Derfor skal du skrive under på borgerforslaget om de afviste asylbørn

af Tone Olaf Nielsen & Michala Clante Bendixen
Illustration i toppen af Julie Nord

I 2012 besluttede et flertal i Folketinget at oprette særlige udrejsecentre, hvor afviste voksne asylansøgere skal bo, indtil politiet kan tvangsudsende dem. Siden 2016 har man også anbragt afviste børnefamilier i hjem- og udrejsecentre, hvor børnene lever en trøstesløs tilværelse.

Familierne skal opholde sig i centrene og får ingen kontante ydelser. De må ikke selv lave mad, men spiser tre gange dagligt i centrets cafeteria. Omgivelserne er triste og beskidte, og der er få fritidstilbud til børnene. De fleste børn kan ikke få plads i folkeskolen, men går i Røde Kors’ asylskole, som har få ressourcer, stor udskiftning og svingende undervisning. Og alle børnene lever i konstant frygt for at blive tvangshjemsendt til de forhold, deres familier flygtede fra.

I oktober 2018 vurderede Rigspolitiet, der er ansvarlig for udsendelsen af afviste asylansøgere, at udsendelsessituationen for 57,54% af alle afviste asylansøgere er “fastlåst”, hvilket vil sige, at tvangsmæssig udsendelse er umulig eller vanskelig og tidskrævende at gennemføre.

de er angste for at rejse tilbage, selvom de danske myndigheder ikke mener, at de er i risiko. De bliver her og ser deres børn blive syge, fordi de mener, at tilstandene i deres hjemlande er værreUdlændinge- og Integrationsministeriet vurderede i september samme år, at 70 ud af de 110 børn, der p.t. bor på Sjælsmark, er fastlåste og risikerer at befinde sig i udsendelsesposition i årevis uden udsigt til faktisk udsendelse. Antallet af fastlåste børn i Avnstrup kendes ikke, men tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der pr. 30. juni 2018 er i alt 130 børn, som har tilbragt 4–12 år i asylsystemet, hvad mange eksperter og organisationer vurderer somuacceptabelt lang tid.

De langvarige ophold skaber ifølge Røde Kors-ansatte psykolog Sólveig Gunnarsdóttir:

“angste børn, der har mange spørgsmål til deres asylsag og fremtid, spørgsmål uden noget konkret svar. Angste børn, der ikke tør give slip på deres forældre, af frygt for at politiet henter dem, mens de er væk fra hinanden. Angste børn, hvis nervesystem kører på overdrive, og som er i kronisk alarmberedskab. […] Børn, der gradvist forstår og mærker, at de og deres forældre er uønskede, og begynder at tvivle på om der er plads til dem i verden. […] Børn, hvis udvikling og trivsel gradvist tager skade af at vokse op i håbløshed og desperation.”

Opholdet under de utålelige forhold er et bevidst forsøg på at presse dem til at rejse. Politikerne lægger ansvaret over på forældrene: det er dem, der ikke vil samarbejde om udrejse, og de anklages for at tage deres egne børn som gidsler og for at forsøge at vente sig til asyl.

Hvorfor rejser forældrene ikke bare hjem i stedet for at lade deres børn vokse op i Sjælsmark og blive syge, spørger mange? Vores nære kendskab til disse forældre gennem årene viser, at de bliver her, fordi de er angste for at rejse tilbage, selvom de danske myndigheder ikke mener, at de er i risiko. De bliver her og ser deres børn blive syge, fordi de mener, at tilstandene i deres hjemlande er værre end i Sjælsmark og Avnstrup. Endvidere kan en del af dem slet ikke få indrejsepapirer fra deres oprindelseslande. Og deres angst kan ikke afvises så skråsikkert: chancen for at få asyl er mindre i Danmark end i EU generelt, og en del sager omgøres gennem tiden.

Uanset hvad man måtte mene om forældrenes bevæggrunde for at modsætte sig frivillig udrejse, skal det pointeres, som Dansk Flygtningehjælp gør det i en ny rapport, at “på ingen andre lovområder i Danmark straffes børn for deres forældres beslutninger.”

På den baggrund mener vi, at Sjælsmark og Avnstrup er et brud på FN’s Børnekonvention, som Danmark tiltrådte i 1991, der skal sikre alle børns ret til en tryg barndom, liv og udvikling uanset opholdsgrundlag.

Derfor gik bekymrede asylforældre, organisationer, virksomheder og mere end 100 kendte danskere sammen om at stifte Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. Bevægelsen blev stiftet i Trampolinhuset i 2017 og arbejder for at sikre bedre rets- og levevilkår for asylbørn i Danmark.

I december offentliggjorde Folkebevægelsen et borgerforslag, som skal sikre de afviste børn en bedre opvækst. Vi har tre krav til politikerne i Danmark:

1.       Der skal være en tidsgrænse for, hvor længe et barn må bo i et hjem- eller udrejsecenter. Vi siger max. 18 måneder. Hvis politiet ikke har kunnet udsende familien inden da, så skal barnet og dets forældre tildeles midlertidig opholdstilladelse på 2 år med mulighed for forlængelse. Så barnet endelig kan begynde at leve et normalt liv i sikkerhed og tryghed. 

2.      Børnene skal have lov til at spise mad de kan lide lavet af deres forældre. Derfor skal cafeteriaordningen afskaffes, og familierne skal have ret til at lave deres egen mad i centrene.

3.      Børnene skal have en ordentlig og alderssvarende uddannelse, mens de er her. Derfor skal alle asylbørn garanteres en plads i den danske folkeskole.

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid så helst, at hjem- og udrejsecentrene blev lukket helt. Men det er der næppe folkelig eller politisk opbakning til for tiden. Så borgerforslaget er et forsøg på i det mindste at sætte en tidsgrænse for, hvor længe et barn max skal bo i centrene – og forbedre deres levevilkår, mens de bor der.

Vi har allerede samlet 29.000 underskrifter og skal samle i alt 50.000 underskrifter inden 8. juni.

Hjælp os med at få politikerne til at lytte. Skriv under på borgerforslaget og find 10 andre personer der skriver under. I kan finde borgerforslaget her.

Lad os sammen skabe et stort folkeligt flertal for forandring for de afviste børn.

Tone Olaf Nielsen (Trampolinhuset, Folkebevægelsen for asylbørns fremtid) er hovedstiller & Michala Clante Bendixen (Refugees Welcome) medstiller af borgerforslaget. En kortere udgave af debatindlægget har tidligere været bragt i SOS mod Racisme.