Anmeldelse: The Old Is Dying and the New Cannot Be Born

Efter højrepopulismens sejrsgang i mange dele af verden er den populistiske kat for alvor ude af sækken. Men højrepopulisterne kan ikke levere det, de lover, og den nyliberale konsensus vandrer halvdød videre. Kun en progressiv populisme kan få os ud af den omfattende krisesituation, skriver Nancy Fraser.

The Old Is Dying and the New Cannot Be Born: From Progressive Neoliberalism to Trump and Beyond
Nancy Fraser
Verso Books, 2019

 

 

 

Af Frederik Appel Olsen
Billede af Jørgen Håland

Hvornår kommer opgøret med den nyliberale konsensus i politik, hvor deregulering af finansielle markeder er et mål i sig selv, og hvor alle mellemmenneskelige forhold markedsgøres?

Tilsyneladende aldrig. Man kunne for eksempel have troet (og måske ligefrem håbet på), at finanskrisens katastrofer for ti år siden ville danne grobund for det. Den aggressive Thatcher/Reagan-inspirerede frimarkedsdyrkelse har måske mistet momentum i offentligheden, men grundlæggende er dens politikker ikke blevet rullet tilbage eller ændret. Tværtimod fortsætter de med at forgrene sig.

Som den britiske forfatter og kritiker Mark Fisher formulerede det i 2013, vandrer nyliberal ideologi omkring som en zombie; ikke længere levende, men samtidig massivt til stede iblandt os. Og som man ved, hvis man har dyrket zombieserier og -film, kan det være endnu sværere at gøre det af med de levende døde end de levende.¹

Det er netop denne zombiesituation, den amerikanske filosof Nancy Fraser taler ind i med sin seneste bogudgivelse, The Old Is Dying and the New Cannot Be Born: From Progressive Neoliberalism to Trump and Beyond. Bogen består af et allerede udgivet essay² og et interview med Fraser af stifteren af Jacobin Magazine, Bhaskar Sunkara, under titlen ”The Populist Cat Is Out of the Bag”.

Fraser giver i kort form sin forklaring på, hvorfor vi ser ekstreme og kritiske brud i det politiske landskab, men stadig ikke formår at bryde med den nyliberale konsensus – og hun giver også sit bud på, hvad der skal til, for at vi kan begynde at bringe nyt, ikke-dødt liv til verden.

Den hegemoniske krise

Ifølge Fraser befinder verden sig i en global politisk krise og hun kan i flæng pege på valget af Donald Trump, Brexit, EU’s legitimationskrise, den europæiske højrenationalismes popularitet og valget af autoritære og proto-fascistiske ledere i Asien (såsom Indiens premierminister Narendra Modi eller Filippinernes præsident Rodrigo Duterte) og Sydamerika (såsom Jair Bolsonaro i Brasilien).

Fraser nævner også “den voksende opbakning til racistiske anti-immigrationspartier gennem det nordlige Europa og det centrale Østeuropa” (red. fri oversættelse fra engelsk). I en dansk sammenhæng kan man selvfølgelig pege på Dansk Folkeparti, der for længst har etableret sig i den politiske midte, og i nyere tid endnu mere ekstreme højrepartier, der (endnu) findes på kanten af det etablerede system, særligt Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Det fællestræk, som Fraser ser mellem alle disse grænseoverskridende politiske fænomener, er en dramatisk svækkelse af de politiske eliters autoritet. Det er dét, der i Fraser øjne gør det rimeligt at tale om en samlet politisk krise og ikke bare forskellige tværgående strømninger og udviklinger.

Fundamentalt set befinder vi os i en hegemonikrise, mener Fraser. Hegemoni skal her forstås i gramsciansk forstand, som naturaliseringen af den herskende klasses dominans. Bogens titel er lånt fra Gramsci. Men Fraser tilføjer ekstra dimensioner, hvor vi forstår hegemoni som styrende for, hvad der anses som rigtigt og retfærdigt, og hvad der ikke gør. I det moderne kapitalistiske hegemoni løber dette langs to akser: dels det, der udbredt betragtes som anerkendelsesværdigt; dels det, der forstås som en rimelig distribution af samfundets materielle værdier. Distributionsaspektet af den hegemoniske orden handler om samfundets økonomiske strukturer, mens anerkendelsesaspektet handler om, hvem der ”hører til” og har krav på respekt og status.

Fraser ser en svækkelse i den hegemoniske blok, der har et nyliberalt syn på distributionspolitik og et positivt syn på inklusion af minoriteter – i hvert fald i de øverste samfundslag. Denne hegemoniske blok har Fraser et begreb for: den progressive nyliberalisme. Netop svækkelsen af denne blok har muliggjort fænomener som valget af Trump i 2016 – han lovede nemlig at gå imod de globale nyliberale eliter, bl.a. med en protektionistisk handelspolitik og ved at ”dræne sumpen” i Washington (dvs. at fjerne de velstående teknokraters korrupte og dysfunktionelle statsdrift).

Den progressive nyliberalisme må falde

Den progressive nyliberalisme har udadtil promoveret en åben anerkendelsespolitik over for udsatte minoriteter, men er samtidig blevet hængende ved en socialt skæv distributionspolitik. Fraser nævner bl.a. Barack Obamas og Hillary Clintons udeblevne opgør med Wall Street efter finanskrisen og den store stigning i økonomisk og social ulighed i løbet af Demokraternes regeringsperiode.

Trump gik til valg på, at den hvide, kristne arbejderklasses interesser blev varetaget, samtidig med at der blev taget et opgør med den etablerede elite. De fik i stedet en hyperreaktionær nyliberalisme, tilsat hidsig racisme og misogyni, med fortsat stigende ulighed, deregulering af arbejdsmarkedet og store skattelettelser til de allerrigeste.Der er tale om en blok, der fundamentalt set er ude af stand til at tackle den krise, som har bidraget til både Donald Trumps og Bernie Sanders’ popularitet. En af årsagerne er, ifølge Fraser, at den progressive nyliberalismes kamp for minoriteters sociale rettigheder ikke afgørende rykker noget for størstedelen af de mennesker, den overfladisk henvender sig til. Disse minoriteter er nemlig ikke en del af den klasse, der tilgodeses af den nyliberale distributionspolitik.

Under valgkampen talte Trump til en snævert defineret arbejderklasse og lovede denne samfundsgruppe en øget velstand og en mere sikker plads i samfundet. Det har disse mennesker dog måttet se langt efter, i takt med at Trump har videreført den nyliberale linje. Sumpen er ikke drænet – tværtimod har Trumps egen administration ansat folk med fortid i f.eks. Goldman Sachs. Arbejderklassen er ikke blevet løftet – tværtimod er koncentrationen af økonomisk magt hos den ene procent intensiveret.

Fraser beskriver dette svigt som et uindfriet løfte om at udfylde et ”hegemonisk tomrum”, dvs. en ledig politisk zone, som ingen af de konkurrerende politiske partier er trådt ind i. Dvs. at borgernes valgmuligheder – enten Republikanerne eller Demokraterne – begge de facto står for en nyliberal distributionspolitik, som der eksisterer et behov for at gøre op med. Trump forsøgte at indtage den ledige plads, men har som sagt ikke gjort det, og i takt med sin dalende popularitet er hans udmeldinger og politik på anerkendelsesplanet kun blevet værre – Fraser kalder dette en hyperreaktionær nyliberalisme – med en tiltagende nedværdigende attitude overfor, og fjendsk lovgivning imod, minoriteter.

Katten er ude af sækken!

Trump har været et klassisk eksempel på ”bait and switch”, en slags lokkedue-strategi, hvor man stiller én ting i udsigt, men leverer noget andet. Den snævert definerede arbejderklasse, som Trump lovede en bedre fremtid, har ikke fået opfyldt dens ønsker. Lige så snart Trump indtog Det Hvide Hus, forsvandt den økonomiske populisme som dug fra solen, alt imens de reaktionære, racistiske og sexistiske aspekter ved Trumps politik blev intensiveret. Hans vælgere fik ikke den form for reaktionær populisme, han gik til valg på, hvor den hvide, kristne arbejderklasses interesser blev varetaget, samtidig med at der blev taget et opgør med den etablerede elite. De fik i stedet en hyperreaktionær nyliberalisme, tilsat hidsig racisme og misogyni, med fortsat stigende ulighed, deregulering af arbejdsmarkedet og store skattelettelser til de allerrigeste.

Dermed ligger det halvt døde, halvt levende nyliberale hegemoni og rådner i solen. Det nye kunne altså ikke fødes med Trump, amerikanerne fik blot nyliberalisme med et endnu grimmere og langt mere minoritetsekskluderende ansigt.

En lignende analyse kunne man måske foretage af Dansk Folkepartis tilbagegang i nyere tid. Man lovede øget velfærd til alle, så snart muslimerne blev smidt ud. Nu har man i høj grad stoppet indvandringen til Danmark og gjort det mere utåleligt for dem, der er kommet hertil. Men velfærdsforbedringerne udebliver, da de nyliberale betingelser for økonomisk fremskridt er uantastede.

Men Fraser mener, at der med dette antiklimaks er sket et afgørende skift: Den populistiske kat er for alvor ude af sækken nu. Med det mener Fraser, at den hegemoniske blok, som Trump kun tilsyneladende angreb, ikke kan genoprejses og genlegitimeres. Trump kan ikke læne sig tilbage i det etableredes tryghed, for han har selv været med til at gøre den gennemgribende mistro til politiske autoriteter mere åbenlys end nogensinde. Trumps egen nyliberalisme forbliver derfor usikker og skrøbelig og uden afgørende folkelig opbakning.

I dette hegemoniske dødvande ser Fraser en progressiv populisme³ som den eneste farbare vej ud af moradset. Vi ved, at den populistiske kat lister omkring og ikke har tænkt sig at gemme sig igen. Vi ved også, at den højreorienterede populisme i realiteten ekskluderer stor dele af den arbejderklasse, som den forsøger at appellere til – et misforhold, der er mere udtalt i USA end i Danmark, fordi arbejderklassen er mere etnisk varieret end herhjemme. Den store andel af mennesker i lavtlønsjob, som ikke bestrides af hvide, heteroseksuelle mænd, kan Trumps snævre populisme ikke appellere til.

Derfor er det eneste, der kan bryde med den nyliberale orden – det eneste nye, der har potentiale til at blive født – en progressiv populisme. Det er en politisk bevægelse, der gennem en mistro til autoriteterne kæmper for en progressiv anerkendelse og inkluderende distributionspolitik.

Disse to dimensioner skal spille sammen, for den ene fungerer ikke uden den anden. Uden distributionsaspektet, hvor de grundlæggende økonomiske antagelser og strukturer ændres, kan den progressive fløj ikke reelt være progressiv i anerkendelsesspørgsmålet. Så vil det være tom snak, sådan som vi længe har kendt det fra Clinton-Demokraterne.

En vej ud af krisen?

Disse krisesituationer skal ses i en større sammenhæng: Stigende økonomisk og social stress og pres på den enkelte og de enkelte husholdninger, stigende forbrugergæld, accelererende drivhusgasudledninger, uomgængelige klimaforandringer og politisk ignorance over for problemerne.

Spørgsmålet er dog, om Fraser fokuserer så snævert på amerikanske politik, at kun ikke er i stand til at få ordentligt greb om den globale hegemoniske krise, som hun også hævder at beskrive. Det vil tiden vise. Spørgsmålet er også, om hun undervurderer den reaktionære populismes hegemoniske potentiale.

Det er sandt, at højrepopulismens appel til den hvide, kristne arbejderklasse er for snæver til at opnå fuld støtte fra et afgørende flertal i befolkningen – eller et flertal overhovedet. Men det er slet ikke sikkert, at højrepopulismens overlevelse afhænger af den ikke-hvide arbejderklasses gunst. Minoriteter kan holdes nede. Det er jo set før. Vi ser allerede i dag i USA, hvordan flere valgdistrikter er opdelt til fordel for en hvid majoritet. Og vi ser ligeledes, hvordan man ved hjælp af diskriminatoriske love kan sætte store grupper uden for indflydelse, bl.a. de mange sorte, der sidder i fængsel på livstid for mindre foreteelser, og som således er frataget deres stemmeret.     

På trods af sit snævre fokus på amerikanske samfundsforhold giver Frasers bog en tankevækkende diagnose af den globale zombiefilm, der udspiller sig i disse år. Og hun giver et sympatisk bud på, hvad der skal komme efter det nuværende point of no return.

1. Mark Fisher: “How to kill a zombie: strategizing the end of neoliberalism”, 18. juli 2013, openDemocracy,  https://www.opendemocracy.net/en/how-to-kill-zombie-strategizing-end-of-neoliberalism/
2. Første gang udgivet i tidsskriftet American Affairs i 2017. Nancy Fraser: “From Progressive Neoliberalism to Trump – and Beyond”, American Affairs vol. I nr. 4, 2017
3. Se også Chantal Mouffe: For a Left Populism, Verso Books, 2018 og Simon Nyborg: ”Tid til populisme på venstrefløjen? Anmeldelse af Chantal Mouffe: For a Left Populism”, 10. oktober 2018, Eftertryk, https://www.eftertrykket.dk/2018/10/10/tid-til-populisme-paa-venstrefloejen-anmeldelse-af-chantal-mouffe-for-a-left-populism/.