Racisme på midten: Et interview med Liz Fekete

“Problemet med racisme skal findes i midten af vores samfund.” Det mener Liz Fekete, leder af Institute of Race Relations i London, som i år er udkommet med bogen Europe’s Fault Lines. En bog, der bl.a. gør op med ideen om, at racismen først og fremmest næres af det yderste højre. Marie Northroup og Anne Louise Fink har talt med hende for at få et indblik i den højredrejning, som vi ser udspille sig over alt i Europa i dag.

Af Marie Northroup og Anne Louise Fink
Illustration af Théophile-Alexandre Steinlen, L’EXODE, 1915

”At opfatte højrenationalismen som et perifert fænomen er en måde at se bort fra den socioøkonomiske eksklusion i vores samfund og den måde, vores samfund i det hele taget er organiseret på. I stedet for at tale om kapitalisme taler vi om forskellige grupper, hvad enten det er ’muslimerne’, ’den hvide arbejderklasse’ eller ’romaerne’, osv. Der er en tendens til, at det ekstreme højre diskuteres inden for konteksten af anti-ekstremisme. Og i den kontekst udelades kapitalmagtens betydning. Der er dog en konsekvent undtagelse, når det gælder den hvide arbejderklasse. Den såkaldte ’hvide arbejderklasse’ diskuteres som et fællesskab, der er særligt udsat, og som man må lytte til og forstå. Som om der ikke også fandtes en ’sort arbejderklasse’, eller en ’multikulturel arbejderklasse’. Så er arbejderne en indirekte og ufuldstændig del af diskussionen. Kapital- og statsmagtens indflydelse er helt udeladt af analysen.”

I sin bog giver Liz Fekete et detaljeret overblik over aktuelle højreradikale bevægelser, specielt hvordan de opererer igennem – og overlapper med – etablerede statsinstitutioner. Hendes studier har de sidste tredive år i høj grad været rettet mod det yderste højre og den europæiske racismes karakter. Her har hun i samarbejde med stifteren af Institute of Race Relations – den for nyligt afdøde srilankanske forfatter og filosof Ambalavaner Sivanandan – udviklet et racisme-begreb, der medtænker materielle forhold. Det er et perspektiv, som hun mener, at der mangler i civilsamfundets og de europæiske staters håndtering af stigningen i den racerelaterede vold i dag.

Fekete kritiserer den dominerende fortælling om, at den politiske midte i Europa skulle være blevet drejet til højre af en højre-national periferi. I stedet mener hun, at det er den politiske midte selv, der via sin neoliberale politik har skabt højrenationalismens vækstbetingelser.

“Vi ser lige nu enorme, statssponsorerede antiekstremisme-kampagner på EU-plan. Ekstremisme bliver her påtalt, som om det er et fænomen, der holder til i samfundets randområde. Det, jeg har prøvet at gøre i min bog, er at vise, hvad jeg håber, at nogle af os i civilsamfundet allerede tænker i dag: At det er en belejlig bortforklaring at tørre skylden af på yderliggående højrefløjsbevægelser. Problemet med racisme skal findes i midten af vores samfund. Racisme er helt centralt for, hvordan kapitalismen er organiseret i dag.”

Men mener du, at den her forståelse af racisme og fascisme som noget, der findes i midten af vores samfund, også er udbredt i civilsamfundet eller på venstrefløjen?

“Venstrefløjen har også sin egen racisme. Nogle vil kalde det ’den nativistiske venstrefløj’ eller ’hvide venstrefløj’. Der har her været en tendens til at se arbejderkampene i Europa som fundament for global antikapitalisme. I det tyvende århundredes kampe, anti-industrialiseringskampene, og i fremkomsten af arbejderbevægelsen var der en chauvinisme indbygget i den hvide venstrefløj, som lyder nogenlunde sådan her: ’Os i de industrialiserede lande, vi havde de første fagforeningsbevægelser, vi havde en arbejderbevægelse imod kapitalen.’ Den hvide del af den europæiske venstrefløj har historisk haft en tendens til at være chauvinistiske over for andre bevægelser og kampe i resten af verden. Det grunder i en forestilling om, at Europas kapitalistiske samfund og fagforeninger er mere avancerede end resten af verdens. Og så er der det faktum, at der hersker udbredt uvidenhed over for de antikolonialistiske kampe og en manglende forståelse af, hvor meget vores europæiske samfund profiterede på kolonialismen og på udnyttelsen af romaarbejdere internt i Europa. Fordi vi ikke har lært om disse historier, ender vi med at videreføre den koloniale mentalitet. Der er en kontinuitet der.”

(Eftertryk Magasin har inviteret Liz Fekete til Danmark d. 28 september til en samtale om hendes seneste bog. Tilmeld dig arrangementet her)

Men det er ikke som i 1930’erne…

I Europe’s Fault Lines er der en gennemgående bevidsthed om, at Europas koloniale arv har betydning for højrenationalismen i dag. Bogens ærinde er dog ikke at finde paralleller, men at analysere vores samtid. Fekete udlægger højrenationalismens ideologiske rødder, og blotlægger dens nyeste former:

“Når vi betragter udviklingen i Europa lige nu, og selvfølgelig særligt situationen i steder som Polen, Ungarn og Italien, så reagerer folk med chok og udbryder: ’det her er ligesom i 1930’erne, historien gentager sig’. Men hvis vi tager udgangspunkt i en mere materiel analyse, og ikke i vores frygt, så vil vi se, at der ikke er tale om en gentagelse af 1930’erne. Fascismen opstod i 1930’erne, fordi der var stærke nationalstater, der kæmpede mod hinanden. Omvendt er nationalstaterne svækkede i dag. Det globale kapitalistiske system betyder, at nationalstaterne har mindre magt til at kontrollere deres egne økonomier. De dominerende kræfter findes andetsteds, ikke mindst i de multinationale selskaber og hos de folk, der sidder på aktiemarkederne.”

Derfor mener Fekete også, at højrefløjens genbrug af tredivernes vokabular er paradoksal:

”Det er virkelig et paradoks, at vi ser et indtog af nationalisme gennem slagord som America First, Danmark For Danskerne og Take Back Control (i Storbritannien under Brexit). Disse slogans kan ses som en kamuflering af det faktum, at staterne har stadig mindre kontrol over de nationale økonomier, mindre og mindre politisk indflydelse, både på et nationalt plan og på de fælles samfundsmæssige interesser. Dette var mit udgangspunkt, da jeg påbegyndte denne analyse. At forstå hvordan relationen mellem kapitalisme, nationalisme, autoritarisme og fascisme faktisk er anderledes i dag, end den var i 1930’erne.”

Xenoracisme

Feketes analytiske fokus på relationerne mellem kapitalisme og nationalisme er også inspireret af A. Sivanandan, og hun vender tilbage til deres samarbejde for at beskrive deres samtidsspecifikke racismebegreb, xenoracisme:

”Jeg tror, at det, Sivanandan var uhyre opmærksom på, er, at selvom der altid er et fælles aspekt i racisme, og at al racisme vil indeholde en dehumanisering, så vil racismen i forskellige situationer og forskellige historiske kontekster forme sig forskelligt. Det var Sivanandan, der først kaldte det xenoracisme. Netop ikke xenofobi, fordi xenofobi ofte bruges til at retfærdiggøre frygt for fremmedhed ved at sige, at det er noget naturligt. Det er xenoracisme. Xeno, fordi det er rettet imod “fremmede”, og xenoracisme, fordi det er en konstrueret fremmedhed, som er institutionaliseret i samfundet. Vi ser det i love særligt rettet imod migranter og flygtninge. Folk bliver tvunget ind i et velfærdssystem uden at have de samme sociale rettigheder som andre borgere i samfundet. De har ikke de samme boligrettigheder, de bliver holdt i detentionscentre, de bliver forbudt at arbejde, og det bliver gjort vanskeligt for børnene at få adgang til skole og studier. Xenoracisme er rettet mod nytilkomne og former vore samfund lige nu.”

Hvordan kan vi forstå xenoracisme, hvis vi, som du foreslår, skal forstå det i lyset af vores samtids politiske og materielle forhold?

”Selvom jeg mener, at racismen altid udspiller sig på en specifik og lokal måde, er der også et internationalt aspekt. Jeg mener, at det internationale aspekt af racisme er meget essentielt i dag. På en måde står vi i en unik historisk situation, idet vi oplever den største fordrivelse af mennesker i verden nogensinde. Det er i det perspektiv, at vi må forstå racismen. Den er forbundet med et globalt system, næsten som et globalt apartheidsystem, fordi migrationen har den funktion, at de tidligere industrialiserede lande kan profitere på den. F.eks. i form af udnyttelse af uddannede arbejdere fra “udviklingslandene”, der kommer op og bidrager til de europæiske økonomier, samtidig med at man opbygger et fort imod den fattigste del af samfundene.”

Xenoracismen er altså, ifølge Fekete, en del af nogle globale mekanismer der gør det muligt for de tidligt industrialiserede lande at kapitalisere på migrationsbevægelserne:

”En stor del af de proletariserede lande, som opstod i Asien og Afrika, er et produkt af de tilpasningsprogrammer, der blev tvunget ned over dem i 1980’erne og 1990’erne. Så det er i lyset af dette, at vi må forstå vor tids internationale situation, hvor de tidligt industrialiserede lande mødes i store globale forummer for at planlægge håndteringen af migration for at holde flygtninge ude. Samtidig har vi efter terrorangrebet d. 11. september 2001 set begyndelsen på en serie af katastrofekrige i Afghanistan, Irak, og proxy-krigen i Syrien. Vi har set, at den her fortsættelse af krige har skabt enorm økonomisk ustabilitet og enorme migrationsbevægelser. Vi ser det nu i Yemen og Eritrea. Og fordi mange af disse lande ligger i primært muslimske regioner af verden, retfærdiggøres det at holde flygtningene ude af Europa med islamofobi.”

Mener du at islamofobi, forstået som en strukturel anti-muslimsk modvilje i samfundet, er dominerende i den offentlige diskurs om flygtninge og migranter? Bør vi forholde os specifikt til den?

”På mange måder er islamofobi dominerende i antiflygtninge-diskursen lige nu, men vi må ikke glemme, at der altid er forskellige racismer i Europa, for eksempel racismen mod romaer og den anti-sorte racisme, der er meget udtalt i Italien for tiden med hele debatten omkring bådflygtninge. Selvom disser racismer må analyseres adskilt med blik for deres forskellighed, så er der en forbindelse imellem dem. Og det er noget af det, som er utrolig vigtigt for mig i mit arbejde. Jeg mener, at det er vores pligt at vise denne forbindelse, for vi har brug for hinanden i den antiracistiske kamp. Vi bliver alle sammen nødt til at kæmpe sammen, for vi befinder os i en virkelig ekstrem situation.”

Anne Louise Fink er MA i Moderne Kultur, og Marie Northroup er BA i Antropologi.