Holdningsfabrikation i Trump-æraen

Af Matt Taibbi
Oversat af Benjamin Shanaka Bendtsen

Da Noam Chomsky og Edward Hermans Manufacturing Consent udkom i 1988, ruskede den grundigt op i den opfattelse, der ellers havde været gængs i USA efter Vietnam-krigen og Watergate-skandalen: at journalister stod i opposition til magten. Forfatterne påpegede i stedet, at de amerikanske mediers institutionelle struktur, herunder deres afhængighed af annoncører og højtstående kilder i regeringen og forretningsverdenen, gjorde pressen til producenter af propaganda. Med fuld ytringsfrihed, og uden at være underlagt pressecensur, indskrænkede medierne den politiske debat, så alt, der kunne støde markedets eller statens interesser, blev ekskluderet.

Nu har journalisten Matt Taibbi sat sig for at skrive en tidssvarende opdatering af Chomskys og Hermans kritik. Som skribent for Rolling Stone har Taibbi skrevet udførligt om finanskrisen fra 2008 og Donald Trumps 2016-kampagne, og hans nye bog, The Fairway, udkommer som serie på nyhedsbrevs-sitet Substack.

Jacob Hamburger: Du beskriver Manufacturing Consent som en bog, der ”slog benene væk under dig”, da du var en ung journalist. Hvad var det ved Chomskys og Hermans mediekritik, der virkede så stærkt?

Matt Taibbi: Jeg var aldrig før stødt på den tanke, at der var bygget propaganda ind i medieindustrien. Min far var journalist, og eftersom jeg havde færdedes blandt reportere fra en tidlig alder, var jeg meget på bølgelængde med, hvordan journalistisk arbejde fungerede. Jeg havde aldrig set nogen bede en journalist om at holde sig væk fra et bestemt emne. Jeg havde en idé om, at de var fuldstændig frie til at udforske ethvert emne, de mente var godt nyhedsstof.

Men da jeg læste Manufacturing Consent, slog det mig for første gang, at debatten bliver kunstigt indsnævret bag scenetæppet. At de folk, der optræder i opinionsspalterne, repræsenterer to indsnævrede yderpunkter af den herskende mening. At journalister går all-in på en historie, når den sætter vores ideologiske fjender udenlands i et dårligt lys, men undgår den nøjagtig samme historie, når den involverer en af vores klienter. Alt dette åbnede en ny verden for mig. Jeg rapporterede fra Rusland, da jeg startede min karriere. Alle disse faktorer virker endnu stærkere, når man rapporterer fra udlandet.

JH: Alle og enhver kritiserer medierne nu om dage. Vi har en præsident, der bl.a. vandt valgkampen ved at angribe pressen. Hvorfor har vi brug for at tage Manufacturing Consent op til fornyet overvejelse i 2018?

MT: Min pointe er, at vi har brug for en ny mediekritik i dag. Der er rigtig mange uudforskede ting, som folk i branchen ikke har tænkt over. Chomsky og Herman fokuserede på benyttelsen af kommercielle medier til at mobilisere hele befolkningen bag USA’s udenrigspolitiske mål. Hvad der foregår lige nu, er langt mere raffineret og invasivt. Det griber på en helt anden måde ind i hver enkelt persons dagligdag. Medierne er i dag væsentligt mere kommercialiseret, og de har udviklet teknikker til at målrette information mod specifikke befolkningsgrupper, alt imens de konstant fodrer folk med indhold, som en algoritme har bestemt, de vil være enige med.Vi begyndte at gå rundt og kalde os selv Sandhedens Vogtere og Demokratiets Beskyttere. Og vi blev høje af vores egen røg.

Det resulterer i, at industrien sælger en masse konflikt – altså hele idéen om, at andre grupper, som du ikke bryder dig om, har ondt i sinde. Med andre ord: andre amerikanere sutter røv. Folk er virkelig afhængige af denne form for konflikt, og det har haft en destruktiv virkning på ikke bare politik, men også den journalistiske profession. Vi bevæger os mod en journalistik, som er designet til at forstærke tilhørernes verdensbillede. Det er ikke politisk journalistik – det er kommerciel journalistik. Og Googles og Facebooks algoritmer gør det oven i købet til en afhængighedsskabende form for information. Mange journalister er ganske enkelt ikke klar over, at dette er, hvad de frembringer.

JH: Det er præcis det, Manufacturing Consent diskuterede. Journalister opfatter dem selv som demokratiets helte, som nogle, der virkelig udfordrer de magtfulde. Men dette billede tilslører den reelle kommercielle baggrund for, hvad de faktisk foretager sig.

MT: Det seneste eksempel på dette er Washington Posts slogan ”Demokratiet dør i dunkelhed”, som for mig virker særligt afskyeligt. Jeg brugte to år på at dække Trump-kampagnen, og som journalist må jeg sige, at vi ikke kunne have fucket den historie mere op. Ikke nok med at vi tog fejl i samtlige vores forudsigelser, vi hjalp faktisk manden til at blive valgt. Trump var selvfølgelig skabt til tv, og mens vi gav ham alt den tv-tid, han kunne ønske sig, foregav vi, at vi bare var objektive. Folk blev ikke tilstrækkeligt advaret om den politiske virkelighed.

Da det gik op for medierne, at Trump var en reel fare, besluttede mange mediefolk sig for at sadle om. Nu hed det sig, at det ikke er nok at være objektiv. Vi overbeviste os selv om, at vi havde en forpligtelse til at skærme folk mod Trump ved at fortælle dem, at han ikke var en egnet politisk kandidat. Vi begyndte at gå rundt og kalde os selv Sandhedens Vogtere og Demokratiets Beskyttere. Og vi blev høje af vores egen røg.

Men det var allerede for sent. Vi lød ligesom drengen, der råbte: ulven kommer. Jeg mindes at have stået bag afskærmningen til Trump-vælgermøder, hvor han pegede på os og sagde: ”Se på de der snyltere – de troede ikke, jeg kunne komme hertil.” Han gjorde os til repræsentanter for den arrogante, nedladende elite, og enhver, der har set professionel wrestling, ved, at det er de frelste gentlemen med babykinderne, du helst så fik tæsk med en stol. Trump forstod det instinktivt, men det gjorde os fra pressen ikke, for vi ser alle sammen The West Wing i stedet for WWE.

Vi bar hovedskylden for at have hjulpet Trump med at blive valgt, og hvad gjorde vi så efter 2016? Nok en gang markedsførte vi os selv som demokratiets vogtere. Dette er en af grundene til, at jeg gerne ville skrive denne bog. Vi havde muligheden for at ændre vores indstilling og selvopfattelse. Der skulle have været et ”kom til Jesus”-øjeblik. Men i stedet pustede vi os yderligere op, hvilket blot forværrede vores forhold til befolkningen.Der er øjeblikke, hvor behovet for at samle folk bag en sag kan mærkes både på Fox News og på MSNBC. Alle vil være enige i, at vi er nødt til at bombe Syrien eller invadere et eller andet land.

JH: Det lyder, som om du mener, at mens de store virksomheders og regeringens interesser bestemte slagets gang i mediedebatten på Chomsky og Hermans tid, så udtrykker dagens medielandskab nogle større konflikter mellem forskellige grupper af eliter.

MT: Der er helt sikkert stridende holdninger blandt samfundsspidserne, omend jeg prøver at undgå udtrykket ”eliter”. Chomskys ide om at ”fabrikere tilslutning” går ud på, at de konflikter, vi ser i medierne – mellem Demokraterne og Republikanerne, for eksempel – ikke er rigtige konflikter. Konflikten er ikke andet end show. Hvad vi ser, er en gennemspilning af tanker, der er acceptable for magthaverne.

I Trumps tilfælde er der klart en konflikt med Beltway-liberale. Og selv om han har plejet omgang med det republikanske etablissement, må vi ikke glemme, at han i overvældende grad blev afvist til at starte med. Kan du huske, da National Review hev fat i enhver republikansk ekspert, de kunne opstøve, så disse autoriteter kunne forklare konservative vælgere, at Trump var en uacceptabel kandidat? Republikanske vælgere lukkede selvfølgelig ørerne for det fuldstændigt. Det forstærkede blot deres lyst til at stemme på ham.

Her har vi en historie til skræk og advarsel for de liberale og endda venstreorienterede medier. Det føles godt at fortælle publikum det, du tror, det gerne vil høre, men der er situationer, hvor tilhørerne er bevidste om, at du er fuld af lort. Et glimrende eksempel på dette var, da journalister diskuterede de 675.000 dollars, Hillary Clinton modtog fra Goldman Sachs [i foredragshonorar]. Så snart det blev en sag, var der øjeblikkeligt mediekonsensus i det, vi kalder den venstredrejede presse, om, at det var helt i orden for hende at tage pengene – hun er også et menneske, ikk’, hun skal også tjene penge! De antog, at dette var, hvad liberale tilhørere gerne ville høre, og se bare, hvordan tingene udartede sig.

JH: Tror du, at dette skift afspejler en mere generel modsigelse i dagens mediestruktur? Før i tiden tilpassede en række store interesser sig en mediemodel, der frembragte et samlet narrativ. Nu om dage afføder mediemodellen først og fremmest splittelse og distraktion. Alligevel forsvinder behovet for et samlet narrativ forsvinder aldrig helt. Hvordan ser du denne dynamik udspille sig?

MT: Jeg tror, at der er øjeblikke, hvor behovet for at samle folk bag en sag kan mærkes både på Fox News og på MSNBC. Alle vil være enige i, at vi er nødt til at bombe Syrien eller invadere et eller andet land. Det så vi noget af i følelsesudgydelserne, da John McCain døde. Her greb medierne muligheden for at dyrke de gamle establishment-holdninger. Men ellers er det primært ubehag ved hinanden, vi sælger.

JH: Ironisk nok sælger visse dele af det splintrede medielandskab en nostalgi efter Walter Cronkites tid, da vi alle så de samme nyheder.

MT: Præcis. Walter Cronkite havde på et tidspunkt en popularitetsrating på omkring 70 procent. Det er helt umuligt at forestille sig for en medieaktør i dag. Forretningsmodellen tillader det ganske enkelt ikke.

JH: Er der nogen politiske tiltag, som kunne udbedre problemerne ved mediernes forretningsmodel?

MT: Det er der nødt til at være, hvis vi mener, at nyheder bl.a. er til for at tjene samfundets interesse. Den oprindelige aftale i Communications Act fra 1934 gik ud på, at medievirksomhederne kunne benytte offentlige radiofrekvenser, men til gengæld måtte afsætte en del af deres overskud – som blev genereret af det stupide vrøvl, de solgte – til uprofitable nyheder, der faktisk kom samfundet til gode. Bestemmelserne var ikke strenge, og der var aldrig nogen stringent håndhævelse. Men der var nogle standarder, og tanken var, at medierne ikke bare er kommercielle foretagender. Op igennem 80’erne og 90’erne begyndte man at sløjfe disse bestemmelser. Vi mistede Fairness Doctrine og forbuddet mod tv-transmitterede lederopinioner. Det kridtede banen op for, at nyhederne fuldt ud kunne blive det forretningsforetagende, de er i dag.

JH: Nogle vil måske forstå din [læserfinansierede] bogs format som en opbakning til ”platformsmodellen” for medieindhold. Betragter du den platformsmodel som et seriøst alternativ til hyperkommercialiseringen, eller er den bare en nedskaleret version af de kapitalistiske medier?

MT: Den er helt sikkert bedre. Alternativet til en reklamedrevet model er at lade folk betale direkte for deres indhold. Det befrier indholdet for en masse støj, og det letter de folk, der udfører det journalistiske arbejde, for besværet med at tilpasse sig kriterier, der genererer en masse sidevisninger og høje besøgstal.

Men idealet for ægte dybdeborende journalistik er nødt til at være en eller anden slags støtteordning. Den slags journalistik, som er virkelig gavnlig, løber ganske enkelt ikke rundt. Historisk har vi set det, siden dengang abolitionistskribenterne var i stand til at drage fordel af portofrie forsendelser. Hvis den ægte journalistik ikke er støttet af staten, eller af nonprofitforetagender som ProPublica, er den som regel støttet af de mere indbringende segmenter af et privat firma. Vi har omtrent intet af det nu, og man bliver ikke i stand til at betale for en masse vigtige afsløringer med en Patreon-konto.For en masse strateger i den demokratiske lejr var moralen i Trumps valgsejr, at de havde brug for nogen, der kunne manipulere medierne lige så godt, som Trump gør. Men ingen er så gode til realityshow og politisk pro-wrestling som Trump.

JH: Hvis vi skal føre dette tilbage til Manufacturing Consent, så har folk som Chomsky jo været uforbeholdne kritikere af mediestrukturerne igennem lang tid, og disse idéer har været vigtige for folk på venstrefløjen. Og siden 1988 er folkelig frustration over medierne blevet almindelig udbredt. Men det er højrefløjen, der mest effektivt har formået at udnytte denne frustration. Kan venstrefløjen gøre dem kunsten efter? Er der en måde, hvorpå antipatien mod medierne kan udtrykkes i venstrefløjstermer?

MT: Da jeg talte med Chomsky om dette i forbindelse med bogen, beklagede han sig over, at Manufacturing Consent havde ansporet folk på venstrefløjen til at nære mistillid til medierne. Hans pointe var, at pressen hovedsagelig fortæller sandheden, men at denne sandhed er nøje indskrænket. Men det, der især foruroliger mig, er, at generationen af folk, der opfatter dem selv som progressive, ikke synes at forstå dette begreb om en kunstigt indskrænket virkelighed. De kigger på opinionsspalterne i avisen, og de ser, at der er én side, som er pro-Kavanough, og en anden side, som er anti-Kavanough. Der er en hel anden verden derude, som de ikke ser. Jeg skrev denne bog, fordi jeg tænkte, at det kunne være fedt, hvis de kunne se den. Venstrefløjen kunne unægtelig bruge en revurdering af, hvordan vi ser nyhederne.

Op til i dag er det derimod sandt, at det kun er højrefløjen, der har været i stand til at gøre brug af dette politiske våben. For en masse strateger i den demokratiske lejr var moralen i Trumps valgsejr, at de havde brug for nogen, der kunne manipulere medierne lige så godt, som Trump gør. Men ingen er så gode til realityshow og politisk pro-wrestling som Trump. Han er helt og aldeles blottet for skam, og således er han det perfekte fjernsynsprodukt. Så medmindre man finder en fuldkommen psykopat, der forresten også har flere milliarder dollars bag sig, kommer man ikke til at vinde på den måde.

Noget arbejde bliver dog gjort i Bernie Sanders-bevægelsen. På det seneste er Sanders således begyndt at lægge vidnesbyrd ud med folk, der arbejder for firmaer som Amazon og Disney: Det her er vores job. De har haft en stor indvirkning. Gennem samtaler med Bernie ved jeg, at han har været frustreret over, at pressen ikke dækker, hvordan hverdagslivet i de moderne store virksomheder er.

JH: På en måde åbnede Trump op for nogle muligheder ved at demonstrere, at de politiske feedbackstrukturer i medierne ikke virker på den måde, som vi troede, de gjorde.

MT: Det håber jeg. Trump gav os en mulighed for at revurdere vores journalistiske fremgangsmåder under valgkampen. Vi flyver ind i helikopter fra by til by i løbet af kampagnerne. Vi går rundt og nasser de citater, vi i forvejen ved, vi vil have. Størstedelen af tiden snakker vi kun med kampagnefolk. Vi dækker kampagner på samme måde, som vi dækker sport – hvis man nogensinde har befundet sig blandt reportere under en diskussion, ved man, at de elsker at tale om, hvem der tildelte knockoutstødet.

Vi er alt for afhængige af journalistik om, hvad folkestemningen er, og hvad folkedybets utilfredsheder er. Det ville være så meget bedre, hvis vi gjorde, hvad Sanders gør, altså brugte tid med virkelige mennesker. Vi mangler også at stoppe vores afhængighed af meningsmålinger. Jeg kan blot ikke se, at vi er på vej til det.

Manufacturing Consent var en værdifuld bog for en hel generation af reportere, fordi den lærte os at se ud over mediernes kunstige parametre. Hvad jeg håber på at opnå med mit projekt, er at øge kendskabet til de kommercielle sider af, hvad journalister gør, og hvordan det påvirker, hvad borgerne gør. De fleste journalister vil sige, at de kom ind i branchen, fordi de så All the President’s Men. De vil gerne udrette noget vigtigt. Vi er nødt til at anerkende, at vi skaber et produkt, og det er et dårligt produkt.

Teksten blev oprindelig bragt i Jacobin Magazine under titlen “(Still) Manufacturing Consent” d. 15. oktober 2018. Link: https://www.jacobinmag.com/2018/10/matt-taibbi-interview-fairway-manufacturing-consent