Udpiningscenter Sjælsmark

Af Kristian Ejlebæk Nielsen

Efter Røde Kors i april fastslog, at seks ud af ti børn på Sjælsmark opfylder kriterierne for en psykiatrisk diagnose, har udrejsecentret været et omstridt emne i den danske værdidebat. Den røde bloks valgsejr betyder, at der er en realistisk mulighed for et kursskifte, når Folketinget til oktober skal behandle det borgerforslag, der vil sikre asylbørnene bedre vilkår. Intet er dog afgjort. Flertallet af danskerne afviser stadig at lempe på reglerne, og også venstrefløjens vælgere er splittede.¹ Eftertryk har sendt forfatter Kristian Ejlebæk Nielsen ud for at lytte til de afviste asylansøgeres børn og skrive om deres oplevelser på det kontroversielle udrejsecenter.

Tanken om, at Rasmus Paludan er blevet opstillingsberettiget til folketingsvalget, svirrer i mit hoved, da jeg cykler gennem København. Gaderne er fyldt med folk i forskellige farver. Med tørklæder, med dreadlocks, med blonde frisurer, med hiphopkasketter. Det her er byen, hvor du kan få bland-selv-slik til 7 kroner og tung hash for en hund. Hvor fredagsbar og fredagsbøn eksisterer side om side. Jeg bor midt i det multikulturelle samfund, som åbenbart vil knuse Danmark.

Jeg er på vej til lyttemøde med beboere fra udrejsecenter Sjælsmark i Trampolinhuset i Københavns nordvestkvarter. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage af sted, for jeg ved godt, hvad der foregår på Sjælsmark. Jeg ved, at både børn og voksne bliver voldsomt traumatiserede af at være der², og jeg ved, at det er meningen.³ Jeg ved, at folk med PTSD hver dag skal høre på maskingeværer og pansrede mandskabsvogne, og jeg ved, at deres angst bliver trigget af konstante besøg fra uniformerede politibetjente. Jeg ved, at de ikke må gå i skole og ikke må have et arbejde. Jeg ved, at de ikke har retten til selv at lave mad, og at de for alt i verden ikke må føle sig hjemme. Jeg ved godt, hvad der foregår på Sjælsmark.

Alligevel er jeg nervøs for, hvad jeg kommer til at høre. Jeg overvejede kraftigt at melde mig syg, men jeg er blevet inviteret til at komme og skrive om det, og min kunstneriske stolthed vandt til sidst.

I øvrigt er det første gang, at familierne – og særligt de umyndiggjorte børn – selv kommer til orde.

For i Danmark taler vi om dem. Vi taler ned til dem. Vi taler hen over hovedet på dem. Men vi taler aldrig med dem, ansigt til ansigt, som medmennesker. Vi har alle sammen to ører, men kun én mund, og alligevel er der ingen af os, der tier stille et øjeblik og bare lytter. Det er på tide.

* * *

Mahyar er 10 år gammel. Han har en særdeles rolig aura over sig, mens han taler et formfuldendt dansk. Han fortæller, hvordan 10 politibetjente kom brasende klokken 5 om morgenen, hamrede på døren og vækkede hans familie. Han gemte sig under sengen, fordi han var skrækslagen for, hvad der skulle ske. Under madrassen kunne han høre sine forældres desperate skrig og sin lillebrors urolige gråd. Frygten lyste ud af forældrenes øjne, mens de blev skubbet og hevet ud på gangen. I solidaritet med den paniske familie protesterede nogle af de andre asylansøgere. Politiet reagerede ved at sparke dem i maven og sprøjte peberspray direkte i hovedet på dem. Mahyars mor blev skrigende hevet hen over asfalten og ind i politiets vogn, mens hun desperat fremstammede, at hun ikke var rask. Politiet bad hende holde kæft, mens resten af familien blev bugseret ind i bilen.

Den lille familie valgte at søge asyl i Danmark, fordi de havde hørt, at vi respekterer menneskerettighederne her i landet. Lige siden ankomsten er de blevet bekræftet i det modsatte.I lufthavnen fik moderen det værre, og Mahyar brækkede sig ud over gulvet. Politiet slog hende og sagde, at hun var fuld af løgn. Efterhånden måtte de dog indrømme, at noget var galt. Mahyars mor havde slugt en masse piller, og paradoksalt nok var det hendes selvmordsforsøg, der reddede familien fra at blive tvangsudvist.

På hospitalet fik moderen pumpet pillerne ud af kroppen, mens resten af familien blev ført tilbage til Sjælsmark. Mahyars mor har et dødt udtryk i ansigtet, da hun forklarer, hvorfor hun forsøgte at begå selvmord.

”Det er bedre at dø i Danmark end at blive henrettet i Iran,” siger hun med store, tomme øjne. Afklaret og ødelagt. ”Jeg ved, at min mand vil blive slået ihjel, så snart vi sætter fødderne i vores hjemland, og jeg kan ikke klare mig med børnene alene.”

Den lille familie valgte at søge asyl i Danmark, fordi de havde hørt, at vi respekterer menneskerettighederne her i landet. Lige siden ankomsten er de blevet bekræftet i det modsatte. Hver eneste dag. De er blevet mødt af mistænkeliggørelse og had. Nu lever de med den konstante frygt for politiet, som besøger centeret mange gange dagligt. De er hele tiden i alarmberedskab, for ud over frygten for politiet og hjemsendelsen er Sjælsmark placeret i et militært øvelsesterræn, hvor lyden af maskingeværer og tanks får familier på flugt til at fare sammen dagen lang. Den uheldige placering er ikke en tilfældighed.

Sjælsmark skal minde dem om, hvor de kommer fra, og hvad der venter dem.⁴

Det menneskesyn, der får de ansvarlige politikere til at indrette systemet, så børn og voksne bliver knust og knækket mentalt, er baseret på en antagelse om, at flygtninge ønsker at være i Danmark og derfor kan tvinges tilbage, hvis bare vi behandler dem dårligt nok. Men ligesom det er tilfældet med det forfejlede repatrieringsprogram⁵, så er flygtningenes modstand mod at tage hjem ikke et spørgsmål om kroner og ører. Det ville politikerne vide, hvis de havde talt med et eneste af de mennesker, de ødelægger. Beboerne på Sjælsmark vil hellere begå selvmord end at vende hjem.

”Jeg elsker mit land,” siger Mahyars far, og kigger stolt ud over de fremmødte. ”Jeg ville aldrig have rejst, hvis ikke det var bydende nødvendigt. Men jeg var blevet slået ihjel, hvis jeg blev, og jeg kan aldrig rejse tilbage til Iran. Jeg er fanget her.”

Der er en sorg i hans øjne. En flakkende frygt, der ser ud til at sidde fast.

Naturligvis findes der flygtninge, som godt kan rejse tilbage, men det, som politikerne glemmer, er, at langt de fleste af dem, der kan, allerede er taget hjem. Størstedelen af de afviste asylansøgere er såkaldt ”fastlåste”.⁶ De kan m.a.o. ikke sendes hjem, fordi der ikke er fred i deres region, eller fordi Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med det pågældende land. Det er disse mennesker, der er fanget i Sjælsmarks eksistentielle limbo, hvor det kolde klima går hånd i hånd med kølig og uværdig behandling.

Hun er et genstridigt tal. En irritation. Hun er 12 år, og hun er klar til at forsøge at begå selvmord igen.Mahyars lillebror er kun tre år gammel. Han har brune øjne, som funkler, mens han vralter rundt i alt for store smækbukser. Han forstår knap nok, hvordan man tager tøj på. Han er et af de mennesker, som vi internerer og udsætter for politiets kalkulerede, psykiske hetz. Han er et af de mennesker, som bliver tvunget til at se sine forældre få tæsk og peberspray. Et barn på tre år.

Ved siden af sin far sidder Mahyar roligt. Selvom han ser modigere ud, end man nogensinde kunne forvente af en knægt på 10, slår frygten ned i ham igen, når snakken falder på politiet. Han er skrækslagen, hver gang han ser dem. De andre børn i panelet nikker. De er også bange for betjentene. Bange helt ned i maven.

* * *

14-årige Amir har boet i Danmark i mange år. Han er et af de få børn fra Sjælsmark, der går i almindelig folkeskole. En kvinde i publikum spørger, om hans klassekammerater godt ved, hvor han bor.

”Det sagde jeg med det samme. Jeg vil ikke lyve,” siger han. ”Min lærer og to piger i min klasse begyndte at græde, da jeg fortalte, hvilke forhold vi lever under.”

Amirs far spørger, hvor demokratiet er henne i Danmark, og beder til, at de danske politikere vil få øjnene op for de forhold, han og hans familie lever under. Publikum rømmer sig. Vi ved alle sammen, at politikerne har haft vidt åbne øjne, da de skabte Sjælsmark.

Ingen politikere lytter. De har for travlt med at lege stoledans, mens verden brænder. Ingen lytter til 12-årige Malak, der har boet på asylcentre i hele sit liv, og som allerede har forsøgt at begå selvmord. Hun kender intet andet end Danmark og har intet land at tage hjem til. I politikernes øjne er hun ikke et barn. Hun er et genstridigt tal. En irritation. Et besværligt gespenst, der hurtigst muligt skal ud af vagten. Hun er 12 år, og hun er klar til at forsøge at begå selvmord igen.

Det er det, Sjælsmark gør ved folk. Det er et venteværelse, hvor desperate flygtninge kan sidde paralyseret af frygt, fanget mellem verdener af tåregas, uniformer og pigtråd. De er gennemsigtige mennesker, der kun bliver mødt af låste døre og onde øjne. De må ikke være her, og de må ikke tage hjem. De må ikke tale deres eget sprog, og de må ikke tale dansk. De må ikke værne om deres egen kultur, og de må ikke blive integreret. De er uværdige undermennesker!

Efter et liv som andenrangsborger har Malak ingen tiltro til, at Danmark – eller verden – vil hende det godt. Hun føler sig uønsket, og hvorfor skulle hun ikke også det?

Hvad skal hun tro om vores land, når en mand, der går ind for etnisk udrensning, bliver inviteret ind i Go’ Aften Danmark? Hvad skal hun ellers tro, når en dømt racist er forkvinde for Folketinget?

* * *

For 20 år siden var det utænkeligt, at Dansk Folkeparti kunne have reel parlamentarisk indflydelse. I dag stemmer hver femte dansker på dem, to partier befinder sig endnu længere til højre, og kun diplomatiske hensyn forhindrer, at vi melder os ud af menneskerettighedskonventionerne. Horder af danskere mener, at politikerne i det mindste løser et ubekvemt problem, og et stadig stigende antal tror oprigtigt, at Sjælsmark og deslige er et bolværk mod de invaderende horder af muslimer.

Da jeg forlader Trampolinhuset, tænker jeg igen på Rasmus Paludan. En ildevarslende følelse spreder sig i min mave. Måske er det ikke racisterne, der er problemet. Måske er det mig.

Jeg ved, hvad der foregår på Sjælsmark. Jeg ved, at det er moralsk forkasteligt, men jeg gør ikke rigtigt noget. Jeg klipper ikke hegn over eller smugler flygtninge over grænsen. Jeg inviterer ikke engang flygtninge ind i mit hjem. I stedet sidder jeg og råber i mit digitale ekkokammer – eller lukker øjnene, når jeg ikke kan holde synet af Danmark ud.

Historien har lært os, at vi skal være på vagt over for fascistoide kræfter. Det glemmes tit, at det er ligegyldighed og apati, der muliggør, at hadet kan vokse frem.

De politibetjente, hvis arbejde består i at sparke kvinder i maven og sprøjte peberspray i angste øjne, mens de ledsager fortvivlede familier mod den sikre død. De journalister, der faciliterer et umenneskeligt system, fordi clicks er vigtigere end moral i en sensationshungrende medieverden. De meningsdannere, der tager afstand fra brud på menneskerettighederne ved at appellere til det system, som bryder dem, mens de lader, som om de ikke er en del af det. De embedsmænd, der bare gør, hvad de har fået besked på, så længe det er inden for – eller på grænsen af – lovgivningen. Alle de danskere, som væmmes ved Sjælsmark, men trækker på skuldrene i afmagt og bedøver den dårlige samvittighed med kanelgifler og lørdagsunderholdning på TV2.

Alle os borgere, der ’bare gør vores arbejde’, som vi beroliger os med at sige til hinanden på vej ned til stemmeboksen.

Det er svært at forestille sig, at det kunne være anderledes, men så længe vi ikke klart og tydeligt siger fra, er vi – du og jeg, kammerat – en del af problemet.

1. Anders Redder: ”Vælgernes dom: Børnene skal blive på Sjælsmark”, Altinget, 29. maj 2019. www: https://www.altinget.dk/artikel/vaelgernes-dom-boernene-skal-blive-paa-sjaelsmark
2. Dansk Røde Kors: ”Trivsel hos børn på udrejsecenter sjælsmark”, marts 2019. www: https://www.rodekors.dk/sites/rodekors.dk/files/2019-04/2019.03_Sj%C3%A6lsmark_V09_Final_1.pdf
3. Anne Bollerslev: ”Flere børn bor på udrejsecenter Sjælsmark”, dr.dk, 6. marts 2019. www: https://www.dr.dk/ligetil/indland/flere-boern-bor-paa-udrejsecenter-sjaelsmark
4. Det er pr. definition svært at fastslå, hvad er er en bevidst intention, og hvad der blot er en uheldig sideeffekt, når det drejer sig om institutioner, der må betragtes som undtagelsestilfælde ift. den normale retsorden. Faktum er, at der gennem en lang årrække har været tradition for at oprette udrejsecentre i nedlagte militærkaserner uden for offentlighedens søgelys. Derudover har Inger Støjberg gentagne gange udtalt, at det tilstræbes, at forholdene skal være så utålelige som muligt. Under alle omstændigheder er det rimeligt at påstå, at der ikke er blevet taget hensyn til asylansøgernes potentielle krigstraumer (red).
5. Jens Beck Nielsen og Esben Vest Jensen: ”Færre flygtninge rejser frivilligt hjem”, Berlingske, 10. juli 2016. www: https://www.berlingske.dk/politik/faerre-flygtninge-rejser-frivilligt-hjem
6. Amnesty International: ”Barnets tarv skal også gælde på Sjælsmark”, 8. januar 2019. www: https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/barnets-tarv-skal-ogsaa-gaelde-paa-sjaelsmark