Anmeldelse: En queeret lykke

I Argonauterne fletter Maggie Nelson en lang række tænkeres arbejder sammen med en personlig fortælling om queer-identitet og familiedannelse. Formelt set er bogen et queer-værk, eller, som anmelderen fortæller, er bogen queer i sig selv.

Af Oskar Fehlauer Nielsen
Illustration i toppen af Signe Parkins

Jeg ved ikke, hvad der har været så svært ved denne bog. Længe lå den fremme på mit bord. Jeg udskød at åbne den, for jeg vidste, at Nelson i Argonauterne beskæftiger sig med filosoffer og tænkere, jeg aldrig selv har læst, men har hørt folk snakke om så ofte, at jeg har følt en form for fjernt bekendtskab med dem. Mest af alt vidste jeg, at jeg skulle skrive om den. Og jeg var bange for at opdage at det var umuligt. Efter at have læst den, opstod problemet rigtig nok. Jeg kan bedst forklare det sådan her: Det føles som om bogen ryster ordene af sig. Som om den siger fra over for at blive formindsket, på den måde som ethvert forsøg på at beskrive den ville være en formindskelse. Også den her måde at starte en tekst om bogen på virker forkert. Det irriterer mig, at det er den eneste måde, jeg kan gå til Argonauterne på – ved at skrive uden om den, og rundt om den. Måske er det netop det, der gør bogen så overlegen.

*

Argonauterne er en drøm at læse. Jeg føler mig ført igennem som ved en rolig, bestemt hånd, der kender vejen, men lader mig stoppe op og læse igen, bladre tilbage. Bogen kommer omkring meget på sine lidt over 200 sider. Nogle emner berører Nelson kun med en sidebemærkning. Andre opholder hun sig ved, udfolder og viser frem i forskelligt lys. Flere emner bliver hun ved med at vende tilbage til. Kronologien er ikke nødvendigvis logisk, men den føles altid meningsfuld.

På de første sider af bogen stilles spørgsmålet: Slår ord til? Det beskrives, hvordan Nelson har været tilhænger af Wittgensteins pointe: at det uudsigelige indeholdes – usagt – i det der siges. Så møder hun Harry, der planter en tvivl i hende – findes der i virkeligheden ting som ord (sproget) ikke kan betegne? Og hvad sker der med det, som ordene ikke kan dække? Det ”falder bort, bliver slået ihjel” mener Harry, det er bevidsthedens cookie cutter (kageudstikker). Samtidig siger han, at ord ikke kan betegne det, der er godt, ægte og som flyder frit.

Nelson fremskriver et patchwork af andre tænkere, forfattere og filosoffers stemmer. Butler, Foucault, Ahmed, Didion, Myles, Barthes, Sontag, Lacan m.fl. Hun nærmer sig nogle komplekse temaer og problemer ved at beskrive sit besvær med dem, vise kompleksiteten frem. På sin vis er Argonauterne på mange måder en særlig bog. Den befinder sig i grænselandet mellem en biografisk, personlig fortælling og et teoretisk værk. Sådan udfordrer den formmæssigt et mere klassisk bogformat. Og den gør det godt.

Nelson taler med mange stemmer gennem bogen; hun tænker andres tanker, skriver med deres ord eller ud fra dem, oven på dem. Det er et udtryk for den tilnærmelse, bogen hele tiden foretager sig. Som om hun her går ud og væk fra sig selv, men på den måde igen og igen kommer tættere på sig selv.

*

Midt i formsprængningen, gennem det tætvævede tæppe af andre stemmer løber en kærlighedsfortælling: Maggie Nelson møder kunstneren Harry Dodge i efteråret 2007. Harry er genderfluid (han identificerer sig hverken som mand eller kvinde); Harrys kønsidentitet er et tema i bogen – om ikke at passe ind i gængse narrativer, om at være et queer par. Hun beskriver, hvordan de flytter sammen – Maggie, Harry og Harrys søn fra et tidligere forhold – i et hus på en bakke med udsigt over et bjerg. ”Den udsigt. Det var muligvis bare en høj med lidt kratbevoksning og en sø af brakvand på toppen, men i to år var det vores bjerg.”

”Der er noget virkelig mærkeligt ved at leve i en historisk periode, hvor den konservative angst og fortvivlelse over, at queers omstyrter civilisationen og dens institutioner (især ægteskabet), eksisterer side om side med den angst og fortvivlelse, som mange queers oplever ved ikke at kunne omstyrte civilisationen og dens institutioner”Den lykke, der ligger i beskrivelserne af huset og livet, er vidunderlig. Det som føles anderledes opløftende ved dem, er, at det føles som en queeret lykke. Sådan forvandler kærligheden bakker til bjerge.

Der er noget rørende i skildringen af forholdet til stedsønnen. Legene de leger, bjørnefamilie i sengen om morgenen eller den faldne soldat, hvor han er soldaten, der falder omkuld i sin palliet-rustning, mens hun er den gode fe, der drysser tryllestøv over ham: ”og han fandt tydeligvis en ny, afslappende glæde, ved bare at ligge der, beskyttet af sin fantasirustning, mens en, der var nærmest fremmed, men hurtigt var med at blive en del af hans familie, vendte og drejede hver kropsdel for at lede efter såret.”

Samtidig er der også erkendelsen af stedforældreren som en potentielt belastet identitet:

”Uanset hvor fantastisk man er som stedforælder, uanset hvor meget kærlighed man har at give (…) så er man af strukturelle grunde altid i farezonen for at blive hadet eller afskyet, og der er meget lidt, man kan gøre ved det, ud over at holde ud og forsøge at så små frø af fornuft og god stemning.”

Til Harry står der, før bogen begynder. Forholdet til Harry er omdrejningspunktet i bogen. På et tidspunkt siger Harry: ”Du har skrevet om alle dele af dit liv bortset fra det her, bortset fra queer-delen”. Senere stikker manuskriptet op af hans rygsæk, og de tager ud for at spise frokost og tale om det. Men nu findes den så, bogen om queer-delen – bogen som er queer-delen. Argonauterne rummer som queer-værk forholdet til Harry med det flydende køn og den sammenbragte ”regnbue”-familie. Og så er der de mere åbenlyst politiske  overvejelser, såsom Nelsons sidebemærkning om, hvordan man læser Judith Butlers Kønsballade ”dårligt”, hvis man læser kønnets performativitet, som et valg eller en daglig styling foran spejlet. Særligt præcist oplevede jeg et udsagn som:

”Der er noget virkelig mærkeligt ved at leve i en historisk periode, hvor den konservative angst og fortvivlelse over, at queers omstyrter civilisationen og dens institutioner (især ægteskabet), eksisterer side om side med den angst og fortvivlelse, som mange queers oplever ved ikke at kunne omstyrte civilisationen og dens institutioner (…)”

*

Maggie og Harry beslutter sig for at prøve at få et barn sammen. De forsøger forgæves i over et år, fyldt med kolde undersøgelsesborde, tidlige morgener med termometre og ægløsningstests, før det lykkes. Imens begynder Harry på testosteron.

”2011, den sommer vores kroppe forandrede sig. Jeg var fire måneder henne, og du havde været på testosteron i seks måneder. Med hver sin uudgrundelige hormonsuppe i kroppen tog vi af sted til Fort Lauderdale for at tilbringe en uge i regntiden på et Sheraton-hotel, der lå på stranden, så du kunne få fjernet dine bryster af en dygtig kirurg og restituere.”

Nelson gør modstand mod at tænke i forskellen på graviditet som et naturligt kropsligt forløb, over for operationerne og hormonerne som en manipuleret, kunstig proces:

”På overfladen virkede det måske, som om din krop blev mere og mere »mandlig«, og min mere og mere »kvindelig«. Men sådan føltes det ikke indeni. Indeni var vi to menneskedyr, der undergik forvandlinger side om side og var hinandens upålidelige vidner.”

Skildringen af kroppenes forandringer er skrevet så ærligt, så poetisk og så rent: ”Din seksualitet er steget ned fra bevidsthedens labyrint og breder sig som en poppel i en varm brise”, eller: ”Jeg havde troet, at det at føde ville få mig til at føle mig uovervindelig og rummelig, ligesom fisting. Men selv her to år efter fødslen føler jeg mig mere blævret end frodig indvendig. Jeg er begyndt at overgive mig til at tanken om, at følelsen måske er forandret for altid, at det er dén følsomhed, jeg, vi, nu må arbejde videre med. Kan skrøbelighed være ligeså sexet som frækhed? Det tror jeg, men nogle gange har jeg svært ved at finde ud af hvordan.”

*

Et sted i bogen inddrager Nelson kønsteoretikeren Eve Kosofsky Sedgwicks tanker omkring queer-begrebet:

”Hun ønskede, at begrebet skulle være en varig kilde til begejstring, en form for joker – en nominativ, ligesom Argo, klar til at betegne flydende eller foranderlige dele – et begreb, man kan bruge til på en gang at fastholde og undslippe. Det er det, generobrede begreber kan – de bibeholder, de insisterer på at bibeholde, en fornemmelse af det flygtige.”

Og med den forståelse af queer, bliver det også nemmere at forstå, hvorfor bogen ikke bare beskæftiger sig med queer som område eller ”tema”, men at bogen er queer. I formen, i fornemmelsen for det flygtige.

Der er meget, som Argonauterne ikke kan fortælle direkte, som må ligge og glimte eller pusle forsigtigt i det fortalte. Men det findes stadig, det falder ikke bort. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den eneste måde jeg kan skrive om bogen, er ved at kredse om den. Eller om det er den eneste måde at skrive om den uden at ødelægge det, der gør den queer.