Hvad vi snakker om, når vi taler om tokenisme

Af Bim Adewunmi
Introduktion og oversættelse af Anas Kababo

Politisk korrekthed og identitetspolitik diskuteres jævnligt i den offentlige debat. Oftest bruges de to emner som ideologiske pejlemærker, hvorudfra man som debattør eller iagttager kan måle, om man står langt fra eller tæt på; til højre eller venstre for den givne taler. Debatter om identitetspolitik og politisk korrekthed bliver en positioneringsleg, der oftest handler om at placere udsigeren i en afmålt afstand til emnets allerede etablerede symbolik. Meget sjældent handler disse debatter om substansen af identitetspolitik eller om indholdet af det argument, der kaldes politisk korrekt eller politisk ukorrekt.

Den følgende oversættelse er et forsøg på at sætte fokus på det, som mange ville kalde identitetspolitik, og som i visse tilfælde falder sammen med politisk korrekthed. Den oversatte tekst er en del af en essaysamling udgivet i Storbritannien i 2016, kaldt ”The Good Immigrant”. Den er skrevet af unge briter med indvandrerbaggrund, som alle skriver om de ofte oversete aspekter af deres eget liv som ’black, asian eller minority ethnic’ i Storbritannien.

Essayet er skrevet af journalisten Bim Adewunmi og tager udgangspunkt i hendes oplevelser som forbruger af britisk populærkultur. Adewunmi mener, at den manglende repræsentation af racialiserede personer i populærkulturen er med til at opretholde forskruede forestillinger om, hvem man er, og hvem man kan være, når man er ung og racialiseret i Storbritannien. Den bærende ide i essayet er, at racialiserede personer, der rent faktisk optræder i populærkulturen, kun portrætteres i fastlåste, stereotypiserede roller, mens hvide personer optræder i alle former og størrelser.

Adewunmi argumenterer for, at tilstedeværelsen af flere racialiserede personer i populærkulturen burde være et naturligt forekommende fænomen. Det ville ikke bare ’afmystificere’ og ’normalisere’ seernes opfattelser af racialiserede personer, idet de ville kunne se dem i alle mulige typer af roller, men også styrke racialiserede unges selvopfattelse. Adewunmis pointe er kort sagt, at dette ville mindske hvidhedens selvfølgelighed i vores kollektive sind og gøre uligheder mellem hvide og ikke-hvide mindre.

Argumentet i essayet følger nogenlunde hovedideen for politisk korrekthed: hvis vi rydder op i ulighederne i vores sprog, udviskes ulighederne i vores virkelighed. I essayet fremføres argumentet på en anden semiotisk bane: hvis vi rydder op i ulighederne i vores billeder og idoler, udviskes ulighederne i vores virkelighed. Det er en gammel traver – og kritikken af den type argument er velkendt. Den eksemplificeres ofte ved at betragte sorte borgeres rettighedskamp i USA. Her har afroamerikanere haft held med at ændre de ord, der har været brugt af det hvide flertal som en del af deres undertrykkelse, mens selve undertrykkelsen ikke er forsvundet. Man kan ændre ordene, men det ændrer ikke automatisk magten, lyder kritikken. Magten er omstillingsparat.

Det faktum, at der kun optræder få og ensformige portrætteringer af racialiserede personer i populærkulturen, kalder Adewunmi for ’tokenism’. Tokenism er svært begreb at oversætte fra engelsk til dansk, både fordi det har mange betydninger, og fordi ordet oprinder fra et andet symbolbærende ord – token. Direkte oversat betyder ’tokenism’ sådan set symbolpolitik. Men den version af ordet bruges mest, når der er tale om f.eks. en enkelt, nøje udvalgt kvinde i en bestyrelse, der ellers kun består af mænd. Her kan kvindens deltagelse i bestyrelsen beskrives som ’tokenism’, hvilke ofte medfører, at hun af mændene forventes at repræsentere alle kvinder i samfundet. Dertil kommer, at hun altid agerer, som hun gør, netop fordi hun er kvinde. Det er det, der sker, når man er en space invader. En minoritet i majoritetens rum. I denne oversættelse har jeg oversat tokenism til minoritetsmaskotisme. En maskot er nemlig både én, der repræsenterer nogle andre, men det er samtidig noget klodset, noget forvrænget og uvirkeligt. Maskotten er på grænsen til at være en fantasi. Og samtidig er maskotten et symbol på, at ’de andre’ snart er på vej. En meddeler med en næsten u-af-tydelig fremfærd. Maskotten er latterliggørelsen af det uundgåeligt forestående og en karikeret fremstilling af dets nuværende indhold. Ordet symbolpolitik dækker i den forstand over en del af tokenisms betydning, men får ikke hele den betydning med, som ’maskotten’ indeholder.

Det er ikke kun symbolik i ordets overfladiske forstand, når populærkulturen afspejler bestemte typer af mennesker i det britiske samfund. Det har også en reel kraft. Sådanne portrætteringer fremhæver forskellen – i form af den racialiserede maskot – og skjuler det, der betragtes som normalen (hvide mennesker). Maskotten er nemlig altid betragtet af et publikum, hvis slørede identitet aldrig træder helt frem. Og det er den forestillede forskel til dette publikum, der giver maskotten sin eksistensberettigelse i publikums materielle verden. Den symbolske virkelighed flyder over i det materielle. Det er en forestillingens magt, der er svær at afsløre, når den er symbolikkens modus operandi. Selvom hvidhed er bygget på et lasagnetårn af kollektiv materiel og symbolsk magt, hvis lag ikke helt kan skilles ad, har Adewunmis essay måske alligevel noget at skulle have sagt. På trods af dets noget ensidige fokus på vores fælles symbolske virkelighed.

Hvad vi snakker om, når vi taler om tokenisme

På internettet er ethvert kommentarfelt til en given historie forskelligt. Men for historier, der handler om mangfoldighed – hvad end det er på tværs af køn, handicap, seksuel orientering eller race – er der et par kommentarer, som dukker op med en regelmæssighed, der ville være beroligende, hvis ikke det var for deres nedslående ensartethed.

Ved en hurtig gennemlæsning på tværs af internettets breddegrader fremmanes dén kommentar, som gør mig mest arrig: ‘men-vil-du-gerne-have-tokenisme?’-forsvaret. Jeg mener: enhver forsamling af internet-holdninger har praktisk talt sin egen version af dette spørgsmål; velmenende mennesker, der spørger – i et forbløffet internetsprog – om det, vi people of color vil have, når det kommer til populær-(og ikke nær så populær-)kultur, er minoritetsmaskotisme.¹ Sådan svarer ‘fornuftige’ mennesker – de mennesker, du arbejder side om side med og som formår at have nuancerede samtaler om så mange ting i hverdagen – på en opfordring til at have mere end én persontype blandt de kulturelle repræsentationer af menneskeligt liv, som vi indoptager hver dag. Jeg er overbevist om at have set enhver variant af denne type kommentar, og jeg føler mig tvunget til at spørge: hvorfor er det, at de eneste muligheder, der gives, er enten minoritetsmaskotisme (denne internetpersons objektive, overvældende bekymring) eller et totalt, gabende fravær?

Hvordan kan det være, at der i 2016 stadig kun er dette enten-eller at vælge imellem? For at parafrasere Eddie Izzards klassiske sketch: hvorfor skal vi være så ‘kage eller død’ omkring det?²
Nogle gange er der addenda; elegante tilføjelser såsom: ‘Jeg vil gerne se people of color som karakterer i det her tv-program, hvis plottet lægger op til det’, eller ‘hvorfor bruge en sort fyr i rollen “bare fordi”?’ (men igen, der er mange variationer over dette tema). Men det er vigtigt at forstå præcist, hvad det er, der bliver sagt her: Historien, som vi alle kan relatere til, karakteren, vi som publikum forventes nemmest at kunne projicere os selv over på, det ‘universelle’, er hvidt. Standarden er altid hvid. Og i denne standard er der ingen ledige stillinger – nogensinde – til people of color. Ingen nigeriansk-britisk everyman. Ingen sædvanlig bangladeshi-britisk Joe Bloggs/Jaleel Begum. Characters of color blandes kun ind i bolledejen specifikt, ‘når roller kræver det’.

Lad det lige synke ind et øjeblik.

Hvidhed – eller, du ved, hvide mennesker – eksisterer som standardskabelonen. Og den skabelon dækker forresten alle menneskelige erfaringer: evnen til at være speciel eller almindelig, pæn eller grim, høj eller lav, interessant eller bare brandkedelig. På den anden side skal vores tilstedeværelse i populærkulturen (såvel som i ikke-stereotype karakterroller) altid retfærdiggøres. Vi skal altid gøre os fortjent til at sidde med ved bordet. Vi bliver på den ene eller den anden måde nødt til at vise, at vi er værd at inkludere i repræsentationen af den kultur, som vi lever og ånder i. Fortjener den sorte kvinde at være med i det program? Giv mig den præcise grund til, at denne kinesisk-britiske mand er med i den scene. Forklar ræsonnementet bag, at vi har den mulatte dreng med i denne film. Vis dine mellemregninger for højeste karakter.

Vi lever i en tid, hvor rollespil er mindre og mindre usædvanligt: almindelige mennesker – ikke kun oldtidens nørder – laver i dag deres egne hjemmelavede kostumer og tager til stævner. Så vi kender den samme gamle sang fra tv-producenten, der får lidt skrald fra publikum – vedkommende ‘tøvede’ med at inkludere perspektiver fra people of color i sine programmer, fordi vedkommende var ‘bekymret’ over ‘autenticitetsproblemer’. I cirka fem sekunder efter at have hørt disse svar, nikker jeg og forstår. Men det går hurtigt over; hvad jeg i virkeligheden gerne vil gøre, er at ringe til deres kontor for at arrangere et møde om, hvad det præcis er, de forestiller sig, at people of color (typisk i den storby, by eller landsby, som forfatteren selv er fra) gør så fandens meget anderledes end alle andre. Derefter vil jeg tilbyde mine tjenester (for en klækkelig skilling selvfølgelig – jeg er ikke en martyr) for at hjælpe dem med at ‘bygge bro’. Her er, hvad sorte mennesker gør: vi trækker vejret, vi drikker vand, og vi prutter skadelige gasarter, præcis ligesom andre mennesker. Vores håb og drømme er de samme, og sideløbende med de forskellige vanskeligheder, vi kan lide under på grund af den måde, vi ser ud på, eller hvor vi kommer fra, gør vi nogenlunde de samme ting – og det gælder også alle de letfærdige ting. Ting såsom at spise muffins eller at drømme om chancen for at skrive en egocentreret essaysamling (her er det nok bedst, at vi ikke indlader os på at diskutere forlagsbranchen), at have sex med upassende drenge og at være helt monstrøst selvoptaget. Sådan, nu er jeg konsulent. SÅ HVOR ER MIN CHECK?

Som en entusiastisk fan af popkultur – og et menneske, der besidder hele paletten af menneskelige lyster og følelser, narcissisme værende en af de mere dominerende – giver det mig glæde at se mig selv i den kultur, der omgiver mig. Jeg vil se en pige med naturligt hår, eller bølget, eller afslappet hår – og jeg vil se hende gøre alt: Jeg vil se hende gå i biffen, jeg vil se hende finde en kur mod sjældne sygdomme, jeg vil se hende arbejde som butikspige, jeg vil se hende redde verden, når dommedag kommer, jeg vil se hende forelske sig, jeg vil se hende kæmpe mod rumvæsner, og jeg vil se hende grine en masse. Men som tingene er nu, så eksisterer hun simpelthen ikke. Denne nedslående omstændighed betyder, at jeg i al stilfærdighed blev begejstret, da jeg så Storm i X-Men-filmene (selvom hun ærlig talt har en fornærmende og vag ‘afrikansk’ accent i den første film – HVEM TALER OVERHOVEDET PÅ DEN MÅDE, HALLE?), og jeg hvinede og kaldte på min søster, da jeg så Nicole Beharie i traileren til Steve McQueens Shame. Den nuværende situation betyder, at jeg blev opstemt, da jeg i en rapport fra Directors Guild of America fra 2012 læste, at 67 pct. af instruktørerne, der var med til at lave Shonda Rhimes’ show Scandal, enten var kvinder eller etniske minoriteter.

Jeg er stor fjernsynsfan. Det er en de ting, jeg elsker mest i hele verden – jeg kan citere det meste af Venner (min favorit-sitcom nogensinde, på trods af seriens monokrome hovedroller og dens utal af fejl) fra hukommelsen, bare giv mig et stikord, og I skal få at høre. Men jeg er ikke direkte involveret i at lave fjernsyn. Jeg vil ikke nedtone vigtigheden og nødvendigheden af at have en mangfoldig sammensætning af manuskriptforfattere – der er tydeligvis for få people of color i de rum, hvor der skrives, for slet ikke at nævne de problematikker, der er forbundet med klasseforskelle. Men det virker oplagt for mig, en naiv lægmand med smukke drømme, at der er tre trin, man skal følge for at skrive en god character of color:

1. Skriv en exceptionelt god, velafrundet karakter.
2. Gør den ‘indsats’, det kræver at caste en person of color.
3. Det var det!

Jeg har set autentiske appliceringer af denne banebrydende tre-trins-teknik i blandt andet The Good Wife, Master of None, Chewing Gum og Community. Men måske tager jeg fejl. Måske er der store hurdles, der skal overvindes, førend der kan laves tv, som ligner den virkelige verden – udfordringer, som lægmand bare ikke har blik for. Hvis du læser dette og rent faktisk producerer underholdnings-fjernsyn, så ret mig endelig, hvis jeg på en eller anden måde har misforstået emnets kompleksitet.

I min optik er det tydeligt, at der er en kløft mellem, hvad folk egentlig mener, når de på den ene side siger ting såsom, at ’vi er alle den samme race – menneskeracen’ og – på den anden side – den måde, hvorpå de rent faktisk anskuer verden. Det, der gør, at en person ikke kan forestille sig at se en asiatisk mand som superhelt (du ved, den der gruppe af fiktive væsner med særlige evner), er stort set det samme, der gør, at en person undgår at føle sympati for en fiktiv døende sort pige (Rue, spillet af Amanda Stenberg i Hunger Games). Det påvirker også hverdagen – hvis ikke du på skærmen kan forestille dig at se os som ægte, afrundede individer med følelser, der svarer til dine egne, hvordan stiller det så din evne til at gøre det, når du møder os på gaden, på din arbejdsplads, i din seng, i dit liv?
Det behøver ikke være sådan. Overvej disse ord fra Mindy Kaling³ i september måned 2012:

“Når du er den eneste indisk-amerikanske kvindelige hovedrolle i et tv-program, virker det, som om du i din performance laver vilde generaliseringer om den person, du spiller, simpelthen fordi du er den eneste – og dermed er den person – hvorimod, for eksempel, Steve Carell ikke laver vilde generaliseringer om hvide amerikanske mænd i sit program, fordi der er så mange forskellige hvide amerikanske mænd fordelt over forskellige programmer. Så når jeg spiller den her rolle, bliver jeg bekymret for, at folk tror, at det er dét, jeg vil vise om alle disse mennesker. Og det er vægten fra den byrde, der tynger mine skuldre, og som jeg rent faktisk misunder andre kunstnere, at de ikke har.”

Det er blot det daglige lort, man skal lægge øre til, når man er fan af popkultur iført sort hud. Og det er så trættende.

1. Tak for Anissi Thorndal Abu-Ghazaleh for forslaget til denne oversættelse. Oversætters anmærkninger. (O.a)
2. Her refereres der til en sketch af den britiske komiker Eddie Izzard, hvor Izzard forestiller sig, at han går rundt og spørger folk, om de helst vil have kage eller dø. De fleste vælger selvfølgelig at spise et stykke kage – men meningen er, at det er to meget skarpt optrukne valg. (O.a)
3. Mindy Kaling er en amerikansk skuespiller og producer, der blandt andet er kendt for rollen som Kelly Kapoor i tv-serien The Office. (o.a)