Arbejde og kapital i bevægelse

Erfaringer fra (hvide) mandlige arbejdere i fremstillingsindustrien har i årtier domineret såvel arbejderhistorien som nutidige ideer om, hvad arbejde og faglig organisering går ud på. For at forstå aktuelle problemer som prekarisering og migration er der imidlertid væsentlige indsigter at hente hos dem, der hidtil har været marginaliseret eller helt skrevet ud af historien om det danske arbejdsmarked: kvindelige arbejdere, servicearbejdere og migrantarbejdere.

Af Nina Trige Andersen

Historien om (arbejds)migration til Danmark har det med at blive fanget i tidslige lommer befolket af arketyper som f.eks. manden med kufferten på banegården fra 1970’ernes forestillinger om gæstearbejderen eller den unge filippinske kvinde, der lufter ”værtsfamiliens” hund i 2010’ernes Hellerup. Ingen af dem har nogen selvskreven plads i hverken arbejder-, fagforenings- eller Danmarkshistorien, og i den udstrækning deres erfaringer er beskrevet, er det som afvigende fænomener.

For det meste må migrantarbejdere i alle afskygninger nøjes med den tvivlsomme ære at være genstand for et besynderligt paradoks: På den ene side at befinde sig i centrum for aktuelle politiske debatter ude af proportioner med deres tilstedeværelse i landet og på den anden side at blive skubbet ud i den absolutte periferi af historieskrivningen.

Et eksempel på arbejdere, hvis liv og erfaringer har været nærmest totalt overset, er kvindelige filippinske servicearbejdere i Danmark. De fleste forbinder filippinere i Danmark snævert med au pair-fænomenet, som til gengæld har været genstand for utallige afhandlinger og avisartikler – i en lind strøm og fra forskellige vinkler, men med det til fælles, at au pair-migrationen med få undtagelser bliver beskrevet som et altid netop nu forekommende fænomen. Og i forlængelse heraf: Som en både tidslig og konceptuel afvigelse; afgrænset fra arbejdsmarkedet som sådan, og afgrænset fra andre former for (arbejds)migration.

Ikke desto mindre går traditionen for arbejdsmigration fra Filippinerne til Danmark tilbage til 1960’erne. Til den tid, hvor manden med kufferten på banegården – ankommet fra en eller anden analfabetisk bjerglandsby i Tyrkiet med lovning på et job på en dansk fabrik – var den figur, folk flest forbandt gæstearbejdere med. Bortset fra at den tyrkiske mand på de danske fabrikker ofte var en kvinde og ofte hverken kom fra en landsby eller var spor analfabet, så kom en hel del migrantarbejdere i 1960’erne og 1970’ernes Danmark ikke fra Tyrkiet eller omegn, og de var ikke rekrutteret til fremstillingsindustrien.

”De kønne philippinske piger”

Siden begyndte ”de kønne philippinske piger” at blive mindre velkomne og mindre eftertragtede af hotelejerne. Det viste sig nemlig, at de – mod alle odds – organiserede sig og krævede respekt og rettigheder.En væsentlig del af den danske – og europæiske – rekruttering af migrantarbejdere var allerede i 1960’erne til serviceindustrien. Og en væsentlig del af de arbejdere, der kom til at bemande jobs på f.eks. danske hoteller, var kvinder fra Sydøstasien. I sommeren 1971 skrev Søndags BT om, hvad der ville ske, hvis gæstearbejderne tog modstanderne af arbejdskraftindvandring på ordet og faktisk rejste, og Erik Johnsen, daværende næstformand i Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund, erkendte, at det ville være et problem: ”Vi kan simpelthen ikke undvære gæstearbejdere i vor branche, fordi det er umuligt at skaffe danskere til de lønninger.”

Også den danske General-Konsul for Filippinerne i Danmark, Hjalmar Ibsen, konstaterede, at filippinske kvinder var særdeles populære blandt hotelejere i København. Som han skrev i sine optegnelser fra slutningen af 1960’erne til midten af 1970’erne:

”Det var en tid, hvor Danmark havde høj beskæftigelse. Vi savnede arbejdskraft og opfordrede faktisk udenlandske arbejdere til at komme til Danmark. […] Philippinere var særligt velkomne. De var nemlig veluddannede og talte alle engelsk. […] Der var sygeplejersker, jordemødre og læger iblandt. De unge piger var særligt eftertragtede af hotellerne, der manglede stuepiger og serveringsdamer, og i en lang periode kunne man møde de kønne philippinske piger på næsten ethvert hotel.”

Siden begyndte ”de kønne philippinske piger” at blive mindre velkomne og mindre eftertragtede af hotelejerne. Det viste sig nemlig, at de – mod alle odds – organiserede sig og krævede respekt og rettigheder. Da hotelbranchen fra slutningen af 1970’erne, og særligt radikalt i løbet af 1990’erne, blev ramt af udliciteringer, virksomhedsoverdragelsesmanøvrer og såkaldt piratrengøring, var det filippinske kvinder, der gik forrest i kampen for det, der ofte bliver kaldt ”den danske model”: Et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverforeninger og fagforeninger indgår kollektive overenskomster, der gensidigt respekteres, og hvor arbejderne kan forvente et højt niveau af social sikkerhed i perioder uden arbejde.

Den fortælling har altid været mere ideologi end realitet, og mere realitet for nogle end for andre. Men undersøger man organiseringen af det danske arbejdsmarked fra filippinske stuepigers udsigtspunkt, bliver det tydeligt, hvordan og hvornår de komponenter, som sikrede et gran af sandhed i fortællingen om den danske model, kom under angreb.

I bogen Labor Pioneers. Economy, Labor, and Migration in Filipino-Danish Relations, 1950-2015 (Ateneo de Manila University Press, 2019) beskriver jeg de arbejds- og levevilkår, filippinere mødte, da de fra 1960’erne og frem kom til Danmark for at arbejde på københavnske hoteller. Ikke mindst beskriver bogen, hvordan filippinere organiserede sig – i og uden for fagforeninger – for at navigere i disse vilkår – og for at forbedre dem.

”Vi var de stolteste af de stolte,” fortæller Teresa Diaz om dengang, hun – der kom til Danmark i 1967 for at arbejde – var med til at etablere Filipino Association of Denmark (FAD) i 1970. På det tidspunkt, årtier før au pair-spørgsmålet bragte Filippinerne på den offentlige dagsorden i Norden, var der allerede et par hundrede filippinere i Danmark. De fleste af dem ansat på hoteller som f.eks. de nybyggede SAS-hoteller Royal og Scandinavia samt gamle klassikere som Kong Frederik og d’Angleterre og til dels fabrikker i København, særligt Toms Chokoladefabrik og Storno Elektronik.

Mange af de filippinske arbejdere var uddannede lærere, bogholdere, håndværkere, sygeplejersker m.m., men de blev først og fremmest rekrutteret til ufaglært arbejde. Ligesom de fleste andre ’gæstearbejdere’.

Selvom filippinere ligesom f.eks. tyrkere og jugoslaver også fandt arbejde i den europæiske fremstillingsindustri, blev de først og fremmest ansat i serviceindustrien. Og selvom der også var filippinske mænd, der fandt arbejde på danske hoteller og fabrikker, var migrationen fra starten domineret af kvinder.

At man efter en krig med millioner af døde kunne tale om Europa som overbefolket, illustrerer, at den slags begreber ikke – hverken dengang eller i dag – handler om demografi i snæver forstand, men om politik.Kvinder, der migrerede for at finde arbejde, der var bedre betalt, end det begrænsede udbud i hjemlandet. Kvinder, der i nogle tilfælde var blevet rekrutteret til virksomheder i den anden ende af verden med filippinske embedsfolk som en art rekrutteringsagenter. Kvinder, der faciliterede yderligere migration af venner, gamle naboer, studiekammerater og slægtninge.

Som Benita Medina fra landsbyen Samal, der i 1969 blev rekrutteret som stuepige af Hotel Kong Frederik i København, og kort efter havde sikret arbejde til otte af sine ti voksne børn – på Hotel Scandinavia, Royal Hotel, A Hereford Beefstouw Restaurant og SAS Catering i lufthavnen – og hvis migration med tiden blev anledningen til at stort set alle familier i hendes gamle kvarter i dag har slægtninge i København.

Overskudsbefolkningen og plus-personer

Filippinske arbejdere er kommet til Danmark gennem en kombination af individuelt initiativ, netværk af lokale agenter, jobopslag i Manila fra lokale danske hoteller, systematisk rekruttering fra internationale hotelkæder, kædemigrationsdynamikker og filippinske embedsfolks mellemkomst.

Da den filippinske stat fra slutningen af 1960’erne begyndte at opbygge et egentligt system til administration af arbejdskrafteksport, skete det i kontekst af et internationalt regime, hvor arbejdere blev sat i bevægelse for at facilitere den kapitalistiske produktions behov. Hvor bestemte befolkninger blev begrebsliggjort som værende ”i overskud”, og bestemte lande som værende ”overbefolkede”. Et årti forinden havde det været bestemte grupper i Europa, der var blevet opfattet som værende overskydende.

Anden Verdenskrig havde bragt mange europæiske økonomier i knæ og skabt millioner af internt fordrevne. Denne situation med massearbejdsløshed og flygtningekaos var der nogle europæiske – og amerikanske – statsoverhoveder og embedsfolk, der fandt politisk sprængfarlig. Derfor iværksatte de en storstilet international indsats for at komme af med Europas ”overskudsbefolkning”, som det blev kaldt. At man efter en krig med millioner af døde kunne tale om Europa som overbefolket, illustrerer, at den slags begreber ikke – hverken dengang eller i dag – handler om demografi i snæver forstand, men om politik.

Efter forskellige institutionelle forløbere blev der i 1952 dannet Intergovernmental Committee for European Migration (ICEM). ICEM skulle facilitere, at de personer, som ikke var brugbare eller velkomne der, hvor de aktuelt befandt sig, kunne sendes enten til de europæiske økonomier, der havde klaret verdenskrigen bedre – og derfor manglede arbejdere – eller til andre kontinenter.

En global og kompenseret distribution af råvarer til at sikre lokalt arbejdsudbud var altså uacceptabelt, men at distribuere arbejdere globalt efter kapitalens og staternes behov – det var alle tiders idé.”Borgeren i det overbefolkede Europa, som var i overskud [surplus] i den økonomi, han levede i, men som, med international planlægning og assistance, kunne blive en plus-person i mindre tæt befolkede områder på andre kontinenter,” som den amerikanske leder af ICEM’s New York-kontor Edward Marks i 1957 beskrev målgruppen for ICEM’s operationer.

For at undgå social uro som følge af arbejdsløshed og manglende evne og vilje til at genhuse Europas flygtninge – eller lade dem vende tilbage til der, hvor de var blevet fordrevet fra – begyndte ICEM at flytte rundt på folk, alt efter hvor der manglede arbejdskraft.

International Labour Organization (ILO) havde ellers oprindeligt foreslået et internationalt system, hvor råvarer blev distribueret til de steder, hvor der manglede arbejde og produktion. Den idé støttede arbejdernes repræsentanter i ILO, men regeringsrepræsentanterne var imod – det ville være et overgreb på ”den private og nationale ejendomsret”.

Efter flere års brutal japansk besættelse blev hovedstaden Manila bombet til ukendelighed under den amerikanske ”befrielse”. Da USA havde kastet sine bomber, trak de store dele af deres investeringer i den tidligere koloni ud af landet.En global og kompenseret distribution af råvarer til at sikre lokalt arbejdsudbud var altså uacceptabelt, men at distribuere arbejdere globalt efter kapitalens og staternes behov – det var alle tiders idé. Således begyndte et internationalt administrationsregime, der skulle sætte arbejdere i bevægelse på tværs af grænser. Også ILO – der siden oprettelsen i 1919 havde haft arbejdsmigration som et af sine fokusområder – gik ind i arbejdet med global distribution af arbejdere.

Kapitaliseringen af arbejdsmigration

Uden for Europa var Filippinerne et af de lande, der var blevet hårdest ramt af Anden Verdenskrig. Efter flere års brutal japansk besættelse blev hovedstaden Manila bombet til ukendelighed under den amerikanske ”befrielse”. Da USA havde kastet sine bomber, trak de store dele af deres investeringer i den tidligere koloni ud af landet. De penge kunne USA få mere ud af at investere i Europa, var vurderingen.

Tilbage stod Filippinerne med en økonomi, hvor landbrugseksporten stort set var ophørt; fabrikker og miner var enten totalt ødelagt eller ude af funktion; infrastruktur, værfter, skibe og pakhuse var sønderbombet, og handlen gået i stå, som den politiske økonom Edberto M. Villegas beskrev det.

Da den senere berygtede diktator Ferdinand Marcos blev valgt til præsident i 1965, sad Filippinernes økonomi stadig fast i denne postkrigs- og postkoloniale situation. Hvad der til gengæld var i bevægelse, var arbejdere.

USA havde i et halvt århundrede brugt filippinske arbejdere til bl.a. landbrugsarbejde i Hawaii og Californien og til arbejde for den amerikanske hær over hele verden. Christina Santos Madsen, der i 1973 rejste til Danmark som en del af The 49’ers – 49 filippinske kvinder rekrutteret som stuepiger på Hotel Scandinavia – havde f.eks. måttet undvære sin mor, mens moren arbejdede som kok bag de amerikanske frontlinjer under Vietnam-krigen.

Samme år som Marcos blev valgt, åbnede USA desuden for, at filippinske professionsuddannede – især ingeniører og sygeplejersker – kunne få arbejdstilladelser i stort antal.

Marcos’ arbejdsminister, Blas F. Ople, fik den ”vision”, som tidligere embedsfolk i ministeriet kalder det, at sætte arbejdsvandringen i statsligt system. Dermed kunne man også sikre, at indtægterne fra formidling og rekruttering, papirarbejde, forberedende kurser, remitter og alle de andre komponenter i arbejdsmigration, der kan generere penge for nogle andre end arbejderen selv, landede i statens kasser.

Da arbejdsminister Ople og hans embedsfolk skulle gøre denne vision til virkelighed, var de ikke alene. Parat stod internationale organisationer som ILO, Verdensbanken og IMF for at give råd – og skubbe på for en generel eksportorientering af den filippinske økonomi. Parat stod også vestlige økonomer med begreber om overskudsbefolkning, der kunne legitimere denne masse-eksodus af arbejdere.

Modsat foranstaltningerne for at komme af med Europas ’overskudsbefolkning’ i efterkrigsårene var det imidlertid ikke først og fremmest arbejdsløse filippinere, der rejste ud for at bidrage med deres arbejdskraft til fremmede økonomier. Eftersom de selv skulle betale alle omkostninger forbundet med migrationen, var det arbejdere med betydelige økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer.

Omkostningerne ved eksport af arbejdskraft

Derfor opstod der også hurtigt mangel på kvalificeret arbejdskraft i store dele af Filippinernes økonomi. Og den generelle eksportorientering, som Marcos-regeringen – delvist som betingelse for at optage nødvendige lån fra f.eks. Verdensbanken – gennemførte, bragte kun økonomien længere ud på en glidebane, hvor statens andel af remitter fra de tusinder af arbejdere, der rejste ud, primært gik til at betale af på en stadigt voksende gæld.

De internationale rådgivere blev imidlertid ved at udskrive mere af den samme medicin til Filippinerne. Som led i eksportorienteringen blev der oprettet Export Processing Zones (EPZ), der bidrog til at trykke lønningerne i landet så voldsomt, at selv Verdensbanken fandt det ”forbløffende”.

Den første af disse EPZ’ere blev bygget i Mariveles, nær Benita Medinas hjemlandsby. Her blev hendes gamle nabo Patricio Valenzuela senere fagligt aktiv, indtil han – for anden gang – blev fængslet uden rettergang. Denne gang med ubehandlede skudsår i benet fra en militær operation, hvor hans hus blev stormet. Patricio fik siden humanitært ophold i Danmark, hvor hans søster allerede arbejdede, og da au pair-migrationen i starten af 2000’erne bragte tusinder af filippinere til Danmark, tog han det faglige arbejde op igen og begyndte at organisere sine unge kvindelige landsmænd i fagforeningen FOA.

Arbejdsgivere verden over var fra starten ovenud begejstrede for den filippinske arbejdskraft, der ofte var overkvalificeret og af den filippinske stat blev opmuntret til at arbejde mere, end der stod i kontrakten, og aldrig brokke sig.

Ændrede spilleregler

Mens de færreste var rejst ud med tanken om at slå sig ned i Danmark, havde de fleste ved kontraktens ophør et ønske om at blive længere – af forskellige årsager.Det såkaldte indvandringsstop, som blev indført over det meste af Europa i kølvandet på oliekrisen i midten af 1970’erne – i Danmark i november 1973 og implementeret i løbet af 1974 – betød da heller ikke, at rekrutteringen af filippinske arbejdere stoppede. Fem år efter Danmark havde vedtaget sit indvandringsstop, var landet stadig på listen over kunder hos det, der dengang hed Overseas Employment Development Board i Filippinerne.

Betingelserne for arbejdsmigrationen ændrede sig imidlertid grundlæggende med indvandringsstoppet. Opholds- og arbejdstilladelser blev bundet op på ægtefæller med dansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse, og på arbejdsgivere.

The Filipino Pioneers ankom i årene 1960-1973. Blandt den sidste gruppe arbejdere rekrutteret før indvandringsstoppet var The 49’ers, der fik etårige kontrakter som stuepiger på Hotel Scandinavia, der åbnede på Amager i 1973. Inden deres første arbejdsår var omme, havde spillereglerne for arbejdere fra ’tredjelande’ i Danmark ændret sig.

Det samme havde i mange tilfælde de individuelle migranters livsprojekter. Mens de færreste var rejst ud med tanken om at slå sig ned i Danmark, havde de fleste ved kontraktens ophør et ønske om at blive længere – af forskellige årsager.

At mobilitet i dag er blevet lige så meget – eller mere – en betingelse som en mulighed, hænger sammen med udviklingen i det internationale migrationsregime: Migrantens arbejdskraft er fortsat eftertragtet, men under stadig mere usikre og kriminaliserende vilkår.Letty Valencia fra The 49’ers havde fået en nevø, som hun ikke havde lyst til at forlade – hendes søster var migreret til stuepigearbejde på Hotel d’Angleterre i 1971 og havde giftet sig med en anden filippinsk arbejder i Danmark. 49’eren Josie Høgh havde forelsket sig i en dansker, som hun havde mødt gennem filippinske venner, der arbejdede i lufthavnen. Rufina Valenzuela var rejst af sted som en del af The 49’ers for at skaffe penge til sin fars medicin – og han var stadig syg. Og Christina Santos Madsen havde endnu ikke tjent penge nok til at åbne den butik i sin hjemby, som hun havde planer om.

Mange af The 49’ers skaffede forlænget ophold ved at tage plads som ’ung pige i huset’, og efter to års lovligt ophold kunne de søge om nye arbejdstilladelser. Dermed blev de forløbere for den tradition for filippinske au pairs, som fire årtier senere blev udbredt i både Danmark og Norge.

Men modsat de generationer, der fulgte efter The Filipino Pioneers, kunne Letty, Josie, Christina og Rufina gøre sig juridisk og økonomisk uafhængige og med tiden slå sig ned i Danmark, hvis de ville.

For de tusindvis af filippinske arbejdere, der fortsat efter 1973 blev rekrutteret til hotelarbejde i Danmark, og siden på au pair-kontrakter, var mobilitet på en og samme tid en mulighed og en betingelse. Og i stadigt højere grad en permanent betingelse.

For au pairs, fordi ordningen i sin natur er midlertidig. For hotelarbejdere, fordi den branche fra især 1980’erne blev ramt af udliciteringer, virksomhedsoverdragelser og fagforeningsfjendtlige ledelsesstrategier. En prekarisering af en allerede prekær branche, som filippinske stuepiger i København i 1990’erne gik i front for at bekæmpe som fagligt aktive i det daværende Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund (HRF). Samtidig måtte flere af dem kæmpe for at beholde arbejds- og opholdstilladelser, når ægtefæller og arbejdsgivere viste sig at være upålidelige.

Ruth Theil havde i 1985 forladt sit højtelskede, men fattige landbrug uden for byen Davao og giftet sig med en dansker på en filippinsk venindes anbefaling – ”for at kunne give min mor et liv, hun aldrig før havde kendt”, som Ruth forklarede sin beslutning. I starten af 1986 fik hun arbejde som stuepige på Hotel Sheraton og indså hurtigt, at der var noget helt galt med lønningerne. Senere viste det sig også, at der var noget helt galt med hendes mand, som opførte sig mere og mere kontrollerende.

Ruth tog derfor kampen op på to fronter: Organisering af sine stuepigekolleger, der – med rette, viste det sig – var bange for at miste deres job, hvis de meldte sig ind i fagforeningen, og at blive skilt fra sin mand uden at miste opholdstilladelse og forældremyndighed over deres lille datter.

”Hvis du har et problem i dag, kan det ikke vente til i morgen,” som Ruth Theil udtrykte det om årsagen til, at hun orkede at tage begge kampe op samtidig.

Når nordiske fagforeninger, politikere og politiske aktivister i dag diskuterer begreber som prekarisering, som var det et nyt fænomen, handler det om, hvilket udsigtspunkt man ser verden fra. Forestillingen om, at folk flest engang gik hen på den samme arbejdsplads i årtier indtil pensionen, kan kun eksistere, fordi kvinders arbejde, servicearbejde og migrantarbejde – især i kombination – har været usynliggjort.Ruth Theil lykkedes med begge dele og blev en af de centrale kræfter i HRF, der fik mobiliseret et filippinsk netværk i fagforeningen, som stod i spidsen for faglige kampe på mange af Københavns hoteller og sikrede en fordobling af medlemsantallet i afdelingen i løbet af 1990’erne. Selv betalte Ruth Theil imidlertid den pris at måtte hoppe fra job til job, når de fagforeningsfjendske arbejdsgivere blev for truende.

Kravet om arbejdskraftens mobilitet

At mobilitet i dag er blevet lige så meget – eller mere – en betingelse som en mulighed, hænger sammen med udviklingen i det internationale migrationsregime: Migrantens arbejdskraft er fortsat eftertragtet, men under stadig mere usikre og kriminaliserende vilkår.

Og det hænger sammen med en udvikling på arbejdsmarkedet generelt – i Filippinerne såvel som i Danmark og Norden – hvor det at sælge sin arbejdskraft kræver, at man er konstant i bevægelse. Mellem kontrakter, mellem arbejdssteder, mellem brancher, mellem landsdele og på tværs af landegrænser.

Når nordiske fagforeninger, politikere og politiske aktivister i dag diskuterer begreber som prekarisering, som var det et nyt fænomen, handler det om, hvilket udsigtspunkt man ser verden fra. Forestillingen om, at folk flest engang gik hen på den samme arbejdsplads i årtier indtil pensionen, kan kun eksistere, fordi kvinders arbejde, servicearbejde og migrantarbejde – især i kombination – har været usynliggjort.

Udvidelsen af fremstillingsindustri som produktiv kraft i Danmark kan – i lyset af de omfattende fabriks- og skibsværftslukninger, der fandt sted fra slutningen af 1970’erne – ses som en historisk undtagelse. Ikke desto mindre blev arbejdsformer og arbejdsorganisering i denne del af økonomien formativ for opfattelsen af, hvad en arbejder er, og hvordan de kan organiseres. Omvendt indvarslede det boom i serviceindustrien, som filippinske kvinder blev rekrutteret til fra 1960’erne og frem, tilsyneladende en ny måde at organisere arbejdsmarkedet på, som langtfra er viet tilstrækkelig opmærksomhed.

Filippinske kvinders arbejds- og livserfaringer udgør et andet udsigtspunkt, hvorfra vi kan forstå nutidens verden af kapital og arbejdere i bevægelse. I bogen Labor Pioneers er disse kvinders erfaringer i centrum. Deres erfaringer med politisk, social og faglig organisering, med at opbygge en tilværelse et nyt sted, med at leve på tværs af landegrænser og verdensdele, med at navigere på et lokalt arbejdsmarked i opbrud, og dette opbruds forbindelser til globale omstruktureringer af virksomhedsejerskabsformer, kapitalophobning og teknologier til at holde arbejdere mobile.

Nina Trige Andersen er freelancejournalist, historiker og forfatter til Labor Pioneers. Economy, Labor, and Migration in Filipino-Danish Relations 1950-2015 (Ateneo de Manila University Press, 2019) samt forløberen Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier (Tiderne Skifter, 2013).

Se også www.filippinernesdanmarkshistorie.dk