Omstilling mod det jordiske

De gule vestes oprør er måske begyndelsen på de geosociale klassekampe, som ifølge den franske filosof Bruno Latour vil komme til at præge det 21. århundrede. Med de gule veste bliver det nemlig klart for alle og enhver, at ulighed også er et økologisk anliggende, og at spørgsmålet om social retfærdighed fremover må forankres i et spørgsmål om jord og territorie. Den krise, som protestbevægelsen har skabt i Frankrig, giver anledning til en fælles genforhandling af relationen mellem det vestlige civilisationsprojekt og den jord, vi lever af og på. Akkurat som ved Stænderforsamlingen i 1789, hvor Ludvig den 16. opfordrede de tre stænder til at indsende klagebreve, cahiers de doléances, til inspiration for forsamlingens arbejde med at reformere det gamle regime. Det store spørgsmål er, om Macron-regeringen formår at gribe denne mulighed og bringe Frankrig til det nye klimaregime.

Af Bruno Latour
Illustration af Jens Vilhelm Ploug

(Teksten er oprindeligt bragt i tidsskriftet Analyse, Opinion, Critique. Oversættelse, indledning og noter ved Katrine Høghøj)

Den situation, de gule veste har skabt, er en ideel anledning til at foretage en politisk vending: det er nemlig første gang, det bliver klart for alle og enhver, at der er en direkte forbindelse mellem grøn omstilling og social retfærdighed. Det nytter ikke at modstille økonomi og økologi: det er nødvendigt at forbinde dem, alt imens man anerkender, at man dermed åbner for Pandoras æske.

Selvom desorienteringen synes fuldstændig, fornemmer offentligheden godt misforholdet mellem de mål, som civilisationen har sat sig indtil nu, og det materielle sted, hvor den selvsamme civilisation skal lære at opholde sig, hvis den vil bestå. Hertil er det tilstrækkeligt at læse videnskabsmændenes daglige udmeldinger i aviserne. Den manglende forbindelse mellem disse udmeldinger om en overhængende fare og den svigtende evne til at handle i tide og i tilstrækkelig stor skala for at afværge de skadelige konsekvenser er den dybereliggende årsag til den aktuelle utilfredshed. Det handler ikke blot om en modstand mod afgifter på benzin, men om en eksistentiel krise for den retning, civilisationen har taget. (Her kan vi drage en parallel til den famøse bemærkning: »Er det en revolte? – Nej hr., det er en revolution«, blot i en helt anden skala).

Hvordan kan man forbavses over de menneskers lidelse, som man ikke fortæller (selvom de udmærket fornemmer det), at den manglende forbindelse mellem civilisationens projekt og planetens tilstand kræver en gennemgribende forandring af deres livsform? Som man ikke fortæller,  at fordelingen af ofre naturligvis stiller alle de velkendte spørgsmål om social retfærdig på ny? Men, at denne situation er en formidabel anledning for et helt folk til at genopfinde deres eksistensvilkår?

Det drejer sig ikke om at gøre fremskridt på gammeldags vis, det vil sige blindt, ej heller om at gå tilbage, men om at ændre kurs for på ny at skabe sammenfald mellem landet, sådan som man forestiller sig det, og det reelle territorie, hvorfra man henter dets velstand. Den civilisation, der i bogstavelig forstand opdager, at der ikke længere er jord, som korresponderer med dens projekt, kommer til sidst ned på jorden¹ og organiserer sig i overensstemmelse hermed. Dette sammenfald kan man kalde det jordiske.

Målet er således følgende: udpege det jordiske – jord, land, livsmiljø, ‘heimat’, økosystem, materielle eksistensvilkår, navnet har ingen betydning – som det, hvori spørgsmålet om levestandard og social retfærdighed fremover skal forankres. Der er ikke tale om en tilbagegang, men om en, omsider realistisk, inkarnation af politik i en konkret og bæredygtig verden.

Alle virker overraskede over denne krise, men ingen har nogensinde klart og detaljeret forklaret det franske folk, at de traditionelle projekter om udvikling, frigørelse, fremskridt og velstand fra nu af vil være bundet til muligheden for at sortere vores praksisser og vaner i dem, som er forenelige med dette nye territorie, og de, som ikke er det. Denne tilbagevenden til territoriet, til jorden, til det jordiske som betingelsen for udøvelsen af politik er aldrig blevet tydeligt udtrykt. (Vi har stadig ordet ‘jord’, men det står i dag tilbage som et begreb fra den yderste højrefløj, maurrassisk², identitært, uden nogen som helst troværdig miljømæssig klang).

At overvinde højre-venstre-kløften er et enormt fremskridt, men for øjeblikket forvirrer man blot offentligheden, når man ikke specificerer, hvilken retning samfundet skal bevæge sig i. Som altid fører hverken-eller ikke nogen vegne. At promovere ordet ‘omstilling’ beroliger ingen, så længe man ikke fortæller, hvad man skal ‘omstille’ sig mod. Hvis globaliseringens horisont, som indtil nu var orienterende for politik (progressiv mod reaktionær), er forsvundet, så er det nødvendigt med en ny orientering, som gør det muligt at udpege nye progressive og nye reaktionære, men magnetiseret af en ny definition af det franske territorie.

Problemet er, at det faktum, at vi alt for sent er begyndt at tage klimaforandringerne alvorligt, har skabt en situation, hvor ingen, staten lige så lidt som borgerne – og endnu mindre de såkaldt grønne partier – har en præcis idé om det territorie, som vi fra nu af skal rette os mod. Vi ved, at vi skal forankre alle praksisser i jord, at de materielle vilkår skal være ‘bæredygtige’, at økonomien skal være ‘cirkulær’, men vi ved også, at hvert af disse ønsker er i konflikt med alle de beslutninger, der tidligere er blevet truffet om indretningen af byer, valget af energiformer, internationale forpligtelser, ejendomsret, landbrugsformer etc. At orientere sig mod det jordiske, det er per definition at mangedoble kontroverserne på alle tænkelige områder af det hverdagslige og nationale liv –  uden at staten kender svarene.

Staten kan ikke i den aktuelle tilstand vide, hvad der skal gøres, eftersom dens administrative organisering er fuldstændigt struktureret af den brug af territoriet, af suveræniteten, af autoriteten, som var tilpasset moderniseringens og udviklingens bevægelser, som nu er bragt i fare og suspenderet uden-jordisk³ af det nye klimaregime. Det er således nødvendigt at genoplade staten med nye opgaver og nye praksisser, så den selv kan gøre sig klart, hvordan den på ny skal ledsage civilsamfundet på vej mod en nyorientering med det jordiske i centrum.

vi er ikke i stand til præcist at beskrive det territorie, som vi er afhængige af, og som gør det muligt for os at eksistere og trivesDen aktuelle spænding følger af det faktum, at civilsamfundet ikke er mere egnet end staten til at organisere sig mod dette nye klimaregime, hvilket kommer til udtryk i manglen på realistisk sans i dets krav. Det er altså ikke let at gå fra beklagelse til klageskrift (i den gamle betydning fra “cahiers de doléances”⁴, som beskrev territorierne med reference til de uretfærdigheder, som var blevet begået på dem, og midlerne til at afhjælpe dem gennem en anden organisering af skatte- og retssystemet). Desorienteringen er således fuldstændig, og det i endnu højere grad, fordi det, der er tilbage af de gamle partier, fortsætter med at organisere diskussionen omkring den gamle vektor –  national eller etnisk identitet på den ene side, globalisering og fremskridt på den anden –  for ikke at forglemme tidens såkaldte revolutionære, hvis man vil fuldende det fortvivlende billede af det “politiske tilbud”.

På samme tid, i alle hjørner af Frankrig og inden for alle områder, indvarsler utallige initiativer en landing i retning af denne alternative måde, hvorpå man kan tilhøre et territorie. I en vis forstand har franskmændene allerede ændret retning og forventninger, det er der bare ingen, der har fortalt dem! Således har disse initiativer ikke en offentlig og fælles forestilling.

Den aktuelle udfordring består i at finde ud af, om regeringen kan håndtere krisen ved at forstørre indsatsen. Eftersom I med god grund protesterer mod den uheldige måde, som miljø og økonomi er blevet afstemt på, hvad bedre kan I så foreslå? Er det muligt for en regering, som forventes altid at vide, hvad der skal gøres, at acceptere den deling af uvidenheden, som passer til den aktuelle krises omfang?

Det er ikke et spørgsmål om simpel enighed, end ikke nationalt, for emnerne er alt for polemiske og kontroversielle. Enighed giver kun mening blandt borgere, som er i stand til at udtrykke deres interesser og artikulere dem i et eksplicit forandringsprojekt. Imidlertid er den aktuelle desorientering langt mere alvorlig: vi har svært ved at tydeliggøre vores interesser, fordi vi er fanget i to uforenelige civilisationsprojekter.

det drejer sig om en “national kartografi over kontroverser”, som skal løses under den uundgåelige transformation af Frankrig mod det nye klimaregime med udgangspunkt i princippet om, at de bedste eksperter til at tegne dette kort er de borgere selv, som er direkte engagerede i territoriernes forandringEndnu værre, vi er ikke i stand til præcist at beskrive det territorie, som vi er afhængige af, og som gør det muligt for os at eksistere og trives (det er vigtigt at understrege, at territoriet overskrider nationalstatens grænser såvel som det administrative netværk). Det er indlysende, hvad angår klimaet eller energi- og ernæringskilder, men det gælder også for alle de materielle vilkår: vand, biodiversitet, transport, uddannelse, håndværk, multinationale selskaber, internet, etc. Grænsen, indholdet og sammensætningen af livsterrænet, det er det, som er allersværest at definere i dag –  det, som migrationsspørgsmålet kaster lys over på en mere og mere dramatisk måde, for hver dag der går.

Før en enighed kan være virksom, er det altså nødvendigt med en beskrivelse af livsterritorier, foretaget af borgerne selv, som gør det muligt for dem at afmærke det, som de vil bevare, og det, som de vil ændre ved det gamle klimaregime. En uundgåeligt kontroversiel og modsætningsfuld beskrivelse, men uundværlig for at omdefinere statens missioner.

Episoden med cahiers de doléance giver anledning til misforståelser, men den kan ikke ignoreres, eftersom den er et forvarsel om en alvorlig krise, hvor staten vedkender sig sin uvidenhed om, hvad der skal gøres. Man må ikke glemme, at de 60.000 skrivelser på ingen måde i sig selv førte til Revolutionen; de tilbyder snarere en model (eksplicit i indkaldelsesbrevet fra d. 24. januar 1789) til i samme åndedrag at beskrive misbrug, beskatning, territorier og økonomi uden at tage en forudgående ramme for givet. Dét, som spontant opstår i den aktuelle krise, men som det er nødvendigt at forstærke og generalisere, indtil skæringspunktet mellem kontroverserne gør det muligt at udpege realistiske løsninger (en anden slående parallel er Brexit, som i løbet af to år ganske uformelt har mobiliseret et helt folk til at gå fra identitær beklagelse – “Britain first!” – til en progressiv erkendelse af utallige tilhørsforhold, som det selvsamme folk opdager, at det hverken kan eller vil undvære). I overgangen fra beklagelse til beskrivelsen af tilhørsforhold bringes hele den aktuelle politik i spil.

det drejer sig om at generobre disse gamle begreber om folk og om jord, som i den grad er væsentlige for identiteten, men ved at give dem et fuldstændigt nyt indholdFor at undslippe ‘cahier de doléances’-modellen, så lad os sige, at det drejer sig om en “national kartografi over kontroverser”, som skal løses under den uundgåelige transformation af Frankrig mod det nye klimaregime med udgangspunkt i princippet om, at de bedste eksperter til at tegne dette kort er de borgere selv, som er direkte engagerede i territoriernes forandring; borgere, som blot er ledsaget eller hjulpet af administrative anordninger, der afventer resultater af deres beslutninger, men ikke træder i deres sted.

Hvis vi antager, at denne enorme risikovillighed er det bedste svar på krisen, hvordan styrer vi den så bedst? Manglen på tillid til autoriteten umuliggør modellen med en stævning, som er udsendt af staten, af et parti eller af præfekterne, og som følger en procedure af typen ‘cahier de doléances’. Det ser ud til, at den eneste realiserbare procedure må udføres i tre etaper: først indhente forslag til, hvordan man alternativt ville kunne organisere forsamlinger, fra de grupperinger, som allerede er engagerede i omstillingen mod det jordiske (ngo’er, aktivister, kulturelle foreninger, forskningscentre, universiteter, religiøse institutioner, kunstskoler, fagforeninger); dernæst udvælge dem, som virker til at være i stand til at stille op til forsamlingerne, og hvis sproglige kompetencer man ikke umiddelbart kan rejse tvivl om; og endelig yde finansiel støtte og sikre logistikken (internet, socialt netværk) for mobiliseringen af de opstillede. (Man kunne også forestille sig at begynde med et tilfældigt territorie, for eksempel en by eller et erhverv).

Uafhængigt af de organisatoriske vanskeligheder ved denne kartografi over kontroverser er der et spørgsmål om tonalitet: det er nødvendigt at fremhæve, at denne krise først og fremmest giver en formidabel anledning til at gribe initiativet igen, da det under alle omstændigheder vil være nødvendigt, at ét land kaster sig ud i denne helhedsomstilling af dets måde at fungere på for at forlige sin definition af territorie med sine eksistensvilkår. Hvorfor ikke nu? Hvorfor ikke Frankrig? At være “menneskerettighedernes land” udgør ikke længere hele dets skæbne: Frankrig skal være det første land, som begiver sig ud på dette eventyr. Her finder vi et spørgsmål, som er i hjertet af begrebet om fædrelandet, særligt i hjertet af det europæiske fædreland, eftersom det drejer sig om at generobre disse gamle begreber om folk og om jord, som i den grad er væsentlige for identiteten, men ved at give dem et fuldstændigt nyt indhold, som fæstner dem til den virkelige verden. Endnu en gang handler det ikke om at gå tilbage, at forarmes, at svinde ind, men om at ændre kurs for at lære at trives.

Bruno Latour, f. 1947, fransk videnskabssociolog, professor i sociologi ved Écoles des Mines i Paris.

Katrine Høghøj er BA i filosofi fra Københavns Universitet og Université de Nice Sophia Antopolis og BA i fransk sprog og kultur fra Københavns Universitet og Université Paris VII.

1. “at komme ned på jorden” eller “at lande” henviser til den omstilling mod det jordiske, som er omdrejningspunktet for Latours seneste bog Ned på Jorden – Hvordan orienterer vi os politisk?.
2. Maurrassisme er en politisk doktrin udviklet af den franske nationalist Charles Maurras.
3. I Ned på Jorden – Hvordan orienterer vi os politisk? argumenterer Latour for, at den modsætning mellem det lokale og det globale, som i lang tid har været orienterende for politik, er i gang med at blive erstattet af en politisk modsætning mellem det jordiske (le terrestre) og det uden-jordiske (le hors-sol), som er den retning, Trump eksempelvis anviser, når han melder USA ud af Paris-aftalen.
4. Cahiers de doléances henviser til de klagebreve, som Ludvig den 16. opfordrede de tre stænder til at udfærdige i forbindelse med indkaldelsen til Stænderforsamlingen i 1789. Tanken var, at disse skrivelser kunne fungere vejledende og inspirerende for forsamlingens arbejde mod at reformere det gamle regime. I december 2018 greb præsident Macron som svar på de gule vestes protester tilbage til denne praksis og opfordrede alle dele af det franske samfund til at indsende klagebreve, som kunne danne udgangspunkt for Den Store Debat, lanceret d. 15. januar 2019.