40-året for den Den Utænkelige Alliance

I disse dage ser man billeder fra Iran, hvor Den Islamiske Republik fejrer 40-året for den iranske revolution med anti-amerikanske bannere og brændte amerikanske flag. Jubilæet burde samtidig være en anledning til at revidere vores forståelse af den begivenhed, som startede som en befolknings kamp for frihed og ordentlige levevilkår, men endte med et islamisk diktatur. Nyligt frigivet kildemateriale giver os et detaljeret indblik i, hvordan Ayatollah Khomeini og USA samarbejdede i dagene op til Khomeinis magtovertagelse.

I februar 1979 væltede befolkningen efter længere tids demonstrationer og strejker den iranske konge, Shahen. Det over 2.000 år gamle monarkiske styre i Iran var dermed forbi. Ayatollah Khomeini satte sig efterfølgende formelt på magtapparatet, men blev hurtigt udfordret af politiske modstandere og en fortsat aktiv revolutionær bevægelse. Khomeini skulle altså efter februar 1979 først til at konsolidere sin magt og nedkæmpe sine modstandere. Denne magtkamp stod på i et par år og endte med, at Khomeini sejrede, kunne indføre sit præstestyre samt slå hårdt og brutalt ned på al politisk modstand. Det er også siden denne periode, at Iran går fra en stærk alliancepartner for Vesten til at blive den store fjende i Mellemøsten.

I den offentlige bevidsthed er forholdet mellem Vesten og præstestyret først og fremmest kendetegnet ved indædt fjendtlighed. Det er der god grund til, da præstestyret med først Ayatollah Khomeini og nu Khamenei på mange måder er i modsætning til de værdier, som hyldes i den vestlige verden. I vores del af verden er det især diplomatiske kriser og økonomiske sanktioner, der har præget overskrifterne om Iran. De iranske politikere og præster holder heller ikke igen med at kritisere den vestlige verden – USA bliver notorisk beskrevet som ”den store satan”. Der er altså ingen tvivl om, at forholdet er anspændt.

Nyligt afklassificerede dokumenter fra det amerikanske udenrigsministerium og CIA viser dog, at det er tid til at revurdere det ellers så velkendte fjendeforhold mellem præsterne og de vestlige lande. Kildematerialet viser, at Khomeini og ”den store satan” samarbejdede i dagene omkring shahens fald for at opnå en kontrolleret løsning på revolutionen, som skulle bringe Khomeini på magten og holde kommunisterne ude.

Tænk det utænkelige

I starten af november 1978, altså tre måneder før shahen blev væltet, skrev den amerikanske ambassadør i Iran, William H. Sullivan, et telegram til Washington med titlen ”Thinking the Unthinkable”.¹ Her udtrykker ambassadøren for første gang sin alvorlige bekymring over udsigten til shahens fald, og at USA skal indstille sig på at sikre sine egne interesser, i tilfælde af at shahen bliver presset til at gå af. Kildematerialet peger på, at USA’s vigtigste interesse var, at militæret kunne fastholde sin magt og undgå splittelser, så man undgik en ukontrollerbar situation, som man frygtede ville give rum til de kommunistiske grupper.

Et par måneder efter William Sullivans besked, i januar 1979, blev det utænkelige virkelighed for amerikanerne, da man indså, at det var umuligt at undgå en revolution og shahens fald. Man skiftede dermed hurtigt og pragmatisk politik og igangsatte etableringen af tætte kontakter til Khomeinis religiøse opposition og militæret for at sikre sine egne interesser i landet. Den amerikanske ambassadør i Iran gik sammen med de to udsendte amerikanske generaler Robert Huyser og Philip Gast i gang med at ”fremme en dialog” mellem militæret og Khomeinis folk. I denne periode skabte amerikanerne tætte kontakter til Khomeinis religiøse opposition, og man var i daglig kontakt med ayatollahens folk både i Iran og i Paris, hvor Khomeini sad i eksil. Amerikanerne havde samtidig historisk haft tætte kontakter til det iranske militær og dets generaler, hvoraf mange var trænet af amerikanerne selv. Man havde altså tætte kontakter til begge lejre i denne periode.

I de næste mange dage spillede amerikanerne en facilitatorrolle i møderne mellem militæret og Khomeinis folk. Det var sågar på tale, at disse møder skulle foregå hjemme hos en af den amerikanske ambassades embedsmænd.² Sigtet var at gøde jorden for en kontrolleret magtovertagelse til Khomeini. Ved brug af deres kontakter i hhv. militæret og Khomeinis magtkreds, og ved at presse på for at få en aftale i stand imellem dem, spillede amerikanerne en væsentlig rolle i at få militæret og Khomeinis folk til at tale med hinanden og vise forståelse for modparten. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Cyrus Vance, beskriver træffende den amerikanske rolle i et telegram d. 19. januar 1979 til sine ambassadører i både Paris og Tehran: ”USA kan facilitere den nødvendige dialog mellem Khomeini og militæret, hvilket vi har forsøgt at gøre”.³

Islamistisk bolværk

Det var i særdeleshed den anti-kommunistiske holdning hos både militæret og Khomeini, som tiltalte amerikanerne. Blandt andet skrev ambassadør Sullivan til Washington få dage før shahens fald, at Khomeinis shia-islamiske bevægelse var ”langt bedre organiseret, oplyst og i stand til at modstå kommunisme”, end dens kritikere mente.⁴ Khomeini ønskede naturligvis også USA’s hjælp til at overbevise militæret om en fredelig magtoverdragelse til sin fordel. Blandt andet forsikrede Khomeini amerikanerne om, at det nye styre i Iran ikke ville blive kommunistisk, men bestå af folk, som USA kunne acceptere.⁵

Khomeini og militæret indgik i slutningen af januar 1979 en aftale med hinanden, og Ayatollahen kunne vende triumferende tilbage til Iran d. 1. februar efter flere end 14 år i eksil. Det nye kildemateriale afslører bl.a., at USA’s faciliterende rolle ikke kun var med til at bringe Khomeini sikkert tilbage til Iran, men også skabe en mere politisk alliance mellem USA, militæret og Khomeini: en antikommunistisk triade. USA hjalp dermed et regime på magten, som sidenhen vendte sig imod dem selv – og samtidig aflivede alle revolutionens løfter om frihed og demokrati.

Det burde være et velkendt faktum, at vestlige stormagter ofte har indgået alliancer med fundamentalistiske kræfter for at tjene sine egne interesser. Saudi-Arabien er et godt eksempel på dette. Dokumentmaterialet viser da også, at amerikanerne forstod de aktuelle udfordringer i Iran på baggrund af deres gode erfaringer med det saudiske kongedømme. Forventningen var således, at et godt forhold kunne etableres, og at de islamiske kræfter kunne indgå i bolværket imod kommunisme. Det samme forsøgte man på omtrent samme tid i Afghanistan, hvor man støttede de islamiske mujahediner i krigen imod Sovjetunionen – og dermed lagde grobunden til grupper som al-Qaeda. Denne støtte udviklede sig som bekendt heller ikke til en lykkelig alliance for amerikanerne.

Nødvendighedens fjendskab

I modsætning til hvad mange forestiller sig, var det altså ikke givet på forhånd, at forholdet mellem de vestlige lande og Den Islamiske Republik Irans skulle ende med at blive så betændt, som det er i dag. Tværtimod var der mange fælles interesser for de to parter, og der er i månederne efter Khomeinis magtovertagelse flere eksempler på initiativer fra begge lejre, som skulle hjælpe til at etablere et godt forhold.

Intet i kildematerialet tyder på, at Khomeini ville have vendt sig imod USA, hvis ikke situationen havde gjort det opportunt for ham. Revolutionen fortsatte nemlig efter hans formelle magtovertagelse d. 11. februar 1979, og særligt venstrefløjsgrupper mønstrede en stadig større trussel mod Khomeini. Khomeini blev altså først efter sin magtovertagelse klar over, at det ville være gunstigt at indtage en stærkt anti-amerikansk position – både for at svække den mere liberale fløj, som eksisterede i hans regime, og for at vinde øget opbakning i befolkningen, som politisk set var stærkt anti-amerikansk efter shahens tid. Khomeini havde altså en yderst pragmatisk tilgang, hvilket USA og de vestlige lande i høj grad undervurderede.

I anledning af jubilæet for den iranske revolution er det altså værd at sætte tingene i et nyt perspektiv. Vi ser billeder af Khomeini, anti-amerikanske bannere og brændte amerikanske flag. Samtidig hører vi, at vestlige demokratier og islamiske autokratier umuligt kan trives sammen. Men det nye kildemateriale afslører, at netop disse to parter samarbejdede tæt i de mest afgørende dage ift. den iranske befolknings fremtid og sammen fik sat en stopper for den progressive udvikling samt banede vejen for et undertrykkende regime i Iran.

Emil Vatani er cand.mag i historie fra Københavns Universitet med speciale i den iranske revolution. Han skriver ofte nyheds- og debatindlæg om emner, som vedrører Iran.

1. Embassy in Tehran to State Dep., 9^th Nov. 1978, P840153-1982, NA
2. Embassy in Tehran to State Dep., 14th Jan. 1979, P850011-0168, NA. Embassy in Tehran to State Dep., 14th Jan. 1979, P850011-0172, NA
3. State Dep. to embassy in Paris, 18^th Jan. 1979, P840171-0350, NA
4. Embassy in Tehran to State Dep., 3th Feb. 1979, D790052-0997, NA
5. Embassy in Paris to State Dep., 24th Jan. 1979, P840130-1787, NA