Katastrofeteori for fremtidige socialdemokrater

Den nye internationale – hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden
Malte Frøslee Ibsen
Gyldendal, 2019

 

 

 

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

Der er en fin, gammel tradition på venstrefløjen for at lede efter frigørelsen i sprækkerne af det bestående. For Karl Marx betød det at tænke over, hvordan den industrielle kapitalisme kunne forestilles at skabe vilkårene for sit eget endeligt: Fik slavearbejdet på fabrikslinjen lov til at køre i lang nok tid, ventede i sidste ende kommunismens lange weekend; gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige sig med kvægavl om aftenen og bedrive filosofisk kritik efter middag uden på noget tidspunkt at blive hverken jæger, fisker eller filosof. I dag tror de færreste på ubøjelige jernlove, der pløjer gennem tiden. Oplysningens automatik, som de ’progressive’ i forskellige liberale eller socialistiske afskygninger har dyrket i et par århundreder, har mistet sin magi. Flere faktorer spiller ind. Den på næsten samtlige kontinenter piblende fremkomst af illiberale demokratier og anden form for samtidsdiktatur har vist sig fint at kunne sameksistere med de rå markedskræfter, hvilket har givet de systembærende liberale et ordentligt ideologisk skud for boven – kigger man ud ad vinduet, vil man kloden over kunne konstatere, at frihed og kapitalisme snarere er hinandens modsætning end forudsætning. De lange 90’erne er forbi, Blair og dobbelt-Clinton har efterhånden sagt farvel. Samtidig, og nok så vigtigt, er det spørgsmål, Jorden stiller os i form af klimaforandringer, blevet umuligt at ignorere.

Man mærker det: Liberalismen er døende, men kapitalen lever videre, huset er gået i råd, men fundamentet står endnu. En særegen epoke er oprindet, hvor det herskende paradigme er ude af stand til meningsfuldt at udlægge den verden, som det selv har skabt – til dels fordi den skabelse nu åbenbarer sig selv som ødelæggelse. Over hele det politiske spektrum er fremskridtet igen blevet et tvivlsspørgsmål. Sådan ser katastrofens tid ud, rå magt med aftagende ideologisk overbygning, kynismens dage og nætter. Ikke længere skyde folk ved grænsen, nu blot vente på, at de drukner af sig selv. Med ét ord: Europa.

I et sådant interregnum kunne man tro, at venstrefløjen ville stå stærkt; at folket ville flokkes om løftet om en anden fremtid. Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Det er ikke de inkluderende fællesskaber, der bliver stærkere, men de ekskluderende: Nationalstaterne hegner sig ind igen, etno-kulturelle stammelogikker vinder frem, knivene skærpes.

Det er her, Malte Frøslee Ibsens just udkomne pamflet, ’Den nye internationale’, kommer ind i billedet – som et forsøg på at præsentere en løsning på, hvad forfatteren karakteriserer som fire sammenhængende kriser: En demokratisk legitimitetskrise, en klimakrise, en flygtningekrise og en ulighedskrise. Har man fulgt flygtigt med i de teoretiske og historiske diskussioner de sidste par år, vil man hurtigt kunne nikke genkendende til såvel kriserne som analysen af dem. Kort sagt er idéen, at det neoliberale paradigme ikke er i stand til at korrigere sine egne bygningsfejl og har kastet de vestlige, liberale demokratier ud i en permanent alarmtilstand, der udmønter sig i de af Ibsen artikulerede kriser. Som sådan er de første par kapitler af ’Den nye internationale’ en klar, dansksproget indføring i, hvad man vel efterhånden kan kalde venstrefløjens grand unified theory om tingenes tilstand efter finanskrisen. Her er ikke så meget at rafle om, analysen er både velskrevet og gennemtænkt.

Det er derfor snarere anden del af bogen, der giver anledning til diskussion. Her fremlægger Ibsen nemlig et løsningsforslag, der ifølge ham selv må forstås som »et radikalt anderledes politisk svar på disse krisetendenser, end vi har set indtil nu«. I kort opsummering består dette svar af en konsekvent internationalistisk grundorientering, der skal udmønte sig i en »demokratisering« af Den Europæiske Union.

Som sådan er projektet både sympatisk og generøst: Ibsen påtager sig, hvad der er sjældent i den hjemlige offentlighed, at tænke tilbundsgående over de teoretiske mulighedsbetingelser for praktiske venstreorienterede løsninger. Om resultatet så er specielt nyt eller radikalt, er en anden sag, men måske er det i sidste ende ikke så vigtigt; det er jo alligevel ikke nyheden, der kommer til at redde os. Hans udgangspunkt synes derimod helt rigtigt, i hvert fald hvis de internationale øjne, der kigger, er danske. I en globaliseret økonomi er lokale revolutioner umulige, særligt når udgangspunktet for dem er en nordeuropæisk miniputnation – før man når i gang med samfundsomvæltningerne, vil markederne have væltet én udefra. Det er skruestikken, vi har levet i i et par årtier: Den moderne kapitalisme har skabt en verden, som er så kaotisk, at kun den er i stand til at ordne den. Så hvad gør man?

Man organiserer, i ånden fra den oprindelige kommunistiske bevægelse, internationalt – hvilket for Ibsen først og fremmest betyder inden for den institution, der hedder EU. Men er det overhovedet muligt at instrumentalisere EU i progressiv retning?

Det er jo rigtigt og veldokumenteret, som man anfører på venstrefløjen, at unionen i kraft af sine traktater og funktionsmåde er et projekt formet af konservative og kristendemokratiske kræfter, der grundlæggende handler om at sikre kapitalens uhindrede bevægelse gennem handel og konkurrence. Ønsker et af medlemslandene at føre en anden økonomisk politik, støder det hurtigt på indsnævrende paragraffer og stok fra Kommissionen.

Til gengæld har Ibsen en vigtig pointe, når han konstaterer, at love ikke er sat i sten, men at de derimod altid er genstand for en fortolkning, hvis ramme er resultatet af en foregående politisk-hermeneutisk magtkamp. Et stort land som Frankrig har således flere gange været i karambolage med unionens budgetregler, uden at det har fået nævneværdige konsekvenser; magt består også i magten til at gennemtvinge undtagelser. At EU indtil videre pligtskyldigt har reproduceret den verden, de fleste af os er enige om, vi må forlade, kan derfor ikke a priori være et argument for, at et lignende udfald nødvendigvis er garanteret for al fremtid – omend man også må konstatere, at oddsene for det modsatte heller ikke just ser gode ud.

Går vi imidlertid med på idéen om, at unionen er venstrefløjens eneste realistiske handlingsrum for at få sin politik igennem, drejer fokus sig herefter naturligt over på de konkrete politiske forslag. Det er her, forfatterens selvudnævnte radikalitet viser sig at være noget blød i bugen. Socialisme eller kommunisme bliver der i hvert fald ikke tale om – begreberne nævnes stort set kun i forbindelse med det tyvende århundredes øst-diktaturer. Dette er i sig selv symptomatisk som udtryk for en opgivet ideologisk kamp; hvis ikke man er villig til at give sit begær et navn, dømmer man sig selv til at leve videre i andres.

Sigende nok gør det modsatte sig gældende på højrefløjen, her har man ikke har noget problem med at verbalisere sine drømme – selv om den er under diskursivt pres, er kapitalismen på den side af hegnet stadig ikke et fyord. Det er alternativerne til gengæld, også for dem, der plæderer for dem – i en sådan grad at flere venstrepopulistiske partier over de seneste år har taget konsekvensen af blufærdigheden og udskiftet de gamle modsætninger med en ny akse struktureret omkring folket på den ene side og oligarkerne på den anden.

I klar opposition hertil lægger Ibsen, der betragter venstrepopulismen som en oversolgt marketingsstrategi med manglende strategisk udblik, op til, at de nuværende socialdemokratiske og socialistiske partier burde erstattes af et slags rødt enhedsparti. For som han skriver:

»Faktum er, at den kolde krig for længst er forbi, og at det kun er venstrefløjens politiske modstandere, der vinder ved fortsat venstrefløjssplittelse over en historisk spaltning mellem socialdemokrater og kommunister, der ikke længere har nogen forankring i den politiske virkelighed, og som flere generationer af vælgere i dag hverken kender baggrunden eller interesserer sig synderligt for«.

Der bliver ikke fulgt op på det lille indskud, men det siger alligevel noget om den idéfabrik, der ligger til grund for bogen. For i stedet for klare ideologiske alternativer til det nuværende system, præsenterer bogen os for en forestilling om venstrefløjen eller det at være venstreorienteret som noget, der skulle udgøre en klar begrebslig referent. Så vidt jeg kan se, betyder dette for Ibsen primært demokrati og social retfærdighed. Der synes her at være en underliggende forestilling om, at de fleste venstreorienterede, når det kommer til stykket, ønsker den samme type samfund, men blot har forskellige strategier for at opnå det: at målet under alle omstændigheder er noget som et bæredygtigt og nært demokrati, hvor lige rettigheder ikke blot er en formel mulighed, men et reelt udkomme. (Her gemmer der sig i øvrigt en mere grundlæggende debat, der endnu mangler at blive taget, affødt af det forhold, at demokratiet, både som institutionelt ideal og som livsform, synes at have overtaget de gamle ideologiers plads som et selvstændigt endemål for megen nyere politisk teori – for er demokratiet ikke snarere den arena, hvori normer bliver sat, end en norm i sig selv? Er et demokratisk liv, hvis det overhovedet er muligt at tænke sig et sådant, set fra en æstetisk vinkel, nødvendigvis i sig selv et godt og interessant og levende liv?)

Konkrete forslag til at bringe det demokratiske og retfærdige samfund til vejs finder Ibsen for eksempel i alternative ejerskabsformer, »der ville kunne indebære alt fra en højere grad af offentligt ejerskab til medarbejderaktier, flere kooperative virksomheder og en større udstrækning af andels- og forbrugerejerskab«. Dertil kommer indførelsen af en marginalskat på efterkrigstidsniveau (70 pct.) samt målrettede afgifter for miljø- og klimasvinere. Til sidst lægger forfatteren sig op ad den franske økonom Thomas Pikettys forslag om at give EU skatteopkrævningskompetence, hvilket blandt skal komme til udtryk i en kontinental selskabsskat på 15 pct. i tillæg til de enkelte medlemslandes allerede eksisterende beskatning.

Og det lyder jo meget godt alt sammen, i hvert fald er det nok noget, det meste af den parlamentariske venstrefløj uden problemer ville kunne skrive under på. Men kan det virkelig passe, at vores inderste og yderste drømme, at flere århundreders frigørelseshistorie, har deres storslåede endepunkt i et mere rimeligt skattesystem? At vi, når solen går ned på revolutionens lange aften, med et endrægtigt smil vil vende os mod hinanden og småklukkende konstatere, at vi jo alligevel alle sammen bare var venstresocialdemokrater, når det kom til stykket? Sagt på en anden måde: Er løsningen på velfærdsstatens krise virkelig bare mere velfærdsstat? Mere nær- og fjerndemokrati? Er klimakrisen ikke lige præcis en mulighed, ja ligefrem et krav, der bliver os stillet, om at gentænke vores forhold til livet, til vores natur, til, hvordan vi er til i denne verden? Hvis konstateringen er, at kapitalen i den mest konkrete forstand er livsfjendtlig – at væksten er i færd med at underminere og udslette selve vores biosfæriske vilkår som sådan – kan vi så stille os tilfreds med bare at tøjle den, sådan som forfatteren lægger op til?

Frøslee Ibsen vil måske indvende, at hans idéer er forankret i det mulige, at det handler om at tegne konturerne af et projekt, der kan sættes igennem; at det er en slags katastrofeteori skrevet fra en kogende jord – politologi, ikke filosofi – et råb om, at vi ikke har råd til at lade det mulige vente, fordi vi forventer, og kræver, det umulige.

Men hvis det er tilfældet, og vi i øvrigt er enige om den generelle retning, selskabsskat og hele pivtøjet, blafrer det måske mest afgørende spørgsmål stadig i vinden: Hvordan skal vi opnå flertal for det? Det melder bogen ikke noget om, og det er en skam, for heri gør Ibsen sig i virkeligheden skyldig i ikke at være sit eget projekt tro. Thi hvad skal vi bruge fine ord om ideelle institutioner til, hvis ikke der samtidig anvises en farbar vej til at opbygge dem?

Indtil den samfundsændrende venstrefløj begynder at vinde valg – internationalt og de i største lande – vedbliver kulturkampen, propagandaen, med at være det måske mest påtrængende politiske problem. Det, venstrefløjen mangler, er ikke så meget nye idéer; det er magten til at sætte dem, vi allerede har, igennem.

Matthias Dressler-Bredsdorff er Europa-redaktør på Eftertryk Magasin og lektor ved Sorbonne Université i Paris.