Anmeldelse: Oprør for Fremtiden

Oprør for Fremtiden
Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermann
Gyldendal, 2018

 

 

 

Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermanns Oprør for fremtiden: Manifest for frihed og fællesskab – midt i en tech-tid er stærkest, når den opgiver sine digitale spådomme og dykker ned i arbejderkampens historiske arvegods. Eftertryks litteraturredaktion har bedt digter Liv Sejrbo Lidegaard anmelde bogen.  

Af Liv Sejrbo Lidegaard
Illustration af Eva Kragh Petersen

Pointen i Oprør for fremtiden bliver slået fast i bogens bagsidetekst og i det manifest, som står på dens flap: Den teknologiske udvikling har helt ustyrlig meget (eksponentiel) fart på, uligheden stiger, rigdommen ophober sig på få hænder, og der er brug for international lovgivning og en ny global skattepolitik, hvis ikke lønarbejderne og demokratiet skal stå tilbage som de store tabere i den 4. industrielle revolution.

At teknologien er i færd med at omvælte vores samfund, er lige så uimodsigeligt og tvivlsomt, som det altid har været. Det var også udgangspunktet, da den amerikanske teoretiker Donna Haraway skrev A Cyborg Manifesto i 1985. Her undersøger Haraway det kritiske potentiale i teknologi, der er så avanceret, at den bliver menneskelignende, og forudsiger, at det vil blive umuligt at skelne klart mellem organisme og maskine, kultur og natur. Håbet for Haraway er, at det så endelig vil stå klart for mennesket, at det er fuldkommen indspundet i materien: Mennesket er en cyborg, som også er dyr/plante/maskine/mineral/genetik. Den erfaring kan måske føre til et opgør med menneskets systematiske udbytning af den materielle verden.

I Bech Poulsen og Westermanns bog er den underliggende teknologiforståelse den modsatte: Her vil den teknologiske udvikling frigøre mennesket fra materien, ikke mindst fra alt praktisk arbejde, som vil blive varetaget af robotter. Deres håb er, at dette, såfremt mennesket bevarer kontrollen og træffer de rigtige beslutninger, faktisk er en befrielse. Samfundsborgerne skal, ifølge forfatterne, i stedet bruge deres energi på at deltage i demokratiet, videreuddanne sig, gå en tur i skoven og have fritid til at realisere deres drømme.

Forfatterne forstår arbejde i forstanden jobs, hvor en virksomhed ansætter en person til at udføre forskellige opgaver. Præmissen for at arbejde er, at mennesket veksler sin tid for penge. I traditionelle ufaglærte jobs er arbejdet monotont og slidsomt, i senmoderne jobs gør konstante krav om omstilling arbejdet meget stressende. Ifølge forfatterne vil robotterne erstatte traditionelle ufaglærte jobs, hvilket vil føre til øget arbejdsløshed og ringere arbejdsforhold for alle, undtagen nogle få meget heldige.

Deres svar på dette problem er: At gøre det obligatorisk for alle at tage en ungdomsuddannelse og at sørge for løbende videreuddannelse. De foreslår desuden en arbejdsuge på 25 timer: ”Hvis vi begynder at deles mere om arbejdet, vil lønarbejderne få frihed til at blive mere hele og mindre fremmedgjorte mennesker. Fritid er nok den væsentligste forudsætning for den frihed, som kaldes selvrealisering, og som dermed står i kontrast til den fremmedgørelse, vi kan føle.”

En ting er, at man kan diskutere, hvorvidt uddannelse og opkvalificering er en meningsfuld målsætning for alle. Eller må et samfundssystem også tage højde for og rumme dem, der nødvendigvis vil falde uden for dets krav og rammer? Noget andet er, at forestillingen om, at hver enkelt borger realiserer sig selv i sin fritid, afslører en meget begrænset opfattelse af, hvad samfund og fællesskab og ikke mindst arbejde er. Måske er grunden til ”fremmedgørelsen, vi kan føle”, en helt anden, end at vi ikke har nok fritid, i hvilken vi, hver især og overladt til os selv, forventes at realisere vores selv’er på dygtig og fantasifuld vis. Det kræver kundskab, flid, alvor og ikke mindst netop fællesskab at realisere ”sig selv” – hvis ikke det bedste værn mod fremmedgørelse netop er selvforglemmelse?

Hvis jeg skal forestille mig en bedre fremtid, starter det med en radikal gentænkning af, hvad arbejde kan være. Her tænker jeg f.eks. på, hvad arbejde er for fiskerne i Thorup Strand, og på den måde, vores landskab hænger sammen med produktionen af mad, eller på kærlighedens arbejde (u- eller lavtlønnet omsorgsarbejde), og jeg tænker på arbejde som det eneste holdbare udgangspunkt for fællesskaber: Familiære, venskabelige og samfundsmæssige, på praktisk arbejde som værn mod fremmedgørelse, arbejdet som kunst, leg, nødvendighed, forpligtelse og identitet.

Forfatternes opfattelse af arbejde er sigende for bogen i det hele taget. Den er bundet til den realpolitiske arena og holder sig inden for en rimelig snæver forståelse af, hvordan et menneske kan indgå i et samfund. Den indfrier altså ikke sin titel og ambition om at lave et decideret Oprør for fremtiden. Men samtidig er det netop i forankringen i det realpolitiske, at bogen bliver interessant.

Det viser sig også hurtigt, at det, forfatterne egentlig forsøger at få greb om, ikke er fremtiden, men derimod nutiden og de intrikate globale økonomiske forhold og teknologiske brud, vi står midt i. Gennem bogens første del opsummeres en lang og velkendt liste af aktuelle politiske problemer: Nogle få internetvirksomheder tjener astronomiske summer, de ikke betaler den skat af, som de burde. Facebook og Google udgør et demokratisk problem, fordi de indsamler data om privatpersoner, som de sælger videre til virksomheder. Borgerne bliver, op til valg, påvirkede gennem målrettede kampagner (jeg bliver nødt til at indvende, at dette på ingen måde er nyt! Og afsenderen har altid forsøgt at skjule sig!). Den økonomiske ulighed stiger på grund af finansiel spekulation og manglende lønstigninger til de, som har traditionelt arbejde forankret et bestemt sted. De få, der har meget, får endnu mere, mens middel og- underklassen får mindre og mindre. Trump og Brexit kan forstås som et resultat af frustrationen over summen af disse forhold.

Det er alvorlige sager, men det er ikke med hjertet i halsen, at jeg gnaver mig gennem listen. Snarere læser jeg pligtskyldigt forfatternes udredninger. Jeg sætter pris på den pædagogiske ambition, som det er at forklare forholdene grundigt. Men det er omfattende og svære emner, og berøringen med dem ender alligevel ofte med at blive relativt overfladisk: Bare tallenes størrelsesorden – er det meget, når en virksomhed får tildelt et milliardbeløb i bøde? Summerne er astronomiske og holder hurtigt op med at give mening. Jeg er altså helt og holdendt prisgivet forfatternes udlægning, hvilke oplysninger de præsenterer, og hvad de sammenligner med. Og her begynder noget at rumstere. For efter lidt tid bliver det tydeligt, at alle de fakta, der bliver præsenteret, underbygger den pointe, forfatterne i forvejen har – facit er altid det samme!

Bogen er en debatbog – et opråb og et politisk manifest. Men er det ensbetydende med, at den kun skal underbygge sine egne synspunkter? Eller ville den måske være mere overbevisende, hvis den i højere grad inddrog fakta og viden, der netop er i strid med dens pointer, forholdt sig til dem, tilbageviste dem, gav dem ret i noget og uret i andet? Det ville i hvert fald blive en mere spændende og mindre forudsigelig læseoplevelse, hvis den tillod flere bevægelser end at fasttømre sine på forhånd givne pointer. Det handler også om, hvordan viden bruges: Om den får den lov til at stå for sig selv eller med det samme bliver spændt for en ideologisk vogn.

Bogen vil tydeligvis oprøre og overbevise mig, men når den ikke inddrager forskellige synspunkter og udelukkende bruger tal og fakta til at nå frem til samme, på forhånd givne, konklusion, føler jeg mig hverken oplyst eller indigneret, men snarere hjernevasket med SF-politik – en faktisk ret ubehagelig følelse! Og alt det velmenende og inkluderende bliver omklamrende, og i stedet for politisk indignation er det den slumrende liberale/anarkistiske djævel, der vækkes i mig.

Nuvel. Bogens anden halvdel går helt væk fra bogens udgangspunkt i den teknologiske udvikling. I stedet er den en gennemgang af de tre historiske bevægelser, som forfatterne foreslår, skal udgøre ”lys, skjold og spyd” i kampen for et fremtidigt økonomisk demokrati. Her bliver bogen på en gang mere tør og mere ophidsende. Lyset er folkeoplysning, nærmere bestemt den grundtvigianske højskolebevægelse. Skjoldet er andelsbevægelsen, og spyddet er fagbevægelsen.

Det er vitaliserende og inspirerende at læse om alle tre bevægelser, som gennem tænkning, handling og kamp er vokset frem nedefra og har skabt velfærdsstaten. Det handler om den enkeltes og de fås mulighed for at organisere sig og yde modstand mod storkapital og udbytning. Og selvom bogens ”svar” gemmes til sidste kapitel, bliver det for mig, her de ligger: Det føles overordentligt relevant at genaktualisere og oplive alle tre bevægelser.

I bogens sidste del fremlægges en række forudsigelige, men dog også rimeligt ’feisty’ forsøg på at blive konkret: Borgerløn til alle, afskaffelse af værnepligten til fordel for socialt arbejde og demokratisk deltagelse, forslag om en fælles nordisk union, som skal trække EU i en mere socialistisk retning, forslag om lovgivning, som skal sikre, at bankerne ikke bliver for store, for at nævne nogle.

Visionerne kan fremstå vidtløftige, men politisk forandring skal starte et sted. Og selvom meget måske vil blive anderledes, når visionerne møder virkeligheden, er det godgørende at læse en konkret, venstreorienteret politisk vision. Forfatterne minder også om, at fagbevægelsen tog udgangspunkt i den internationale arbejderklasse, og at det er som sådan, at den kan genvinde sin fulde integritet og relevans.

Bogen slutter med en liste over forslag til, hvordan den politisk deprimerede kan komme ud af sin paralyse og ind i en følelse af faktisk at have mulighed for at handle og have politisk indflydelse – ved at starte i det små: Køb økologisk i Coop, bliv kunde i en fællesejet bank, pas på med at give dine personlige data bort på internettet, meld dig ind i en forening, eller skriv et debatindlæg – forfatterne foreslår sågar at arrangere et lokalt loppemarked!

Alt dette er for så vidt fint og godt, men den lidt klamme følelse fra bogens start vender tilbage – jeg længes efter en langt mere omfattende gentænkning af, hvad mennesket kan og vil, hvordan det er forpligtet på fællesskabet, og hvordan det kan være frit. Det er rigtigt, at et politisk bevidst forbrug er et sted at starte, men det gør ikke én til en politisk aktiv borger. Og faktisk indfrier disse forslag også meget lidt af det potentiale, der findes i en reel revitalisering af den socialistiske kamp, som den fremlægges i bogens anden del. Jeg ville med andre ord hellere have en brugsanvisning til, hvordan man starter et andelsmejeri eller organiserer en fagbevægelse for løstansatte på internettet eller genskaber højskolerne som bredtfavnende demokratisk læreplads, end en opfordring til at købe økologiske grøntsager i SuperBrugsen.

Det er håbløst at bygge sin forestilling om fremtiden på fremskrivninger af tingenes nuværende tilstand. Der er ingen tvivl om, at teknologi vil ændre verden og vores hverdag, men hvordan? Sandsynligvis på langt mere komplekse, forfærdelige og vidunderlige måder, end vi er i stand til at forestille os. Selve ordet robot kommer af det tjekkiske ord for slave. I Bech Poulsen og Westermanns optik vil robotterne, som den ny tids slaver, kunne løfte alle mennesker op til en slags nye herremænd, der frit kan deltage i demokratiet. Med Haraway in mente er der noget grundlæggende ved denne tanke, som vækker min skepsis. For måske er det netop i opsplitningen mellem tingene og produktionen af tingene, at fremmedgørelse og udbytning af Jordens ressourcer opstår. Måske er det selve tanken om, at frihed er frihed fra kroppens nødvendigheder, der er brug for et opgør med.

Det sagt, er der mangel på politikere, der anskuer forandring som noget positivt, og Bech Poulsen og Westermanns opråb om, at det er en politisk opgave at få teknologien til at tjene folket og ikke virksomhedslederne, giver god mening. Deres bog er ikke et stykke kulturdannende tænkning, men et udkast til en politisk plan for SF. Og det er netop også, når bogen tager den traditionelle arbejderbevægelses kampe op, at den bliver mest spændende.

Liv Sejrbo Lidegaard (f. 1986) er uddannet fra forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg og er mag.art. i litteraturvidenskab. Hun debuterede i 2015 med digtsamlingen Fælleden

 

Anmelderens tre forslag til videre læsning:

Thomas Højrup: Det glemte folk – Livsformer og centraldirigering Museum Tusculanum, 2010.

Donna Haraway: A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, 1985, essay.

Stéphane Hessel: Gør oprør! Pamflet, oprindeligt udgivet på fransk i 2010.