Mellem kaos og apati: Er der håb for Serbien?

Unge serbiske borgere i hovedstaden Beograd, der ikke vil bukke under for korruption, rører på sig i dag, alt imens nationalistiske ’Jugi’-typer, med det serbiske flag på ryggen, kæmper imod den mulige, fremspirende forandring. Her følger en personlig beretning om tilstanden i Serbien.

Af Jelena Bundalovic

Jeg sidder og kigger afventende på min mor. Min mama har mørkt, skinnende hår og isblå øjne. Lampernes lyserøde skærme skaber lilla silhuetter, som lander på vores krogede balkannæser. Jeg har lige spurgt hende, om rygterne taler sandt.

Rygterne siger, at der i Serbien er en bevægelse af unge, som tager afstand fra nationalismen og den gennemgribende passivitet, der i årevis har ligget over landet som en dyne. En gruppe af fremspirende unge, der var børn under borgerkrigen, og som gemte sig i landsbyernes kældre, da NATO’s bombardementer stod på i foråret 1999. Børn, der var vidne til krigen, men ikke ofre for dens mest brutale manifestationer. De forstår, hvorfor krigen brød ud, og hvem de forskellige aktører var, men de erfarede ikke mørket, der ødelægger menneskets skabende kraft. De er splittede mellem tre tider: den konfliktfulde fortid, den nuværende stilstand og de potentielle fremtidige forandringer. I dag eksperimenterer de med diversitet, rummelighed og kulturel kreativitet.

…

Få danskere har indblik i den aktuelle situation på Balkan. Det er efterhånden årtier siden, at de danske nyhedsmedier dækkede Jugoslaviens sammenbrud, krigsforbrydelserne og ekspræsident Slobodan Milosevics langvarige ophold ved krigsdomstolen i Haag. Billederne har dog brændt sig fast i den offentlige bevidsthed. Vi ser Serbien som en krigsnation; der har været kampe mod osmannerne, nazisterne under 2. verdenskrig, bosniske og Kosovo-albanske muslimer samt NATO. Krigstilstande og indestængt krigerisk passion er den røde tråd gennem Serbiens historie.

Når man hører historier om Serbien i dag, handler det ofte om nationalistisk vold i forbindelse med fodboldkampe og homoparader. Sådanne overgreb blev skildret i den prisvindende serbiske film PARADA fra 2011. Filmen fortæller historien om en gruppe gangstere, som beskytter en gruppe homoseksuelle til gay parade i Beograd, før det alligevel ender i en blodig affære med flere døde og sårede. De voldsomme begivenheder demonstrerede på ny den aggressive, nationalistiske fastholdelse af landets konventionelle, kristne syn på køn, seksualitet og ægteskab. Ikke engang politiet kunne stå imod, og ’Jugi’-stereotypen viser sig i hele sin primitive vælde: den kronragede unge mand i træningssæt, med de to serbiske fugle på ryggen og et destruktivt had til forandring.¹ Han tør ikke udfordres på sin balkanske mandschauvinisme, så han forsvarer sig som en arrig komodo dragon.

…

Borgerkrigen splittede den jugoslaviske befolkning i tre typer. Der var de veluddannede, som greb muligheden for at bosætte sig i vestlige lande. Grundet deres akademiske baggrund, og ønsket om at skabe bedre muligheder for deres børn, resignerede de – og lod andre om at håndtere konflikten. Serbien mistede de kløgtige hoveder. Man kan i bakspejlet spørge sig selv, hvilken betydning deres fravær har haft for løsningen af konflikterne. Kunne deres diplomatiske sindelag og intellektuelle modenhed have afhjulpet dem?

Dernæst var der de, der bukkede under i afmagt og frustration, og som den dag i dag henslæber et fattigt liv i byerne og landsbyerne. De er ofre for korruptionen og får ikke selv en bid af kagen. Selvom disse mennesker repræsenterer størstedelen af befolkningen, har deres stemme ingen betydning. Men deres efterkommere kræver at blive hørt – det kommer vi til.

Endelig er der dem, som under borgerkrigen slog ind på en kriminel løbebane, idet de nægtede at lade sig kue af de politiske kræfter. De ville have sikkerhed, magt og frihed, hvilket de fandt i penge, narkotika og våben. Sådanne typer lever videre i Beograd den dag i dag, hvor kriminalitet er blevet mange menneskers levevej. Vi taler her ikke om den simple gadekriminalitet, der registreres i de ’officielle’ kriminalitetsstatistikker. Kriminaliteten er indgroet i samfundet og konstituerer selve de politiske strukturer.

Den officielle gennemsnitsløn er betydeligt lavere end det, den gennemsnitlige borger, uofficielt, siges at leve for. Mange penge cirkulerer rundt, som ikke registreres i det officielle system. Jeg kan huske, min far engang sagde: ”I Danmark kan du ikke slå en prut uden at registrere den”. Det kan man i høj grad i Serbien. Borgerkrigens junglelov gælder på mange måder stadig, hvilket korruption på socialt, institutionelt og politisk plan er med til at forstærke.

Den kriminelle har stadig gunstige kår i Serbien – han begår sig sågar i politiske kredse, hvor han bruger de ”ægte” politikere som talerør. Det er typen, der lytter til TURBO-folk², mens hans kone dyrker en hyperkommercialiseret femininitet med silikone i alle afkroge. Serbien er grænselandet, hvor popstjerne, mafioso og politiker ofte smelter sammen.

Hvis ikke man er flygtet, er man enten blevet forarmet eller kriminel som resultat af borgerkrigen.

Serbien er fanget mellem apati og kaos, og sådan har det været siden ’gode gamle Tito’ døde i 1980. Når snakken går om borgerkrigen, har den ældre befolkning en tendens til at glorificere tiden under eksdiktatorens styre: ”Tito sikrede ro og orden, og alle følte sig trygge”. Der var fred mellem de forskellige religiøse grupper, arkitekturen var jævn og socialistisk, og det siges endda, at man som Kosovo-albaner havde ret til cirka 5 procent rabat på alle varer hos købmanden og på markedspladserne. Der blev taget hånd om dem, der havde mindst, og selvom russerne beskyttede Tito, gik han sine egne veje. Rygtet siger, at han om aftenen sneg sig ud fra sit storslåede palæ for i ’civil’ at observere folket fra lokale restauranter. Han opsnappede kontroverser, synspunkter og lyttede til folkets røst. Tito-erindringen er en nostalgisk fanfare for en befolkning fanget mellem frygt og overtro: En fanfare for en succesfuld kommunisme uden sidestykke.

For et par uger siden sad min mor og jeg i en lille stue i mine bedsteforældres gamle lejlighed. Baba (bedstemor) og deda (bedstefar) kom til Danmark i 70’erne, hvor de påbegyndte deres lange karrierer med at rense toiletter og vaske klæder fra operationsstuer på danske hospitaler. Min morfar taler varmt om den nye præsident, Aleksandar Vučić, der sælger idéen om et ”Storserbien”, hvor ingen længere skal føle sig underkuede. Min mor ryster smilende på hovedet. Hun forsikrer mig om, at Serbien aldrig har haft en mere korrupt og nationalistisk præsident. Præsident Vučić rekrutterer unge akademikere og betaler dem for at promovere sit partis visioner. Hvis man har en ambition om at blive til noget inden for den politiske eller akademiske verden, må man opgive de ideer, der er i uoverensstemmelse med regeringens.

…

Men hvor faren vokser, vokser redningen også. Ud af de ødelæggende erfaringer er der vokset en mere politisk bevidst ungdom. En ungdom, der endnu ikke har overgivet sig til Vučić og de korrupte serbiske institutioner. Dette er særligt tydeligt i Beograd, hvor unge mennesker forsøger at genfortælle historien om Serbien for derved at åbne muligheden for, at landet kan udvikle sig til det bedre. Den politiske bevidsthed søges skærpet gennem kunst, kultur, politiske bogklubber og aktivistisk musik.

Fra den serbiske rap-scene lyder et råb om hjælp – og et ønske om at skabe en bevidsthed om landets mørke sider. Med sange som ”Sistem te laže” (Systemet lyver over for dig)³ og ”Kasno Je” (Det er for sent)⁴ plæderer musikgruppen Beogradski Sindikat for et anti-EU-standpunkt. Djokara og Prilepak parodierer prototypen på den korrupte serbiske politiker og afslører ham som det, han i bund og grund er: en bonderøv. I den mere dystre ende af skalaen ripper gangsterrappere som Coby op i det kollektive traume, borgerkrigen har skabt.⁵ Snigmord, korruption og mennesker i kødkværne. Narko- og menneskesmugling. For mange serbere skaber musikken en terapeutisk indgang til fortiden og krigen. I modsætning til i Danmark er de serbiske rappere ikke ude på at imitere amerikanske gangsterstjerner.⁶ For serberne handler deres rap om den virkelighed, de befinder sig i.

De unge fortrækker sig. De søger tilflugt i de mange nedlagte fabrikker i de bydele, hvor den grå og golde socialistiske arkitektur hæver sig mod den brændende og forurenede storbyhimmel. En musikcafé, hvor engagerede systemkritikere mødes, er gemt på taget af en kæmpestor nedlagt fabrik. Der er udsyn over den by, diskussionerne i cafeen sværmer om. I denne eks-jugoslaviske tidslomme angriber de kreative unge fremtiden. Men der er også en naivitet og håbløshed over de anti-nationalistiske ungdomsrøster. Jargonen er klumset, argumenterne rodede, og styrken i nytænkningen som en forvildet fireårigs. Korruptionens kræfter er i den henseende langt stærkere. Kriminaliteten er kompleks og gennemsyrer Serbien på mange niveauer, og i det politiske landskab findes ingen grobund, som anti-nationalisterne kan rodfæste sig i. Til gengæld er der rig mulighed for at lade sig friste af de kriminelle smutveje til materielle goder og social magt.

I Serbien er der fortsat en stor kløft mellem den fremspirende ungdom og de etablerede magthavere. På den ene side har efterkrigstider historisk set vist sig at byde på positiv forandring. På den anden side lever korruptionen bedst i efterkrigens kødsår. Nationalismen har muligvis ikke fået det sidste ord endnu, og der er således stadig håb for Beograds fremspirende unge. En bedre fremtid for Serbien er ikke indbildning, men vejen dertil er fortsat utydelig og lang.

Jelena Bundalovicer KA i filosofi og bestyrelsesmedlem i Netværk for kvinder i filosofi

1. ’Jugi’ er en forkortelse af ’Jugoslaver’.
2. En musikgenre, der for alvor blev udbredt under borgerkrigen.
3. https://www.youtube.com/watch?v=hkSzmPnzF-o ”Sistem te laže” (Systemet lyver overfor dig)
4. https://www.youtube.com/watch?v=Fn2K5N9cJVM ”Kasno Je” (Det er for sent)
5. Se ”Crni Sin” (Sorte Søn). YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=KF-9RpwhHco
6. I Danmark holder vi morgenfester i stilsikre Acne-jeans, mens vi fyrer op for Nas, Eminem eller 2Pac og ter os som tosser, der forstår os på det, der rappes om. Selv Gili og Sivas rapper om det, mange af os (inklusive dem selv) oplever som nærmest ’abstrakte’ fænomener.