Venezuelas krise skyldes ikke socialisme

Trods hårdnakkede påstande om det modsatte er Venezuelas krise ikke et uundgåeligt udfald af socialisme. Kortsigtet håndtering af landets oliemilliarder har bragt Venezuelas økonomi i sænk.

Af Lasse Skou Lindstad

Den nobelpriste svenske økonom Gunnar Myrdal udtalte engang, at inflation udgør en dødelig trussel mod socialismen.1 Med det mente han, at høj inflation er ødelæggende for den folkelige støtte, et socialistisk reformprogram fordrer.

Den selverklærede socialistiske regering i Venezuela kan i disse dage opleve, hvordan hyperinflation ikke bare ødelægger de sociale og økonomiske fremskridt, men decimerer den folkelige opbakning til den såkaldte ”bolivarianske revolution”.  Leden afspejler sig i stemmeprocenten: ved præsidentvalget i 2013 var valgdeltagelsen i Venezuela på 80 procent, mens den i 2018 var dalet til 46.2

Midt i landets økonomiske kaos står Nicolás Maduros regering over for et verserende kupforsøg. En af landets oppositionsledere, Juan Guaidó, har udnævnt sig selv til Venezuelas forfatningsretlige præsident. Foruden opbakning fra flere regeringshoveder i Latinamerika har han nydt højlydt vestlig opbakning fra USA, England, Canada, Frankrig og Danmark. Selv hvis kuppet mislykkes, er landets fremtidsudsigter pessimistiske. På nuværende tidspunkt ser den økonomiske og politiske krise endeløs og eskalerende ud.

”Der er risiko for, at det trapper op til åben konflikt [mellem pro- og anti-Maduro grupper], og så har vi en udenlandsk intervention,” advarer Venezuela-ekspert Miguel Tinker Salas i den britiske presse.3

Hvordan kunne det gå så galt? Er Venezuelas krise et eksempel på, hvad socialisme uundgåeligt må føre til?

’Hollandsk syge’

Hvis man vil forstå Venezuela, må man forstå, at hele dets økonomi er bygget på olie. Landet har verdens største oliereserver, hvilket både er en gave og en forbandelse. Når prisen på olie går op, går økonomien op, men når prisen på olie går ned, går økonomien med ned. Venezuelas økonomi har ad flere omgange været gennem disse op- og nedture, men landets BNP pr. indbygger er reelt set ikke vokset siden den toppede i 70’erne under de høje oliepriser.

Venezuelas olieafhængighed har stået på i snart 100 år, og kan betegnes med det, man kalder ”hollandsk syge”.4 Landets olieeksport voksede frem på bekostning af resten af dets økonomi. Olien, der i dag udgør 95 procent af Venezuelas eksport, dræber andre eksportsektorer. Når man er i stand til at eksportere store mængder olie, stiger værdien af ens valuta, og så bliver det billigere at importere og dyrere at eksportere. Den billige import har udkonkurreret den indenlandske produktion, og gjort Venezuela afhængig af at importere basale fornødenheder som mad, tøj og medicin.

Venezuelas økonomiske problemer går altså væsentlig længere tilbage end Chavez’ og Maduros regeringstid, men deres håndtering af Venezuelas økonomiske problemer er en del af forklaringen på den nuværende krise.

Hvis man kigger på Hugo Chavez’ regeringsperiode, kan man sige at han var heldig i to omgange. Han var heldig i første omgang ved at få magten lige før 00’ernes boom i oliepriser, og han var heldig nok til at dø, inden olieprisen faldt drastisk igen og trak hele Venezuelas økonomi og den ”bolivarianske revolution” ned med sig.

Både håndteringen af olieprisens optur og den efterfølgende krisehåndtering af nedturen kan forklare, hvorfor Venezuela i dag står i en politisk og økonomisk krise af proportioner.

Fra boom til dyk

Chavez kom til magten i 1999. De første regeringsår var mødt med stor modstand fra landets økonomiske overklasse i form af kapitalflugt såvel som et amerikansk støttet militærkup, der midlertidigt afsatte Chavez fra magten5. Redningen kom, da Chavez overtalte resten af OPEC til at begrænse olieproduktionen, hvilket fik oliepriserne til at stige fra 2004 og frem. På få år var olieprisen tredoblet. Det gav regeringen hidtil uanede økonomiske muligheder.

Groft sagt kan et ressourceboom som dette håndteres på tre måder:

  1. Man kan bruge pengene på at øge forbruget og importere mere.
  2. Man kan spare oliepengene op i udlandet, dels for at undgå valutastigning, dels for at sikre midler, når prisen falder igen. Det er blandt andet dette, Norge gør med deres enorme oliefond.
  3. Man kan vælge at investere pengene i andre sektorer af ens egen økonomi med henblik på at blive mindre olieafhængig. Eksempelvis er Venezuela utrolig afhængig af at importere fødevarer fra udlandet, og man kunne have valgt at investere oliepengene i eget landbrug for at blive mindre importafhængig.

Venezuela valgte den første løsning og brugte pengene på en omfattende udvidelse af sociale programmer. Det gav mening på kort sigt. De sociale programmer gav de fattige sundhedsydelser, billige importerede fødevarer og adgang til uddannelse. Resultatet var faldende ulighed, store reduktioner i fattigdommen, lavere børnedødelighed, et stigende uddannelsesniveau og længere levetid6.

Problemet var, at det var bygget på et meget ustabilt grundlag.

Chavez brugte oliepengene på at skabe store sociale fremskridt. Men Venezuela blev også endnu mere afhængig af at importere varer fra udlandet, end de var før. Da olieprisen begyndte at falde i 2014 samtidig med et generelt økonomisk dyk, stod Maduro pludseligt med en masse sociale programmer, som ikke længere kunne finansieres eller vedligeholdes. Hvad var løsningen?

Løsningen blev at fortsætte programmerne, selvom man ikke længere kunne betale for dem. Det gav store underskud på statsbudgettet og på handelsbalancen. Store underskud på handelsbalancen vedligeholdt med underskud på statsfinanserne skabte i Venezuelas tilfælde en uofficiel devaluering. Venezuela fører reelt set en fastkurspolitik, men værdien af bolivaren på det sorte marked er faldet drastisk siden 2014. Den løbende devaluering skabte en eskalerende inflation, fordi priserne på importerede varer steg markant.

Da befolkningen er dybt afhængige af at importere fødevarer og medicin fra udlandet, skabes de humanitære problemer, vi ser i Venezuela i dag, hvor de fattigste ikke længere har råd til mad, og der er varemangel på de priskontrollede fødevarer, som regeringen udbyder.

It’s the oil, stupid!

Venezuelas økonomiske problemer skyldes altså både deres olieafhængighed og dårlig forvaltning af landets oliemilliarder. Kortsigtet håndtering af olieprisstigningerne i nullerne ledte til et markant øget forbrug. Opsparinger og investeringer, der kunne reducere økonomiens sårbarhed over for udsving i oliepriserne, udeblev, og da milliarderne uundgåeligt slap op, var landet stadig i stor stil afhængigt af import.

På trods af Chavez’ flotte slagord om socialisme i det 21. århundrede er størstedelen af Venezuelas økonomi stadig på private hænder.7 Venezuela er samlet set ikke et socialistisk land, udover at de har en selverklæret socialistisk regering, der omdirigerer oliepenge til de fattigste. En kontrakt, der kun virker, når der er opsving i oliesalget.

Andre sydamerikanske lande har også haft socialistiske regeringer i samme periode, såsom Ecuador og Bolivia. Modsat Venezuela har Bolivia eksempelvis håndteret sit boom i eksport af olie og gas ved at spare pengene op, mens priserne var høje. Resultatet er, at Ecuador og Bolivia har set dramatiske reduktioner i ulighed og fattigdom og betydelig økonomisk vækst uden at ende som Venezuela8’9. Venezuelas krise er altså ikke et spørgsmål om mislykket socialisme, men om kortsigtet økonomisk planlægning.

Det er svært at se, hvordan Venezuelas økonomiske krise vil blive løst lige foreløbigt. På den korte bane vil det kræve nedskæringer, som er svære at gennemføre, fordi de meget hurtigt vil ramme landets fattigste. Man kunne selvfølgelig forsøge at skære på andre områder, herunder de store mængder penge, som Maduro giver til militæret som bestikkelse for, at de ikke vælter ham10. Men hvis de penge stoppede, ville han ikke sidde der meget længere.

Den bedste løsning på de kortsigtede økonomiske problemer er at forsøge sig med at finansiere landets sociale programmer gennem afgifter og indkomstskatter frem for oliepenge. Den politiske krise, som jeg ikke har berørt, løses nok bedst ved at tilbagerulle de autoritære og udemokratiske tiltag, Maduro har benyttet sig af for at holde på magten, herunder fængslingen af politiske modstandere og regeringens indblanding i den lovgivende og dømmende magt.

På længere sigt bør Venezuela gå efter at følge Norges model for håndtering af oliepengene, hvilket vil sige, at en stor del af dem bør spares op og investeres i udlandet, når olieprisen er stigende, så man ikke falder ind i samme omfattende krise, når prisen er faldende. Målt på statsejerskab over økonomien er Norge i øvrigt langt mere socialistisk end Venezuela, da 60 procent af Norges samlede formue er på statslige hænder.11 Det betyder, at Norge har en høj grad af demokratisk kontrol over, hvad der skal investeres i. De har også bestyrelsesrepræsentanter i de virksomheder, som de investerer i, der stemmer efter demokratisk fastsatte retningslinjer. Norge er derfor et langt mere relevant eksempel, hvis man vil snakke om, hvad demokratisk statsejerskab og socialisme kan føre til, end Venezuela er.

Chavez’ og Maduros korruption, autoritære træk og dårlige håndtering af landets økonomi er desværre ikke noget nyt. Sådan har det været i årtier. I 1989, ti år før Chavez fik magten, var landet præget af kampe og optøjer, hvor op mod 3000 mennesker blev skudt efter annonceringen af flere neoliberale reformer12. Samme år lå inflationen på 84,5 procent13. Et amerikansk støttet kupforsøg mod Maduro vil ikke være et brud med denne trend, men bare være endnu et kapitel i Venezuelas tumultariske magtkampe og kriser.

På trods af påstande om at Venezuela skulle være et diktatur, så er magten i landet utroligt opdelt mellem forskellige stridende grupperinger. I perioden med høje oliepriser kunne Chavez tilfredsstille de fleste fraktioner, men nu er der igen åben kamp om magten. Ligesom Maduro har allieret sig med militæret, har Guaidó allieret sig med den økonomiske overklasse og de vestlige stormagter. Begge parter i konflikten har vist sig voldsparate. Hvis omverdenen bakker op om én side i en mulig borgerkrig, vil det kun medvirke til at eskalere konflikten yderligere. Vi bør i stedet insistere på mægling mellem parterne og en tilbagevenden til demokratiske normer, som den eneste mulige løsning. Derudover bør vi kræve, at USA løfter deres sanktioner mod Venezuela, som i den grad forværrer landets allerede omfattende økonomiske krise.

Hvis man sætter sin lid til, at et amerikansk støttet statskup kan redde Venezuela ud af krisen, bør man kigge på de blodige spor, som stadigvæk eksisterer efter fortidens amerikanske interventioner i Sydamerika.14

Print Friendly, PDF & Email
  1. Meidner, Rudolf. 1993. “Why Did the Swedish Model Fail? | Socialist Register”. Vol 29: Socialist Register 1993: Real Problems False Solutions. Side 214. https://socialistregister.com/index.php/srv/article/view/5630.
  2. Neuman, William, og Nicholas Casey. 2018. “Venezuela Election Won by Maduro Amid Widespread Disillusionment”. The New York Times, 9. november 2018, par. World. https://www.nytimes.com/2018/05/20/world/americas/venezuela-election.html

  3. “That is something that would be not only dangerous but catastrophic for Venezuela. And for Latin America it would be a return to the 1980s Reagan era of civil wars and conflicts that proved devastating to El Salvador, Honduras and Guatemala and those countries of the region. We had hoped to be beyond that.” Citeret i ‘Venezuela crisis: US pulls out staff and tells citizens to ‘strongly consider’ leaving, The Guardian, 25/1/19. https://www.theguardian.com/world/2019/jan/24/venezuela-maduro-guaido-defense-minister-civil-war
  4. Definition of ‘Dutch Disease’, Financial Times Lexicon. Www: http://lexicon.ft.com/Term?term=dutch-disease
  5. Casey, Nicholas. 2019. “Within Venezuelan Military Ranks, a Struggle Over What Leader to Back”. The New York Times, 27. januar 2019, par. World. https://www.nytimes.com/2019/01/25/world/americas/venezuela-military-maduro.html.
  6. “How Did Venezuela Change under Hugo Chávez?” 2012. The Guardian. 4. oktober 2012. http://www.theguardian.com/news/datablog/2012/oct/04/venezuela-hugo-chavez-election-data.

  7. Associated Press. 2010. “What Socialism? Private Sector Still Dominates Venezuelan Economy despite Chavez Crusade”. Fox News. 18. juli 2010. https://www.foxnews.com/world/what-socialism-private-sector-still-dominates-venezuelan-economy-despite-chavez-crusade.
  8. Smith, Noah. 2019. “Venezuela’s Lessons for American Socialists”. Bloomberg Opinion, 3. januar 2019. https://www.bloomberg.com/opinion/articles/2019-01-03/venezuela-economic-collapse-has-lessons-for-america-s-socialists.
  9. Weisbrot, Mark. 2017. “Ecuador’s Left-Wing Success Story”. The Nation, 14. februar 2017. https://www.thenation.com/article/ecuadors-left-wing-success-story/.
  10. Laya, Patricia, og Andrew Rosati. 2019. “Cocaine, Payola: How Maduro Keeps Top Military Brass in Line”. Bloomberg News, 25. januar 2019. https://www.bloomberg.com/news/articles/2019-01-25/cocaine-payola-how-maduro-keeps-top-military-brass-in-line.
  11. Bruenig, Matt. 2019. “Norway Is Far More Socialist Than Venezuela”. Peoples Policy Project. 27. januar 2019. https://www.peoplespolicyproject.org/2019/01/27/norway-is-far-more-socialist-than-venezuela/.
  12. TeleSUR ENGLISH. 2016. “Venezuela’s Caracazo: State Repression and Neoliberal Misrule”. Venezuelanalysis.com. 1. marts 2016. https://venezuelanalysis.com/analysis/11868.
  13. Desjardins, Jeff. 2017. “Venezuela was once twelve times richer than China. What happened?” World Economic Forum. 12. september 2017. https://www.weforum.org/agenda/2017/09/venezuela-was-once-twelve-times-richer-than-china-what-happened/.

  14. Tak til Poya Pakzad for mange rettelser, kommentarer og redigeringer.