os ud over vores glimrende menneskerettighedsstandarder. Overgreb på homoseksuelle i Rusland må absolut og utvetydigt fordømmes. Vores egne drab og bombninger og støtte til diktaturstater (der behandler homoseksuelle endnu værre)? Hm, det er mere kompliceret end som så. Vanskelige forhold vedrørende strategi, stormagtskonflikt og geopolitik spiller ind. Svært at fælde nogen entydig dom. Nok lidt naivt at blande hverdagsmoral ind i det.

På det realpolitiske niveau råder universalismen, idet den store, ukrænkelige norm er magtpolitikkens diktat. Det er, hvad statens politikere og embedsmænd må tjene, og hvad tredjelande må underkaste sig. Gør de ikke det, er det ensbetydende med en afvisning af de universelle spilleregler, som ”overdommeren”¹ holder opsyn med og administrerer. Modstand mod grundsætningen om, at Vestens subjekter må agere formålstjenligt og finde deres plads i systemet, er derfor strafbar. Og selve afstraffelsen kaster lejlighedsvist goder af sig. Vestens menneskerettighedspolitik tilsiger os i disse tider at dræbe og udsulte titusindvis af børn, kvinder og mænd i Yemen. Donald Trump lægger ikke skjul på, at det er tålelige tab i en god forretning. Hvis de vestlige borgeres tavshed sagde nogen noget, var det vel cirka det samme.

Her vil nogle måske indskyde, at det jo ikke er nogen vestlig menneskerettighedsindsats, vi ser i Yemen, men en intrikat konflikt, hvor diverse eksterne og lokale aktører forfølger hver deres dagsorden. Vi skal derimod kigge andre steder hen for at lokalisere Vestens virkelige menneskerettighedsengagement. F.eks. kritik i FN af Kinas overgreb.

Virker en sådan forfladigende indvending overbevisende, må vi kreditere det førnævnte kriterium for menneskerettighedstænkningens brugbarhed. Fralægger vi os derimod den doktrinære tænkning, er det kun fair at gå ud fra, at Vestens menneskerettighedspolitik fortrinsvis må findes dér, hvor vores indvirkning på levende menneskers menneskeretsstilling er mest gennemgribende. Og det er aktuelt set steder som Yemen. Det synes at være mere end et pudsigt sammenfald, at bekymringen for menneskerettigheder typisk er mindst, hvor påvirkningen er størst.

Magtpolitisk formålstjenlighed er kort sagt den reelle kerne i vestlig ”universalisme”, til overflod illustreret i de eksempler, Mchangama selv bringer frem.² I et mindre indoktrineret samfund ville Mchangamas behandling fremkalde almindelig hån og spot – ikke latterliggørelse, for det latterlige giver sig selv, skønt det ville være afstumpet at le.

’Gør som jeg siger – ikke som jeg gør’

Hvis Mchangama er i stand til at forstå den vestlige tradition for at ødelægge samfund og dræbe mennesker, er det givetvis som tilfælde af ”inkonsistens”, og det skyldes, at hans ærinde egentlig ikke er universalistisk, men tribalistisk: Det glade budskab rummer et løfte om radikal retsmæssig ligestilling af verdens borgere, men selve proklamationen og indstillingen er stærkt partikularistisk. ”Universalisme” er blot et flot ord for en overlegen renfærdighed, der alene tilkommer os. Det centrale skel, der adskiller os fra dem, er, at vi er gode, når det er muligt (tillad lidt inkonsistens), og realpolitiske, når det er nødvendigt (tillad lidt kritik, hvis det bliver for kynisk), mens de andre er … knap så gode. En lang række yderligere distinktioner, som alle falder ud til vores fordel, følger heraf.

Således f.eks. retten til at overdimensionere og digte videre på modpartens dårligdomme. Krogen for Mchangamas klumme er en patroniserende instruktion til herboende muslimske minoriteter om at udvise støtte til ”Vestens kamp for menneskerettighederne” og aflægge sig enhver sympati for undertrykkende stater, som de næppe har nogen særligt kærlige relationer til eller nævneværdig indflydelse på – modsat Vestens regenter. Muslimerne bør ”indse”, at en sådan omvending er i deres egen religiøse interesse. Desværre er præmissen for hele hans lektion falsk. Mchangama indleder med en skrækmeddelelse om, at ”fire ud af ti danske muslimer [har angivet], at sharia bør stå over grundloven” i en opinionsmåling bragt i Jyllands-Posten i 2015. Men det er i bedste fald en forkert tolkning af undersøgelsen (se fodnoten).³ Grundigere undersøgelser viser desuden, at herboende muslimers opbakning til elementære retsstatsprincipper og demokratiske grundværdier omtrent er på niveau med etniske danskeres.⁴

Når sådanne fejlopfattelser er ryddet af vejen, må man spørge sig selv, om Mchangamas indlæg skal forstås som et opråb til muslimer om at tage menneskerettigheder og den sekulære retsstat til sig, eller om han snarere opfordrer dem til at erklære loyalitet mod Vesten og alt, hvad det idealistisk set indebærer – hvilket ikke mindst er blindhed over for de ugerninger, Vesten faktisk indebærer. Mchangama lærer ved sit eget idealistiske eksempel, at man ikke blot skal lukke øjnene for Vestens reelle overgreb, men også forholde sig tavst til dets ret beherskede formelle tilslutning til centrale dele af menneskerettighedskorpusset. Lederen af den frie og menneskerettighedselskende verden, USA, har igennem årtier unddraget sig internationale aftaler om forbud mod tortur og folkemord, sikring af børns rettigheder samt retten til udvikling og foreningsfrihed. På sådanne områder har USA enten 1) undladt at ratificere bindende konventioner, 2) ved sin tilslutning indført definitioner, som udhuler deres bestemmelser, eller 3) betinget sin tilslutning på forbehold, som effektivt friholder USA fra at kunne drages til ansvar for eventuelle overtrædelser. Samme ansvarsfralæggelse gælder etableringen af Den Internationale Straffedomstol, som USA delvist har modarbejdet, delvist forsøgt at underlægge sig. Status er p.t., at USA påberåber sig retten til at invadere Haag, hvis en amerikansk tjenestemand bliver indklaget for domstolen. Som den siddende præsident har oplyst, har domstolen ”ingen jurisdiktion, ingen legitimitet og ingen myndighed” over USA. For så vidt amerikansk exceptionalisme i betydningen: at være undtaget fra universelle standarder, der sætter grænser for magtens frie udfoldelse.

Intet af dette, forstår vi, hører til i det store, glimrende billede af vestlig menneskerettighedsuniversalisme. Men er det ikke det, de muslimske minoriteter implicit bedes om at acceptere i en kort, stille, åndsfraværende stund, inden de tager fat på det store, slidsomme arbejde med at opbygge en demokratisk ånd i deres muslimske sind?

Mchangama nærer i hvert fald stor tiltro til de gode ideers realpolitiske gennemslagskraft og håber, at muslimerne vil tage ved lære: ”når muslimske mindretal bliver udsat for systematisk forfølgelse […] er menneskerettighederne det stærkeste våben til at udskamme og holde krænkerne moralsk ansvarlige”. Dette er faktisk en læresætning, mange muslimer kender intimt. Bestræbelser på at holde Israel moralsk ansvarlig for dets krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder har mindst seks årtier på bagen. Men det rokker ikke ved noget, for i den virkelige verden er frihed og retfærdighed i langt de fleste tilfælde betinget af magtforhold, og så længe bl.a. USA holder hånden over Israel, er ”moralsk ansvarlighed” en billig pris at betale. For så vidt krænkerne overhovedet har samvittighedskvaler, er det tydeligvis en skam, der er til at leve med.

I stedet ser vi det forventede billede. I magthavernes hænder er menneskerettighederne rigtignok et ”stærkt våben”. Det kan bl.a., med god bistand fra den intellektuelle klasse, bruges til at skaffe sig ansvarsfrihed.

Moralismens nytte

Som det er velkendt i vores personlige liv, giver moralsk overlegenhed ret til at lukke øjnene for eller i bedste fald bagatellisere sine egne ugerninger af lutter bestyrtelse over modpartens fortrædeligheder. Denne fornægtelse er i praktisk forstand en implicit tilladelse til overgreb. Som vi bemærkede indledningsvis, er der noget modsigelsesfyldt i at fornægte elementær moral fra en ophøjet position. Man tænker også, at det må være intellektuelt krævende at udholde og ligesom ophæve denne spænding. Alligevel ser vi hverken hos Mchangama eller den kultur, han er rundet af, noget spor af dissonans, anstrengelse og overvindelse, men blot en uforstyrret ligevægtstilstand af sund fornuft, som alle andre medlemmer af offentligheden også færdes inden for. Mens det er let nok at påpege modsigelsen, er det virkelige problem altså at forklare sammenhængen. For hvordan hænger Vestens reelle magtpolitik og det herskende billede af ophøjet universalistisk exceptionalisme sammen i praksis? Vi vil kun kort berøre problemet her, men kan ikke udrede det.

Når Mchangama oplyser de muslimske mindretal om, at ”at det åbne samfunds værdier er et bolværk, ikke en rambuk”, leder han os i retning af svar. Konstateringen er isoleret set sand, for så vidt ”det åbne samfund” refererer til principper såsom ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. Imidlertid ændrer billedet sig, når man ser på ”det åbne samfunds” mobilisering af disse værdier uden for dets ret tillukkede grænser. Der er ingen nævneværdig korrelation mellem den grad af åbenhed, man finder inde i et samfund, og dets omgang med menneskeliv i udlandet. Når vi flittigt bomber, dræber og lemlæster i det ”åbne samfunds” navn, bliver værdierne netop meget bevidst brugt som en ”rambuk”. På kort formel: forfægtelse af ”værdierne” opretholder og udløber af en sindstilstand, en basisorientering, som fremmer den rå magts diktater. Fænomenet er så institutionaliseret og indvævet i kulturen, at de intellektuelle og vi, der almindeligvis samtykker, ikke har behov for at anstille nyttebetragtninger som ledetråd for vores adfærd, men blot kan følge gældende normer – og eventuelt se lidt til sidemanden, hvis vi er usikre – for at opfylde kravet om magtpolitisk formålstjenlighed. Ikke desto mindre tror vi, at normaliteten, hvad enten den ytrer sig i sit selvbevidste idealistiske leje eller blot søger fredsommelig omgængelighed, opretholdes af og hviler i nytteværdien for magten. Vi er ikke stødt på overbevisende alternative forklaringer.

Som det er velkendt i vores personlige liv, giver moralsk overlegenhed ret til at lukke øjnene for eller i bedste fald bagatellisere sine egne ugerninger af lutter bestyrtelse over modpartens fortrædeligheder. Denne fornægtelse er i praktisk forstand en implicit tilladelse til overgreb. Gælder det, at ”de samme rettigheder, der giver karikaturtegnere frihed til at forhåne profeten, beskytter muslimer mod kinesiske tilstande”? På papiret, ja. Men i virkeligheden tjener påberåbelsen af disse rettigheder primært legitimeringen af Vestens totale forhånelse af selvsamme. Eller: Ikke blot forhånelse, men destruktion af de praktiske forudsætninger for enhver snak om rettigheder: samfund, institutioner og mennesker. Masser af mennesker.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin. Poya Pakzad er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin. Billede i toppen af Molly Christensen. 

1. USA’s naturlige rolle ifølge den indflydelsesrige amerikanske sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski.
2. Det gælder også Mchangamas omsorg for det undertrykte muslimske uighur-mindretal i Kina. For Mchangama demonstrerer de vestlige landes kritik af Kinas fremgang Vestens universalisme og ”det åbne samfunds” velsignelser. Han ser ikke det faktum, at kritikken først og fremmest er udtryk for en regelmæssig selektion af verdens uretfærdigheder: Vesten kritiserer gerne, når det kan, sine officielle fjenders overgreb og forbrydelser, og med samme stringens ser Vesten bort fra sine egne og allierede klientstaters ditto.
3. Af målingen fremgår det, at 11,3 pct. mener, at ”fundamentet for al lovgivning” skal være Koranen, mens 26,5 pct. mener, at lovgivningen skal baseres på ”en blanding af grundloven og Koranen”. Af disse svarprocenter kan man selvfølgelig ikke udlede, at 4 ud af 10 danske muslimer ønsker at sætte sharia over grundloven. I bedste fald kunne man udlede, at 1 ud af 10 mener noget sådant, men selv dette ville være en tilsnigelse, for Wilke-undersøgelsen nævner slet ikke sharia. Tilsvarende kunne man ikke konkludere, at danske jøder måtte mene, at moselovene trumfer grundloven, hvis 26,5 pct. angav, at grundloven og Toraen skulle danne grundlaget for al lov i landet.
4. Se Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelser fra 2016 og 2017, udarbejdet af Danmarks Statistik og velrenommerede danske forskere. Det store talmateriale stikker selvsagt i forskellige retninger, men det generelle billede er, at et højere, tilsvarende eller tilnærmende antal indvandrere og efterkommere bakker op om demokratiske værdier, retsstatsprincipper og gensidig tålsomhed ift. etniske danskere på en lang stribe af områder (såsom lighed mellem kønnene, retten til politisk forskellighed, religionsfrihed og åbenhed over for inter-etniske relationer).