Brun skoling

ESSAY. Følgende er et uddrag fra den nyligt udkomne antologi BRUN, der ifølge forlagets beskrivelse har til formål ”at give en stemme til dem, der ofte bliver overhørt, og en bog til dem, der ikke så ofte hører om sig selv. Hvad vil det sige at være brun, og hvad vil det ikke nødvendigvis sige at være brun?” I dette essay skriver Tara Skadegaard Thorsen om sine oplevelser og overvejelser om brun identitet i løbet af sin skolegang.

Af Tara Skadegaard Thorsen

Mit navn er indgraveret i den sølvske, jeg fik i munden ved min fødsel. Der lå kaviar på den dertilhørende sølvtallerken, som mine gifte forældre serverede for mig. De er husejere med lange uddannelser og havde den indstilling til livet, at vi kunne gøre, lige hvad vi ville med det. Der er ikke en dør, som vi ikke kan åbne. »Penge kommer og går,« kan min far henkastet finde på at sige. Det er en nem livsfilosofi, når man har dem.

Man kunne forledes til at tro, at min horisont er begrænset til de nyeste butikker på Strandvejen. Det er ikke helt misvisende.

I Hellerup havde jeg min daglige  gang på Bernadotteskolen, en international privatskole, hvor vi lærte at skrive digte, før vi lærte at gange. En spirende økonom hørte bedre til på privat­skolen på den anden side af Hellerup Station. Da min klassekam­merat engang i 4. klasse begyndte at insistere på, at N­-ordet var et smukt ord, optog vi en tre dage lang diskussion, der imiterede artiklerne i vores forældres elskede yndlingsavis Information, som vi så langsomt var begyndt at kunne læse med i.

Da jeg var 8, flyttede mine forældre os ud på en gård placeret ved en mose, omgivet af skov lige uden for Farum. Mine venner var på det tidspunkt alle placerede i en tre kilometers radius fra Aurehøjvej i Hellerup. Det nærmeste jeg indtil da havde været skov og natur, var gennem mine daglige besøg hos min pony, opstaldet med ryggen til Dyrehaven.

Da vi første gang tog ruten til den nye gård, kørte vi igennem Farum by. Her lå der små, enetages huse med tilsvarende forhaver og pænt klippede buske. Det eneste andet sted, jeg før havde set det, var i Gilleleje, hvor sommerhusene var lignende stablet i rækker ud til vandet. Jeg var overrasket over, at der var så mange sommerhuse i Farum, når der ikke var anden strand end den, kommunen havde lavet ud til Furesøen omme bag togskinnerne. Det var først, da jeg som 12­-årig skiftede til Solvangsskolen i Farum, at jeg lærte, at det var mine klassekammeraters boliger. Min boble var sprængt. Min Strandvejs­-opvækst var ikke en folkelig standard.

Folkeskolen

Jeg er opdraget tosproget – engelsk og dansk. Mine lærere fra Hellerup havde altid prist sig lykkelige over mit skønne intellekt og flydende engelsk, så jeg blev usammenligneligt stolt og selvfed foran mine forældre til skole­hjem­samtalerne. Enhver forælders drøm. Og ethvert barns. Det var i høj grad også for, hvor gode lærerne var til at rose eleverne, at skolen blev godt betalt.

For at kompensere for den manglende belønning for vores ar­bejde satte vi P4L (P*rker4Life) YouTube-­kanalen på, hver gang vi mødtes til gruppearbejde, så vores pauser mellem lektierne be­stod af sourcream & onion og sangen »Qriminel«.Men på Solvangsskolen lå landet anderledes. Min engelsklærer gav mig 4 på den på det tidspunkt helt nye skala for mine præstationer. Det gjorde han, på trods af at jeg i undervisningen rettede hans engelsk på tavlen, blandt andet ved at vise ham, hvordan man stavede til colour (han stavede det coller, hvilket på en god dag kan ligne det engelske ord for halsbånd). Jeg, en noget stædig præ­teenager med et ego, der kunne fylde Rundetårn, blev rasende. Min far foreslog, for at berolige sin uhyggelige 12­-årige, at tage en snak med læreren til en forestående skole­hjem­samtale. Min far er advokat, to meter høj og hvid. Da han trådte ind i klasselokalet med mig i hånden, løftede min gråhårede engelsklærer, der på det tidspunkt sad beskyttet bag et skolebord, sit hoved så højt, at hans briller gled op ad næsen. Til samtalen forklarede den høje advokat kort engelsklæreren, at mit andet modersmål var engelsk, og at min karakter måtte være en misforståelse, siden jeg var ny elev i klassen. Engelsklæreren fik røde kinder og gav ham ret uden at blinke. Efterfølgende steg mine karakterer langsomt til 10.

Min dansklærer var typen, der underholdt eleverne i klassen med, hvor forkælet Grønlands befolkning er, når den ønsker selv­stændighed, samtidig med at den beder om økonomisk støtte for at opbygge landet. Da jeg spurgte mine forældre, om det kunne passe, at grønlændere er forkælede, blev de blege ned til knæene. De satte mig efterfølgende til at se dokumentarfilm om Grønlands kolonihistorie.

Ud af 25 var der fire brune børn i klassen – Mihriban, Aslihan, Gürkan og jeg selv. I danskundervisningen blev vi ofte bedt om at lave gruppearbejde. Min lærer delte os altid op, og mens jeg var heldig at komme i gruppe med to af de sødeste unge menne­sker, jeg lærte at kende på skolen, undrede jeg mig over, hvorfor vi, de eneste brune piger i klassen, altid skulle lave gruppearbejde sammen. Vi fik også altid 4 og 7, ligegyldigt hvordan vi vendte og drejede vores opgaver.

Mihri og Asli var uden undtagelse de første til at gå i gang med deres lektier. De fulgte struktureret med i skolen, til trods for at deres hårde indsats aldrig blev belønnet med mere end 7. For at kompensere for den manglende belønning for vores ar­bejde satte vi P4L (P*rker4Life) YouTube-­kanalen på, hver gang vi mødtes til gruppearbejde, så vores pauser mellem lektierne be­stod af sourcream & onion og sangen »Qriminel«.

Siden mine lærere stod fast som klipper på mine karakterer, medmindre jeg inddrog min far, valgte jeg efter noget tids meningsløs skoleindsats i stedet at prioritere mit sociale liv over mine lektier. Der var andre som mig, og vi opsnusede hurtigt hinanden. Ligesom jeg følte de sig utilpasse i folkeskolen. De havde til gengæld haft længere tid til at finde på andre ting at lave og inddrog mig bravt i deres tidsfordriv. Klassens knallert­kører introducerede mig til cigaretter, og byens 00’er-­inspirerede teenagere med sortmalede øjne og Kawasaki­-sko tog mig under deres vinger og lærte mig at åbne Breezers på stakithegn.

På mine to år på Solvangsskolen nåede jeg at være med til at stjæle mobiltelefoner, give blowjobs, drikke breezers, blive fast ryger og købe lyserøde Royal-­bukser, før jeg fandt vej tilbage til Hellerup. Delvist fordi jeg blev teenager, og delvist fordi teenager betyder noget helt andet, når man er brun på en folkeskole i Farum end på en international privatskole i Hellerup. De fleste af mine brune venner havde opbygget noget mere rygrad end jeg i løbet af deres liv i Farum. De undgik mange fælder enten ved at huske, hvad noget af deres ellers forhadte religion fortæller (at man helst skal undgå at stjæle, ryge, drikke og have sex, når man er 13 år), eller ved på andre måder at finde på kreative løsninger for at undgå de stereotyper, de blev dirigeret ind i.

Mine skolekammerater på Solvangsskolen var kloge, sjove og opfindsomme, og mine venner var endnu ikke farve­koordine­rede. Men mine lærere var en helt anden sag. Selvom de ikke kunne stave til farve, kunne de godt organisere efter det.

Efter folkeskolen

Royal­-bukserne røg i skraldespanden, da jeg flyttede tilbage til Hellerup. Oplevelsen af at blive set som brun uden for Bernadotte­skolen havde for første gang skåret det ud i pap for mig, hvad det egentlig betød, når butiksansatte fulgte mistroisk efter mig i butikkerne på Strandvejen. Efter jeg havde hugget mine første mobiltelefoner, var jeg også selv bange for, om de egentlig havde ret.

»Bare rolig,« sagde hun. »Jeg ser dig som hvid!« Hun havde overrakt mig et uønsket diplom i affarvning.Da jeg engang ville blaffe til Berlin med min veninde for at fejre, at vi havde færdiggjort gymnasiet, fik vi efter en times søgen endelig overtalt et dansk par på færgen fra Rødby til at give os et lift. På trods af mit flydende dansk og vores afgang fra Danmark til Tyskland bad de os om at vise dem vores pas. Mit brune hår var åbenbart nok til, at enhver grænsekrydsning måtte betyde, at jeg, ligesom den sang jeg trofast havde afspillet i 7. klasse, var »Qriminel«.

Mit første år på universitetet afslørede, hvor få brune menne­sker, der fandt vej til en humanistisk uddannelse i København. Det afslørede også, hvordan endnu færre af dem, der havde, holdt året ud omgivet af 70 andre hvide studerende og undervisere.

Tilbage sad jeg og en brun medstuderende en eftermiddag på vores studiecafe, efter det første år var gået. Vi var faldet i snak om, hvordan det havde været at vokse op som brun i Danmark. Vi grinede af, hvor alle vores brune medstuderende var blevet af. Vi delte sjove anekdoter om de mange ældre damer, der i løbet af vores liv havde anklaget os for at stjæle, eller dem, der ikke turde sige noget, men blot knugede hænderne om deres tasker.

Ved siden af os stod en medstuderende og forsøgte at sætte Bob Dylan på studiecafeens anlæg. Da jeg rejste mig for at fylde mere på den kop kaffe, som var skilt af min soyamælk, stillede hun sig foran mig ved indgangen til kaffemaskinen og lagde sin hånd på min skulder. Med et akavet smil og et forsøg på at kigge sympatisk på mig, sagde hun, at det var sjovt, at jeg opfattede mig selv som brun, for hun havde aldrig tænkt på mig som brun.

»Bare rolig,« fortsatte hun. »Jeg ser dig som hvid!«

Hun havde overrakt mig et uønsket diplom i affarvning. Jeg mimede hendes smil, men følte mig mere ubehageligt tilpas, end mit ansigt afslørede. Hendes hånd føltes kold på min skul­der.

I flere år efter folkeskolen forsøgte jeg på adskillige måder at klæde mig mere hvidt eller opføre mig mere hvidt for at slippe af med den racisme, jeg for første gang fik øjnene op for i Farum. Men intet af det havde virket. Ligegyldigt hvor ofte jeg ændrede tøjstil, ændrede det kun på, hvilken type hvid mand der fortalte mig, hvor godt han kunne lide eksotiske piger. Butiksassistenter havde ikke været mindre bekymrede for mine lange fingre, blot fordi jeg havde løst hår og »naturlig makeup« på. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke fremstod hvid. Og alligevel, i det sekund følte jeg, at jeg rent faktisk havde set spøgelser hele mit liv. Mit brune liv begyndte at passere revy. Var jeg i virkeligheden hvid? Havde det par, der gerne ville se mit pas på færgen til Tyskland, egentlig bare været nysgerrige efter, hvordan man stavede mit navn? Var det i virkeligheden tilfældigt, at jeg altid kom i gruppe med de andre brune piger i klassen?

Efter det første sekund begyndte det at ringe for mig. Min medstuderende havde rent faktisk lige forsøgt at berolige mig med, at jeg ikke var brun for hende. Om noget gjorde det mig kun mere bekymret for hendes syn. Selv hvis jeg havde været hvid, var jeg ikke tryg, hvis det var sådan, hvide mennesker beroligede hinanden.

En ny undersøgelse lå foran mig: I hvilken forstand var jeg blevet hvid? Min farve havde kun ændret sig tilsvarende vinterhalvårets D­-vitamintyveri. Jeg var som udeboende på SU ikke længere i mine forældres vold, så mit tøj blev heller ikke længere skiftet ud til på magisk vis at ramme den perfekte hvide kombination. Det eneste, der egentlig havde ændret sig, var, at jeg gik på universitetet. Men kunne det virkelig passe, at universitetets skydedøre havde et indbygget farveblindheds­lasergitter? Jeg havde svært ved at tro det.

Tilbage var to muligheder. Enten havde min medstuderende stukket mig en hvid løgn for at slippe for det ubehag, der åbenbart fulgte med, over, at jeg var brun (og måske også at jeg sagde det højt, ligesom den dreng, der engang råbte, at en kejser var nøgen, og fik en hel by til at grine af det). Eller også så hun mig oprigtigt talt ikke som brun, fordi brun for hende betød en, der ikke var på universitetet, hvorfor jeg nødvendigvis ikke kunne være brun.

Jeg var ikke glad for nogen af mulighederne.

Tara Skadegaard Thorsen (født 1992) er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. I løbet af sin studietid startede hun organisationen FRONT, der har til formål at modarbejde diskrimination på videregående uddannelser i Danmark. I dag arbejder hun med samfundsansvar og dyrs rettigheder og debatterer emner som diskrimination, social ulighed og magt på tværs af arter.

BRUN udkom på Høst & Søn i november 2018.