Magt er logistisk. Bloker alt!

BOGUDDRAG: »Den som ved, hvordan man får et system til at fungere, ved også, hvordan man saboterer det på en effektiv måde.« Sådan skriver det franske forfatterkollektiv kendt under navnet Den usynlige komité i deres anden bog fra 2014, der bærer titlen À nos amis, eller ‘Til vores venner’. Vi bringer her kapitel 3 fra den danske oversættelse af bogen, der udkommer på Forlaget Antipyrine til efteråret.

Af Den usynlige komité
Illustrationer af Kristian Jonatan Krabbe

1. At magten nu befinder sig i infrastrukturen. 2. Om forskellen mellem at organisere og at organisere sig. 3. Om blokade. 4. Om undersøgelse.

1.

Besættelsen af kasbahen i Tunis og af Syntagma-pladsen i Athen, af Westminsters sæde i London under studenterbevægelsen i 2011, omringningen af Madrids parlament 25. september 2012 eller i Barcelona den 15. juni 2011, optøjerne hele vejen rundt om Deputeretkammeret i Rom den 14. december 2010, forsøget på at trænge ind i Assembleia da República i Lissabon den 15. oktober 2011, ildspåsættelsen af det bosniske præsidentpræsidiums bygning i februar 2014: den institutionelle magts steder har en magnetisk tiltrækning på de revolutionære. Men når oprørerne lykkes med at belejre parlamenterne, præsidentpaladserne og andre af institutionernes hovedkvarterer, som i Ukraine, Libyen eller Wisconsin, så opdager de ikke andet end det tomme rum, dvs. tomme for magt og smagløst møblerede. Det er ikke for at forhindre ‘folket’ i at ‘tage magten’, at de beskyttes så indædt mod besættelse, men for at forhindre folk i at indse, at magten ikke længere befinder sig i institutionerne. Der er ikke andet tilbage end forladte templer, nedlagte fæstninger, rene facader – men det er sand lokkemad for revolutionære. Folkets impuls til at bemægtige sig scenen med henblik på at opdage det, som foregår i kulisserne, kan ikke andet end lede til skuffelse. Selv de mest entusiastiske konspirationsteoretikere ville ikke afsløre nogen som helst hemmelighed, hvis de havde adgang; sandheden er, at magten simpelthen ikke længere er dén teatralske realitet, som moderniteten har vænnet os til.

Magten er rigtignok andetsteds, andre steder end i institutionerne, men den er ikke skjult af den grund.Sandheden om magtens faktiske placering er dog på ingen måde hemmeligholdt; det er kun os, der nægter at se den, fordi den ville være som en kold spand vand i hovedet på alle vores komfortable overbevisninger. Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på Den Europæiske Unions pengesedler for at blive klar over denne sandhed. Hverken marxisterne eller de neoklassiske økonomer har nogensinde kunnet indrømme det, men det er en arkæologisk etableret kendsgerning, at penge ikke er et økonomisk instrument, men i sit væsen en politisk virkelighed. Vi har aldrig set andet, end at penge afhænger af en politisk orden, der kan garantere for dem. Det er også derfor, at forskellige landes valuta traditionelt bærer portrætter af kejsere og store statsmænd, statens grundlæggere eller allegorier for nationen i kød og blod. Men hvad figurerer på eurosedlerne? Ikke menneskelige figurer eller en personlig suverænitets emblem, men broer, kanaler og buer – upersonlig arkitektur uden sjæl. Hvad angår sandheden om den aktuelle magts natur, har en hvilken som helst europæer et trykt eksemplar af den i sin lomme. Den lader sig formulere således: magten befinder sig nu i verdens infrastruktur. Vor tids magt er i sin natur arkitektonisk og upersonlig, ikke repræsentativ og personlig. Den traditionelle magt var repræsentativ af natur: paven var Kristus’ repræsentant på Jorden, kongen var Guds, præsidenten folkets, og partiets generalsekretær proletariatets. Hele denne personlige form for politik er død, og det er derfor at de få fortalere for den, der endnu findes på jordens overflade, underholder mere end de regerer. Den politiske stab består da også af mere eller mindre talentfulde klovne, hvilket forklarer den lynende succes, den ynkværdige Beppe Grillo har fået i Italien, og den dystre Dieudonné i Frankrig. De to forstår i det mindste adspredelsens kunst, hvilket jo i øvrigt også er deres fag. At bebrejde politikerne, at ‘de ikke repræsenterer os’, holder blot liv i nostalgien og sparker åbne døre ind. Politikerne er der slet ikke for dét, de er der for at adsprede os, når nu magten befinder sig andetsteds. Og det er denne velfunderede fornemmelse, der løber løbsk i al tidens konspirationstænkning. Magten er rigtignok andetsteds, andre steder end i institutionerne, men den er ikke skjult af den grund. Eller hvis den er det, så er det ligesom Poes Det stjålne brev. Ingen ser den, fordi alle har den lige foran øjnene: en højspændingsledning, en motorvej, en rundkørsel, et supermarked eller et computerprogram. Og hvis den er skjult, så er det som et kloaknetværk, et undersøisk kabel, en optisk fiber, der løber langs en toglinje, eller et datacenter i midten af en skov. Magten er selve organiseringen af denne verden, denne tilrettelagte, konfigurerede, anviste verden. Her finder vi sandheden, og den består i, at der ikke er nogen sandhed.

Herfra er magten iboende i livet, sådan som det er organiseret merkantilt og teknologisk. Den har en neutral fremtoning som offentlige anlæg eller Googles hvide side. Den, som bestemmer rummets indretning, som regerer miljøerne og stemningerne, administrerer tingene og forvalter adgangen – dén regerer menneskene. Vor tids magt har på den ene side gjort sig til arving af den gamle politividenskab, som består i at våge over ‘borgernes velbefindende og sikkerhed’, og på den anden side militærets logistiske videnskab, ‘kunsten at sætte hære i bevægelse’, som er blevet til kunsten at opretholde kommunikationsnettet og sikre den strategiske mobilitet. Opslugt af vores sproglige opfattelse af det offentlige og det politiske fortsætter vi med at debattere, alt imens de virkelige beslutninger blev ført ud i livet for øjnene af os. Samtidens love indskriver sig i stålstrukturer og ikke i ord. Borgernes harme kan ikke andet end støde sin sløve pande mod verdens oprustede beton. Den store fortjeneste ved kampen mod TAV i Italien var så fintfølende at have indfanget alt det politiske, der var på spil på en simpel offentlig byggeplads. Tilsvarende er dét noget, ingen politiker vil kunne indrømme. Som denne Bersani, der en dag svarede igen på No TAV: “Når alt kommer til alt, handler det jo om en toglinje, ikke et bombefly”. Feltmarskal Lyautey, der ikke havde nogen ligemand, hvad angik at ‘pacificere’ kolonierne, udtalte til gengæld, at “en byggeplads er en bataljon værd”. Hvis kampene mod store forsyningsprojekter tager til i verden, fra Rumænien til Brasilien, så er det, fordi denne fornemmelse selv er ved at vinde terræn.

Hvordan kan man protestere mod en orden, som ikke lader sig artikulere, som konstruerer sig skridt for skridt og uden for sproget?Enhver, der ønsker at igangsætte noget mod den eksisterende verden, og det uanset hvad, må begynde med følgende konstatering: Den sande magtstruktur er verdens materielle, teknologiske og fysiske opbygning. Regering befinder sig ikke længere i regeringen. Det ‘magtvakuum’, der stod på i mere end et år i Belgien, vidner klart og utvetydigt herom: Landet har kunnet undvære regering, valgte repræsentanter, parlament, politisk debat og valghandlinger, uden at dets normale funktionsdygtighed på nogen måde er blevet berørt. Det samme gør sig gældende i Italien, som er gået fra den ene ‘tekniske regering’ til den anden, og ingen lader sig berøre af, at dette udtryk kommer fra det futuristiske partis manifest fra 1918 og altså dét parti, der udklækkede de første fascister.

Magten er nu selve tingenes orden samt det politi, der er sat til at beskytte den. Det er ikke en enkel sag at tænke en magt, der består i infrastrukturer; i at få dem til at fungere, kontrollere og bygge dem. Hvordan kan man protestere mod en orden, som ikke lader sig artikulere, som konstruerer sig skridt for skridt og uden for sproget? En orden, som har inkorporeret sig i selve livets dagligdagsgenstande. En orden hvis politiske konstitution er sammenfaldende med dens materielle konstitution. En orden, som mindre viser sig i præsidentens taler end i stilheden, når alt fungerer optimalt. Dengang magten fremtrådte i forordninger, love og reglementer, var den sårbar for kritik. Men man kritiserer ikke en mur; man ødelægger den eller maler graffiti på den. En regering, som arrangerer livet med sine værktøjer og installationer, hvis udsagn tager form af en vej beklædt med trafikkegler og overvåget af videokameraer, kalder ikke på andet end en ligeledes ordløs ødelæggelse. Det bliver derfor betragtet som gudsbespottende at gå til angreb på forhold inden for hverdagslivet: det svarer til at krænke dets konstitution. Når urbane opstande tyer til forskelløse ødelæggelser, udtrykker det på én og samme gang en bevidsthed om tingenes tilstand og en afmagt over for situationen. Det er desværre ikke forbi med den lydløse og ubestridelige orden, som eksistensen af et læskur materialiserer, bare fordi det én gang er blevet knust. Teorien om den knuste rude holder stadig, når man har knust alle butiksvinduerne. Alle de hykleriske erklæringer angående ”miljøets” hellige karakter, hele felttoget til dets forsvar, bliver kun oplyst i lyset af denne nyhed: Magten er selv blevet miljømæssig, den har opløst sig i omgivelserne. Det er magten, man anmodes om at forsvare i alle de officielle opråb om at ”beskytte miljøet,” og ikke de små dyr.

2.

Hverdagslivet har ikke altid været organiseret. For at muliggøre dets organisering har det været nødvendigt at optrævle livet, begyndende med byen. Man har opløst livet og byen i funktioner, indrettet efter ”de sociale behov.” Kontorområdet, fabriksområdet, boligkvarteret, de rekreative områder, bydelen, hvor man forlyster sig, stedet, hvor man spiser, stedet, hvor man arbejder, stedet, hvor man scorer, og bilen eller bussen, som forbinder det hele, dette er resultatet af en formgivning af livet, der ødelægger enhver form for liv. Den er blevet ført metodisk til værks i mere end et århundrede af en hel stand af organisatorer, en stor grå hærskare af managers. Man har dissekeret livet og mennesket ud i en mængde behov, hvorefter man har organiseret sammenvævningen. Det er mindre vigtigt, om denne sammenvævning går under navnet ”socialistisk planøkonomi” eller ”marked”. Det er mindre vigtigt, at den er mundet ud i nye byers nederlag eller i smarte kvarterers succes. Resultatet er det samme: udørk og eksistentiel blodmangel. Der er ikke noget liv tilbage, når man én gang har opdelt det i organer. Heraf kommer omvendt den håndgribelige glæde, der strømmede ud fra de besatte pladser i Puerta del Sol, Tahrir og Gezi eller den tiltrækning, der udøvedes – på trods af det forbandede mudder fra Nantes småskove – ved jordbesættelsen i Notre-Dame-des-Landes. Det er den glæde, der knytter sig til enhver kommune. Pludselig ophører livet med at være udskåret i forbundne stykker og stumper. At sove, kæmpe, spise, tage sig af sig selv, feste, konspirere og diskutere udspringer af én eneste livsbevægelse. Alt er ikke organiseret, alt organiserer sig. Forskellen er anselig. Den ene hidkalder forvaltning, den anden opmærksomhed – indstillinger, der er uforenelige i enhver henseende.

I sin omtale af de aymara-opstande, der foregik i Bolivia i begyndelsen af 00’erne, skriver den uruguayanske aktivist Raul Zibechi: “I disse bevægelser er organisationen ikke adskilt fra hverdagslivet, den er hverdagslivet selv, der folder sig ud i oprørshandlingen.” Han bemærker om El Altos bydele i 2003, at “den gamle fagforenings-etos er blevet erstattet af en kommunal etos,” hvilket ganske præcist udtrykker, hvad kampen mod den infrastrukturelle magt består i. Når man snakker om infrastruktur, snakker man samtidig om et liv adskilt fra sine betingelser. At der er blevet givet betingelser til livet. At livet afhænger af faktorer, som det ikke længere selv er herre over, at det har mistet fodfæstet. Infrastrukturerne organiserer et liv uden verden, udsat, klar til ofring samt udleveret til dem, der forvalter det. Storbynihilismen er blot en pralende måde ikke at vedgå dette på. Omvendt belyser ovenstående citat, hvad der søges opnået i de eksperimenter, som er i gang i mange kvarterer og landsbyer rundt om i verden, samt de uundgåelige farer: det er ikke en tilbagevenden til Jorden, men en venden tilbage til at være på Jorden. Det, som udgør opstandenes slagkraft og deres evne til at øve varigt hærværk på fjendens infrastruktur, er netop det niveau de anlægger for selvorganiseringen af det fælles liv. At en af Occupy Wall Streets første reflekser var at blokere Brooklyn-broen, eller at Oaklandkommunens tusindvis af mennesker paralyserede byens havn under generalstrejken 12. december 2011, vidner om den intuitive forbindelse, der består mellem selvorganisation og blokade. Skrøbeligheden ved den selvorganisering, der kun lige blev skitseret i disse besættelser, tillod ikke, at disse forsøg kunne føres længere end som så. Omvendt er Tahrir og Taksim knudepunkter for hhv. Kairos og Istanbuls biltrafik. At blokere denne gennemstrømning var at åbne situationen. Besættelsen var med det samme blokade. Heraf denne fremgangsmådes evne til at få normalitetens regime i en hel storby til at gå af led. På et helt andet niveau er det svært ikke at knytte an til det faktum, at zapatisterne for tiden er i gang med at forbinde 29 forsvarskampe med hinanden, nemlig kampe mod miner, veje, kraftværker og dæmninger, der involverer forskellige indfødte folkeslag fra hele Mexico, og det forhold, at de selv har brugt de sidste ti år på at sætte alle kræfter ind på at styrke deres autonomi i forhold til de føderale og økonomiske magter.

3.

På en plakat fra anti-CPE-bevægelsen i Frankrig i 2006 stod der: “Det er ved gennemstrømningen, at denne verden opretholder sig. Bloker alt!” Dette kampråb, der blev spredt af en mindretalsfraktion inden for en bevægelse, der selv var en minoritet – på trods af dens ‘sejr’ – har efterfølgende vundet udbredelse. Det blev anvendt meget af bevægelsen mod ”pwofitasyon,” som paralyserede hele Guadeloupe i 2009. Derefter har vi – under den franske bevægelse mod pensionsreformen i efteråret 2010 – set blokadepraksissen blive standardtaktik for enhver modstandspraksis og blive anvendt på samme måde på et brændstofdepot, et indkøbscenter, en togstation og et produktionsanlæg. Netop her findes der noget, der afslører en særlig verdenstilstand.

Det kan ikke bare ignoreres politisk, at den franske bevægelse mod pensionsreformen samledes om at blokere raffinaderier. I slutningen af 1970’erne blev raffinaderierne fortrop for det, man kaldte ”procesindustrierne” eller ”gennemstrømningsindustrierne”. Man kan sige, at raffinaderierne har tjent som model for omstruktureringen af hovedparten af fabrikker sidenhen. I øvrigt bør man ikke længere tale om fabrikker, men snarere om anlæg; produktionsanlæg. Forskellen på fabrikken og anlægget er, at en fabrik er en koncentration af arbejdere, teknisk knowhow, primærmaterialer og lagre, mens et anlæg ikke er andet end produktionsstrømmenes knudepunkt. Deres eneste fællestræk er, at det, der kommer ud, har gennemgået en vis forandring, siden det kom ind. Raffinaderiet er det sted, hvor forholdet mellem arbejde og produktion for første gang blev vendt på hovedet. Her er det ikke længere arbejderens, eller rettere operatørens, opgave at opretholde og reparere maskinerne, hvilket for det meste er overdraget til midlertidige arbejdere; arbejderens opgave er udelukkende at holde øje med, hvad der er blevet en fuldstændigt automatiseret produktionsproces. Der er måske en kontrollampe, der tænder, selvom den ikke burde; en unormal klukken i et rør; røg, der viser sig, hvor man ikke forventede det, eller ikke ser rigtig ud. Raffinaderiarbejderen er en slags maskinopsynsmand, en uvirksom karakter fyldt med nervøs koncentration. Og dette er den aktuelle tendens i de fleste industrisektorer i Vesten. Den traditionelle arbejder blev stolt opfattet som Fremstilleren, Producenten: her er forholdet mellem arbejde og produktion bare byttet om. Der er kun arbejde, når produktionen standser, når den hindres af en funktionsforstyrrelse, der må ordnes. Marxisterne kan godt pakke sammen: Varens valorisering, fra udvinding til pumpe, falder sammen med cirkulationsprocessen, som igen falder sammen med produktionsprocessen, der i øvrigt hele tiden afhænger af markedets endelige udsving. At sige, at varens værdi krystalliserer arbejderens arbejdstid, var et politisk foretagende, der var lige så frugtbart, som det var fejlslagent. I et raffinaderi såvel som på en fabrik, der er automatiseret til perfektion, er dette ikke andet end en sårende, ironisk bemærkning. Giv Kina yderligere ti år, ti år med strejker og krav fra arbejderne, og det samme vil ske. Det er naturligvis ikke uden betydning, når raffinaderiarbejderne i lang tid har været blandt de bedst betalte industrielle arbejdere, og at det var i denne sektor, i hvert fald i Frankrig, at man i højeste grad har forsøgt sig med det, man eufemistisk kalder ”at gøre sociale forhold flydende”, især fagforeningsforhold.

Hvis strejkens subjekt var arbejderklassen, er blokadens subjekt hvem som helst. Enhver kan beslutte sig for at blokere – og tager dermed parti imod den nuværende organisering af verden.Under opstandene mod pensionsreformen var størstedelen af Frankrigs brændstofdepoter blokerede, ikke af deres egne arbejdere, men af lærere, studerende, chauffører, jernbane- og postarbejdere, arbejdsløse og gymnasieelever. Dette skyldes ikke, at disse arbejdere ikke har ret til at blokere. Det er simpelthen bare sådan, at i en verden, hvor organiseringen af produktionen er decentraliseret, flydende og i høj grad automatiseret, hvor hver enkelt maskine ikke er andet end et underordnet led i et integreret system af maskiner, hvor denne systemverden af maskiner – maskiner, der producerer maskiner – tenderer mod at forene sig kybernetisk, er enhver enkelt strøm et moment i den samlede reproduktion af kapitalens samfund. Der er ikke længere nogen ”reproduktionssfære” med reproduktion af arbejdskraft eller sociale forhold, som adskilt fra ”produktionssfæren.” Sidstnævnte er i øvrigt ikke længere en sfære, men snarere et net, der spænder over hele verden og alle dens relationer. At angribe disse strømme fysisk, hvor end man så gør det, er derfor også et politisk angreb på systemet i dets totalitet. Hvis strejkens subjekt var arbejderklassen, er blokadens subjekt hvem som helst. Enhver kan beslutte sig for at blokere – og tager dermed parti imod den nuværende organisering af verden.

Det er ofte i det øjeblik, hvor civilisationerne når det allermest sofistikerede niveau, at de bryder sammen. Enhver produktionskæde har nu en sådan grad af specialisering gennem et så stort antal mellemmænd, at det er tilstrækkeligt, at én eneste af dem forsvinder, for at hele kæden bliver paralyseret eller ligefrem ødelagt. På Honda-fabrikkerne i Japan var man for tre år siden vidne til de længste arbejdsløshedsperioder, man har set i den tekniske branche siden 1960’erne, simpelthen fordi leverandøren af en bestemt chip var forsvundet under jordskælvene i marts 2011, og ingen andre var i stand til at producere den. I denne blokademani, der nu til dags følger med enhver bevægelse af nævneværdig karakter, kan vi ikke andet end læse en klar omvending af vores forhold til tid. Vi ser fremtiden som Walter Benjamins Historiens engel så fortiden: “Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, der uafladeligt hober ruin på ruin og kaster dem for englens fødder.” Tiden, der går, opfattes ikke længere som andet end en langsommelig progression mod en sandsynligvis skrækkelig afslutning. Ethvert kommende årti opfattes som endnu et skridt mod det klimakaos, som alle har forstået er sandheden bag den sødladne snak om ”global opvarmning”. Tungmetallerne fortsætter, dag efter dag, med at ophobe sig i fødevarekæden, ligesom radioaktive nuklider og utallige andre usynlige, men dødelige forureningsstoffer. På samme måde må ethvert forsøg på at blokere det globale system, enhver bevægelse, enhver revolte, ethvert oprør, ses som et vertikalt forsøg på at stoppe tiden og dreje ind på en mindre dødelig retning.

4.

Det er ikke i kampenes svaghed, man skal finde forklaringen på at ethvert revolutionært perspektiv er forsvundet; det er derimod fraværet af et troværdigt revolutionært perspektiv, der forklarer kampenes svaghed. Besatte af den politiske idé om revolutionen har vi fuldstændigt ignoreret dens tekniske dimension. Et revolutionært perspektiv retter sig ikke længere mod den institutionelle omorganisering af samfundet, men mod den tekniske konfiguration af verdener. Som sådan er det en linje tegnet i nutiden, ikke et billede, der flyder rundt i fremtiden. Hvis vi vil genvinde et perspektiv, vil det være nødvendigt at sammenkoble den diffuse konstatering af, at denne verden ikke kan fortsætte længere, med ønsket om at bygge en bedre. For når denne verden varer ved, så er det først og fremmest på grund af, at hver enkelt, for overhovedet at overleve, står i materiel afhængighed til den sociale maskines almene drift. Det vil være nødvendigt at råde over et dybdegående teknisk kendskab til denne verdens organisering; et kendskab, som på én gang tillader at sætte de dominerende strukturer ud af kraft og at give os den nødvendige tid til at organisere en materiel og politisk frigørelse fra katastrofens almindelige bane, en frigørelse, der ikke er plaget af knaphedens spøgelse og overlevelsens uopsættelighed. For at sige det ligeud: Så længe vi ikke ved, hvordan vi skal klare os uden atomkraft, og det kun er de, der ønsker dens evige beståen, der ved, hvordan man skiller sig af med den, vil ønsket om statens afskaffelse fortsat afføde overbærende smil. Så længe udsynet til et folkeligt oprør indebærer mangel på sundhedspleje, mad eller energi, kommer der ikke til at være nogen beslutsom massebevægelse. Med andre ord: Vi er nødt til at genoptage et omhyggeligt undersøgelsesarbejde. På alle de territorier, vi bebor, må vi mødes med de folk – inden for samtlige sektorer – der sidder inde med teknisk, strategisk viden. Kun på denne baggrund vil bevægelserne virkelig turde at kaste sig ud i at ”blokere alt”. Kun på denne baggrund bliver lidenskaben for at eksperimentere hen imod et andet liv frigjort; der er tale om en mestendels teknisk lidenskab, der er som en omvending fra alles teknologiske afhængighed. Denne vidensakkumulerende proces, etableringen af medskyldighed på alle områder, er betingelsen for, at det revolutionære spørgsmål kan vende tilbage med kraft og alvor.

“Arbejderbevægelsen er ikke blevet besejret af kapitalismen, men af demokratiet,” sagde Mario Tronti. Grunden til at arbejderbevægelsen blev besejret var også, at det ikke lykkedes den at tilegne sig det væsentligste karaktertræk ved arbejdermagt. Det som gør en arbejder til arbejder, er ikke at vedkommende udbyttes af en overordnet – et forhold, der jo deles med en hvilken som helst anden lønarbejder. Det, som positivt kendetegner arbejderen, er dennes tekniske og legemliggjorte bemestring af en bestemt produktionsverden. Man finder her en tilbøjelighed, der er lærd og folkelig på én og samme tid; en lidenskabelig erkendelse, der udgjorde den særegne rigdom, som tilfaldt den arbejdende verden før kapitalen, og som blev klar over de farer, denne verden indeholdt, og – efter først at have absorberet denne viden – besluttede at omdanne arbejderne til operatører, tilsynsførende og serviceagenter med ansvar for maskinernes vedligeholdelse. Men selv her er arbejderens magt til stede: Den, som ved, hvordan man får et system til at fungere, ved også, hvordan man saboterer det på en effektiv måde. Nu er der ingen, der på egen hånd kan bemestre samtlige teknikker, der muliggør, at det aktuelle system reproducerer sig. Dét kan kun en kollektiv kraft. Dette er lige præcis, hvad det vil sige at konstruere en revolutionær kraft i dag: at sammenføje alle verdener og alle nødvendige revolutionære teknikker, indlemme enhver teknisk forstand i en historisk kraft – og ikke i et regeringssystem.

Verdens strategiske infrastruktur er omgivet af et voksende hemmelighedskræmmeri. Det giver ikke mening for en revolutionær kraft at vide, hvordan man blokerer fjendens infrastruktur, hvis man ikke også, såfremt lejligheden viser sig, vil være i stand til at få selvsamme til at fungere i eget øjemed.Den franske bevægelse mod pensionsreformen i efteråret 2010 gav os med sit nederlag en bitter lærestreg: Når CGT havde fuldstændig kontrol i denne kamp, var det i kraft af vores utilstrækkelighed på dét plan. Det ville have været tilstrækkeligt at gøre blokaden af raffinaderierne – den sektor, hvor CGT er hegemonisk – til bevægelsens tyngdepunkt. På den måde ville det så være muligt for bevægelsen i ethvert øjeblik at fløjte udgangen på spillet ved at genåbne raffinaderiernes sluser og dermed løsne al pres på landet. Det, som bevægelsen altså manglede, var netop et minimalt kendskab til denne verdens materielle drift, en viden spredt ud mellem arbejderne, koncentreret i et par ingeniørers æggehoveder, og på modstanderens side uden tvivl samlet i nogle obskure militære instanser. Hvis vi havde været i stand til at udtømme politiets forsyninger af tåregas, afbryde en dags fjernsynspropaganda, eller hvis vi havde vidst, hvordan man berøver autoriteterne al elektricitet, så var tingene stensikkert ikke endt så ynkeligt. Vi kan derudover slå fast, at bevægelsens væsentligste politiske nederlag var at betro staten strategisk beføjelse til at bestemme, hvem der ville få benzin, og hvem der ikke ville ved hjælp af sine myndighedsbegæringer.

“Hvis man vil skille sig af med én eller anden, må man nu til dags gå efter vedkommendes infrastruktur,” skriver en amerikansk akademiker med rette. Siden Anden Verdenskrig har det amerikanske luftvåben uafladeligt arbejdet på at udvikle idéen om ”den infrastrukturelle krig”, hvor man opfatter den dagligdags offentlige forsyning som den optimale skydeskive, når det gælder om at få fjenden i knæ. Dette forklarer desuden, hvorfor verdens strategiske infrastruktur er omgivet af et voksende hemmelighedskræmmeri. Det giver ikke mening for en revolutionær kraft at vide, hvordan man blokerer fjendens infrastruktur, hvis man ikke også, såfremt lejligheden viser sig, vil være i stand til at få selvsamme til at fungere i eget øjemed. At vide, hvordan man ødelægger det teknologiske system, forudsætter, at man på samme tid afprøver og igangsætter de teknikker, der gør systemet overflødigt. At vende tilbage til Jorden vil i første omgang sige ikke at leve i uvidenhed om betingelserne for vores eksistens.

Oversat af Anna Cornelia Ploug og redigeret af Mathias Ruthner.