Velkommen til overvågningskapitalismens tidsalder

The Age of Surveillance Capitalism. The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power.
Shoshana Zuboff
Public Affairs, 2019

 

 

 

ANMELDELSE: Shoshana Zuboff beskriver i The Age of Surveillance Capitalism, hvordan kapitalismens seneste inkarnation er en totalitær ideologi, der i jagten på profit efterlader et fragmenteret menneske i en steril og død verden på tærsklen til historiens afslutning. Eftertryks politiske redaktion har bedt Sune Liisberg anmelde bogen.

Af Sune Liisberg
Illustration af Eva Kragh Petersen

Det var Max Weber, der i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd fra begyndelsen af 1900-tallet kom frem til, at kapitalismen dybest set er irrationel, da den ikke tager hensyn til menneskelig lykke, men samler penge for at samle penge. Det, der holder den i live, er til gengæld en særlig ånd, som bl.a. gør den smidig i forhold til kritik. Dette lagde Luc Boltanski og Ève Chiapello særlig vægt på, da de ved årtusindskiftet identificerede det, de kaldte ’kapitalismens nye ånd’, et såkaldt projektregime, også kaldet kognitiv kapitalisme, der for arbejdstageren materialiserede sig som en karriere organiseret i midlertidige projektansættelser – til stor forvirring for den klassiske kapitalismekritik.

Men kapitalisme og kapitalismekritik har altid ledsaget hinanden igennem historien, og kapitalismen er således løbende blevet tvunget til at retfærdiggøre sig, for af væsen fordeler den ikke goderne lige. Faktisk har den behov for kritikken, for det er ifølge Boltanski og Chiapello igennem den, at den vinder det moralske fundament, den legitimitet, som den ikke selv kan levere. Kapitalismen har således udviklet sig i en proces af løbende selvrevision, hvor den har imødekommet kritik ved at søge at demonstrere, at den dybest set er fair nok. Dette implicerer omvendt også, at der hidtil altid har været en reciprocitet mellem kapitalisme, samfund og individer, så kapitalismen altså i et eller andet omfang har ladet sig regulere – tænk f.eks. på fagbevægelsens historiske indsats – men netop dette er ifølge Shoshana Zuboff, professor emerita ved Harvard Business School, ved at ændre sig i det, hun i sin nye bog kalder overvågningskapitalismens tidsalder.

Zuboff går i The Age of Surveillance Capitalism ikke vejen omkring Boltanski og Chiapello. Der kan alligevel være grund til at skele til dem i en anmeldelse af hendes bog, da de to forfattere ligesom hun understreger, at det tager tid at begribe nye kapitalismeformationer, for de er virksomme, før vi rigtig får øje på dem. Zuboff er selv helt eksplicit om, at det kræver nye begreber at forstå, hvad der aktuelt sker med vores samfund set fra en kapitalismekritisk vinkel, men jeg tror, at det første, man fornuftigvis kan hævde – og dermed kan man skabe en overgang til det fænomen, Zuboff beskriver – er, at firmaerne bag overvågningskapitalismen er børn af projektregimet, dvs. et innovativt, ungt og uformelt iværksættermiljø, hvor ingen formentlig i begyndelsen kunne forestille sig, hvor stort det hele skulle blive – indtil man opdagede værdien af den enorme mængde adfærdsdata, en guldgrube af viden om vores gøren og laden på nettet, som i begyndelsen var et restprodukt, et overskud – Zuboff bruger vedvarende begrebet surplus – der blev tilbage, når man havde brugt de informationer, der var nødvendige for at optimere sine serviceydelser for brugerne, hvilket skal have været den oprindelige intention bag dataindsamlingen.

Denne kapitalismeforms fremgangsmåde kan bedst sammenlignes med elfenbensjægerens. Vi rippes for data om vores adfærd, det er stødtænderne, mens alt, hvad der er af ægte liv og intention i vores kroppe, lægges dødtDet er dette surplus af adfærdsdata, en art ren merværdi, der er nøglen til overvågningskapitalismens kapitalakkumulation. Begrebet om merværdi stammer fra Karl Marx og vil sige, at en vare kan sælges for mere, end den koster at producere, hvilket muliggør akkumulation af kapital – altså profit til ejeren af produktionsmidlerne. Men at en vare sælges for mere, end den koster at producere, vil nok ikke give anledning til mange løftede øjenbryn i dag. Det er vel logik for høns? Og desuden er det vel det, der holder samfundet i gang, skaffer arbejdspladser, sikrer nutidig og fremtidig velstand osv.? Altså det reciprocitetsargument, der i sidste ende får kapitalismen til at virke fair nok. Vi får jo alle noget ud af det.

Hvis vi tænker sådan, uden at tænke over det, er det ikke så mærkeligt, at overvågningskapitalismen har haft nemt ved at snige sig ind på os, for de store tech-giganter har ligesom patent på fremskridtet, og stort set alle de ydelser, som disse firmaer tilbyder os, har umiddelbart gjort vores liv nemmere, mere effektivt og fleksibelt. Og så er ydelserne jo som regel helt gratis. Det er den efterhånden velkendte historie, der blandt kritikere har ført til udsagnet om, at hvis det er gratis, så er det, fordi det er dig, der er produktet.

Dette udsagn nævner Zuboff også, dog kun for at understrege, at det er naivt. For i hendes optik er vi i overvågningskapitalismens tidsalder end ikke produkter, vi er kadavere, idet denne kapitalismeforms fremgangsmåde bedst kan sammenlignes med elfenbensjægerens. Vi rippes for data om vores adfærd, det er stødtænderne, mens alt, hvad der er af ægte liv og intention i vores kroppe, lægges dødt: Overvågningskapitalismen vil diktere, hvad vi skal tænke og føle, så den kan forudsige, hvad vi vil bruge penge på. Alt skal være transparent, markedet skal kendes ned til mindste detalje, og forretningssans skal ikke længere være en sans – afkastet skal være klarlagt og vist. Det er reklameindustri, der sigter mod det højest tænkelige videnskabelige niveau. Vishedens utopi med Zuboffs ord.

Faktisk er det ifølge Zuboff kun nogle ganske få firmaer, der opererer rendyrket overvågningskapitalistisk. Til gengæld er de så godt som altdominerende på hver deres område. Google, Facebook og Microsoft er de tre firmaer, Zuboff lægger vægt på. De er rene datavirksomheder. Med til familien hører bl.a. også Apple og Amazon, men de kan trække profit ud af deres materielle produkter og bedriver ifølge Zuboff ikke overvågningskapitalisme i ren form. Endnu.

Men det, der optager Zuboff, er ikke så meget firmanavne, som det er den hidtil usete og i enhver henseende uforudsete form for akkumulationslogik gennem ophobning, systematisering og salg af adfærdsdata, som driver overvågningskapitalismen frem. De nævnte firmaer er dog vigtige i den forstand, at de repræsenterer denne nye tidsalder, som er regressiv, fordi kapitalen er autonom og individerne er heteronome. Når det, (du tror) du vil, er defineret af et allestedsnærværende overvågningssystem, som Zuboff i en allusion til George Orwells 1984 kalder Big Other, som fjernstyrer dig, ikke ved at læse dine tanker, men ved at lovgive for dem (heteronomi betyder som bekendt fremmedstyring), så tilhører din fremtid ikke længere dig selv. For det er i sidste ende vores frie vilje, en central komponent i et moderne demokrati og organet for fremtidens retningsbestemmelse, som vi ifølge Zuboff ofrer på overvågningskapitalismens alter.

Hvis den klassiske behaviorisme lidt karikeret kunne betinge adfærd gennem en form for ’tortur’, som man i det mindste kan se sig gal på, så er opdagelsen i den skinnerske behaviorisme, at adfærdskontrol er langt mere effektiv, når man i stedet roser, anerkender og belønner folkSom individer er vi hver især aldeles uinteressante. Vi splittes i atomer af data udvundet fra vores færden på nettet, vores smartphone, smarthjem, e-mail, telefonmikrofon, Google-assistent mv., men det gør os ikke unikke – tværtimod, for vi betragtes ikke som andet end adfærd, der kan bruges til at skabe fordækte former for profit, primært i form af reklameindtægter. Dette kalder Zuboff også for instrumentel magt (instrumentarian power), som indebærer følgende tilgang til os alle sammen: ”Fra Den Store Andens [Big Other] synspunkt er vi bare Andre: organismer med en adfærd. Den ’Store Anden’ indkoder den Andens synspunkt som en global tilstedeværelse. […] Der er ingen relation overhovedet mellem Den Store Anden og de andetgjorte objekter, præcis som der ikke var nogen relation mellem B. F. Skinners ’videnskabsmænd og forsøgsdyr [subjects]’.”¹

Det er de psykologiske mekanismer, der er teoretiseret i Skinners behaviorisme, som overvågningskapitalismen systematiserer og profiterer af. Hvis den klassiske behaviorisme lidt karikeret kunne betinge adfærd gennem en form for ’tortur’, som man i det mindste kan se sig gal på, så er opdagelsen og løsenet i den skinnerske behaviorisme, at adfærdskontrol er langt mere effektiv, når man i stedet roser, anerkender og belønner folk². Det er almindeligt kendt stof i pædagogikkens verden og kan vel også der have en vis berettigelse. Men omsat til kapitalinteressens verden er det svært at retfærdiggøre: Man udnytter på det groveste, at vi gerne vil have likes, at vi gerne vil føle os udvalgte, at vi gerne vil vinde præmier, at vi vil gerne vil have at vide, at vi har gjort det godt indtil videre (nu er det bare med at fortsætte) osv.

Det lyder banalt, og det er vel efterhånden heller ingen nyhed længere, men det virker. Og i Zuboffs optik er det døden for det, et menneskeligt liv egentlig handler om. Det var ikke tilfældet under de hidtidige kapitalismeformationer – Zuboffs kapitalismekritik handler ikke om at udpege et alternativ til kapitalisme som sådan. Men problemet med overvågningskapitalismen er først og fremmest, at reciprociteten er væk, den reciprocitet, der betød, at kapitalismen i en eller anden udstrækning skulle stå til regnskab over for dem, der betaler prisen for, at den kan skumme merværdien af arbejdets råmælk. Det nytter ikke at pege på, at overvågningskapitalismen i det mindste skaber arbejdspladser. Tværtimod minimerer de rene datavirksomheder behovet for arbejdskraft, hvis man måler det relativt til deres omsætning. Af overvågningskapitalismen får vi intet andet til gengæld for vores data end en steril verden, hvor alt er forudset. Til det kan man indvende, at vi jo heller ikke arbejder for at afgive disse data. Det sker automatisk, og hvad skal vi selv bruge dem til? Fortsætter man ud ad den tangent, er man imidlertid forsvarsløs, en præmieborger i et totalitært regime.

Visse dele af vores tilværelse er nok blevet nemmere med den digitale revolution, men for Zuboff går der ingen nødvendig linje fra digitalisering til overvågningskapitalisme. Det første kan man have uden det sidste – men ikke omvendt. Når dette kan blive så alvorligt, og nu går jeg bare sortsynets planke ud med Zuboff, så skyldes det bl.a. også, at det ikke er sådan, at cyberspace, den virtuelle digitale verden, er én ting og den virkelige verden en anden. Den skelnen har forskerne for længst parkeret, og der er ikke tale om to parallelle verdener, hvor man så at sige kan nøjes med at melde sig ind i den ene.

Dette kommer til udtryk hos Zuboff, når hun konstaterer, at overvågningskapitalismen ikke bare har indtaget den digitale verden. Den har indtaget den fysiske verden – vi har længe haft et ’tingenes internet’ – og ikke mindst den sociale verden, som nok er det område af vores liv, hvor vi allerstærkest mærker – måske af og til med et vist ubehag – at der er et eller andet, nogle mekanismer, der ligesom tvinger os til at interagere med hinanden på en bestemt måde. Måske har vi en følelse af en ny forbundethed, og for en overfladisk betragtning kan vi også godt anse os selv som skaberne af denne nye socialitet, der appellerer til noget fundamentalt civiliseret i os: at dele. Men den logik, den softwarearkitektur, der strukturerer det sociale liv, er en ren pengemaskine, der ikke kunne være mere ligeglad med os, og som med Zuboffs udtryk har kuppet os, folk, fra oven. Hvis denne udvikling ikke også skal blive til et statskup, skal der handles politisk. Der skal lovgives. Det er Zuboffs sluttelige pointe. Håbet ligger i demokratiet, og overvågningskapitalismen skal stilles til regnskab. Den er afsløret.

1. S. 698 i e-bogsudgaven; min oversættelse, SL.
2. Et eksempel på Skinners behaviorisme: Interview med Skinner fra BBC-dokumentaren ’Towards tomorrow – A Utopia’ fra 1968’. https://www.bbc.co.uk/programmes/p0295w67