Det filantropiske fupnummer

Filantropi er den globale elites yndede måde at fremstille sig selv som verdens frelsere.

Af Chris Lehmann
Oversat af Mathias Rølle

Som Anand Giridharadas skriver i sin nye bog Winners Take All, “kan man ikke afvise, at nutidens elite er blandt de mest socialt bevidste i historien. Men den er også, ved tallenes kolde logik, blandt de mest rovgriske.”

I takt med at lønninger stagnerer eller falder, og boligstøtte nådesløst beskæres, forsøger den nye filantropi at gøre sociale ydelser til en investeringsmulighed. I store konsulentvirksomheder som McKinsey, på globale mødesteder som Davos, Aspen og Doha, og i Clinton Global Initiatives’ (CGI) selvsmagende stiftelse, arbejder den selvsamme klasse, der profiterer på global ulighed, på at finde nye måder at lindre dens symptomer på. Her sælges en mængde “disruptive”, markedsdrevne indgreb i bl.a. sundhedsvæsenet, transport- og boligområdet til investorer som opfindsomme smutveje ind i den offentlige sektor.

Det perverse dogme bag sådanne initiativer er mantraet “win-win” – ideen om, at sociale reformer ikke behøver at påvirke virksomhedernes bundlinjer negativt. Som en af “win-win”-mantraets førende teoretikere, tidligere journalist for TechCrunch Greg Ferenstein, forklarer: Hvis du går ud fra, at den offentlige sektor grundlæggende er uforenelig med markedet, så

bekymrer du dig om forskelle i rigdom. Så ønsker du, at fagforeningerne skal beskytte arbejderne mod virksomhederne. Så ønsker du en lille stat, der ikke spænder ben for erhvervslivet. Hvis du derimod ikke antager en konflikt mellem stat og marked, og hvis du i stedet mener, at alle institutioner skal gøre det godt, og at de alle skal samarbejde med hinanden, så vil du ikke have hverken fagforeninger eller regulering eller suverænitet eller nogen af den slags ting, der beskytter folk mod hinanden.

Denne synergi mellem stat og marked opsummerer Ferenstein ganske tungnemt som “optimisme”. Den neoliberale elite har jo fundet en kur mod markedets barbariske uligheder – et udvalg af kosmetiske, socialpolitiske indgreb, der retter sig efter markedets logik, eksempelvis mikrolån og skolepenge.

I kraft af sit eget førstehåndskendskab leverer Giridharadas en sønderlemmende kritik af rationalet bag dette filantropiske fupnummer; han er nemlig tidligere McKinsey-konsulent, har været tilknyttet Aspen Institute og har taget sin TED-talk-tørn. Hans insider-kendskab gør ham i stand til at klarlægge vores optimistiske overherrers intellektuelle og moralske fiaskoer:

Disse eliter arbejder for den idé, at social forandring af princip skal søges gennem det frie marked og frivillige handlinger, ikke i det offentlige liv eller gennem love og reformer i de systemer, som folk deler i fællesskab; at den skal holdes under opsyn af kapitalismens vindere og deres allierede og ikke stride imod deres behov; og at de, som status quo er mest til gavn for, skal spille en hovedrolle i reformen af status quo.

Denne elitære ideologi kalder Giridharadas for “MarkedsVerdenen”. Som han bemærker, kræver forsvaret for MarkedsVerdenen endeløse forvridninger af den sociale tænkning. Socialpsykologen Amy Cuddy leverede f.eks. en af historiens mest succesfulde TED-talks, da hun udlagde feministisk aktivisme som en bestræbelse på at gennemføre forandringer i den personlige adfærd på arbejdspladsen, eksempelvis hvad angår “magtpositurer”. Den slags forskønnelser af sociale konflikter, skriver Giridharadas, “har ført til udvandede teorier om forandring, som er personlige, individuelle, afpolitiserede, som respekterer status quo og systemet, og som ikke på nogen måde fordrer opbrud.” TED-talk-medarbejderen Bruno Giussani, der var vært ved Cuddys foredrag, indrømmede dette og bemærkede, at han endda havde opfundet et ord for elitens undvigelse af social konflikt: “Pinkering” efter Harvard-lingvisten Steven Pinkers argument om, at historien uundgåeligt bevæger sig mod verdensfred.

I sin lange behandling af CGI’s stormøde i 2016 citerer Giridharadas den tidligere præsident Bill Clintons afskedstale: “Gode folk, der brænder for kreativt samarbejde, har en næsten ubegrænset positiv indflydelse, når det gælder om at hjælpe folk i dag og give vores børn bedre dage i morgen,” forkyndte Clinton og fortsatte: “Det er det eneste, der virker i den moderne verden.” Giridharadas kalder ganske rigtigt denne sidste påstand for “forbløffende” – den leder tankerne hen på Margaret Thatchers insisteren på, at der simpelthen “intet alternativ” er til uhæmmet kapitalisme.

Giussani foreslår, at elitens beroligende, olympiske narrativer har til formål at affærdige ethvert kritisk perspektiv som tilbagestående og uvidende: “Dine problemer har ikke rigtig nogen betydning i sammenligning med fortidens, og dine problemer er ikke rigtig problemer, eftersom tingene bliver bedre.” Adspurgt om, hvorvidt al denne skamløse pinkering havde bidraget til det pseudo-populistiske vredesudbrud, der for øjeblikket hærger Vesten, bedyrer Giussani: “Selvfølgelig bidrager forvrængninger. Jeg tror endda, at det er en af [populismens] største drivkræfter.”

Alligevel håber MarkedsVerdenens førende teoretikere at ride den nuværende krise af ved at klamre sig endnu mere til deres yndlingsvaner end nogensinde før. Det overraskende “ja”-resultat ved brexit gav for eksempel anledning til Clintons bemærkning om, at brexit-støtterne simpelthen “ikke vidste, hvad de havde gang i.” Som Giridharadas tørt bemærker, “havde de folk, der satte sig for at forstå vreden omkring dem, på forhånd lagt sig fast på ideen om, at vreden ikke havde noget som helst grundlag i fornuft eller bevidste valg.”

Og det er overordnet set den diskursive verden, som vi lever i siden valget af Trump. MarkedsVerdenens velbetalte, politiske talerør insisterer ufortrødent på, at verden grundlæggende har det godt. Som Nancy Pelosi (forkvinde for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, red.) for nylig udtalte i et interview til Rolling Stone, er det, fordi Demokraterne er “effektive”, at det trumpianske mørkes kræfter angriber dem. I virkeligheden har den neoliberale ledelsesdrøm selvfølgelig været en grotesk fiasko: Pelosis Demokrater står foran den største nedgang i politisk indflydelse i USA siden 1924. Men det er en bitter sandhed, der aldrig vil trænge igennem hos den selvforherligende, neoliberale elite.

 

Artiklen “The Philanthropy Racket” er oprindeligt bragt i Jacobin, d. 25. september 2018: https://www.jacobinmag.com/2018/08/the-philanthropy-racket