Anmeldelse: “Så gør vi det, hvad?”

En anmeldelse af Christian Lollikes ‘Revolution’

Af Lars-Emil Woetmann
Pressefoto af Emilia Therese

En mannequin-dukke sidder tavst ved et keyboard bag ved vinduet til den lejlighed, som udgør stykkets scenerum, og foran et bagtæppe af stjerneklar himmel. Da begynder dukken at spille en langsom sørgmodig og virkelig elektronisk melodi, og stykket sætter i bevægelse.

Fire typer, to kvinder og to mænd, iklædt blege kunstige tekstiler, sort glat hår og masker, der ligger som en ekstra overflade på deres ansigter, træder ind i det kølige skandinaviske scenerum. Som mekaniske dukker eller menneskerobotter bevæger de sig langsomt, og de taler langsomt – eller rettere mimer til de båndede replikker. De er virkelig ikke rigtigt til stede, identitetsløse som den IKEA-sofa, der samler scenen, og hvor de ofte sætter sig for at tale omkring det tv, der er på publikums plads.

De taler til os, publikum, hen over verdens forbundne krise-begivenheder, klimakrisen først og fremmest, den sætter gang i angsten, det bliver hurtigt hysterisk – i et så langsomt tempo, at følelsen ikke kan gribe i kroppene, men forbliver underlig fjern.

Den første type er ramt af apati og føler, at det hele udvikler sig frygteligt. Den næste er revolutionær opildnet og taler helt bogstaveligt som et essay af revolutionsteoretikeren Mikkel Bolt, der er forfatter til det essay, der udgør en stor del af stykkets tekstmateriale. Bolt-dukken påpeger, at der er tale om flere sammenhængende kriser: flygtningekrise, finanskrise, klimakrise. Tilsammen er de så grundlæggende, at der må radikale samfundsforandringer til, en revolution!

Han udfordres af den tredje, der taler som det liberale egennyttige demokrati, Vesten, der bogstaveligt talt tæsker den kitschede revolutionssnak med hård snusfornuft. Den sidste menneskedukke kan slet ikke overskue det, han er blevet skilt og har det hårdt over det, han er fanget i sit privatlivs krise. Det lyder måske tørt, men det er helt morsomt – ikke mindst fordi de skarpe verfremdungsteknikker interessant nok skaber et overbevisende show og en hård tragikomisk effekt.

Vi får altså hurtigt etableret, at de fire typer ikke evner at stille noget op. De er fanget i det designede rum, i revolutionens befængte floskelsprog, i det konforme og karakterløse IKEA-rum, og også helt konkret: i skuespillets fiktion, hvor handling er virtuel og konsekvensløs. Men de får formuleret spørgsmålet:

”Så gør vi det, hvad?”

og svaret, den åbne plads:

”noget”

Herfra gennemløber stykket forskellige slags grænseoverskridende ”noget”-forsøg: Punkmusik, publikumstæsk, bytteøkonomi og profetiske korstykker veksler i stadig mere febrilsk opkørte forsøg på at gennembryde den hårde afstand til virkeligheden, der gør både skuespillere og de samfundsborgere, der kigger på, ude af i stand til at trænge igennem til det reelle: Revolutionen, der måske mest af alt er et eksistensanliggende?

Problemet for mig er, at det nok er sandt, at den revolutionære lyst selv bliver en individualistisk fantasi, den er ikke forbundet til noget fælles eller virkeligt, den er fanget i individets identitære maskespil, grænseløs selvskabelse.Mest overbevisende og smukt samles det ”noget” i et tableau, hvor skuespillerne forvandles til lerfigurer uden munde, drømmevæsener, mareridt.

Stykkets problemstilling – og dets greb – er også klassisk Lollike: hvordan genskaber man mening i en affortryllet og hypermedieret verden, hvordan slipper du ud af den refleksive depression? I Revolution er det revolutionen, der spiller rollen som den potentielt store meningsgiver. Måske er kriserne en mulighed for endelig at blive skilt fra den (sen)moderne følelse af ingenting.

Problemet for mig er, at det nok er sandt, at den revolutionære lyst selv bliver en individualistisk fantasi, den er – på trods af Mikkel Bolts autentiske kritik – ikke forbundet til noget fælles eller virkeligt, den er fanget i individets identitære maskespil, grænseløs selvskabelse. Den indsigt bliver så siddende som de dirrende håndjern, den, der vil noget, er bundet af.

Jeg tror, at vi må generobre det politiske som noget, der rækker ud over, hvad den enkelte vil være, måske med den enkle opskrift at tage de konkrete institutioner alvorligt? Det er selvfølgelig ikke teatrets opgave at pege sådan opbyggeligt forbi refleksionsrummet, men det føles alligevel som den ambition, Revolution ikke indfrier, fordi det kokser for meget ud.

Jeg må alligevel varmt anbefale Revolution til såvel revolutionære som reformister, liberale kynikere og ironiske sofavælgere, fordi du bliver opmærksom på dig selv. Revolution er et så glimrende eksempel på, hvordan teateret kan agere refleksionsrum for tidens spørgsmål, ak! O.k., så er stykket også sjovt, overraskende og glimtvis smukt.

Så gør det mindre, at de mange overraskende vendinger er mindre overraskende for den, der har set andre af Lollikes mange stykker. Lertableauet er f.eks. virkelig meget en genopførsel af finalen på det kontroversielle Lollike/Nielsen-stykke Black Madonna. Men hvem siger også, at det enkelte værk skal være endeligt og ikke et led i en fortsat undersøgende proces? Måske er stykket en montage af mulige forestillinger?

Revolution spiller på det engagerede teater Sort/Hvid i København indtil d. 29. september 2018.

Lars-Emil Woetmann er litteraturredaktør på Eftertryk Magasin