Menneskenes rodede verden. Anmeldelse: Hjertelandet

Det ensomme privilegium at kunne tilrettelægge sit liv efter sine egne ønsker. Det meningsfulde afsavn at måtte leve og ofre sig for andre. Kontrasten bliver skarpt og ømt belyst i den nye dokumentarfilm Hjertelandet om thailandske kvinders liv med nordjyske mænd. Eva Eistrup har set filmen.

Af Eva Eistrup
Pressefoto af Christian Vium

Hvad skal man stille op, hvis man ønsker at tænke progressivt og opbyggeligt om prostitution eller omsorgsmigration, som forskningen kalder det, når især kvinder fra det globale syd rejser til Vesten for at gifte sig, sælge sex eller passe børn? Hvad gør man, hvis man gerne vil undgå den værste fordomsfuldhed og ikke bare ukritisk føje de stærkeste mavefølelser i mødet med den globale kønsmæssige ulighed?

Måske flytter man fokus væk fra sin egen moralske indignation og hen på de mennesker, det handler om, med lidt hjælp fra mennesker, der ved mere.

Der er meget at lære i dokumentarfilmen Hjertelandet af dokumentarist Janus Metz og socialantropolog Sine Plambech, hvis du som mig er lige dele kød, blod og dømmesyg moralist. Filmen, som er filmet over ti år, bygger videre på to tidligere dokumentarer, Fra Thailand til Thy og Fra Thy til Thailand fra henholdsvis 2007 og 2008, og følger mange af de samme mennesker. Men i stedet for et øjebliksbillede af mødet mellem Thailand og Danmark, mellem økonomisk fornuft og romantiske forventninger, får vi i Hjertelandet lov til at vende tilbage syv år efter og se, hvad tiden har gjort ved parrene, og vi introduceres for første gang til de unge kvinder Saeng og Lom, som stadig bor hjemme i deres thailandske landsby, og hvis udlængsel og fremtidsdrømme fortæller en historie om alt det, der går forud for Thy.

Ordnede forhold

Hjertelandet udforsker på en nysgerrig, afdæmpet og gennemført menneskevenlig måde, hvorfor 926 thaikvinder over de sidste 25 år er endt i Thy, gift med nordjyske mænd. Der er den store, strukturelle forklaring om fattigdom og muligheden for et bedre liv for sig selv og sine børn, og så er der den mere konkrete årsag til, at der bliver spist en del mere Phad Thai på Mors i dag end for 25 år siden: Sommai Molbæk, gift med Niels Jørgen Molbæk på 25. år og selvudnævnt ægteskabsformidler. Uden hende ville de ikke være her, fortæller de kvinder, hun har hjulpet til Danmark. Hun er som en mor for dem. Men vel at mærke en realpolitisk, cost-benefit-analytisk mor, der uden sentimentalitet har erkendt, hvilke muligheder der er til rådighed for en fattig kvinde. Valget mellem et fysisk opslidende liv i marken og i landsbyen eller bedre økonomiske vilkår som enten sexarbejder i Pattaya eller som en vestlig mands hustru.

”Jeg kan godt sælge min krop, bare min familie har det godt,” konstaterer Sommai, der selv rejste fra fire børn til Pattaya, epicenteret for Thailands sexturisme. Her mødte hun danske Niels Jørgen, der med dansende nervøs mimik bekender til kameraet, at jo, han var i Thailand for at have en sjov ferie: ”Det, som de skælder ud på nu … sexturist …”. Selvom det er mange år siden, Sommai og Niels Jørgen mødte hinanden, er det tydeligt, at hans fortælling om deres møde er en forelskelsesfortælling. Sommais version af begivenhederne er mere pragmatisk og hendes følelsesliv mere uudgrundeligt.

Kae virker afklaret med, at hun skal have Keld, men har svært ved at lade beslutningen sive helt ind i sin adfærd over for ham.Ud over Sommai og Niels Jørgen følger vi også tre andre par: Melankolske Basit, som er gift med Sommais kollega fra fabrikken Frank. Robuste og lattermilde Mong, som er gift med John, hvis kone hængte sig i deres fælles hjem, før Mong kom ind i hans liv. Og endelig Mongs reserverede søster Kae, som vi ser ankomme til Danmark og rykke direkte ind hos kejtede Keld, hvis mor pressede ham til at svare på den kontaktannonce, som Sommai havde indrykket på Kaes vegne, der søgte ”en mand med orden i økonomien”.

Kae er rejst fra sin søn Mark i Thailand. Hendes stille væremåde står i kontrast til det pjattende selskab af thailandske kvinder, hun befinder sig i, hvor der skraldgrines af seksuelle anekdoter og deles insidertips til dansk kultur. Hun virker afklaret med, at hun skal have Keld, men har svært ved at lade beslutningen sive helt ind i sin adfærd over for ham. Hun lukker ham ikke ind og kysser ham ikke farvel og opfører sig i det hele taget, som om han er den fremmede, han er. Han er dobbelt så akavet, duknakket og blid. Han forstår, at hun gerne vil være alene, og trækker sig med en undskyldende mine, der måske undskylder for mere, end han selv gør sig klart. Søsteren Mong skælder ud: ”Du er bedre stillet end kvinderne i Pattaya. Så opfør dig ordentligt.”

Det bramfri, lattermilde kvindefællesskab er også en familie, præget af social kontrol og intern justits, og som ikke tolererer for store doser tvivl eller sorg. De erfarne skoler de uerfarne i, hvordan man overkommer sin manglende lyst (”sig jeg ho’pine”, som Mong instruerer Kae) og begraver sine følelser, mens man tænker på fædrelandet og ungerne derhjemme. Behandl ham godt og gør, hvad du kan for ham, i sengen, så kan han hjælpe dig.

”Da jeg først kom hertil, så jeg på himlen. Det var så mørkt, at jeg troede, jeg var i helvede,” siger Mong til Kae i et forsøg på at få hende til at forstå, at hun har følt det samme, at det lysner og bliver bedre med tiden.

Hjemme i Sommais landsby møder vi 23-årige Saeng, der for et europæisk blik ligner en 16-årig. Hun synes, vestlige børn er nuttede med deres blå øjne, og drømmer om, at Sommai kan skaffe hende en dansk mand. Hun og hendes mor taler om det, fantaserende, som et fremtidigt eventyr og et spændende og helt naturligt coming of age-skridt i Saengs udvikling som kvinde. Hun har et barn med en mand fra landsbyen, som ikke længere er inde i billedet. Børnene er kvindernes glæde og byrde. Hendes egen mor opfordrer hende til at tage til Pattaya (”men sig til far, at du gør rent”), som Saeng kun har hørt om fra sin veninde Lom, der allerede har taget skridtet, og hvis make-uppede øjne ikke længere skinner forventningsfuldt som Saengs. Saeng besøger Lom i Pattaya og er betaget af bylivet, frydefuld over at være væk hjemmefra og på egen hånd, som en hvilken som helst dansk teenager i Calella. Lom prøver forsigtigt at huske hende på, hvad arbejdet går ud på, men det siver ikke rigtig ind. Før det i den grad gør det.

Kvindernes landsby er forandret af de penge, de sender hjem. Sommai har taget Niels Jørgen med hjem på besøg, og han viser rundt og fortæller, hvordan faldefærdige rønner er blevet erstattet af fine gasbeton-villaer. ”Du skal ikke være bange,” siger Sommai til Saeng, da de mødes for at drøfte mulighederne: ”De behandler dig bedre end thailandske mænd. De drikker ikke, de tager ikke stoffer, og de slår ikke”. Før Basit blev gift med Frank, havde hun en mand, som mishandlede hende. Han plejede at hælde kogende vand ud over hendes krop. Basit er den eneste, der ikke fortæller Kae, hvad hun skal gøre, men spørger hende, hvordan hun har det, som de sidder ved Limfjordens vande med blæsten i håret, og Kae skal beslutte sig for, om hun vil efterlade sin søn midlertidigt i Thailand og gifte sig med en mand, hun knap kender. Til Kae og Kelds bryllup holder Kelds mor en tale. Til Kae siger hun: ”Jeg har ikke noget imod dig overhovedet”.

Kommer tid, kommer rod

Hun er splittet mellem pligten over for sin familie i Thailand og pligten over for en aldrende Niels Jørgen, der ikke vil opgive sit hjerteland. Som Frank så fint opsummerer det: ”Menneskenes verden, den er godt nok rodet”.Syv år senere sidder kvinderne i en flok og joker med, hvor sjældent de får sex. ”Hvis jeg tager sexet tøj på, tror han, jeg fryser”. De skriger af grin. Der er sket forandringer i rollerne. Forhold og følelser er blevet komplekse, virkeligheden har fået nye nuancer, og entydige sandheder er endnu længere uden for rækkevidde. For nogle af de thailandske kvinder og danske mænd kom tiden med en ro. Kae og Keld har fået et fælles barn, og hendes søn Mark er kommet til landet, hvor han er ved at uddanne sig til kok. Kaes valg har båret frugt, og en ny generation er hjulpet bedre på vej. Der bliver købt antikviteter og passet overdådige haver, sladret og hygget i Thy. For andre vender de før så kompetent håndterede følelser og benhårde livsvalg tilbage with a vengeance. Basit og Frank skal skilles, og den ulykkelige Frank reflekterer i slutningen af filmen over, at Thailand for ham har været som en flugt, en drømmeverden. Hos den tidligere så urokkelige godmother Sommai spirer fortvivlelsen og hjemveen. Hun er splittet mellem pligten over for sin familie i Thailand, sin gamle, ulykkelige søster, der passer en voksen handicappet søn, og pligten over for en aldrende Niels Jørgen, der ikke vil opgive sit hjerteland. Som Frank så fint opsummerer det: ”Menneskenes verden, den er godt nok rodet”.

Hjerteland er en smuk film med sine lange landskabsskud ud over øde marker og stille og vilde vande i begge lande, og det er en troværdig film, der loyalt og med en respektfuld distance giver plads til de liv, den viser. Filmen nedtoner hverken tragikken, håbet eller opbyggeligheden, og særligt i historien om de to kvinder Saeng og Lom viser dokumentaren, hvor ubærligt meget der hviler på deres skuldre, hvad enten de vælger at rejse ud eller bliver hjemme.

En af filmens absolut bedste kvaliteter er, at den formår at vise, hvordan der bliver skabt velstand og muligheder på baggrund af den omsorg, kvinderne yder. I deres både lidt ensomme, naive og privilegerede position vælger de danske mænd, som de børn af vestlig individualisme, de er, på egne vegne, mens de thailandske kvinders liv leves for andre og flere. Det er ikke okay, det er bare heller ikke uden stor værdi.