Dine og mine »menneskepligter«

Menneskerettighederne i deres juridiske udformninger er under beskydning fra flere sider i disse år. Politikere i både Danmark og andre lande ønsker at opsige konventionerne. Vores moralske menneskerettigheder er imidlertid ikke til at komme udenom, og ligesom yin hører til yang er menneskets universelle, moralske rettigheder knyttet til universelle pligter. Du og jeg har et moralsk ansvar for at leve op til vores »menneskepligter« – hvad enten vi kan lide det eller ej. Måske bør vi oven i købet have de bangladeshiske syersker med i tankerne, når vi stemmer til folketings- og europaparlamentsvalg.

Af Kasper Eiset-Andersen

Nogle politikeres opbakning om menneskerettighederne er kølnet noget de seneste år. Fra flere sider lyder der kritik og krav om, at rettighederne skrives om, at domstolene ændrer praksis, eller at vi helt skal gøre os fri af internationale konventioner. Udviklingen minder om, at vi ikke kan tage menneskerettighederne for givet, og i det følgende vil jeg se nærmere på tre af de flanker, en fortaler for menneskerettighederne er nødt til at forsvare sig på. (1) De såkaldte menneskerettigheder er overhovedet ikke rigtige rettigheder, siger nogle kritikere. (2) Hvis de er rigtige rettigheder, bør de forstås som en helt basal beskyttelse mod særligt alvorlige krænkelser og ikke som nu lægge store begrænsninger på national selvbestemmelse, siger andre. (3) Fra et tredje hold lyder det, at hvis menneskerettighederne alligevel skal forstås bredere end det helt grundlæggende, og også giver ret til beskyttelse mod mindre krænkelser, bør vi danskere alene have ansvaret for at sikre hinandens menneskerettigheder. Udlændinges menneskerettigheder må være udlændingenes hovedpine.

Nogle gange er det bedste forsvar et angreb, og måske kan en progressiv menneskerettighedsdiskurs bedst genoplives, hvis vi, i stedet for at tale om de andre og deres eventuelle rettigheder, taler om vores egne pligter. For eksempel hvilket ansvar det giver os at være borger i et så velstående og storforbrugende hjørne af kloden som vores med hensyn til den indflydelse vores valg har på livsvilkårene for mennesker i de dele af verden, hvor mange af vores forbrugsgoder produceres. Et blandt mange eksempler er vilkårene for Bangladeshs tekstilarbejdere. Dem skal jeg komme tilbage til.

Menneskerettigheder er (også) moral

Fortalerne for menneskerettigheder mener, at vi har dem alene i kraft af at være mennesker. Men, indvender nogle kritikere, rettigheder har kun betydning, hvis de er givet af en politisk lovgivende instans – for eksempel Folketinget – og hvis de gælder inden for et veldefineret geografisk område og for en veldefineret gruppe mennesker – for eksempel staten Danmark henholdsvis danske borgere. Så har vi regeringen og politiet til at sørge for, at rettigheder bliver overholdt og krænkelser straffet. Menneskerettighederne, derimod, er bare ord på papir. Der er ingen regering og intet politi til at sætte magt bag ordene. Her til lands har især Søren Krarup, præst og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, fremført denne form for kritik.1 Har han ret i, menneskerettighederne ikke har nogen legitimitet? Jeg håber det ikke.

FN’s erklæring af de universelle menneskerettigheder i 1948 har en lang forhistorie. I virkeligheden går forestillingen om grundlæggende rettigheder tilbage til antikken, men den blev især udforsket af filosofferne i middelalderen og igen i oplysningstiden. I 16- og 1700-tallet er ideudviklingen især knyttet til navne som John Locke (1632-1704), Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og Immanuel Kant (1724-1804). De to førstnævnte har leveret inspiration til henholdsvis den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder, begge fra slutningen af det 18. århundrede. Den amerikanske erklæring indeholder som bekendt denne elegante formulering: ”Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de er begavet af deres skaber med visse ufravigelige rettigheder, at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke”.2

Når man lidt løst taler om menneskerettighederne, dækker det over, at de er udtrykt i ikke bare ét dokument men adskillige traktater, konventioner og protokoller i regi af både FN og regionale sammenslutninger. Blot to år efter FN’s erklæring vedtog Europarådet eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark og 46 andre lande har ratificeret.

Men hvilket grundlag har de påståede rettigheder så? Hvoraf udspringer den legitimitet, som tilsiger, at en regering skal leve op til dem? Ifølge den amerikanske uafhængighedserklæring kommer gyldigheden fra menneskets skaber. ”Alle mennesker er skabt lige”, står der. Den franske erklæring omtaler rettighederne som både ”naturlige” og ”hellige”3. Et af de store stridspunkter blandt menneskerettighedstænkere før i tiden var netop, om menneskets grundlæggende rettigheder er givet af Gud, eller om de kan udledes af menneskets natur. Den strid vil jeg ikke genopføre her. Nu til dags er det meget få retsfilosoffer – om nogen – som vil argumentere for, at menneskets grundlæggende rettigheder kan forklares med henvisning til Gud.  Det er dog også de færreste, som mener at rettighederne er naturgivne. 4 Men den idé er forblevet intakt gennem begrebernes historiske udvikling, at der er visse rettigheder som er uafhængige af, om en stat har vedtaget dem eller holder dem i hævd.

Bortset fra Gud og natur er der også den mulighed, at menneskerettighederne har gyldighed slet og ret fordi de er vedtaget. Så snart et lands regering har underskrevet menneskerettighedserklæringen, er rettighederne gyldige for det land – indtil en ny regeringen trækker tilslutningen tilbage eller rettighederne bliver omformuleret. Hvis det er den rigtige forklaring, kan rettighederne imidlertid ikke være universelle, altså gyldige for alle til alle tider. Så må vi acceptere, at FN’s menneskerettigheder ikke gælder mennesker i for eksempel Saudi-Arabien, hvis regering er blandt de få, som ikke har ratificeret dem. Hvis menneskerettighederne ikke var universelle havde de imidlertid ingen normativ kraft, hvilket netop burde være deres styrke. De ville ikke kunne bruges kritisk over for regeringer, som ikke lever op til dem. For mig at se giver det kun mening at tale om menneskerettigheder, hvis vi taler om dem som universelle, og derfor kan vi ikke stille os tilfredse med den simple forklaring, at de gælder, fordi de er blevet vedtaget. Der er noget mere på spil; en filosofi om mennesket, der gestalter dets af politik og jura uafhængige rettigheder.

Inden for moralfilosofien bliver menneskerettighederne da også formuleret uafhængigt af de juridiske. I det hele taget har de moralske rettigheder en anden karakter. Filosofferne opfatter moralske rettigheder som »perfekte« i den forstand, at de er nødvendigt sande, mens de juridiske rettigheder i bedste fald er mere eller mindre nøjagtige afspejlinger af de moralske.5 Udfordringen for moralfilosofferne er så at finde frem til de egentlige menneskerettigheder, og det er der naturligvis megen uenighed om.

Søren Krarups datter, Marie Krarup, er ligeledes medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og følger også i sin fars fodspor med hensyn til at polemisere mod menneskerettighederne. I en lidt pudsig kritik i Kristeligt Dagblad6 skriver hun først, at vi bør omtale menneskerettighederne som religion, fordi deres tilhængere tillægger dem moralsk overhøjhed og mener, de er gyldige for alle mennesker til alle tider. Derpå skriver hun at menneskerettighederne er farlige, netop fordi de jo kan laves om. Begge dele er på sin vis rigtige, men Krarup mangler at skelne mellem moralske og juridiske menneskerettigheder. Ja, de moralske (men ikke nødvendigvis de juridiske) menneskerettigheder gælder for alle mennesker til alle tider. Og ja, de juridiske (men ikke de moralske) menneskerettigheder kan skrives om.

Så vidt har Kraruperne ganske ret, at det særlige ved de universelle rettigheder er påstanden om, at de gælder for ethvert menneske, uanset hvor hun eller han er født og uanset om hendes eller hans egen stat har anerkendt rettighederne. Faktisk er det en af pointerne med menneskerettigheder, at de skal beskytte individer og grupper mod en statsmagts vilkårlighed. Gør det dem til religion? Det, mener jeg, må bero på en misforståelse hos præstedatteren af, hvad religion er for noget,7 men det gør ganske rigtigt menneskerettighederne til et spørgsmål om moral og filosofi.

Kritikken af domstolens dynamiske fortolkning

For indeværende er de juridiske og de moralske rettigheder ikke i sync. I hvert fald ikke hvis man skal tro en stadig større gruppe af politikere, som ytrer skepsis over for menneskerettighederne og de internationale konventioner i det hele taget. Særligt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er mål for kritikken. For nylig her til lands, da Lars Løkkes regering med justitsminister Søren Pape i spidsen bekendtgjorde vidt og bredt, at de ville bruge Danmarks formandskab i Europarådet til at reformere menneskerettighederne.8 Bestræbelserne mundede ud i nogle ændringer af, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fungerer, især med hensyn til hvordan domstolen får nedbragt antallet af uafsluttede sager.9 Kritikken af domstolen har dog især handlet om, at den anlægger en såkaldt dynamisk fortolkningspraksis. Det vil sige, at den tolker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i lyset af nutiden, og altså ikke holder sig strengt til konventionens ordlyd fra 1950. De europæiske menneskerettigheder defineres med andre ord i vid udstrækning løbende af domstolens afgørelser. Formålet med den praksis er at bevare konventionens relevans under ændrede historiske vilkår. Dynamisk fortolkning indebærer den risiko, at de oprindeligt begrænsede rettigheder kommer til at tiltage i omfang, således at flere og flere handlinger bliver omfattet af menneskerettighederne og opfattes som en krænkelse af dem.

Udover politikere har også juristen og formanden for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, udtrykt betænkelighed ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning af konventionen.10 Han peger på to problemer: Dels at domstolen tiltager sig suverænitet som rækker ud over, hvad parlamentarikerne i domstolens medlemslande har indvilget i og haft mandat til at afgive. Det er et demokratisk problem. Dels underminerer den dynamiske praksis retsstatsprincippet om forudsigelighed. Det bliver svært for en stat at indrette sig, hvis den aldrig kan være sikker på, at dens praksis ikke kan blive dømt ulovlig efter Menneskerettighedskonventionen.

Inden for de seneste år er der sket en udvikling i Menneskerettighedsdomstolens praksis, som tyder på, at den er lydhør over for den politiske kritik, der har lydt fra Danmark og andre medlemslande, og nu tillader den de nationale domstole en større skønsmargen med hensyn til at udvise kriminelle udlændinge.11 Ikke desto mindre kunne uenigheden mellem Menneskerettighedsdomstolen på den ene side og politikerne på den anden tyde på, der mangler nogle klare kriterier for, hvad der gør en rettighed til en menneskerettighed. Derfor kan det give mening at tage et kig på normativiteten bag menneskerettighederne og på ny stille det spørgsmål.  Det er et spørgsmål, hverken domstole eller politikere kan afgøre; her må vi have filosofferne på banen.

Rettighedernes filosofiske grundlag: værdighed

Faktisk giver menneskerettighedernes juridiske dokumenter selv et fingerpeg om, hvor vi skal kigge hen for at finde det filosofiske fundament. De refererer til et enkelt begreb som ikke fylder ikke meget, men alligevel er uomgængeligt, når man taler om menneskerettighedernes formål og grundlag. Første artikel i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fastslår således at ”[a]lle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”, og begrebet ‘værdighed’ genfindes både i forskellige menneskeretsdokumenter og i Menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Betydningen af ‘værdighed’ i menneskeretlig sammenhæng skylder vi Immanuel Kant.12 Ifølge Kant besidder du og jeg og ethvert andet menneske værdighed for så vidt vi opfører os i overensstemmelse med fornuften. Netop det, at vi i kraft af vores frie vilje kan vælge at opføre os fornuftigt og moralsk rigtigt, forlener os med værdighed. Det moralsk rigtige er, med Kants berømte formulering, at behandle sig selv og alle andre som et formål i sig selv og aldrig blot som middel.13 Det er kendetegnende for mennesker – eller mere specifikt for personer – at deres eksistens er et mål i sig selv, som ikke kan erstattes af noget andet.14

 

Men hvad vil det så nærmere bestemt sige at være en person? Det har Kants fortolkere givet forskellige bud på gennem de sidste 200 år. Den amerikanske filosof James Griffin mener tilmed, at spørgsmålet er afgørende for, hvordan vi bør forstå de moralske menneskerettigheder.15 I overensstemmelse med sin preussiske forgænger16 skriver Griffin, at dette at være en person i højeste grad handler om at kunne træffe valg og handle på baggrund af dem. Det kan brydes ned i tre komponenter, som tilsammen beskriver menneskelig værdighed. Den første er selvbestemmelse, det vil sige evnen til at træffe betydningsfulde valg gennem livet uden at være domineret eller kontrolleret af andre. Det er sådan noget som hvilken uddannelse man vil have, om man vil giftes og i givet fald med hvem, hvad man vil beskæftige sig med og så fremdeles med hensyn til, hvad der gør livet godt. For at disse valg kan være reelle skal man for det andet besidde et vist mål af, hvad vi kan kalde velfærdsressourcer. Både i form af grunduddannelse og på anden måde adgang til information og i form af de øvrige materielle goder såsom mad, medicin, rent vand og så videre, der skal til for at man i et rimeligt omfang kan forfølge sine valg. For det tredje skal man have friheden til at føre valgene ud i livet, der må altså ikke være nogen – forældre, præster eller andre myndighedspersoner – som forhindrer en i at gøre som man vil. Selvbestemmelse, velfærdsressourcer og handlefrihed er således afgørende for dette at være en person, og dette at kunne forfølge sin egen forståelse af det gode liv er så værdifuldt for ethvert menneske, at muligheden for det skal beskyttes mod overgreb og krænkelser.17 Man hører et tydeligt ekko i Griffins teori af den amerikanske uafhængighedserklæring og den dermed forbundne ret til at stræbe efter lykken. Muligheden af dels at vælge vores egen opfattelse af det gode liv, dels at forfølge sådan et liv, kalder Griffin også normativ agens. Agens, fordi det drejer sig om vores muligheder for at træffe valg og handle efter dem; normativ, fordi det handler om vores værdier og forestillinger om, hvad der gør livet godt. Betingelserne for normativ agens er kilden til menneskerettighederne, og beskyttelsen af hvert enkelt menneskes normative agens er deres formål, skriver Griffin.18

Disse moralske rettigheder til selvbestemmelse, velfærdsressourcer og handlefrihed er jo temmelig abstrakte i udgangspunktet. De angiver ingen præcise kriterier for, hvornår rettigheden er imødekommet. Hvor megen grunduddannelse skal man have adgang til? Skal ens fødevarer være af en særlig ernæringsmæssig kvalitet eller er majsgrød tilstrækkeligt? Og så videre. Men de kunne uden tvivl godt omsættes til jura, hvis vi satte os det for. Hvis vi altså har nogle kriterier for de tre komponenter: selvbestemmelse, velfærdsressourcer og handlefrihed, kan vi bruge dem i diskussionen om Menneskerettighedsdomstolens afgørelser, og om hvornår menneskerettighederne bliver overtrådt.19 Griffin mener selv, at hans model vil føre til langt færre menneskerettigheder, end dem der er skrevet i de mange forskellige menneskeretsdokumenter. For eksempel er der ifølge hans teori ingen menneskeret til at arve, det vil sige til at få overdraget ejendom (fra FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, artikel 5.D.vi.). Hans argument er, at det ikke virker intuitivt rigtigt at en millionær, som ved, at hans børn kan klare sig uden problemer, og som donerer sin formue til velgørenhed frem for at lade børnene arve, derved krænker børnenes menneskerettigheder.  Ej heller er der en ret til ikke at blive udsat for angreb mod ens ære og omdømme (som i Verdenserklæringens artikel 12) eller en ret til arbejde (artikel 23).  Her appellerer Griffin til sin læsers intuition om, hvad en menneskerettighed er, og hvorfor den er noget særligt. Griffins teori burde således kunne finde støtte hos dem, der mener, at menneskerettighederne er kommet til at favne for bredt.

Problemet med kriminelle udlændinge

Hvis man går bag om de seneste års brede politiske diskussion om menneskerettigheder i Danmark beror den nok egentlig ikke så meget på, at menneskerettighederne er for omfattende. Det der provokerer nogle politikere og debattører synes snarere at handle om hvem menneskerettighederne beskytter. Så sent som i februar i år opstod der debat om, hvorvidt Danmark kunne og burde nægte såkaldte fremmedkrigere indrejse i landet, efter de har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak. Ifølge Politiets Efterretningstjeneste udgør de en trussel mod det danske samfund. Ikke desto mindre er nogle af fremmedkrigerne danske statsborgere og har derfor ret til at vende tilbage til Danmark. Den omstændighed har fået Dansk Folkeparti til at foreslå, at man løser problemet ved simpelthen at fratage krigerne deres danske statsborgerskab og dermed retten til indrejse.20

Mens kriminelle udlændinge og hjemvendende fremmedkrigere har givet konkrete anledninger til at diskutere menneskerettighederne, har det omvendt ikke vakt nogen bestyrtelse, at Østre Landsret enstemmigt afviser at udlevere danskeren Niels Holck til Indien med den begrundelse, at han risikerer at blive udsat for tortur.En fiks løsning, kunne man synes, men en fratagelse af deres danske statsborgerskab ville gøre dem statsløse – og det går ikke ifølge FN’s statsløsekonvention, som Danmark har tilsluttet sig.21 Men det går alligevel, hvis personen har dobbelt statsborgerskab. Derfor kunne regeringen og Dansk Folkeparti i marts få vedtaget en beslutning om, at de danske myndigheder administrativt skal kunne tage statsborgerskabet fra personer som opholder sig i lande, det er forbudt at rejse ind i, og som man derfor kan antage er fremmedkrigere.22

 

Tidligere har debatten især drejet sig om herboende kriminelle udlændinge, hyppigt eksemplificeret ved to højt profilerede af slagsen, Gimi Levakovic, med det maleriske tilnavn ‘Sigøjnerbossen’, og ‘Boghandleren fra Brønshøj’ Sam Mansour. Levakovic er blevet dømt 28 gange for blandt andet tyveri, vold, dødstrusler og besiddelse af en skarpladt pistol, og så er han kroatisk statsborger. Han kan imidlertid ikke udvises til Kroatien, fordi det ifølge Højesteret vil være en krænkelse af hans ret til familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Sam Mansour, tidligere Said Mansour, er to gange dømt for at opildne til terror. Han er marokkaner, og blev den 4. januar i år sendt på et fly til Marokko med forbud mod at vende tilbage. Mansour ankede i sin tid dommen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med henvisning til konventionens artikel 8 samt artikel 3, der handler om forbud mod tortur, men ved en afgørelse den 14. februar i år afviste de at tage sagen op.23 Det var ikke givet, at domstolen ville afvise sagen, for Marokko går for at være en såkaldt torturstat, det vil sige, de anvender tortur blandt andet under afhøring af indsatte i fængslerne, og Mansour er – som forventet – anholdt og fængslet i Marokko på en anklage om medvirken til et terrorangreb i Casablanca.24

Mens kriminelle udlændinge og hjemvendende fremmedkrigere har givet konkrete anledninger til at diskutere menneskerettighederne, har det omvendt ikke vakt nogen bestyrtelse, at Østre Landsret enstemmigt afviser at udlevere danskeren Niels Holck til Indien med den begrundelse, at han risikerer at blive udsat for tortur.25 Man kan nemt få den opfattelse, at nogle kritikere af de internationale konventioner tænker, at det er fint nok med menneskerettigheder, men at danskernes forpligtelse alene skal gælde danskeres rettigheder, og at udlændinges rettigheder må være et anliggende for nogle andre. Opfattelsen bestyrkes for mit vedkommende af, at Dansk Folkeparti i forlængelse af fremmedkrigersagen, udover at ville tage statsborgerskabet fra de omtalte personer, også rejste forslag om at forlade eller i det mindste tage forbehold for statsløsekonventionen. ”Vi har først og fremmest ansvar over for Danmark og det danske folk”, udtalte udlændingeordfører Martin Henriksen ved den lejlighed.20 Tilbage i 2017 fremsatte samme parti et beslutningsforslag om slet og ret at skrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk lov.26 De begrundede det blandt andet med henvisning til konventionens artikel 8, som gør det så besværligt at sende kriminelle udlændinge ud af landet.

Individuelle menneskepligter

Debatterne om Menneskerettighedsdomstolen, konventionerne, kriminelle udlændinge og fremmedkrigerne har i sagens natur drejet sig om, hvad politikerne kan og bør gøre på vores og statens vegne. For hvad angår de juridiske menneskerettigheder, er der ingen tvivl om, at det er staterne, der sidder med ansvaret. Det fremgår blandt andet af artikel 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med de moralske menneskerettigheder forholder det sig anderledes. I det hele taget er moral først og sidst et spørgsmål om, hvordan vi hver især forholder os til og behandler andre mennesker. Det betyder ikke, at staten ikke kan løfte et moralsk ansvar på vores vegne, men det kan den i så fald kun fordi den udgøres af personer. Når vi taler om moralske menneskerettigheder, bør vi derfor også tale om deres modstykke: moralske »menneskepligter«. Gennem tiden har der da også været gjort flere forsøg på at motivere vores individuelle moralske ansvar for menneskerettighederne, blandt andet i form af de to erklæringer ‘A Universal Declaration of Human Responsibilities’ og ‘Declaration of Responsibilities and Human Duties’.

”alle mennesker, som er begavet med fornuft og samvittighed, må acceptere et ansvar … Hvad du ikke ønsker for dig selv, skal du ikke gøre mod andre”Førstnævnte (på dansk kunne vi kalde den En Verdenserklæring om Menneskeansvar) så dagens lys i 1997, året før FN kunne fejre Menneskerettighedserklæringens 50-års-jubilæum. Den er forfattet af InterAction Council, et råd bestående af afgåede politiske ledere fra hele verden hvis skiftende medlemmer siden 1983 har samledes om at fremme fred og sikkerhed, økonomisk genoplivning og universelle etiske standarder.27 Rådets stifter, som også var Japans tidligere premierminister, Takeo Fukuda, nedsatte i 1987 en gruppe bestående af åndelige og politiske ledere fra alverdens trosretninger og kulturer med den sympatiske ambition at søge efter og beskrive moralske normer, som går på tværs af alle religiøse skillelinjer. At finde et fællesmenneskeligt moralkodeks, simpelthen. Gruppens undersøgelser konkluderede at der, i det mindste med hensyn til moralske overbevisninger, faktisk er mere som samler end som adskiller os mennesker.

Så sympatisk formålet end er, kan jeg imidlertid se flere gode grunde til, at vi sjældent – eller aldrig – hører om InterAction Council og deres Verdenserklæring om Menneskeansvar. Lad mig pege på nogle af dem. Blandt andet at Mens almengyldigheden af Den gyldne Regel selvfølgelig er en styrke for Menneskeansvarerklæringen og dens formål om at favne alle kulturer, er de vage formuleringer af konkrete pligter, den lægger op til, også en svaghed. mange af pligterne kommer til at virke naive eller helt intetsigende. Som artikel 3, der siger, at ”enhver har pligt til at fremme det gode og undgå det onde i alt, hvad hun eller han gør” uden at specificere hvad der er ondt og godt. Rådets overordnede metode synes at være, at de med udgangspunkt i FN’s menneskerettigheder udleder Rådet nogle pligter, som helt modsvarer rettighederne. ”Hvis vi har ret til handlefrihed [liberty], så har vi pligt til at respektere andre menneskers handlefrihed” er et eksempel. Og på samme måde med andre pligter, hvor den enkeltes pligt simpelthen er pligten til at respektere andres rettighed. Den metode er jo simpel og ligetil, og hvis vi har accepteret rettigheden, må vi også anerkende statens pligt til at håndhæve den og allerede af den grund vores pligt til at respektere den. (Bemærk, at der er tale om en negativ pligt, det vil sige en pligt til at afstå fra at gøre noget. I dette tilfælde fra at forhindre den anden i at udføre sine handlinger.) Problemet med metoden er imidlertid, at vi jo netop ikke uden videre kan gå med til, at alle FN’s erklærede juridiske menneskerettigheder kan begrundes moralsk. Derfor er det omvendt heller ikke givet, at alle pligter udledt af de juridiske rettigheder er egentlige moralske pligter. Ligeså problematisk, som at den simple metode til at udlede pligter er forkert, er det endvidere, at Rådet ikke holder sig til den. Eksempelvis kan de finde på at skrive følgende: ”Hvis vi har en ret til at arbejde på retfærdige og gunstige betingelser for at skaffe en rimelig levestandard for os selv og vores familie, har vi også pligt til at udleve vores kapaciteter bedst muligt”. Her er der ikke længere tale om, at jeg har negativ pligt til ikke at krænke andres rettigheder, men at jeg har en positiv pligt over for – ja, over for hvem?

Endvidere er der rent logisk ingen sammenhæng mellem præmissen: min ret til arbejde på retfærdige og gunstige betingelser og konklusionen: pligten til at udleve mine kapaciteter bedst muligt. Ret til arbejde og pligt til at udleve kapaciteter har – logisk set – ingenting med hinanden at gøre. Måske behøver det hele heller ikke være så komplekst. I erklæringens efterskrift henviser InterAction Council til et klassisk princip inden for moral, som ifølge Rådet kunne erstatte enhver erklæring om menneskerettigheder og tilsvarende pligter:  Den gyldne Regel. Reglen er tilmed skrevet ind i selve erklæringen, hvor artikel 4 siger at ”alle mennesker, som er begavet med fornuft og samvittighed, må acceptere et ansvar … Hvad du ikke ønsker for dig selv, skal du ikke gøre mod andre”.

‘Declaration of Responsibilities and Human Duties’ (på dansk: Erklæring om Ansvar og Menneskepligter, EAM) kaldes også Valenciaerklæringen, fordi den blev til omkring universitetet i Valencia, hvor FN’s Menneskerettighedserklæring i sin tid blev præsenteret for verdensoffentligheden. Valenciaerklæringen er udarbejdet på foranledning af UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur med deltagelse af en mængde intellektuelle, heriblandt en lang række filosoffer.

Denne erklæring EAM lægger sig tæt op ad FN’s Menneskerettighedserklæring. ligner på mange måder InterAction Councils, men er mere konkret med hensyn til at formulere vores universelle pligter. Den lægger ud med at slå fast, at stater har det primære ansvar for at sørge for, at menneskerettighederne efterleves, men at alle ”individer, folk og fællesskaber i udøvelsen af deres rettigheder og frihed har pligt til og ansvar for at respektere andres rettigheder og frihed, samt pligt til at stræbe efter at fremme og anerkende disse”.28 Forfatterne bag går omhyggeligt til værks, og i sin første artikel definerer erklæringen tre centrale begreber: ”Pligt” betyder etisk eller moralsk pligt; ”ansvar” er en forpligtelse, som er juridisk bindende i overensstemmelse med international ret. De aktører, som er ansvarlige for at føre pligterne ud i livet, omfattes alle af begrebet ”verdenssamfundet”, og det dækker over både stater, mellem- og overstatslige institutioner, den private sektor, civilsamfundsorganisationer og ikke mindst individer i deres egenskab af at være medlemmer af et kollektiv. EAM lægger sig tæt op ad FN’s Menneskerettighedserklæring. Den består af 41 artikler, hvoraf de fleste begynder med at fastslå, at ”medlemmer af det globale fællesskab har kollektive såvel som individuelle pligter og ansvar for at…” efterfulgt af de pligter, den enkelte artikel angår. Det globale fællesskab er det samme som verdenssamfundet, det vil sige hver enkelt af os. Dig og mig. I det hele taget består vores individuelle ansvar ifølge EAM i at respektere og så vidt muligt fremme menneskerettighederne. Herunder har vi altså pligt til at fremme livskvalitet og levestandard for alle. Potentielt er det en vidtrækkende pligt – urimeligt vidtrækkende, vil nogle endda sige. For betyder det, at jeg ikke lever op til den, hvis jeg ikke til enhver tid arbejder for at fremme levestandarden for alle 7,7 milliarder af mine medbeboere her på planeten? Hvordan skulle nogen som helst nogensinde overhovedet komme i gang med sådan en opgave? Omvendt kan EAM også tolkes minimalistisk som om vi kun har pligt på et interaktionelt niveau, altså pligt til ikke i egen person at krænke andre menneskers rettigheder, når vi interagerer direkte med dem. EAM er mere konkret end InterAction Councils erklæring med hensyn til at formulere vores universelle pligter, men stadig utilstrækkelig som et grundlag for »menneskepligter«. For en udførlig moralfilosofisk begrundelse for hvem vi er forpligtede over for, og hvordan vi kan og bør udøve denne pligt, vender jeg mig mod filosoffen Thomas Pogge.

Pogge og de bangladeshiske syersker

I Pogges teori påhviler ansvaret for at løfte menneskerettighederne først og fremmest institutioner og er kun indirekte et individuelt problem.29 ‘Institutioner’ skal forstås bredt og omfatter blandt andet love, konventioner og domstole, i det hele taget den praksis eller de spilleregler, der regulerer interaktionen mellem såvel individuelle som kollektive agenter og disses adgang til materielle ressourcer inden for et system.30

 

Menneskerettighedsdomstolen er en sådan institution. Et andet eksempel er Compact for Continuous Improvements in Labour Rights and Factory Safety in the Ready-Made Garment and Knitwear Industry in Bangladesh (forkortet til Sustainability Compact, på dansk Bæredygtighedsaftalen).31 Det er en aftale, som blev indgået i juli 2013 mellem den bangladeshiske regering, EU, USA, Canada og Den Internationale Arbejdsorganisation. Aftalen kommer efter den tragiske hændelse i april 2013 kendt som Rana Plaza, da en bygning, som blandt andet husede adskillige tekstilfabrikker, kollapsede og slog flere end 1100 mennesker ihjel. 32  Bæredygtighedsaftalens  ambition er  at ændre lidt på reglerne for samspillet mellem tekstilarbejderne på den ene side og arbejdsgivere og ejere på den anden ved at forbedre arbejdsvilkårene og respekten for arbejdstagerrettigheder i Bangladeshs tekstilindustri.

Allerede mindre end en måned efter Rana Plaza-tragedien gik mange af de amerikanske og europæiske modetøjsfabrikanter og -forhandlere, der fik fremstillet deres tøj på fabrikkerne, sammen med både bangladeshiske og vestlige fagforeninger og NGO’er om en aftale, hvormed de forpligtede sig til at bidrage til at opbygge en sund tekstilindustri i Bangladesh.33 Aftalen gjaldt frem til 2018, men blev erstattet af en overgangsaftale, der løber frem til 2021 eller indtil regeringen kan overtage ansvaret.34 Bangladeshs regering har siden da påstået, at den er klar til at overtage, og at overgangsaftalen derfor allerede nu burde være et overstået kapitel. Den vurdering deler organisationerne bag aftalen slet ikke, og de har taget spørgsmålet til domstolene. 15. april 2019 afgjorde Bangladeshs Højesteret, at regeringen ikke har kapacitet til at køre programmet videre, hvorfor forlængelsen endnu står ved magt. Indtil videre frem til 19. maj, hvor der efter planen skal falde en endelig afgørelse.35 Undervejs i processen har Europaparlamentet lagt pres på den bangladeshiske regering for at opretholde den forlængede aftale og standse menneskerettighedskrænkelserne.36 Selvom sådanne spørgsmål næppe kommer til at fylde meget i hverken den igangværende europaparlamentsvalgkamp eller den forestående folketingsvalgkamp, kunne politikernes villighed til at løfte vores fælles moralske ansvar godt være noget at tage med i betragtning, når man står i stemmeboksen.

Trods forbedringer lader vilkårene for Bangladeshs tekstilarbejdere stadig meget tilbage at ønske.37 Vores europaparlamentarikere har sammen med NGO’er og fagforeninger løftet en del af det moralske ansvar på vores vegne, men vi er endnu ikke i mål med hensyn til at respektere menneskerettighederne. Når det ikke sådan lige lader sig gøre skyldes det blandt andet en af de helt store institutioner på området for global handel, nemlig Verdenshandelsorganisationen (WTO), som med nogle meget snævre undtagelser ikke tillader hensynet til menneskerettigheder at stå i vejen for frihandel.38 Og uanset hvad der måtte være af enkeltstående bæredygtighedsaftaler, er det stadig WTO’s regler, som sætter rammerne. Den 20. januar i år kunne den britiske avis The Guardian afsløre, at et britisk popband fik fremstillet T-shirts på en bangladeshisk fabrik, der betaler sine ansatte så lidt som 3 kroner i timen, hvilket er under niveauet for en leveløn.39 T-shirtene bliver solgt for 167 kroner i butikker i Storbritannien. For en syerske ville det tage mere end en uge at tjene nok til at købe den T-shirt, hun selv fremstiller – og det selvom hun har en typisk arbejdsuge på 54 timer. Det ironiske i at T-shirtene blev produceret for at rejse penge til en kampagne for kvinders ligestilling stiller uretfærdigheden i et skærende lys.

Artikel 36 i Erklæring om Ansvar og Menneskepligter handler om vores pligt til at respektere hinandens ret til en rimelig livskvalitet og levestandard, og netop en rimelig løn og en rimelig levestandard er to forhold, der i høj grad vedrører de bangladeshiske syersker som hver dag kæmper en kamp for at producere vores billige jeans, T-shirts, kjoler og boxershorts. Tillægsordet ‘billig’ havde i øvrigt oprindeligt betydningen ‘retfærdig’, ‘rimelig’ eller ‘passende’, selvom det i dag kun bliver brugt om lave priser.40 I den oprindelige betydning er den pris, vi almindeligvis betaler for vores tøj, naturligvis alt andet end billig.

Thomas Pogge argumenterer for, at vi i den rige del af verden krænker rettighederne for millioner af mennesker i fattige lande. Ikke personligt, naturligvis, men i kraft af vores accept af opretholdelsen af økonomiske og politisk strukturer, der tillader at menneskerettighederne overtrædes. Når og hvis vi bidrager til at opretholde en social eller økonomisk institution, argumenterer han videre, har vi moralsk pligt til at sikre at institutionen tilfredsstiller menneskerettighederne for de mennesker hvis adfærd den regulerer.41 Hvis man – eventuelt ufrivilligt – alligevel tager del i en institution, som ikke respekterer menneskerettighederne, har man pligt til at kompensere dem, hvis grundlæggende rettigheder ikke bliver tilstrækkeligt opfyldt.29 For eksempel gennem statens udviklingsbistand eller gennem private bidrag til udviklingsorganisationer. Dette er altså ikke den velkendte og udbredte idé om den politiske forbruger: Forbrugeren, der som enkeltperson tager det på sig at støtte for eksempel en retfærdig eller miljørigtig eller dyrevenlig produktion. I Pogges teori er det først og fremmest som borgere, vi har moralsk ansvar. Det, at vi som forbrugere også skal træffe moralske valg, ser Pogge som et symptom på den dybere uretfærdighed, vi i Vesten begår ved at sætte rammerne for global handel på en måde som favoriserer os selv på bekostning af de fattige.42

***

Bør vi så skrive menneskerettighederne om? Ville vi være bedre stillet, hvis vi opgav de gamle konventioner og fik os nogle friske? Det ville under alle omstændigheder være en lang og møjsommelig affære. Det er derudover et åbent spørgsmål, om menneskerettighederne overhovedet ville kunne vedtages på ny i dag, hvor flere europæiske landes toppolitikere taler dem midt imod, mens politiske ledere i den øvrige verden helt ignorerer dem.43 Så skulle vi måske hellere forsøge at skubbe endnu mere på for at få Menneskerettighedsdomstolen til at ændre praksis? For kritikere af menneskerettighederne kunne det give mere af den eftertragtede nationale selvbestemmelse, og for tilhængere ville det måske betyde større opbakning om et – reduceret – menneskerettighedssystem. Alt andet lige er det til skade for menneskerettighederne som helhed, at der er en udbredt uenighed angående rettighedernes indhold. Domstolene er uenige med politikerne, og politikerne er uenige med hinanden. Med en pragmatisk tilgang kunne vi indskrænke menneskerettighederne til at dække de rettigheder, alle kan være enige om skal beskyttes uanset hvad.

En begyndelse på at nå til enighed kunne være at enes om det rent begrebslige på et helt abstrakt niveau. Her kunne man sige, at menneskerettigheder er de rettigheder som vi skal beskytte, selv i de tilfælde hvor de strider mod nationale rettigheder eller pligter. Hvis begrebet ‘menneskerettighed’ overhovedet giver mening, må det betyde noget i den retning. Det opfølgende spørgsmål er naturligvis, hvilke rettigheder som skal have denne forrang. Hvad er det samlende kriterium, der gør en rettighed til en menneskerettighed? Vi har set James Griffins bud, nemlig at menneskerettigheder i bund og grund handler om vores mulighed for selvstændigt at træffe vigtige livsvalg og for at handle på baggrund af de valg. Rettighederne udspringer af betingelserne for den mulighed, og deres formål er at beskytte den. Hvis vi accepterer Griffins udlægning, må vi også se i øjnene, at menneskerettighederne langt fra bliver respekteret for alle menneskers vedkommende, og at vi som borgere i rige, magtfulde demokratier har en moralsk forpligtelse til at rette op på den situation. Ifølge Thomas Pogge skyldes menneskeretskrænkelserne imidlertid ikke uklare konventioner, ej heller begrænsninger i domstolenes kompetencer. Derimod lægger han skylden på den globale orden af handelsaftaler og institutioner for politiske forhandlinger mellem lande, som favoriserer de i forvejen stærke på bekostning af svage stater, der har en økonomisk interesse i at negligere hensynet til deres borgeres basale rettigheder. Aftalerne og institutionerne er forhandlet af vores regeringer; regeringerne står til ansvar over for os, og derfor har vi borgere et medansvar og en moralsk pligt til at rette op på miseren. Som alternativ til at skrive konventionerne om eller yderligere begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols rækkevidde, kunne vi således også arbejde på at reformere den globale økonomiske orden. Verdenshandelsorganisationen kaster i kraft af sin størrelse skygge over hele det område, men også inden for EU kunne ændringer i handels- og forhandlingspolitikken gøre en forskel.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Han udfolder sin kritik i fuld længde i Krarup, Søren: ”Dansen om menneskerettighederne”, Gyldendal, 2000.
  2. ”The Declaration of Independence”, http://www.ushistory.org/Declaration/document/ (Jeg er ansvarlig for denne og essayets øvrige oversættelser).
  3. ”Déclaration des Droits de l’Homme et du Citoyen de 1789”, https://www.legifrance.gouv.fr/Droit-francais/Constitution/Declaration-des-Droits-de-l-Homme-et-du-Citoyen-de-1789
  4. Se for eksempel Pogge, Thomas: “World Poverty and Human Rights”, Polity Press, 2008 og Griffin, James: “On human rights”, Oxford University Press, 2008.
  5. Se for eksempel diskussionen i dette afsnit af Stanfords encyklopædiartikel: Nickel, James, “Human Rights”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2019 Edition), Edward N. Zalta (ed.), forthcoming, https://plato.stanford.edu/entries/rights-human/#WhiRigHumRig
  6. Krarup, Marie: ”Menneskerettigheder er farlige for Danmark”, Kristeligt Dagblad, 24. august 2012, https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/marie-krarup-menneskerettigheder-er-farlige-danmark
  7. Man kan læse de gængse betydninger af ordet i Ordbog over det danske sprog: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=religion
  8. Lauritzen, Daniel Bue: ”Løkke i tale til Europarådet: Menneskerettighederne skal reformers”, Altinget, 24. januar 2018, https://www.altinget.dk/artikel/loekke-i-tale-til-europaraadet-menneskerettighederne-skal-reformeres
  9. Justitsministeriet: ”Copenhagen Declaration”, Justitsministeriets hjemmeside, 13. april 2018, http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/copenhagen_declaration.pdf
  10. Mchangama, Jacob: ”International domstol tager magten”, Berlingske, 20. februar 2009, https://mchangama.blogs.berlingske.dk/2009/02/20/international-domstol-tager-magten/
  11. Høivang, Kaj: ”Højesteret flytter hegnspæle i udvisning af kriminelle udlændinge”, K News, 3. december 2018, https://www.k-news.dk/nyheder/h%C3%B8jesteret-flytter-hegnsp%C3%A6le-i-udvisning-af-kriminelle-udl%C3%A6ndinge Se også Mchangama, Jacob: ”Ny domstolspraksis øger muligheden for at sætte kriminelle udlændinge på porten”, Berlingske, 28. november 2012, https://mchangama.blogs.berlingske.dk/2012/11/28/ny-domstolspraksis-oger-muligheden-for-at-saette-kriminelle-udlaendinge-pa-porten/ og Bruhn, Malthe: ”10 år som direktør for Institut for Menneskerettigheder: Vi er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske”, Altinget, 21. januar 2019, https://www.altinget.dk/artikel/10-aar-som-direktoer-for-institut-for-menneskerettigheder-vi-er-blevet-mere-pragmatiske-og-mindre-idealistiske
  12. Se Kant, Immanuel: ”Grundlæggelse af sædernes metafysik”, Hans Reitzels Forlag, 1999
  13. Kant, Immanuel: ”Grundlæggelse af sædernes metafysik”, Hans Reitzels Forlag, 1999, side 88.
  14. ant, Immanuel: ”Grundlæggelse af sædernes metafysik”, Hans Reitzels Forlag, 1999, side 87-8.
  15. Griffins udlægning af begrebet ‘person’ adskiller sig dog meget fra Kants. Det kan man læse i Griffin, James: ”On human rights”, Oxford University Press, 2008, side 60ff.
  16. Kant levede hele sit liv i den preussiske by Königsberg, som i dag er en del af Rusland og omdøbt til Kaliningrad.
  17. Griffin, James: ”On human rights”, Oxford University Press, 2008, side 33.
  18. Griffin, James: ”On human rights”, Oxford University Press, 2008, side 45.
  19. Griffin, James: ”On human rights”, Oxford University Press, 2008, side 192-3.
  20. Weng, Ditte Vinterberg: DF er klar til at bryde konvention for at tage statsborgerskab fra danske IS-støtter”, Berlingske, 27. april 2019, https://www.berlingske.dk/politik/df-er-klar-til-at-bryde-konvention-for-at-tage-statsborgerskab-fra-danske?SNSubscribed=true&utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_content=red_nb-511101107&utm_campaign=berlingske_politiko
  21. Trods justitsministerens personlige antipati vil regeringen derfor ikke gøre noget for at forhindre danske fremmedkrigere i at vende tilbage til Danmark. Se Westersø, Rikke Struck: ”Pape skærer igennem: Der vil komme IS-krigere tilbage til Danmark”, TV2, 21. februar 2019, http://nyheder.tv2.dk/politik/2019-02-21-pape-skaerer-igennem-der-vil-komme-is-krigere-tilbage-til-danmark
  22. Udlændinge- og Integrationsministeriet: ”Regeringen og DF enige om nye regler for frakendelse af fremmedkrigeres statsborgerskab”, Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, 28. marts 2019, http://uim.dk/nyheder/2019-03/regeringen-og-df-enige-om-nye-regler-for-frakendelse-af-fremmedkrigeres-statsborgerskab
  23. European Court of Human Rights: “Mansour SAID ABDUL SALAM MUBARAK

    against Denmark”, 22. januar 2019, https://www.fln.dk/~/media/FLN/Nyheder/20022019%20SAID%20ABDUL%20SALAM%20MUBARAK%20v%20DENMARK.ashx

  24. Færch, Emil; Ingemann, Frederikke; Pedersen, Janni: ”Said Mansour er fængslet i Marokko – sigtet for terror”, TV2, 9. januar 2019, http://nyheder.tv2.dk/krimi/2019-01-09-said-mansour-er-faengslet-i-marokko-sigtet-for-terror
  25. Ritzau: ”Landsret afviser udlevering af Niels Holck”, Berlingske, 27. april 2019, https://www.berlingske.dk/samfund/landsret-afviser-udlevering-af-niels-holck
  26. Henriksen, Martin og kolleger: ”Forslag til folketingsbeslutning om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov”, Folketingstidende A, 26. oktober 2017, http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20171/beslutningsforslag/B22/20171_B22_som_fremsat.pdf
  27. Se rådets hjemmeside her: https://www.interactioncouncil.org/
  28. UNESCO: “Declaration of Human Duties and Responsibilities”, side 3.
  29. Pogge, Thomas: “World Poverty and Human Rights”, Polity Press, 2008, side 176.
  30. Pogge, Thomas: “World Poverty and Human Rights”, Polity Press, 2008, side 37.
  31. European Commission: “Implementation of the Bangladesh Compact – Technical Status Report”, september 2018, http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2018/september/tradoc_157426.pdf
  32. Hoskins, Tansy: “Reliving the Rana Plaza factory collapse: a history of cities in 50 buildings, day 22 “, The Guardian, 23. april 2015, https://www.theguardian.com/cities/2015/apr/23/rana-plaza-factory-collapse-history-cities-50-buildings
  33. Se https://bangladeshaccord.org/about
  34. Industriall: ”Bangladesh Accord will continue until government is ready to take over its functions”, www.industriall-union.org, 14. maj 2018, http://www.industriall-union.org/bangladesh-accord-as-one-ends-another-one-gets-the-green-light
  35. Crossley, Isabelle: “Supreme Court of Bangladesh gives further extension for Bangladesh Accord hearing”, Fashion Network, 15. April 2019, https://in.fashionnetwork.com/news/Supreme-Court-of-Bangladesh-gives-further-extension-for-Bangladesh-Accord-hearing,1089594.html#.XLWhOqTgq00
  36. Clean Clothes Campaign: ” European Parliament slams Bangladesh Government on human rights and calls for the continuation of the Accord”, www.cleanclothes.org/news, 15. november 2018, https://cleanclothes.org/news/2018/11/15/european-parliament-slams-bangladesh-government-on-human-rights-and-calls-for-the-continuation-of-the-accord
  37. Industriall: ”Over 11,600 Bangladesh garment workers lose jobs and face repression”, www.industriall-union.org, 11. februar 2019, http://www.industriall-union.org/over-11600-bangladesh-garment-workers-lose-jobs-and-face-repression
  38. Se Howse, Robert; Mutua, Makau: “Protecting Human Rights in a Global Economy. Challenges for the World Trade Organization”, 2000, https://web.archive.org/web/20090604111607/http://ichrdd.ca/english/commdoc/publications/globalization/wtoRightsGlob.html under Human Rights and the GATT; og Wikipedia: https://en.wikipedia.org/wiki/Labour_standards_in_the_World_Trade_Organization#Barriers_to_promoting_labour_standards
  39. Murphy, Simon: “Revealed: Spice Girls T-shirts made in factory paying staff 35p an hour”, The Guardian, 20. januar 2019, https://www.theguardian.com/world/2019/jan/20/spice-girls-comic-relief-tshirts-made-bangladesh-factory-paying-staff-35p-an-hour
  40. Se Ordbog over det danske sprog: https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=billig
  41. Pogge, Thomas: “World Poverty and Human Rights”, Polity Press, 2008, side 55.
  42. Pogge, Thomas: “World Poverty and Human Rights”, Polity Press, 2008, side 30.
  43. Se interview med Jens Elo Rytter: ”70 år og med tiden imod sig: Menneskerettighederne kunne ikke vedtages i dag”, Kristeligt Dagblad, 8. december 2018