Michel Houellebecqs råb om kærlighed

“There is no such thing as society”, sagde Margaret Thatcher i en tale i begyndelsen af 1980’erne. Verden består af individer defineret af juridiske rettigheder og økonomiske interesser, og disse individer kan finde sammen i familier. Michel Houellebecqs seneste roman, Serotonin (som netop er udgivet på dansk) siger det samme, men hos ham er det ikke en nøgtern konstatering – det er et nødråb. Vi har brug for noget andet og mere; vi har brug for fællesskab, loyalitet, sammenhæng. Vi har brug for kærlighed.

Af Jørn Boisen

1.

Michel Houellebecq er god til at registrere, hvad der rører sig i samfundet. Han virker uigennemtrængelig som et næsehorn, men følsom som en seismograf. I Underkastelse (2015) var identitetsspørgsmålet og forholdet til islam i forgrunden. I hans seneste roman, Serotonin (2018), er det en anden side, det sociale tema, globaliseringen, der bærer bogen.

Lige nu er det politiske klima i den vestlige verden karakteriseret af dét, man kunne kalde “den store frygt”. Der er en fornemmelse af, at den verden, man kender, går sin undergang i møde. Det er ikke blot en frygt for, at vi fremover vil se anderledes ud og efterleve andre kulturelle normer, men også en frygt for, at bunden vil gå ud af samfundspyramiden, og at vi alle er i farezonen. Det er forklaringen på en præsident, der vinder det amerikanske valg på et løfte om at bygge en mur mod Mexico, og på en nation, der stemmer sig ud af det europæiske fællesskab.

2.

Franskmændene har traditionelt haft et langt mere skeptisk forhold til globaliseringen end fx danskerne. Hvor vi typisk ser den positive side (billigere varer), ser franskmændene den negative side (store dele af samfundet kommer under pres). Hovedpersonen i Serotonin, Florent-Claude Labrouste, er landbrugsingeniør, og han rådgiver det franske landbrugsministerium i internationale forhandlinger. Det giver ham en plads på første parket, hvor han kan iagttage globaliseringens ødelæggende virkning. Ved romanens begyndelse har han lige udarbejdet et notat om abrikosproduktionen i Sydfrankrig. Han er godt klar over, at når de argentinske abrikoser kommer rullende til en brøkdel af prisen på de franske, så er løbet kørt: kørt, på samme måde som alle de andre løb – tøj, stål, elektronik – er kørt. Det, der skaffer os de billige varer, liberalisme, frihandel, EU’s store indre marked, undergraver samtidig eksistensgrundlaget for store befolkningsgrupper.

Serotonins odyssé gennem katastroferamte franske landområder – først og fremmest et tåget og affolket Normandiet – er krøniken om et bebudet mord. I romanen er landmændene midt i et væbnet oprør mod centralregeringen og den liberalisme, som den står for. De gule veste er ikke langt væk, selvom romanen blev skrevet færdig, inden de første gule veste blokerede den første rundkørsel.

Serotonin viser en nation domineret af fragmentering, polarisering og konfrontation. Centralt i beskrivelsen står Aymeric, Labroustes gamle ven fra universitetet, der beslutter sig for at vende tilbage for at føre familiegården videre. Han prøver bevidst at inkarnere kontinuitet og sammenhæng, og det går ham selvfølgelig ilde. Hans økonomi bliver ødelagt af EU-forordninger, og hans elskede kone stikker af med en pianist, der er på evig verdensturné. I den neoliberale, globaliserede verden er der ikke meget håb for mennesker, der gerne vil høre til.

3.

Michel Houellebecq har formået at definere en stil. Navnet Houellebecq sætter gang i komplekse resonanser af betydninger og konnotationer. Selvom ordet endnu ikke er blevet leksikaliseret, betyder det allerede noget. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det mere præcist er. Hvis man skulle definere adjektivet “houellebecqsk”, hvordan ville denne definition så lyde? Er det en stil eller et livssyn? Er det en speciel position i ny fransk og europæisk litteratur og litteraturdebat?

Serotonin er et godt sted at begynde. Den markerer helt uden tvivl en udvikling, både i stil, indhold og reception. Samtidig får den både gennem en gentagelses- og kontrasteffekt det hidtidige forfatterskabs træk til at træde endnu tydeligere frem. Endelig har romanen en særlig kvalitet, som man kunne kalde visionær: Den beskriver en situation, som alle kan genkende, men som ingen forfattere hidtil alligevel rigtig har set.

4.

Det er et tilbagevendende emne i fransk litteraturdebat, hvem epokens “store” forfattere er. Svaret er aldrig indlysende. Der er flere åbenlyse forklaringer. Der er for det første selve definitionen af en “stor” forfatter – én, der både kendetegner sin periode, viser vejen frem, danner skole og dominerer det litterære felt (man kan tænke på Rifbjerg i Danmark i 1960’erne¹) – der er ikke længere nogen, der har hverken lyst, evner eller ambition til at spille denne rolle. For det andet har de instanser, der udpeger de store forfattere (akademier, fonde, anmeldere, litteraturforskere, undervisere) ikke samme autoritet som tidligere. Feltet er blevet for kaotisk og kan ikke længere repræsenteres som en velordnet struktur med top og bund, centrum og periferi.

Den kreative klasse går i kredsløb om Houellebecq, den ene halvdel for at sige, hvilken sølle racist, sexist og islamofob han er, den anden halvdel for at sige, at han med søvngængeragtig sikkerhed altid formår at ramme sin samtids blottede nerver.Ingen svarer mindre til definitionen af en stor forfatter end Michel Houellebecq. Han forsvinder i lange perioder fra det offentlige liv, receptionen af hans bøger er ambivalent, og han nærer ikke den mindste ambition om at placere sig selv i centrum, dominere det litterære felt og danne skole. Ikke desto mindre tyder det på, at han stille og roligt, fra bog til bog, er blevet placeret i den rolle, først af læserne, senere af anmeldere, litteraturforskere og litterære akademier.

Der er mange gode forfattere, der skriver på fransk, og der udgives rigtig megen god litteratur i Frankrig, men intet modtages med samme forventning, og intet afføder så stærke reaktioner som en ny Houellebecq. Sådan har det været siden udgivelsen af Elementarpartikler for 20 år siden.

Receptionen af Houellebecq var lige fra begyndelsen kronisk ambivalent. New York Times’ anmelder kaldte Elementarpartikler for “a deeply repugnant read”², mens The Guardians anmelder Nicholas Lezard skrev, at bogen gav “en modig og foruroligende beskrivelse af et samfund, der falder fra hinanden”³, inden han næsten undskyldende tilføjede, at der dog ikke kunne være tvivl om, at Michel Houellebecq selv var en meget ubehagelig person.

Houellebecq har ikke med tiden mistet sit talent for at provokere. En form for klimaks blev nået med romanen Underkastelse fra 2015. Hans seneste roman, Serotonin, er også leveringsdygtig. Houellebecqs romaner er som sorte huller i den franske litteraturdebats univers; de suger al energi og interesse til sig; samtlige kulturprogrammer, magasiner og tillæg rydder sendeflader og forsider, og den kreative klasse går i kredsløb om Houellebecq, den ene halvdel for at sige, hvilken sølle racist, sexist og islamofob han er, og hvor meget de tager afstand fra hans betændte syn på mænd, kvinder, franskmænd, muslimer, gud og hvermand, den anden halvdel for at sige, at han med søvngængeragtig sikkerhed altid formår at ramme sin samtids blottede nerver.

Houellebecq, værket og personen, er altså tilsyneladende noget, man mere tolererer end nyder. Man beskæftiger sig nærmest med ham trods det ubehag, som han forvolder. Man interesserer sig for ham, mens man tager afstand.

Det kan godt føles, som om der er rigtig langt mellem professionelle litterater og kulturpersonligheder, der åbent og uden forbehold tilstår, at de kan lide Houellebecq. Det gælder i særdeleshed i den engelsktalende verden, hvor der er en omfattende social censur af, hvad der kan skrives og hvordan (alene hans udtalelse om, at han synes, at Donald Trump er den bedste præsident, som USA længe har haft, er nok til at sætte ham permanent uden for det gode selskab).

Ikke desto mindre er han på verdensplan den franske forfatter med størst gennemslagskraft og med det største og mest dedikerede publikum. Skønt Houellebecqs naturlige tilbøjelighed tydeligvis går mod rollen som enfant terrible, poète maudit, misforstået profet og løst missil, er der en udbredt fornemmelse af, at han mod alle odds er blevet sin tids store forfatter.

Paradokset kom klart til udtryk, da præsident Macron d. 18. april overrakte ham Æreslegionen, en af de højeste officielle anerkendelser, som en franskmand kan drømme om. Så sikkert som amen i kirken kom de rasende og forurettede reaktioner fra den identitetspolitiske fløj. “Præsidenten giver Æreslegionen til en hadefuld islamofob”⁴, skrev Louis-Georges Tin, præsident for CRAN (det repræsentative råd for sorte foreninger i Frankrig) og Hamid Chriet, redaktør på Mondafrique.

Det er den dobbelt paradoksale position for fransk samtidslitteraturs store forfatter: en lille mand, der skriver stor litteratur; oppe på piedestalen og i shitstormens øje.

5.

Man skal ikke læse mange sekunder i hans seneste roman, Serotonin, før man genkender det typisk houellebecqske. ”Mit mål er det samme som Baudelaire”, skrev han i sit essay Rester vivant (1991): ”at skabe nye klichéer”.

Houellebecqs menneske er simpelt. Det har enkle og forståelige behov, men det er fanget i et uhyre kompliceret net af modstandslommer, der gør, at det aldrig kan få dets behov opfyldt.Det genkendelige går fra mikroniveauet – de ord, han bruger, hans sætningsbygning – over persontegningen og handlingsforløbet til den overordnede civilisationskritik. Houellebecqs værk synes at lægge sig efter den musikalske form, der hedder tema med variationer. Man kan med en vis ret bebrejde ham, at hans personer og idéer har samme forudsigelighed som en urskive – de samme temaer dukker op igen og igen – men variationsformen gør, at han for hver roman graver sig dybere og dybere ind i temaerne, så de på den måde ender med at transformere sig og blive noget andet. Der er derfor noget eminent genkendeligt over Serotonin, men der er også en tydelig udvikling, der åbner en ny dimension i værket.

Hovedpersonen i Serotonin hedder Florent-Claude Labrouste, og det første, vi hører om ham, er, at han hader sit fornavn.

“Florent er for blødt, for tæt på pigenavnet Florence, i en vis forstand næsten androgynt. Det passer på ingen måde til de energiske, set fra visse vinkler brutale, træk som præger mit ansigt der ofte (i hvert fald af visse kvinder) er blevet betragtet som mandigt, men overhovedet ikke, virkelig overhovedet ikke som et botticellisk bøsseansigt. For slet ikke at tale om Claude, det får mig øjeblikkeligt til at tænke på dansepigerne Les Claudettes, og når jeg hører nogen udtale fornavnet Claude, ser jeg straks skrækbilledet af en vintage-video med Claude François der kører på repeat en hel aften hos nogle gamle bøsserøve.”⁵

Det er den karakteristiske houellebecqske antihelt og alter ego: sexhungrende, rødvinspimpende, kæderygende. Han er som alle Houellebecqs personer specialist i at træffe de forkerte valg, men har dog ikke helt mistet sansen for, hvad der er godt og rigtigt.

Stilen er som altid hos Houellebecq Google Earth: Der zoomes helt ind på konkrete optrin, og der zoomes helt ud til svimlende biologiske, sociologiske, historiske eller økonomiske forklaringer. Det er forkert at sige, at personerne er flade, for de er både individualiserede og originale, og de træder levende frem for læserens indre øje, men de er på samme tid blottet for psykologi. Houellebecqs menneske er simpelt. Det har enkle og forståelige behov, men det er fanget i et uhyre kompliceret net af modstandslommer, der gør, at det aldrig kan få dets behov opfyldt og aldrig kommer til at realisere det liv, det ønsker sig.

Det er en djævelsk situation, antidepressiver er en del af hverdagen, og tanken om selvmord er aldrig langt væk.

6.

Hvad er forbindelsen mellem forfatteren og hans personer? De fleste mener, at de kan skelne virkelige fra fiktive personer, men i praksis er det ikke så nemt. Den ovennævnte bandbulle mod Houellebecq sætter systematiske lighedstegn mellem personernes og forfatterens holdning. Efter det blev kendt, at Houellebecq ville blive tildelt æreslegionen, rejste der sig på Twitter den sædvanlige shitstorm, da en Twitter-bruger kunne afsløre, at Houellebecq havde sagt, at han “dirrede af begejstring, hver gang en palæstinenser blev dræbt”.⁶ Det er nu ikke noget, Houellebecq selv havde sagt – det var hovedpersonen i Platform fra 2001 – men han havde ikke desto mindre skrevet det i en bog, og det er jo så åbenbart mere eller mindre det samme.

Man kan beklage, at selv folk med universitetsuddannelser ikke længere er i stand til at læse romaner, men Houellebecq er ikke uden skyld i sammenblandingen. Han låner gerne sine personer sine egne træk og spiller ofte på det autofiktive, så hvad er forholdet egentlig? Er personerne blot Houellebecq i forklædning? Er de hans talerør?

Han svarer selv på det i sin samtalebog med Bernard Henri-Lévy, Ennemis publics (Offentlighedens Fjender):

“For visse forfattere er det usle dagligdags ‘jeg’ det middel, der bruges til at nå ind til det universelle. Jeg må indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg vil aldrig få Montaignes rolige mangel på blufærdighed, heller ikke Gides lidt mindre rolige mangel på samme, jeg kommer aldrig til at skrive Rousseaus Bekendelser eller Chateaubriands Erindringer fra hinsides graven og heller ikke Simenons Pedigree. Det er hverken, fordi eller på trods af at jeg beundrer disse bøger og deres forfattere, men fordi min naturlige tilbøjelighed ikke fører mig den vej. I stedet for at grave i mig selv for at finde en eller anden hypotetisk sandhed, kan jeg godt lide at føle personerne opstå og udvikle sig i mig. Jeg elsker at føle, hvordan had, jalousi, fascination og begær opstår mellem mig og dem. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har behov for dette andet liv.”⁷

Personerne er altså en slags eksperimental-egoer, der ikke nødvendigvis udtrykker, hvad forfatteren er, men derimod hvad han kunne have været. Disse personer bruges til at undersøge eksistentielle problemstillinger.

I Houellebecqs perspektiv er jeg’ets psykologi og dets indre verden mindre interessant, for der er ikke så stor variation i vores individuelle behov. I den forstand lægger Houellebecq sig i sporet fra de store tænkere fra det 19. århundrede: Marx, Freud, Nietzsche, men også Schopenhauer og Darwin, der på hver på deres måde hævder, at dine tanker ikke er dine egne, men determineret af andre forhold: økonomi (Marx), det underbevidste (Freud), sproget (Nietzsche), biologi og forplantning (Darwin og Schopenhauer). Vi bestemmer simpelthen ikke selv, hvad vi tænker.

Derfor er dét, som Houellebecq undersøger, de kræfter og strukturer, der determinerer og påvirker jeg’et. Personerne er menneskelige billardkugler, der påvirkes af forskellige impulser, der sender dem rundt i forskellige konstellationer på billardbordet. Derfor er zoom-figuren så essentiel hos Houellebecq: Den konkrete situation kalder på en kommentar, fordi den altid er en resultant, dvs. summen af en række faktorer eller kræfter.

7.

Handlingen i Serotonin kombinerer to modeller, der også er gennemgående hos Houellebecq. Den første er det pikareske (et moderne eksempel er Célines Rejsen til nattens ende fra 1933): det fortabte individs afsøgning af eksistentielle muligheder i en ikke-autentisk verden i en form for odyssé, der ender med nederlag, resignation eller dystopi. Den anden er Dantes Guddommelige Komedie: Midtvejskrisen og nedstigningen til helvedes inderste cirkler.

I Serotonin kører hovedpersonen rundt i en kæmpemæssig klodeødelæggende øse, der højst går et stenkast på literen (han lykønsker sig selv med, at han i sit fejlslagne liv i det mindste har bidraget til at fremskynde klodens forestående undergang), i en evigt mislykket jagt på kærlighed.

Kærlighedstemaet har altid været til stede hos Houellebecq, men typisk som en umulig drøm. Hovedpersonen i debutromanen Udvidelse af kampzonen (1994) er godt klar over, hvad han har brug for, det er bare ikke tilgængeligt nogen steder: Hverken arbejdet, religionen eller behandlingssystemerne kan give ham det, han mangler, og han ender med at konkludere, at det ikke findes – som andet end en længsel, der aldrig kan nå sit mål.

Selv om hovedpersonen i Houellebecqs roman Serotonin er bitter, ensom, depraveret og medicineret til op over begge ører, lever oprøret og drømmen om noget bedre stadig i ham. Han forbitres over markedsgørelsen af alle menneskelige relationer, men vigtigst af alt håber han stadig, at han er i stand til at føle kærlighed. Denne gang er det anderledes. Det store ord siges tydeligere end sædvanligt. Kærlighedstemaet hos Houellebecq skjules typisk under det meget eksplicitte lag af erotisk begær, som hans personer slæber med sig som en sygdom eller forbandelse. I Serotonin er det trukket helt frem i forgrunden. Der er naturligvis de sædvanlige pit-stops, der er så karakteristiske for Houellebecq – sexede og uopnåelige teenagepiger, nudiststrande, dyresex, hoteller, hvor man kan ryge – men odysséen har et mål, og fortælleren ved, at kærligheden eksisterer, for han har set den, og han har følt den.

Han har set sine egne forældres kærlighedshistorie. Da faderen bliver ramt af hjernekræft, arrangerer de det således, at de kan begå selvmord og blive begravet sammen, skønt moderen er frisk og sund. Den store kærlighed findes altså, men den er ikke uproblematisk.

8.

Han har også oplevet kærligheden selv – i forholdet til Camille, som han konstant tænker på, og som han mistede på grund af et idiotisk tilfælde af utroskab. Igen bliver det klart, at koblingen mellem erotik og kærlighed er et af Skaberens mere bizarre påfund, for det erotiske retter sig mod noget andet end kærligheden og kommer (som i Labroustes tilfælde) typisk til at ødelægge den.

Forholdet til Camille holdes konstant op som kontrast til Labroustes nuværende kærlighedsløse forhold til den japanske kvinde Yuzu, der på ethvert tænkeligt plan er dysfunktionelt.

Den klassiske Houellebecq-fortælling er en rejse til nattens ende. Denne gang begynder rejsen ved nattens ende, ved selvmordets rand, og den beskriver hovedpersonens forsøg på at finde tilbage, tilbage i tiden og først og fremmest tilbage til kærligheden. Efter at have set en tv-udsendelse om forsvundne franskmænd organiserer han sin egen forsvinden. De moderne netbaserede administrationssystemer svigter ikke, og på forbløffende kort tid får han meldt sig ud af samfundet.

Selv om hovedpersonen i Houellebecqs roman Serotonin er bitter, ensom, depraveret og medicineret til op over begge ører, lever oprøret og drømmen om noget bedre stadig i ham. Han forbitres over markedsgørelsen af alle menneskelige relationer, og han protesterer konstant mod den, men vigtigst af alt håber han stadig, at han er i stand til at føle kærlighed.

I Houellebecqs verden er det håb et stort fremskridt.

9.

Individet er en aktie på tilværelsens børs. Vores værdi afhænger af fundamentalerne – indtægt, alder, udseende, helbred – og den tekniske analyse: hvor populære er vi?De to kvinder i Labroustes liv symboliserer to forskellige tilgange til eksistensen. Camille symboliserer det, der unddrager sig markedet: loyalitet, fællesskab, ansvar, omsorg, stabilitet; kærlighed handler om at høre sammen, det er en drøm om helhed. Yuzu symboliserer neoliberalismen. Alt det, der betyder noget i vores liv – arbejde, parforhold, børn, sport, kultur, sociale medier – er i virkeligheden økonomi: salg af tjenesteydelser, udbud og efterspørgsel, transaktioner, diversifikation af produkter, branding og optimering af markedsværdi. Individet er en aktie på tilværelsens børs. Vores værdi afhænger af fundamentalerne – indtægt, alder, udseende, helbred – og den tekniske analyse: hvor populære er vi?

Houellebecq hader denne vision af menneskelivet, og alle hans romaner er indædte protester mod den. Han er i den forstand både antiliberal og antimoderne, men han er en paradoksal antimoderne, for hans personer kan samtidig ikke undvære det moderne livs lyksaligheder fra firehjulstrækkere til fri sex. De er formaterede til at fungere i et system, der gør dem ulykkelige.

10.

Er kærligheden mulig?

Ved siden af forskellige mere eller mindre perverse former for fysisk kærlighed, der er en konsekvens af liberaliseringen af kønslivet, rummer bogen som sagt eksempler på, at kærligheden findes og er mulig. Labroustes forældre elskede hinanden så meget, at de gik i døden sammen. Deres kærlighed til hinanden gjorde dem til gengæld til meget dårlige forældre, som om der i deres forhold ikke var kærlighed nok til, at barnet også kunne få lidt.

Dette kærlighedsmæssige nulsumsspil har sat sig dybe spor i Labroustes bevidsthed. Da han omsider genfinder Camille – den eneste kvinde, som han virkelig har elsket, som han kunne være blevet lykkelig med, men som han mistede på grund af en idiotisk affære – opdager han, at hun lever alene med en søn på fire år. Han går ud fra, at der ikke vil være kærlighed nok til både ham og sønnen, så han beslutter sig for at slå sønnen ihjel, så han kan få Camille for sig selv. Han lægger sig på lur i et lukket brasserie, sigter på drengen, der sidder et par hundrede meter væk og lægger et puslespil, men hans hænder begynder at ryste; det går op for ham, at han ikke kan ændre tingenes gang, at han aldrig kommer til at være sammen med Camille. Han skyder gennem brasseriets rude, men barnet er uskadt og fortsætter uforstyrret med at lægge sit puslespil.

Scenen er emblematisk. Vi har hovedpersonen, der oplever sit endelige nederlag og umiddelbart efter ser vi et billede af et lykkeligt barn. Mange af Houellebecqs kritikere hævder, at det dystopiske univers, han beskriver, ikke bliver forløst af den litterære skønhed. Det passer ikke. Der er ikke meget feel good over Houellebecq, men der er alligevel kontraster i billedet, en sort humor, en kritisk veloplagthed og også billeder af skønhed, der står som små, men alligevel markante sejre over desperationen.

11.

Mange har bebrejdet Houellebecq, at han ikke kan lide mennesker, og at hans univers er gennemført misantropisk. Det er ikke helt sandt, for bag den nådesløse nedrakning af visse segmenter, bag fortvivlelsen over den verden, som vi har skabt for os selv, er der både indlevelse og empati.

Det er klart, at lidelsen hos Houellebecq er altings oprindelse. Det tidlige essay Rester vivant åbner med en erklæring, der kunne være taget direkte ud af Schopenhauer: “Verden er en udfoldet lidelse”. Det er denne lidelse, der er udgangspunktet, men for at det overhovedet er muligt at tale om et forfatterskab, er det nødvendigt at give lidelsen form. “Hvis du ikke kan artikulere din lidelse i en veldefineret struktur, er du færdig. Den vil æde dig levende, indefra, inden du når at skrive noget som helst.”⁸

Det mål, som fortælleren i Serotonin sætter sig for, er at holde lidelsen på et acceptabelt niveau. Eftersom selve lykken ikke er mulig, et det den eneste realiserbare ambition. Det er den, der gør det muligt at skrive.

12.

Ligesom i det 16. århundredes pikareske roman følger vi hovedpersonen rundt i en verden, der er karakteriseret af det mest absolutte armod, åndeligt, intellektuelt, følelsesmæssigt og (snart) materielt. Vi lever i de sidste tider, alt falder fra hinanden, alle bånd går i opløsning, de gode er afmægtige, og de onde har overtaget verden.

Det er imidlertid vigtigt at læse Houellebecqs bøger til den bitre ende. Stemningen i begyndelsen er præget af desperation, kynisme og provokation, men romanerne skifter altid toneart hen mod slutningen, så man i det fjerne alligevel kan ane alt det, der er blevet umuligt at høre i den moderne verden: kærlighed, moral, skønhed.

Den opmærksomme læser (med Houellebecq er det vigtigt at have sans for detaljen) vil bemærke, at hans romaner alle bevæger sig fra nihilisme til empati, fra provokation til følsomhed. Der er også en stadig tydeligere humoristisk dimension; Houellebecq er desperat, men han er også morsom. Det fortælles, at Kafkas venner flere gange brød ud i hjertelig latter, når han læste højt af sine tekster; man ler også, når man læser Houellebecq. Humoren forandrer det, den rører ved. Ikke sådan at det nødvendigvis bliver mindre tragisk, men det bliver tvetydigt og paradoksalt som alt menneskeligt.

“At læse den nye Michel Houellebecq”, skrev Frédéric Beigbeder i Le figaro i december 2018, ”er som at genoptage en samtale med en person, der er besat, og hvis hjerte er knust. Houellebecq er hverken Rousseau eller Montaigne, men den fortvivlelse og den sorte humor, som han skænker sine personer, har et eller andet dybt originalt og enestående.”⁹

Det er sikkert derfor, man ikke ender som en af Houellebecqs hovedpersoner, når man har læst den sidste side: siddende i en fedtet lænestol med en nervepille i den ene hånd og et glas lunken vodka i den anden, mens man afsøger natsendefladen på sit tv. Tværtimod. Der er masser af energi, appel og trøst i hans roman. Det er den moderne version af tragediens katarsis. Der er ingen grund til at gribe til kemiske substanser. Lidt litteratur er alt nok.

Jørn Boisen er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet

1. I 1964 kårede Ekstra Bladet Klaus Rifbjerg til den næstmest magtfulde person i Danmark, efter statsminister Jens Otto Krag, men foran både kong Frederik den 9. og nationalbankdirektøren. Anekdoten refereres i Lasse Horne Kjældgaards fremragende Meningen med velfærdsstaten, Gyldendal, 2018.
2. Michiko Kakutani: “Unsparing Case Studies Of Humanity’s Vileness”, The New York Times, 10. november 2000. www: https://www.nytimes.com/2000/11/10/books/books-of-the-times-unsparing-case-studies-of-humanity-s-vileness.html
3. Nicholas Lezard: “Atom bomb”, The Guardian, 24. februar 2001. www: https://www.theguardian.com/books/2001/feb/24/fiction.michelhouellebecq
4. La redaction de Mondafrique: “La légion du déshonneur remise par Macron à Houellebecq”, Mondafrique, 1. maj 2019. www: https://mondafrique.com/michel-houellebecq-la-legion-du-deshonneur/
5. Houellebecq, Michel. Serotonin. Rosinante, 2019
6. Liberation: “Houellebecq a-t-il dit qu’il «tressaillait d’enthousiasme» chaque fois qu’un Palestinien meurt?”, 19. april 2019. www: https://www.liberation.fr/checknews/2019/04/19/houellebecq-a-t-il-dit-qu-il-tressaillait-d-enthousiasme-chaque-fois-qu-un-palestinien-meurt_1722344
7. Bernard-Henri Lévy og Michel Houellebecq. Ennemis publics. Flammarion, 2008.
8. Houellebecq, Michel. Rester vivant: Méthode. Différence, 1991.
9. Frédéric Beigbeder: “Le mystère Houellebecq”, Le Figaro, 28. december 2018. www: http://www.lefigaro.fr/livres/2018/12/28/03005-20181228ARTFIG00003-le-mystere-houellebecq-par-frederic-beigbeder.php