Fanget i Udlændingecenter Ellebæk: en hverdag præget af frygt og magtesløshed

Den 4. juni 2019 hængte en mand sig i sin celle efter tre måneders frihedsberøvelse i Udlændingecenter Ellebæk. Dette er ikke det første selvmord i Ellebæk. I juni sidste år pålagde ombudsmanden, at de frithængende rør i loftet skulle dækkes til for at forhindre flere selvmordsforsøg. På daværende tidspunkt havde der været syv selvmord og selvmordsforsøg på fem år.

Af Elisabet Kass

Udlændingecenter Ellebæk ligger i Allerød, midt imellem Sjælsmarks udrejsecenter og Sandholmlejren. Solen har skinnet alle de dage, jeg har været derude. Men solen står som kontrast til en hverdag præget af mørke, angst og håbløshed for de indsatte, der bor bag pigtrådshegnet, der omkranser det sted, der officielt hedder et udlændingecenter, men fungerer som et lukket fængsel.

Uden for besøgslokalet mødes jeg af ordene på en plakat: ”Your future is decided by what you do today, not tomorrow”. Ord, der virker malplaceret et sted, hvor de indsatte er frataget al magt over egen skæbne.  Jeg skal mødes med Andrew, der er flygtet fra Uganda, men har siddet indespærret i Ellebæk siden november 2018. Vi har haft kontakt over telefonen i et par uger. Den eneste kommunikation ud af fængslet foregår over fængslets mønttelefon. En telefon, der er dyr og ofte i uorden. Det er ham, der skal ringe til mig, og har jeg ikke hørt hans opkald, må jeg vente på, at han ringer igen.

”Hej, det er fængslet,” svares der i dørtelefonen, da jeg fortæller, at jeg har en besøgsaftale. Jeg skal igennem to store porte, omkranset af pigtrådshegn, og hvor den inderste port først åbner, når den yderste er lukket. Jeg viser mit ID, og min telefon aflåses i et lille skab til telefoner. Jeg skal igennem en metaldetektor, som man kender dem fra lufthavnen.

Uden for besøgslokalet mødes jeg af ordene på en plakat: ”Your future is decided by what you do today, not tomorrow”. Ord, der virker malplaceret et sted, hvor de indsatte er frataget al magt over egen skæbne.

Andrew har siddet frihedsberøvet i Ellebæk i otte måneder. Han har ingen udvisningsdato og ved derfor ikke, om politiet henter ham i morgen, om en uge eller om seks måneder. Han ved heller ikke, om det vil lykkes myndighederne at udvise ham til Uganda. Homoseksualitet er ulovligt i Uganda og indebærer stort stigma fra familie, venner og lokalsamfund. For Andrew betød dette, at kirken, der havde taget vare på ham siden hans forældres død, vendte ham ryggen på grund af hans seksualitet. I januar 2014 gennemførte den ugandiske regering desuden en kontroversiel lovgivning, der forlænger straffen for homoseksualitet med op til livstid i fængsel.¹ Andrew fortæller, at han vil flygte igen, hvis han bliver udvist til Uganda, for han er overbevist om, at han ikke er i sikkerhed i landet, selvom de danske myndigheder vurderer det modsatte.

Lukket fængsel, slukkede drømme

Ellebæk drives af kriminalforsorgen og fungerer som et lukket fængsel, dog med den forskel, at de indsatte ikke afsoner en straf, men venter på den dag, en gruppe betjente kommer og henter dem og sætter dem på et fly mod det land, de ikke vil tilbage til.

De fleste er afviste asylansøgere, og enkelte har fået frataget deres opholdstilladelse på grund af en udvisningsdom. Politiet har vurderet, at de er i risiko for at gå under jorden, og derfor skal de sidde frihedsberøvet, indtil deres udvisning er mulig. Andre er fængslede under såkaldte ”motivationsfremmende foranstaltninger”, hvor frihedsberøvelsens ene formål er at ”motivere” den indsatte til frivilligt at rejse tilbage til det land, han eller hun er flygtet fra.

”Vi kan sidde indenfor og kigge på solen udenfor,” fortæller Andrew.

Andrew beder om min kuglepen og nedfælder en typisk dag opdelt i klokkeslæt. Morgenmad kl. 8:30, fabriks-lignende arbejde, spisepauser og tre gange 15 minutters udetid, hvor man kan trække noget frisk luft eller ryge en smøg. Dagens sidste udetid er kl. 17:30. Det meste af dagen og hele aftenen og natten bruges indenfor i Ellebæks faldefærdige celler, som TV2 dokumentaren fra marts 2019 gav et unikt og grufuldt indblik i.²

”Jeg forstår, hvorfor Ellebæk er her, og jeg siger ikke, at det slet ikke skal være her, men hvorfor kan vi ikke få lov til at sidde udenfor?” fortæller Andrew og fortsætter: ”Hvorfor kan vi ikke få lov til at lave mad selv eller i det mindste få en mikrobølgeovn på gangen, så vi kan varme den mad, vi får op igen, hvis vi ikke lige har lyst til at spise på det samme tidspunkt hver dag?”

Han fortæller desuden, at han har klaget til ombudsmanden over forholdene i Ellebæk og bedt om at få en uafhængig sagsbehandler i fængslet, de indsatte kan gå til, når de oplever vold, uretmæssig isolationsfængsling eller andre urimelige forhold.

Psykisk tortur

Over Skype taler jeg med Navid, som sad en måned i Ellebæk efter at have fået afslag på asyl i Danmark. Navid er flygtet til Danmark fra Afghanistan. I dag er han i Tyskland, hvor han kæmper for at få genoptaget sin asylsag. Navid forklarer, hvordan den psykiske tortur og angsten for udvisning prægede hver eneste dag og nat som indsat i Ellebæk fængslet. Han frygter at blive sendt tilbage til Danmark og tilbage til Ellebæk.

”Ellebæk er et fængsel, og for de fleste mennesker er et fængsel et frygteligt sted. Jeg led af slem hovedpine, da jeg sad som indsat i Ellebæk fængslet. Nogle dage kom politiet for at deportere andre indsatte. Det var så hårdt for mig. De fortalte mig, at de også ville deportere mig.”

Stressen sidder stadig i hans krop og påvirker hans søvn. ”De fleste nætter har jeg mareridt om deportering. Om Danmark, om at havne i Ellebæk igen,” fortæller Navid og fortsætter: ”Hver eneste dag tænker jeg på Ellebæk. Hvorfor var jeg der? Jeg tænker på de andre mennesker, der var der, og hvad der er sket dem, siden jeg kom ud. Hvor er de nu?”

Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder har kritiseret for at frihedsberøve særligt sårbare mennesker, heriblandt torturofre og psykisk syge.³ Den manglende screening af, hvorvidt en afvist asylansøger har været udsat for tortur eller er for psykisk sårbar til at sidde fængslet, er et brud på menneskerettighedskonventionen.

Andrew boede på samme afdeling som den mand, der tog sit eget liv, og delte også rengøringstjans med ham i fængslet. Han fortæller om selvmordet, chokket og fængselsvagternes efterfølgende apati, da jeg møder ham for anden gang et par dage efter selvmordet.

Andrew lå i sin seng i sin celle, da han hørte larm fra fængselsvagter og andre indsatte, der kæmpede for at få den blokerede dør til den afdødes celle op. ”Jeg troede, at det var en slåskamp. Der er altid slåskampe, så jeg reagerede ikke på larmen”.

Det lykkedes at åbne døren en anelse, og fængselsvagterne endte med at sende en anden indsat, der var spinkel af bygning, igennem dørsprækken. Hvad der ventede sig på den anden side, var liget af en mand, der hang fra vinduet.

”Alle er i chok. Det ødelægger dig indvendigt. Særligt dem, der ikke har været vidne til et selvmord før,” forklarer Andrew.

Efterfølgende blev alle på afdelingen låst inde på deres værelser, i hvad Andrew mener var cirka 30 minutter, imens liget blev båret ud. Den indsatte, som havde fundet den afdøde, fik lov til at tale med sygeplejersken, som angiveligt gav ham det råd ikke at tale med de andre indsatte om sin oplevelse. Senere på dagen blev cellen rengjort.

På intet tidspunkt i den efterfølgende tid samlede fængselsvagterne de andre indsatte for at tale om hændelsen. Fængselspræsten har været den eneste, de indsatte har kunnet finde trøst hos.

”Det føles, som om folk kan dø herinde, og de kan dække over det. Det er, som om det her er noget, vi skal vænne os til,” fortæller Andrew med et sørgmodigt blik i øjnene.

Den afdødes advokat havde ikke fået noget at vide om dødsfaldet, da en dansk aktivist ringede ham op over et døgn senere.

Juridisk mørkeland

Den daglige afmagt forstærkes yderligere af en ugennemsigtig rettergang, manglende forståelse for ens sag, klagemuligheder og rettigheder.

Tre dage efter Andrew ankom til Ellebæk, møder han for første gang den rettergangs-procedure, der skal komme til at afgøre hans skæbne hver fjerde uge de næste mange måneder.

”Hvorfor er de så bange for telefoner, selv kameraer? Hvis alt er, som det skal være, hvad er det så, de er bange for?”Ifølge udlændingeloven skal en frihedsberøvelse med henblik på udvisning revurderes hver fjerde uge. Man kan maksimalt være frihedsberøvet i 18 måneder.

“Når du skal i retten, er du placeret ved siden af en advokat, og det er første gang, du møder din advokat. Dommeren er på en skærm sammen med politiet. Advokaten vil som oftest fortælle dig, at der ikke er noget, han kan gøre,” fortæller Andrew og fortsætter:

”Politiet vil som oftest fortælle dommeren, at de gør, hvad de kan, for at iværksætte din repatriering, og at de har brug for mere tid. Hvad end du har at sige til det, er lidt ligegyldigt. Hele proceduren tager omkring 15 minutter.”

”Det er en ny dommer hver gang, og det føles, som om jeg er helt ny i Ellebæk ved hvert eneste retsmøde,” forklarer Andrew, som har indtryk af, at hverken advokat eller dommer har sat sig ind i hans sag, og at hele processen blot er en formalitet, der kun har til formål at forlænge fængslingen.

Andrews fornemmelse understøttes af en rapport lavet af Global Detention Project om danske udrejsecentre. I rapporten bemærker FN’s Særlige Rapportør vedrørende Tortur, at retten havde ”givet tilladelse til forlængelse af detentionsperioden som anmodet af politiet i alle tilfælde på nær to” inden for de seneste fem år. Han konkluderer desuden, at proceduren for juridisk at udfordre ens frihedsberøvelse under artikel 37 af udlændingeloven ikke tilfredsstillende.⁴

Andrew har spurgt, om han kunne få en transskribering af sin rettergang, hvilket han er blevet nægtet. Han har også bedt advokater, der har repræsenteret ham i retten, om at få deres kontaktoplysninger. Dette er han også blevet nægtet. Efter seks måneders kamp og bistand fra en dansk aktivist har han nu endelig fået en advokat, der vil føre hans sag og ikke mindst lytte til ham.

Den manglende adgang til egne mobiltelefoner gør det ydermere vanskeligt at finde en advokat, kontakte støttegrupper, pårørende og andet. Andrew fortæller, at han har spurgt betjentene, om han måtte bruge sin mobil til at finde telefonnumre, som han ikke kunne huske i hovedet. Dette blev han nægtet.

Hvis betjentene finder en mobiltelefon, vil den skyldige ofte blive straffet med op til to uger i isolation, fortæller Andrew. Det har han selv været udsat for.

”Hvorfor er de så bange for telefoner, selv kameraer? Hvis alt er, som det skal være, hvad er det så, de er bange for?” spørger Andrew.

Frygt og håbløshed

”Ellebæk er et frygteligt sted. Alle, der ser det, finder det uforståeligt. Hvad er det for et sted at placere flygtninge i? Alle flygtninge i Danmark har et problem. De sætter ikke sig selv i de her dårlige situationer for sjov.” – Navid

De danske myndigheder har vurderet, at de indsatte i Ellebæk ikke har et beskyttelsesbehov. For Andrew, Navid og flere andre afviste asylansøgere, vil en hjemsendelse være ensbetydende med en ny flugt, da de selv er overbeviste om, at de ikke er i sikkerhed i det land, Danmark vil udsende dem til.

De døde kan ikke tale, og vi vil aldrig vide, præcis hvad der førte til selvmordet den 4. juni 2019 i en af Ellebæks celler. Men vi ved, at den afdøde havde bedt om at blive sendt tilbage til Tyskland dagen forinden. At han havde fået at vide, at han skulle hjemsendes til det land, han var flygtet fra.

”Han må have tænkt, at hvad end der ventede ham, var værre end at tage sit eget liv,” siger Andrew.

Statistikken viser, at mange tvangsudsendelser fra Ellebæk lykkes. 87 procent af de frihedsberøvede i Ellebæk blev sidste år udvist ifølge Politiets Nationale Udlændingecenter.² Når politiet kommer, uanmeldt, kampklædte og klar til at tage så hårde midler i brug, at en tvangsudvisning i 2017 endte med, at en algerisk mand mistede sit liv⁵, så ”vinder de altid”, som Andrew formulerer det.

Ellebæk-fængslet, med 136 pladser, fylder ikke meget i bevidstheden hos medierne, befolkningen og politikerne. Det er et sted, hvor menneskerettigheder brydes, og mennesker dør eller udvises i stilhed.

Forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg anerkendte, at forholdene på Ellebæk ikke er ”pæne og rare”, men mente alligevel ikke, at der var noget at skamme sig over. Jeg håber, for de frihedsberøvedes retssikkerhed og Danmarks samvittigheds skyld, at hvem end der bliver ny udlændinge- og integrationsminister vil have flere betænkeligheder ved at være ansvarlig for denne skamplet i Danmark.

Elisabet Kass er MA i Social Anthropology of Development fra SOAS, Univeristy of London og B.Sc. i Globale studier og Internationale Udviklingsstudier fra RUC. I de seneste år har hun beskæftiget sig med flygtninge, afviste asylansøgere og detention af udlændinge i blandt andet Trampolinhuset i København, Calais i Frankrig og Detention Action i London.

1. Amnesty International: “Uganda’s Anti-Homosexuality Bill becomes law”, 12. januar 2018. www: https://www.amnesty.org.uk/ugandas-anti-homosexuality-bill-becomes-law
2. Sofie Synnøve Herschend: ”Afviste sidder indespærret i Ellebæk i op til halvandet år: – Det her havde jeg aldrig troet om Danmark”, TV2, 10. marts 2019. www: http://nyheder.tv2.dk/2019-03-10-afviste-sidder-indespaerret-i-ellebaek-i-op-til-halvandet-aar-det-her-havde-jeg-aldrig
3. Amnesty International: Frihedsberøvede asylansøgere i Ellebæk, 2013. www:  https://amnesty.dk/media/1874/frihedsber__vede_asylans__gere_i_elleb__k_2013.pdf?fbclid=IwAR0NMmMRvomSGPmEepnGHKUIBvN-YBJuU9NKeD4XdTyUeuZbOTAngC0ZmaA

   The Danish Institute for Human Rights: “Human Rights in Denmark. Status 2014-15: A Summary”, 2015. www: https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/status/2014-15/status_uk_2015.pdf

4. Global Detention Project: Immigration detention in Denmark: Where officials cheer the deprivation of liberty of “rejected asylum seekers”, 2018, https://www.globaldetentionproject.org/immigration-detention-in-denmark-where-officials-celebrate-the-deprivation-of-liberty-of-rejected-asylum-seekers
5. Anders Olsen: ”Mand død efter kamp i Københavns Lufthavn: – Politiet var meget barske”, Ekstra Bladet, 23. nov. 2017. www: https://ekstrabladet.dk/112/mand-doed-efter-kamp-i-koebenhavns-lufthavn-politiet-var-meget-barske/6929384