Contrapoints – et teatralsk modsvar til det reaktionære internet

I de senere år har kulturkampe på nettet i stigende grad været med til at forme unge amerikaneres politiske bevidsthed. I den forbindelse er YouTube blevet en vigtig kampplads. Medieplatformen har i mange år har været domineret af højrefløjen, men på det seneste har man set en opblomstring af venstrefløjskanaler. En af de mest succesfulde er Contrapoints, som giver det reaktionære internet modspil med skarpslebne argumenter, sort humor og en tyk aura af dekadence.

Af Mathias Hee Pedersen

”Det handler om de dårlige sider af internetkulturen”.1 Sådan beskriver den 30-årige amerikanske transkvinde Natalie Wynn sin YouTube-kanal, Contrapoints. Kanalen er på få år blevet kendt for sin på én gang humoristiske og alvorlige behandling af en række kontroversielle politiske emner, heriblandt: feminisme, postmoderne filosofi, strukturel racisme, transproblematikker, ytringsfrihedsdebatten, kapitalismekritik, klimaforandringer og meget andet. Blandt kanalens mest populære videoer er de dybdeborende analyser af Jordan Peterson, alt-right-bevægelsen og incel-fænomenet.2 Contrapoints’ unikke kombination af underholdning, filosofi og politisk teater har tiltrukket en voksende kultskare og høstet stor ros på den amerikanske venstrefløj.3 På det seneste er kanalen endda blevet portrætteret i større medier som The Atlantic, The New Yorker og The Economist.

Wynn er ikke den eneste YouTuber, der trækker overskrifter i den bredere offentlighed. For få måneder siden kunne flere medier fortælle, at de kendte anti-feministiske YouTubere Paul Joseph Watson, Sargon of Akkad og Count Dankula var blev indlemmet i det højrenationalistiske britiske parti UKIP, og at de to sidstnævnte var blandt hovedtalerne til en af partiets konferencer.4 Rationalet bag denne bemærkelsesværdige beslutning var, at man ønskede at appellere til unge, hvis politiske ideer i stigende grad formes på nettet. Et andet eksempel er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan venstrefløjs-YouTuberen Hbomberguy for få dage siden formåede at samle 340.000 dollars ind til transorganisationen Mermaids ved at live-streame en gennemspilning af videospillet Donkey Kong 64. Undervejs fik YouTuberen besøg af en række prominente personligheder, heriblandt den verdenskendte whistleblower Chelsea Manning og venstrefløjskometen Alexandria Ocasio-Cortez.5

Dette er blot to eksempler, der illustrerer den stadigt større politiske rolle, YouTubere har fået. Der er derfor god grund til at interessere sig for den urskov af politiske kanaler, der i de senere år er vokset frem på websiden. Jeg har selv i mange år fulgt med i YouTube-mediets tiltagende politiske indflydelse og vil i dette essay give de uindviede et indblik i websidens politiske landskab og dens mest fascinerende figur. For at forstå, hvordan YouTube blev et vigtigt politisk medie, er jeg først nødt til at skitsere det kulturpolitiske klima, disse YouTube-kanaler er vokset frem i. I de senere år har man i USA set en genkomst af den såkaldte kulturkamp – et begreb, der dækker over den kulturelle strid mellem progressive og reaktionære om samfundsmæssige normer og værdier. Her er et lynhurtig overblik.6

Et årti i kulturkampens tegn

I 2010’erne oplevede progressive ideologier et enormt comeback blandt amerikanske unge. Feminismen gik på få år fra at være relativt marginaliseret til at blive mainstream. Hos de unge blev der diskuteret samtykke og kaldt til demonstrationer mod voldtægtskultur i fraterniteterne. Sideløbende med feminismens genkomst tog aktivismen for transkønnedes rettigheder for alvor fart, mens borgerrettighedsbevægelsen Black Lives Matter igen satte racediskrimination på dagsordenen. I denne periode blev kulturen på flere amerikanske campusser præget af en ny venstrefløjsdiskurs, hvor diskrimination blev udlagt som et hverdagsfænomen, der er indgroet i kulturen og fastholdes af de magtfulde befolkningsgruppers privilegieblindhed. Begreber som intersektionalitet, hvidt privilegium og mikroaggressioner, der havde gæret i det akademiske miljø i årevis, blev nu udbredte blandt venstreorienterede studerende, som forsøgte at skabe nye sociale og sproglige normer for at bekæmpe social uretfærdighed.

Omkring 2015 kom denne nye campuskultur i mediernes søgelys.7 Flere studenter og undervisere begyndte at skrive kronikker, hvori de udtrykke deres bekymring over en kultur, de mente var præget af en overbeskyttende og kvælende ”politisk korrekthed”.8 Samtidig udkom en lang række kritiske reportager og kronikker om miljøet på de amerikanske campusser. Mange konkluderede, at de studerendes krav om at føle sig sikre fra diskrimination i undervisningen risikerede at underminere fagligheden, ytringsfriheden og den akademiske frihed.9 Fortællingen om de overbeskyttede studerende var ikke begrænset til den konservative lejr, men det var utvivlsomt her, den blev taget op med størst indignation.10 Her begyndte man at tale om, at campusaktivismen blot var det mest synlige eksempel på en mere generel tendens mod ”politisk korrekthed” i samfundet.

Internettet som aktivistisk værktøj

Internettets betydning for kulturkampen i disse år kan ikke overvurderes. En medvirkende årsag til de progressive ideologiers renæssance var utvivlsomt, at de digitale medier muliggjorde nye former for aktivisme.11 På samme måde fik nettet en afgørende betydning for modstanden mod den nye campuskultur. Talrige virale videoer, hvor studenteraktivister fremstod selvretfærdige, aggressive eller overfølsomme, begyndte fra midten af 10’erne at cirkulere på nettet.12 Det var i denne periode, begrebet Social Justice Warrior (forkortet SJW) for alvor slog igennem. Begrebet anvendes som et nedladende udtryk for progressive aktivister og bliver typisk anvendt af reaktionære, der ser intersektionel feminisme, identitetspolitik og/eller postmoderne filosofi som en af det moderne samfunds største trusler.13 Disse personer, der typisk enten er værdipolitisk konservative centrister eller tilhører højrefløjen, bliver ofte kaldt anti-SJW’ere og tæller bl.a. figurer som Christina Hoff Sommers, Ben Shapiro, Candace Owens og Jordan Peterson.14 Betegnelsen dækker samtidig over en række internet-personligheder og diverse anonyme internet-trolls.15

YouTube blev på kort tid et samlingspunkt for anti-SJW’ere.16 YouTubere som Sargon of Akkad og Paul Joseph Watson blev internet-celebriteter med videoer som Why do people hate feminism? og Why are feminists fat and ugly? Samtidig blev talkshows som The Joe Rogan Experience og The Rubin Report kendt for at invitere mange af disse anti-SJW’s ind til timelange, ofte ukritiske interviews. To af programmernes mest populære gæster, psykologiprofessoren Jordan Peterson og debattøren Ben Shapiro, kan i høj grad takke YouTube for den store popularitet, de nyder i dag. Websiden har ligeledes kickstartet en lang række karrierer på den yderste højrefløj, heriblandt Milo Yiannopoulos, Lauren Southern, Gavin McInnes, Stefan Molyneaux og Richard Spencer.17 I de senere år har man dog set en voksende venstrefløjsstrømning på netmediet med kanaler som Hbomberguy, Three Arrows, Shaun & Jen, Philosophy Tube og Peter Coffin. Natalie Wynns kanal er en del af denne strømning og er, efter min mening, dens mest interessante repræsentant.

Målet var at omvende unge mænd på 4chan til feminismen

”Jeg tror ikke, det er fordelagtigt for venstrefløjen at behandle oppositionen, som om den er så selvindlysende dårlig, at det er under vores værdighed overhovedet at argumentere mod den (…) min kanals fokus har altid været at nå folk, der ikke allerede er ombord”.I slutningen af 00’erne var Natalie Wynn en del af det ny-ateistiske online-fællesskab på YouTube, der, med Wynns ord, primært bestod af ”nørdede, socialt akavede hvide mænd”.18 Da hun vendte tilbage til YouTube i 2016 efter at have været væk fra websiden i en længere periode, opdagede hun, at mange af de nyateistiske YouTube-kanaler, hun før fulgte, havde bevæget sig væk fra ny-ateisme for i stedet at hoppe med på tidens anti-feministiske bølge. Denne tendens irriterede Wynn, da kritikken i hendes optik var både tandløs og overfladisk.19 Frustration mundede ud i kanalen Contrapoints, som blev lanceret i foråret 2016 med det formål at give disse anti-SJWs modspil. Wynn har senere udtalt, at hun følte sig godt rustet til denne opgave, da hun kommer fra det samme subkulturelle internetmiljøer som de personer, der typisk er kritiske over for feminisme og politisk korrekthed:

”Jeg er også vokset op med 4Chan. Jeg forstår deres værdier og ved, hvordan de tænker (…) jeg tog det næsten som en udfordring: kan jeg sælge ideen om non-binære identiteter som en valid ting for folk, som voksede op med 4Chan?”20

Der gik dog ikke længe, før kanalen løsrev sig fra sit oprindelige udgangspunkt og begyndte at rette sin kritik mod et bredere spektrum af det reaktionære internet. I et interview forklarer Wynn, hvorfor hun har valgt at bruge tid og kræfter på at argumentere mod disse reaktionære kræfter, der tæller både nynazister, kvindehadere og transfober – noget, mange på venstrefløjen kategorisk nægter at gøre:

”Jeg tror ikke, det er fordelagtigt for venstrefløjen at behandle oppositionen, som om den er så selvindlysende dårlig, at det er under vores værdighed overhovedet at argumentere mod den (…) min kanals fokus har altid været at nå folk, der ikke allerede er ombord”.21

I videoerne henvender Wynn sig ofte direkte til fortalerne for de idéer, hun ønsker at udfordre. Hun har dog påpeget, at den målgruppe, hun i virkeligheden prøver at nå, er dem, der flirter med reaktionære ideer, men endnu ikke har købt hele den ideologiske pakke: ”Jeg er ikke ude på at debattere med Richard Spencer. Jeg forsøger at få folk i tale, som finder den type argumenter, han fremfører, overbevisende”.22

 Synthwave, renæssance-kjoler og nazi-flirts

Wynns kanal kan ses som et eksempel på såkaldt infotainment, hvor underholdningselementer bruges som en teskefuld sukker, der skal få seriøse emner til at glide nemmere ned.23 Det identitetspolitiske venstre beskyldes ofte for at være humorforladt. Det er dog ikke en beskyldning, man kan rette mod Contrapoints, der er kendetegnet ved en selvironisk, pervers og fuldstændig skamløs humor. Videoerne har en næsten burlesk æstetik, der befinder sig et sted mellem A Clockwork Orange, Rocky Horror Picture Show og Ru Pauls Drag Race, til et lydtapet, der veksler mellem lystig klassisk musik og dyster synthwave.24 Wynn selv optræder i store parykker, farvestrålende masker og pompøse Renæssance-kjoler – altid badet i en stærk neonbelysning i skrigende rød og pink. I takt med kanalens udvikling har Wynn gradvist konstrueret sit eget univers og befolket det med en række fiktive personer – alle spillet af Wynn selv. I dette farverige persongalleri finder vi bl.a. den ytringsfrihedsfundamentalistiske tv-vært Jackie Jackson, den selvhadende transkvinde Tiffany Tumbles, alt-righteren Freya og den revolutionsromantiske antifa-furry Tabby. Contrapoints-universet besøges også jævnligt af en person fra den virkelige verden, nemlig YouTuberen The Golden One – en nynazistisk svensk bodybuilder, der promoverer hvid nationalisme med termer lånt fra Ringenes Herre. Wynns ”flirt” med denne YouTuber er uden tvivl den sjoveste gennemgående joke på kanalen og er et af de bedste eksempler på kanalens dybt originale stil og blæksorte humor.

Filosofi for folket

Wynn har en baggrund inden for akademisk filosofi, og det er noget, man kan mærke i hendes videoer. I løbet af kanalens levetid har Contrapoints gradvist bevæget sig væk diskussionerne med højrefløjens YouTubere for i stedet at give sig i kast med mere generelle ideer, der er populære blandt reaktionære. Det ses bl.a., når Wynn analyserer begrebet ”postmoderne neo-marxisme”, eller når hun laver en idéhistorisk gennemgang af brugen af ordet ”Vesten” – et populært begreb i den offentlige debat, hvis betydning ofte tages for givet.25 Disse begrebshistoriske ekskursioner sætter populære politiske begreber og fortællinger i en historisk kontekst, hvilket giver de aktuelle debatter noget tiltrængt perspektiv. Bag Wynns jokes og farvestrålende kostumer gemmer sig en knivskarp analytisk sans, og, måske vigtigere endnu, et sjældent talent for at populærformidle kompliceret filosofisk stof. Det ses eksempelvis, når et afsnit af It’s Always Sunny in Philadelphia bruges til at fremføre et argument mod ytringsfrihedsabsolutisme26, eller når Buzzfeeds underholdningsserie Worth It bruges til at forklare den marxistiske vare-analyse.

Et andet område, hvor man ser en inspiration fra filosofien, er i hendes omfavnelse af dialoger mellem fiktive karakterer. Hun har forklaret denne tilgang således:

”Al Platons filosofi er skrevet som dialoger mellem fiktive karakterer, og det fungerer faktisk, når det kommer til politik. Derudover kan jeg godt lide det teatralske aspekt, da politik grundlæggende er teater. Særligt nu. En reality-tv-stjerne er præsident i dette land. Derfor giver det mening at besvare teater med mere teater”.1

Disse dialoger er interessante, fordi de ofte er åbne for fortolkning. Dermed tvinger de seeren til selv at tage stilling.

En dissektion af de højreradikales strategi

Et af de bedste eksempler på denne form for platonisk teater er videoen Debating the Alt-Right, hvor den jødiske akademiker Saul Saltzman og Richard Spencer-parodien Freya er inviteret til at debattere i et talk-show modelleret efter Dave Rubins The Rubin Report. I videoen snor den karismatiske alt-righter Freya tv-værten om sin lillefinger med sin snu retorik, mens Saltzmans desperate indsigelser falder for døve ører. Videoen illustrerer tydeligt, hvordan nutidens højreradikale formår at udnytte centristers liberale idealer, manglende viden om højreradikal ideologi og afsky for det identitetspolitiske venstre til at fremme deres agenda.27 I videoen Decrypting the Alt Right: How to Recognize a F@scist uddybber Wynn denne pointe: ”Fascistiske strategier virker typisk, fordi centrister ofte har en naiv tilgang til dem. De opdager ikke ’dog-whistles’28 og lader ofte tvivlen komme fascisterne til gode. At være vidne til, hvordan centrister agerer politisk, kan føles som at se en vovet komedie med børn, som ikke forstår filmens seksuelle undertoner. Der er et skjult lag af mening, de ikke opfanger.”29

Jeg har selv arbejdet indgående med de nye højreradikale strømninger og kan nikke genkendende til denne analyse. Et udbredt strategisk mål på den moderne højreradikale fløj er at flytte grænserne for den politiske samtale (det såkaldte Overton-vindue) i deres retning. Dette er en del af de højreradikales metapolitiske strategi.30 Mange moderne højreradikale er derfor ekstremt opmærksomme på, hvordan de fremstår i offentligheden, og forsøger ofte at påkalde sig visse fremherskende værdier for at få deres radikale holdninger til at fremstå mere moderate. Denne strategiske bevidsthed på den radikale højrefløj bekymrer Wynn:

”[Alt-right bevægelsen] leder efter ting i mainstream-kulturen, som den kan overtage. Jeg har bemærket, at dette ikke er noget, ”social justice”-venstrefløjen er interesseret i. Man hører ofte fra feminister: ”Vi er ligeglade med at appellere til mænd, vi er ligeglade med at få folk ombord. Vi gør det her for vores egen skyld” eller ”Jeg behøver ikke at uddanne dig”. (…) Det er skræmmende, for de højreradikale er mere end villige til at uddanne dig.”31

Contrapoints’ analyse og kritik af moderne højreradikalisme er anbefalingsværdig af flere grunde. For det første har Wynn et stort kendskab til de højreradikales narrativer og retoriske finter, da hun i sin ungdom fulgte med i debatterne på nynazistiske internetfora som Stormfront for at lære om de højreradikales verdenssyn. Derudover har hun øje for den emotionelle subtekst i de højreradikale budskaber og en god forståelse for, hvorfor nogle tiltrækkes af disse budskaber. Sidst, men ikke mindst udviser hun en sjælden forståelse for den moderne højreradikalismes strategiske vending mod metapolitik, hvilket er af afgørende betydning for at forstå nutidens højreradikalisme.

Transaktivisten

Hvis der er én video på Wynns kanal, der for alvor skiller sig ud, må det være Gender Dysphoria. Videoen blev udgivet i midten af kanalens levetid og udgør et vendepunkt, da Wynn her for første gang sætter ord på den kønsdysfori, der fører til, at hun kort efter springer ud som transkønnet. Til forskel fra Contrapoints’ andre videoer er Gender Dysphoria ikke et video-essay eller en platonisk dialog, men en kortfilm, der giver et indblik i de smertefulde og konfliktfyldte tanker, Wynn havde om sit køn på daværende tidspunkt. Wynn har fortalt, at nogle i transmiljøet er begyndt at se hende som en repræsentant, efter hun transitionerede – en rolle, hun ikke føler sig tilpas i.32 Det har dog ikke betydet, at hun er veget uden om transpolitiske spørgsmål. Tværtimod har hun i stadigt højere grad behandlet transrelaterede emner. I videoerne Pronouns og Are Traps Gay? fremfører Wynn gennemargumenterede afvisninger af en række udbredte transfobiske holdninger. Disse videoer er tiltænkt et bredt publikum, mens andre videoer tydeligvis er bidrag til diskussioner, der føres internt i trans-miljøet (f.eks. Tiffany Tumbles, Autogynophilia og The Aesthetic). Jeg er ikke den rette til at vurdere kvaliteten af sidstnævnte videoer, da jeg ikke er trans og stadig har en ret begrænset viden om disse emner, men de førstnævnte videoer er bestemt anbefalingsværdige for et bredere publikum. Det kan virkelig mærkes, at Wynn her har noget på hjerte. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at mange i queer- og transmiljøet vil blive draget ind i Wynns univers gennem disse videoer.

En udstrakt hånd

Men er det overhovedet relevant for et dansk publikum at forholde sig til en amerikansk YouTuber, der primært laver videoer om den amerikanske kulturkamp? Det mener jeg helt bestemt.

Der er utvivlsomt et publikum for Contrapoints på den danske venstrefløj, af den simple grund at Natalie Wynn laver venstrefløjsanalyse og højrefløjskritik af høj stilistisk og indholdsmæssigt kvalitet. Wynns bizarre sammensurium af entertainment, filosofi, kulturkritik og kunst går af uforklarlige årsager op i en højere enhed. Det er velargumenteret, underholdende og hamrende originalt.

En anden grund til, at Contrapoints bør interessere et dansk publikum, er, at vi er ved at se konturerne af en ny politisk virkelighed, hvor internet-personligheder spiller en stadig større rolle. Denne udvikling er i fuldt flor i USA, og vi ser antydninger til den samme tendens herhjemme. Den højreradikale provokatør Rasmus Paludan har eksempelvis fået stor opmærksomhed gennem YouTube, og for nyligt udgav Zetland en udmærket artikel, der viser, at flere danske ungdomspolitikere henter deres inspiration på netmediet.33 Denne udvikling er værd at holde øje med, og Contrapoints er en glimrende introduktion til YouTubes politiske sfære.

En tredje grund til, at Contrapoints har noget at sige os i Danmark er, at Wynn behandler emner, der allerede diskuteres i Danmark eller sandsynligvis vil komme til det, da både højre- og venstrefløjen inspireres af kulturpolitiske tendenser fra USA. Den enorme interesse for identitetspolitik og campusaktivisme i den danske presse illustrerer, at kulturkampe, som vi kender dem fra USA, nu for alvor er kommet til Danmark. Hvis vi virkelig står foran en genopførelse af de amerikanske kulturkampe på dansk grund, mener jeg, der er god grund til at gøre sig bekendt med den amerikanske debat. Contrapoints leverer, i mine øjne, de stærkeste argumenter fra den venstre side af kulturkampen og fremfører derudover en tiltrængt kritik af de mange anti-SJWs, der, blændet af deres forargelse over det identitetspolitiske venstre, ukritisk indtager de mest absurde politiske positioner og agerer nyttige idioter for den radikale højrefløj.34 Samtidig leverer Wynn fra tid til anden en lige så tiltrængt kritik af de mest negative tendenser på venstre flanke.35

Internettet har en tendens til at reducere folk til tribalistiske, en-dimensionelle tastaturkrigere – særligt når det kommer til politik. Anderledes forholder det sig med Wynn, der hverken er interesseret i retorisk at ”ødelægge” sine politiske modstandere eller at ”prædike for menigheden”.36 Wynn har en klar ambition om at appellere til andre end dem, der allerede er politisk enige med hende. ”Jeg vil have konvertitter”, som Wynn udtrykker det i en video.37 Derfor udviser hun en stor, og for internettet usædvanlig, villighed til at sætte sig grundigt ind i sine modstanderes argumenter og anerkende deres stærkeste pointer. Dette oprigtige ønske om at overbevise er forfriskende, i en tid hvor kulturkampen har skabt en gabende kløft mellem forskellige ideologiske grupperinger – både offline og online. På et stadigt mere polariseret internet er Contrapoints noget så atypisk som en udstrakt hånd. Dette er blot én af de mange grunde til, at hun er en af de mest interessante politiske stemmer på internettet lige nu.

Mathias Hee Pedersen er KA i filosofi og idéhistorie og skriver om højreradikalisme. Contrapoints kan besøges her.

 

Print Friendly, PDF & Email
  1. ”Natalie Wynn, ContraPoints – XOXO Festival (2018)”, youtube.com, d. 9. november 2018, link:  https://www.youtube.com/watch?v=0Ix9jxid2YU&frags=pl%2Cwn.
  2. Incel er en forkortelse for ”involuntary celebate” (ufrivillig cølibat) og bruges til at betegne et internetmiljø af unge (primært) heteroseksuelle mænd, der har opbygget en identitet omkring deres manglende evne til at score. Incels betragtes ofte som en del af manosfæren – en subkultur på nettet kendt for sit stærkt misogyne verdenssyn. Incel-miljøet er blevet kendt i offentligheden, efter at flere af dets medlemmer på det sidste har begået massemord.
  3. Wynn er blevet interviewet af venstrefløjsmedier som Chapo Trap House og The Michael Brooks Show, mens hun af Current Affairs er blevet kaldt ”en en-kvindes blitzkrieg mod Youtubes højrefløj” (”God Bless Contrapoints”, currentaffairs.org, d. 6. maj 2018, link: https://www.currentaffairs.org/2018/05/god-bless-contrapoints.
  4. ”Sargon of Akkad and Count Dankula at UKIP Conference”, ukipdaily.com, 21. september 2018. www: https://www.ukipdaily.com/sargon-of-akkad-and-count-dankula-at-ukip-conference/
  5. ”Ocasio-Cortez Pops Up In Donkey Kong Twitch Stream To Raise Money For Transgender Kids”, huffingtonpost.com, d. 21. januar 2019, link: https://www.huffingtonpost.com/entry/ocasio-cortez-calls-into-donkey-kong-twitch-stream-to-raise-money-for-transgenders_us_5c45436ae4b0bfa693c4c9f3
  6. Hvis man er bekendt med kulturkampen i USA i de senere år, kan man med fordel springe frem til afsnittet ”Internettet som aktivistisk værktøj”. Hvis man intet ved om dette emne og vil vide mere, kan man læse en mere detaljeret gennemgang i fodnoterne, hvor der også er links til diverse artikler om emnet.
  7. Dette kan dog ikke siges at være et nyt fænomen, da ”politisk korrekthed” på de amerikanske campusser også blev diskuteret heftigt tilbage i 1990’erne.
  8. Her er et par eksempler. En juraprofessor fortalte i en artikel, at studerende havde bedt undervisere om ikke at inkludere undervisningen om seksuelle overgreb som en del af pensum til eksamen. Nogle havde endda, ifølge professoren, talt for helt at lade være med at undervise i jura om seksuelle overgreb. Professoren understregede, at disse var eksempler på en generel tendens, hun ikke tidligere havde set på studiet (”The Trouble With Teaching Rape Law”, newyorker.com, d. 15. december 2014, link: https://www.newyorker.com/news/news-desk/trouble-teaching-rape-law). En anden professor indrømmede, at han var begyndt at lade være med at undervise i kontroversielle emner af frygt for at få klager, der i sidste ende kunne lede til, at han mistede sit job (”I’m a liberal professor, and my liberal students terrify me”, vox.com, d. 3 juni 2015, link: https://www.vox.com/2015/6/3/8706323/college-professor-afraid). Efter at have skrevet et satirisk indlæg i et skoleblad, der gjorde grin med begreber som mikroaggressioner, blev en konservativ, muslimsk studerende et mål for vandalisme og hadbeskeder (”Student Newspaper Columnist Says His Doorway Was Vandalized For Anti-Liberal Article (UPDATE)”, huffingtonpost.com, d. 16. december 2014, link: https://www.huffingtonpost.com/2014/12/16/omar-mahmood-vandalism_n_6336158.html.).
  9. The Atlantics The Coddling of the American Mind nok er den mest kendte, selvom The New Yorkers The Big Uneasy, i mine øjne, er en mere anbefalingsværdig artikel. Det skal også nævnes, at der er skrevet næsten lige så mange artikler, der argumenterer for, at fortællingen om en amokløben politisk korrekthed på campus enten er stærkt overdreven eller decideret misvisende (”Political Correctness: How the Right Created a Phantom Enemy”, theguardian.com, d. 30. november 2016, link: https://www.theguardian.com/us-news/2016/nov/30/political-correctness-how-the-right-invented-phantom-enemy-donald-trump; ”What Research Says About The Consequences Of PC Culture”, npr.org, d. 30. januar 2015, link: https://www.npr.org/sections/codeswitch/2015/01/30/382475295/what-research-says-about-the-consequences-of-p-c-culture).
  10. Man kunne også læse kritiske artikler om campuskulturen fra selverklærede liberale i  mere venstredrejede medier som Vox og The New Yorker, ligesom Barack Obama kritiserede tendensen i 2015 (”OBAMA: P.C. CULTURE ON CAMPUS LEADS TO “CODDLED” STUDENTS”, vanityfair.com, 15. september 2015, link: https://www.vanityfair.com/news/2015/09/obama-political-correctness-college-campus). På venstrefløjen har man set kritik af de identitetspolitiske tendenser, både på campus og generelt, fra en række forskellige stemmer, heriblandt Briahna Joy Gray, Asad Haider, Mark Fisher, Benjamin Studebaker, Slavoj Zizek og Angela Nagle. Blandt disse venstrefløjskritikere er der dog stor forskel på, hvad kritikken går på, og hvor hård den er.
  11. Hjemmesider som Everydaysexismproject.com skabte et åbent, og derfor stadigt voksende arkiv, der muliggjorde dokumentation af overgreb og sexchikane på en hidtil uset måde. Virale videoer som Consent is like tea og 10 Hours of Walking Through NYC as a Woman var ligeledes i høj grad med til at sætte en dagsorden omkring samtykke og sexchikane, mens videodokumentation af politibrutalitet mod sorte var med til at øge opbakningen til Black Lives Matter (”Tea and Consent”, youtube.com, d. 16. november 2015, link: https://www.youtube.com/watch?v=pZwvrxVavnQ; ”10 Hours of Walking Through NYC as a Woman”, youtube.com, d. 28. oktober 2014, link: https://www.youtube.com/watch?v=b1XGPvbWn0A;
    ”Video of Police Killing of Philando Castile Is Publicly Released”, nytimes.com, d. 20. juni 2017, link: https://www.nytimes.com/2017/06/20/us/police-shooting-castile-trial-video.html?action=click&module=RelatedCoverage&pgtype=Article&region=Footer).
  12. Videoen af en hvid studerende, der chikaneres for sine dreadlocks af to sorte studerende, er et kendt eksempel (”SFSU 2016 – Campus employee assaults white student for “cultural appropriation””, youtube.com, d. 28. marts 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=jDlQ4H0Kdg8&frags=pl%2Cwn) Et andet eksempel er videoen af grædende og råbende studenter, der omringer en Yale-professor og forlanger han og hans kones afgang, fordi parret havde kritiseret en anbefaling omkring ”ubetænksomme” Halloween-kostumer (”The New Intolerance of Student Activism”, theatlantic.com, d. 9. november 2015, link: https://www.theatlantic.com/politics/archive/2015/11/the-new-intolerance-of-student-activism-at-yale/414810/; ”Yale’s big fight over sensitivity and free speech, explained”, vox.com, d. 7. november 2015, link: https://www.vox.com/2015/11/7/9689330/yale-halloween-email)
  13. Begrebet Social Justice Warrior blev udbredt under #Gamergate-kontroverset i 2014 (Adrienne L. Massanari & Shira Chess (2018): Attack of the 50-foot social justice warrior: the discursive construction of SJW memes as the monstrous feminine, Feminist Media Studies, 18:4, 525-542, s. 527-528).
  14. Peterson er canadier, men har også haft en stor rolle for debatten i USA.
  15. Store dele af anti-SJW-tendensen på nettet er karakteriseret ved en nærmest principiel ufølsomhed, der ofte kammer over til det modbydelige. Dette blev i særdeleshed tydeligt under #Gamergate-kontroverset – en vigtig internetkulturel begivenhed, jeg ikke vil gennemgå her. Utallige personer, særligt kvinder og queers, var i denne periode udsat for massiv online mobning, der i mange tilfælde mundede ud i doxxing (offentliggørelse af private informationer), hævnporno og dødstrusler (”Misogyny, death threats and a mob of trolls: Inside the dark world of video games with Zoe Quinn – target of #GamerGate”, telegraph.co.uk, d. 10. september 2014, link: https://www.telegraph.co.uk/women/womens-life/11082629/Gamergate-Misogyny-death-threats-and-a-mob-of-angry-trolls-Inside-the-dark-world-of-video-games.html). For flere blev kritikken af identitetspolitik og feminisme det første skridt mod den højreradikale alt-right-bevægelse. Dette skyldes utvivlsomt, at de mere moderate anti-SJWs i mange tilfælde gjorde fælles front med de højreradikale mod det identitetspolitiske venstre.
  16. Hvorfor YouTube? Som YouTube-kulturkritikeren Lindsay Ellis påpeger, er tiltrækningskraften ved YouTube-mediet, at dets amatørproducerede videoer udstråler autenticitet. Dette kan være med til at forklare, hvorfor YouTube ser ud til at nyde så stor succes som politisk medie, da politik er et område, hvor autenticitet er en eftertragtet mangelvare (”YouTube: Manufacturing Authenticity (For Fun and Profit!)”, youtube.com, d. 11. september 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=8FJEtCvb2Kw&frags=pl%2Cwn.)
  17. Bortset fra Spencer har alle disse personer været inviteret til ofte ukritiske interviews på førnævnte talkshows. Spencer er desuden den eneste amerikaner af de nævnte. De andre har dog haft en stor indflydelse på den amerikanske debat.
  18. “Feminism didn’t destroy atheism”, youtube.com, d. 23. april 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=klfH9QaEcqY&frags=pl%2Cwn. Min oversættelse.
  19. ”Feminism Did Not Destroy Atheism”, youtube.com, d. 23. april 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=klfH9QaEcqY&frags=pl%2Cwn.
  20. ”Answering My Critics: A Conversation With Gwen_No_Fear [ContraPointsLive Mirror]”, youtube.com, d. 7. december 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=3QCg4IVNFYk&frags=pl%2Cwn. Min oversættelse.
  21. ”Discussing ContraPoint’s ‘Debating the Alt-Right’ Video with ContraPoints – Destiny Debates”, youtube.com, d. 27. maj 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=pjRWujUXKL8&frags=pl%2Cwn.
  22. ”The Thinkery Podcast #13 – Contrapoints, youtube.com, d. 12. september 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=PT9e5Fw9Wi0&frags=pl%2Cwn, ”ContraPoints Is Political Philosophy Made for YouTube”, theatlantic.com, d. 6. januar 2019, link: https://www.theatlantic.com/entertainment/archive/2019/01/contrapoints-political-philosophy-natalie-wynn-youtube/579532/. Wynn har af samme grund tidligere debatteret med flere af YouTubes kendte anti-SJWs, heriblandt Sargon of Akkad, Blaire White og Roaming Millenial. Det er dog en tilgang, hun i dag har bevæget sig væk fra.
  23. John Olivers The Tonight Show er et velkendt eksempel på infotainment.
  24. Den stemningsmættede musik leveres typisk af musikeren Zöe Blade.
  25. Et tredje eksempel er hendes idéhistoriske gennemgang af begreberne degeneration og dekadence, som ofte bruges af reaktionære. Wynn fører os tilbage til begrebernes rødder hos proto-nazistiske tænkere som Arthur de Gobineau og viser, hvordan disse begreber spillede en nøglerolle i det nazistiske politiske narrativ.
  26. ”Does the left hate free speech – part 2”, youtube.com, d. 20. juni 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=IBUuBd5VRbY&frags=pl%2Cwn.
  27. Wynn fremhæver ofte som eksempel, at det i en periode blev til en slags YouTube-genre at interviewe eller debattere med Richard Spencer i den åbne debats navn. Spencer slap godt fra disse interviews og debatter, fordi værterne ikke var bekendte med den nye højreradikale terminologi og ikke kunne gennemskue de retoriske finter. Resultatet var, at Spencers idéer ofte stod tilbage i et mere positivt lys end før debatten eller interviewet. Et godt eksempel er YouTuberen Roaming Millennials timelange interview med Spencer.
  28. Begrebet refererer til underliggende budskaber, der er intenderet til at blive opfanget af en bestemt målgruppe, mens den går over hovedet på andre – ligesom en hundefløjte, der kun kan høres af hunde.
  29. ”Decrypting the Alt-Right: How to Recognize a F@scist | ContraPoints”, youtube.com, d. 1. september 2017, link:  https://www.youtube.com/watch?v=Sx4BVGPkdzk.
  30. For mere information om metapolitik, læs afsnittet Metapolitik i min føljeton om den identitære bevægelse: https://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/.
  31. ”Polite Conversations 34 – Fascist Fashion w/Contrapoints”, youtube.com, d. 25. juli 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=jEPYb1xEQVk&frags=pl%2Cwn.
  32. ”Natalie Wynn, ContraPoints – XOXO Festival (2018)”, youtube.com, d. 9. november 2018, link:
  33. ”Ungdomspolitikere foretrækker YouTube frem for DR2. Her er, hvad der former næste generation af folkevalgte”, zetland.dk, d. 19. november 2018, link:
  34. Et nyligt eksempel af talrige er, at den homoseksuelle, selverklærede ”klassiske liberalist” Dave Rubin for nylig roste den højreradikale brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, for at ”forsøge at få SJW-tingene ud af skolerne”, uden tilsyneladende at vide, at Bolsonaro er en velkendt homofob, som brugte sin første dag på at rulle LGBT-rettigheder tilbage, og som har udtalt, at han hellere så hans søn død end bøsse (”I’m Leaving Patreon: Ask Me Anything”, youtube.com, d. 3. januar 2019, link:
  35. Et godt eksempel er hendes kommentarer om den såkaldte call-out-kultur, der er udbredt på den amerikanske identitetspolitiske venstrefløj: ”(…) der er mange folk, der aggressivt laver Twitter-‘call-outs’. De ønsker ikke, du forandrer dig; de ønsker ikke at gøre verden til et bedre sted; de ønsker at få dig ned med nakken. Og dette er noget, vi på det venstreorienterede internet er nødt til at finde ud af, hvordan vi tackler. For det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt man siger noget problematisk nu. Jeg mener, det giver mening at holde folk ansvarlige, når de siger noget forkert. Men når noget, du sagde i 2010, bliver bragt op for at trække dig ned … Hvad gør det godt for? Og rædslen for, at dette vil ske for dig, begynder at opsluge dig. Og det er ikke kun mig, der har det sådan. Alle som [arbejder inden for det samme felt som mig] er rædselsslagne for, at noget fra deres fortid vil blive gravet frem, eller at de vil komme til at sige noget, der er en smule forkert, og at det vil føre til en ugelang chikane. Det her er ikke aktivisme for social retfærdighed. Det er mobning” (”Natalie Wynn, ContraPoints – XOXO Festival (2018)”, youtube.com, d. 9. november 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=0Ix9jxid2YU&frags=pl%2Cwn).
  36. Dette er en populær YouTube-genre af videoer, der ofte har titler som Ben Shapiro DESTROYS every college snowflake.
  37. ”Pronouns | ContraPoints”, youtube.com, 2. november 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=9bbINLWtMKI&frags=pl%2Cwn.