Det eneste, vi havde i hænderne, var paraplyer

De unge, der er vokset op, efter at Hong Kong overgik til kinesisk kontrol, går i disse dage på gaden for at fastholde ”et land, to systemer”-strukturen. Men den autoritære vold truer med at knuse den politisk prekære ø. Frederik Appel Olsen har talt med nogle af dem. 

”Only places that do not exist can escape being possessed.” – Dung Kai-cheung: Atlas: The Archeology of an Imaginary City ¹

 

Mandag d. 1. juli stormede flere hundrede demonstranter parlamentsbygningen i Hong Kong. Det skete efter flere ugers demonstrationer, hvor millioner af mennesker har protesteret imod en lov, der ville betyde, at de kinesiske myndigheder kan bede om at få personer, der er mistænkt for at begå kriminalitet i Kina, udleveret til retsforfølgelse.² Demonstranterne spraymalede skarpe fordømmelser af bystyret på parlamentssalens vægge, og nogle hængte sågar det tidligere britiske kolonistyres flag op på talerstolen.

Ironisk nok markerede d. 1. juli også 22-året for nedtagningen af selvsamme flag for øjnene af Prins Charles og Margaret Thatcher i bydelen Wan Chai i Hong Kong.³ Det er måske det mest særprægede øjeblik i moderne postkolonial historie: Det britiske imperium opgav sin sidste større koloni og besejlede sin undergang som geopolitisk magt, men uden at det forladte territorium opnåede selvstændighed. Hong Kong, der havde været koloniseret af briterne siden det kinesiske nederlag i opiumskrigene i 1842, blev overdraget til Kina under den forudsætning, at de indenrigspolitiske forhold og det økonomiske system ville forblive mere eller mindre uforandret i de følgende 50 år – dvs. indtil 2047, hvor Hong Kong ifølge aftalen overgår til at blive fuldt og helt en del af Kina.

Således blev Mao Zedongs reformvillige efterfølger Deng Xiaopengs devise om ”et land, to systemer” født. Konkret betyder aftalen, at Hong Kong er en ”særlig administrativ region” i Kina. Hong Kong vælger selv sin regering, retspolitik og økonomisk politik. Til gengæld er udenrigs- og forsvarspolitikken under Beijings kommando.

Eller sådan fungerer ”et land, to systemer” i hvert fald på papiret. Virkeligheden er noget anderledes. Over en længere årrække har store dele af Hong Kongs befolkning – ofte anført af de studerende – således protesteret mod politiske indgreb fra fastlandsregeringen, såsom eksklusion af selvstændighedspartier og kidnapninger af Kina-kritikere. Særligt den såkaldte Paraplybevægelse i 2014, hvor demonstranter besatte det centrale byrum i 79 dage, affødte international opmærksomhed.

12. juni markerede for alvor begyndelsen på de demonstrationer, som stadig fylder Hong Kongs gader med floder af kroppe, bannere, lys og paraplyer.⁴ At op mod to millioner mennesker her gik på gaden i Hong Kong i protest mod en udleveringslov, der reelt vil ramme ganske få personer, viser, at utilfredsheden handler om langt mere end det konkrete lovforslag. Det handler om at holde fast i en bestemt status som en selvbestemmende region i verden.

Når forfatteren Dung Kai-cheung i netop 1997 skrev om Hong Kong som et slags ekstraterritorielt sted, så er det ikke, fordi han benægtede, at Hong Kong var virkeligt i en materiel forstand. Men han pegede på, at øen har en særlig spøgelsesagtig eksistens, der udstiller skrøbeligheden ved at opfatte nationer og folk som noget oprindeligt, evigt og urokkeligt. Det er måske det, som mange mennesker i Hong Kong frygter at miste: Den grad af frihed, der findes i det særlige post- såvel som præ-koloniale rum på kloden, som Hong Kong optager – i hvert fald indtil 2047.

Jeg har kontaktet mine lokale venner i Hong Kong, som jeg mødte, da jeg læste ved Lingnan University, Hong Kongs eneste Liberal Arts-universitet, i foråret 2016. Jeg har boet, studeret, spillet fodbold og set Champions League-kampe klokken tre om natten med dem. De er alle født umiddelbart før briternes overdragelse af Hong Kong til Kina og er dermed børn af ”et land, to systemer” og den særlige mellemkoloniale tilstand.

Jeg har kontaktet dem via Facebook (der er lovligt i Hong Kong, men ikke i Kina), og de har entusiastisk delt deres holdninger og bekymringer. Som den 23-årige studerende Angus Choi forklarer: ”Selvom det er svært for os normale mennesker at kæmpe mod regeringen, vil vi gerne have, at flere mennesker kender til de uretfærdigheder, vi lever under.”

Børnene af ”ét land, to systemer” giver ikke meget for Lams undskyldningsretorik

Visse steder har begivenhederne udviklet sig voldeligt, og politiet bruger hårdhændede metoder mod tilsyneladende fredelige demonstranter.⁵ Hong Kongs politistyrke har hævdet, at demonstranterne ”handler på en voldelig og organiseret måde”⁶, og Carrie Lam, Hong Kongs regeringsleder, har gennemgående omtalt demonstrationerne som ”optøjer”. Reaktionen flugter fuldstændig med det kinesiske kommunistpartis linje. Efter at have forholdt sig tavst til den første bølge af demonstrationerne, udskældte partiet i en officiel avisleder d. 2. juli aktionerne i og omkring parlamentsbygningen som ”arrogante”, ”blind vrede” og ”pøbellignende opførsel”.⁷

Tirsdag d. 18. juni, to uger inden aktionen i parlamentet, sadlede Hong Kongs politiske administration dog om for en stund. I hvert fald retorisk. I en længere tale hævdede Carrie Lam, at hun havde et personligt ansvar for ”optøjerne”, mens hun samtidig gav en ”dybtfølt undskyldning til hele Hong Kongs befolkning”.⁸

Trods disse tilsyneladende indrømmelser var ingen af demonstranternes krav blevet opfyldt, og det er derfor ikke sært, hvis demonstranterne ikke følte, at undskyldningen var rettet mod dem. I lyset af Lams Beijing-tro politiske linje er det faktisk mere oplagt at opfatte Xi Jingpings regering som undskyldningens rette adressat – som en beklagelse over, at der ikke er styr på situationen, og at udleveringsloven endnu ikke er gået glat igennem.

25-årige Daniel Fong, der har deltaget ved mange af demonstrationerne, sætter ord på sin skepsis: ”Hong Kongs regering følger faktisk 100 pct. Kinas ordrer. Carrie Lam beskytter ikke de lokales interesser. Med vedtagelsen af denne lov er vi bekymrede for, at mennesker, som er fjendtligt indstillede over for Kina, vil blive udleveret.”

Selvom Lam har insisteret på, at det kun er særligt voldelige og farlige kriminelle, som loven vil ramme, er der ikke mange, der tror på hende. Og der er også god grund til at være skeptisk, for Kina har allerede ved flere lejligheder tiltaget sig magten til fysisk at flytte Hong Kong-borgere til Kina. Eksempelvis forsvandt fem boghandlere fra Causeway Bay i 2015, mens de befandt sig i Kina og Thailand, hvorefter de pludselig optrådte med en noget utroværdig undskyldning på kinesisk stats-tv. Og i 2017 blev den i Hong Kong bosiddende milliardær Xiao Jianhua kidnappet fra sin Four Seasons-residens, bedøvet rullet ud gennem lobbyen og sejlet til fastlandet.⁹

Loven er død – længe leve loven

Tirsdag d. 9. juli, efter talrige protester i dagene før, skete der noget opsigtsvækkende. Carrie Lam udtalte på et pressemøde, at udvekslingsloven er ”død”.¹⁰ Det lyder i den grad som en tilbagetrækning af lovforslaget (hvordan skulle man kunne genoplive det døde?), og medier verden over – inklusive DR’s radioavis – formidlede budskabet om, at Lam endelig havde bukket under og kvalt den forhadte lov.

Ifølge mine venner i Hong Kong er det imidlertid for optimistisk en læsning. De betragter ikke Lams udmelding som en annullering af loven eller et forsøg på at imødekomme protesterne. De opfatter i stedet hendes seneste træk som et stykke strategisk kommunikation rettet mod omverdenen.

Da jeg spørger mine kontakter, om Carrie Lam bruger mere tvetydige vendinger, når hun taler om loven på kantonesisk, end når hun taler om den på engelsk, falder svaret prompte:

”Selvfølgelig,” svarer Clement Yu, der er 21 og bliver færdig med sin kandidatuddannelse til efteråret, ”hun benytter mere imødekommende gloser på engelsk, så andre lande tror, at det forholder sig på en forkert måde.”

Adrian Yeung, 23 år og arbejdsløs journalist, er enig, men peger også på, at det tilsyneladende definitive udsagn om, at ”loven er død”, ikke lover Hong Kongs befolkning særlig meget:

”I henhold til lovgivningstermer vil en lov enten blive ’udskudt’ eller ’trukket tilbage’. At sige, at den er ’død’, har ingen juridiske implikationer.”

Politivold knuser hjerter

Politiets overdrevne vold mod demonstranterne lader til at være den største bekymring hos mine lokale venner. I den videodokumentation, som Amnesty International har samlet, ser man kampklædte betjente slå fredelige demonstranter med knipler og uprovokeret spraye med tåregas.

”Mange af videoerne knuser mit hjerte,” siger Daniel Fong, som sender mig Amnesty Internationals rapport om overgrebene. ”Og vi betaler for deres udstyr med vores skattepenge. Det er en grum ironi.”

Også Nicholas Yip, der er 24 år og arbejder med kundeservice, linker til rapporten i vores chat, og også han er vred over politivolden og myndighedernes efterfølgende håndtering. Jeg spørger ham, om han er bekymret for, at politiet vil fortsætte deres voldelige overgreb mod demonstranterne. ”Jeg tror, at regeringens og politiets strategi har ændret sig,” fortæller han, ”de forsøger at neddysse krisen, ligesom de gjorde med Paraplybevægelsen i 2014.”

Angus Choi deltog selv i demonstrationerne d. 12. juni: ”Vi blev beskudt med tåregas, peberspray og gummikugler uden advarsel. Det eneste, vi havde i hænderne, var paraplyer.”

Særligt har en sag om, at politiet frit kan tilgå sundhedsdata og dermed finde frem til de demonstranter, som er blevet sendt på hospitalet, vakt forargelse.¹¹ ”En af mine venner er sygeplejerske. Hun bekræfter, at politiet kan få adgang til deres database uden patienternes tilladelse,” siger Daniel Fong.

Mine venner nævner også, at de frygter, at Hong Kongs regering gradvist vil indføre det ”Social Credit System”, som allerede er godt undervejs i Kina, hvor hver borger får særlige fordele og rettigheder gennem et socialt pointsystem:

”Hele bevægelsen er kommet til at handle om meget mere end frygten for udleveringsloven,” siger Clement Yu. ”Et eksempel er frygten for regeringens plan om at indføre et socialt kreditsystem i Hong Kong. Man vil blive ranket fra A til F baseret på ens handlinger.”

Nicholas Yip supplerer: ”Endnu en bekymring er, at regeringen er begyndt at lave gadebelysningen om til smart data-indsamlere, der er udstyret med radar, kamera og RFI-detektorer.¹² Og næste generation af Hong Kong-id-kort vil have en RFI-chip i sig.”

Udleveringsloven skal skrottes – og volden skal anerkendes

Indtil videre har Hong Kongs styre altså suspenderet lovforslaget og erklæret det ”dødt”. Men det er ikke nok for demonstranterne, der gerne ser det officielt skrottet, i jura-sprog. Mange ser også gerne Lams afgang. De har ikke tillid til, at hun ikke vil forsøge at presse loven igennem på et senere tidspunkt.

Ifølge Daniel Fong har demonstranterne dog andre krav end at få bremset loven. Han peger sammenlagt på fire krav: ”At lovforslaget skal trækkes fuldstændig tilbage; at Carrie Lam skal trække udtalelserne om, at protesterne var ”optøjer”, tilbage; at alle de arresterede demonstranter løslades; og at politiet skal straffes for dets brutalitet.”

Det skal dog ikke forstås sådan, at Hong Kongs borgere alle er glødende selvstændighedsentusiaster. Ifølge Daniel Fong er det en minoritet. Og han fortæller også, at der måske findes en generationskløft her: de ældre generationer ser med mere venlige øjne på Beijing, end hans egen gør.¹³

”I min fars og bedstefars generationer er majoriteten ligeglad med politik. De forstår ikke demokrati og frihed. De går mere op i penge, arbejde og stabilitet,” siger han.

Hong Kongs demonstranter fortjener opbakning fra verdenssamfundet

Joshua Wong, en ledende figur i Hong Kongs unge demokratibevægelse, som netop er blevet løsladt fra fængslet, har udtalt til BBC, at Carrie Lam kopierer metoderne, som blev anvendt ved massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989.¹⁴ Der er endnu ikke noget, der tyder på, at begivenhederne i Hong Kong bevæger sig i samme drabelige retning. Men ligesom Kinas regering også systematisk forsøger at udrydde massakren på Tiananmen-pladsen i 1989 fra den kollektive hukommelse, har de indtil videre censureret og fordrejet protesterne i statsmedierne.¹⁵ Derudover afviste Kina, at Hong Kong overhovedet kunne komme på tale til G20-mødet i Osaka. Det er et internt anliggende i Kina, lyder det fra Beijing.¹⁶

Og det kunne jo være sandt – vel at mærke hvis man ser Hong Kong som helt og holdent indlemmet i den suveræne nationalstat Kina. Men, som Hong Kongs særlige ”mellem-koloniale” eksistens viser, er dette ikke så åbenlyst. Hong Kongs mulighed for et demokratisk modsvar og hjælp fra det internationale samfund ligger netop i at kæmpe for en status som ”ikke-besiddeligt”.

Hvorvidt Hong Kong efter 2047 har en jordisk chance for at bevare et system, der ligner det nuværende, er uvist. Adrian Yeung øjner dog stadig et håb for en demokratisk fremtid: ”Der er stadig længe til, at 50-års-aftalen udløber, og meget kan nå at ske på den tid. Jeg tror, at de fleste hongkongere vil kæmpe imod, at Hong Kong bliver endnu en ligegyldig by i Kina.”

Indtil da ville det klæde den netop tiltrådte danske udenrigsminister offentligt at sympatisere med demonstranternes fredelige kamp og civile ulydighed. Hvis den danske Kina-politik igennem mange år – med blikket fast fæstnet ved pandaer og vendt bort fra Tibet-venlige stemmer – skal bruges til noget positivt, kunne det i det mindste være i demokratiets tjeneste.

1. Dung Kai-Cheung: Atlas: The Archeology of an Imaginary City, s. 17, oversat af Dung Kai-cheung, Anders Hansson og Bonnie S. McDougall, Columbia University Press, 2011 (1997)
2. Hong Kongs myndigheder ville så skulle tage stilling til kinesiske anmodninger fra sag til sag.
3. Se video: https://www.youtube.com/watch?v=dVZzRY0X6_g
4. Jeg kan anbefale at finde de fascinerende timelapse-videoer af demonstrationerne, som folk har taget med deres telefoner, på YouTube. Se f.eks. denne: https://www.youtube.com/watch?v=_scTcKTlH-U
5. Se Amnesty Internationals rapport om politivolden fra d. 21. juni her: https://www.amnesty.org/en/latest/news/2019/06/hong-kong-police-violence-verified/?fbclid=IwAR1bAagX45IdnOeXHXyiSXUmkhEruraz_6hAdXRexzK9GJ_D8W9UeIX-78k
6. Se politiets pressemeddelelse fra 12. juni her: https://www.news.gov.hk/eng/2019/06/20190613/20190613_170011_946.html?type=category&name=law_order&fbclid=IwAR3da__BkjdDuUqOjlIKSrGWi9-NSr5i3W5saAkvu92z3LH2I68u3k7l3RE
7. ”Say no to mob violence and reclaim order in HK society”, Global Times, 2. juli 2019: http://www.globaltimes.cn/content/1156439.shtml
8. Carrie Lams tale: https://www.youtube.com/watch?v=ItIbg5k-_8E. Se også ”Hong Kong leader Carrie Lam apologises, says she hears the people ‘loud and clear’ on extradition Bill”, Channel News Asia, 18. juni 2019: https://www.channelnewsasia.com/news/asia/hong-kong-leader-apologises-hears-people-loud-clear-extradition-11637834?cid=youtube_cna_social_29012018_cna
9. Se f.eks. Zach Dorfman: ”The Disappeared: China’s global kidnapping campaign has gone on for years. It may now be reaching inside U.S. borders.”, Foreignpolicy.com, 29. marts 2018
10. “Hong Kong chief executive Carrie Lam says extradition Bill is ‘dead’”, Channel News Asia, 9. juli 2019:

    https://www.channelnewsasia.com/news/asia/hong-kong-protests-carrie-lam-extradition-bill-dead-withdraw-11703542

11. Se ”Police can access full details of injured protesters in hospital, says medical sector lawmaker following patient arrests”, Hong Kong Free Press, 17. juni 2019:  https://www.hongkongfp.com/2019/06/17/police-can-access-full-details-injured-protesters-hospital-says-medical-sector-lawmaker-following-patient-arrests/?fbclid=IwAR1yEAJuy8S9S7uqExA5w0_e69FuoyN6Y4nHq6uh_QNqBsIpYZjaMP2EK4E
12. RFI står for Radio Frequency Identification og er en teknologi, der kan tracke og identificere mikrochips, der er sat på forskellige objekter (eller personer).
13. Han peger på statistikker fra University of Hong Kong over tilliden til Beijing, der rigtig nok viser en forskel ift. alder: https://www.hkupop.hku.hk/english/popexpress/trust/trustchigov/index.html?fbclid=IwAR1noUBGlIFYC-KcsfZ-3WJ7LvpwlsHwLZoadua6aDP1krnl1VRc_q5a7uc
14. ”Hong Kong protest: Joshua Wong calls for HK leader Carrie Lam to resign”, BBC News, 17. juni 2019: https://www.bbc.com/news/world-asia-china-48659073
15. ”Censur i Kina: Medie giver alternativ forklaring på Hongkong-protester ”, DR Nyheder, 17. juni 2019: https://www.dr.dk/nyheder/udland/censur-i-kina-medie-giver-alternativ-forklaring-paa-hongkong-protester. Og: ” Kina skifter tone: Demonstranter i Hongkong er ‘voldelige’ og ‘arrogante’”, DR Nyheder, 2. juli 2019: https://www.dr.dk/nyheder/udland/kina-skifter-tone-demonstranter-i-hongkong-er-voldelige-og-arrogante#!/
16. ”Kina: Ikke et ord om Hongkong-optøjer på topmøde”, DR Nyheder, 24. juni 2019: https://www.dr.dk/nyheder/udland/kina-ikke-et-ord-om-hongkong-optojer-pa-topmode