Magtens vagthunde

Emmanuel Macrons besøg i Danmark udstillede, at pressen, fra venstre til højre, stadig er forblændet af den franske præsident.

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

I Frankrig har de fået et nyt begreb for at beskrive de drømme, franskmænd gør sig om Norden. Boréalisme kalder de det (Aurore boréale er det franske ord for nordlyset), og det er en forskningsretning, der beskæftiger sig med, hvordan den franske identitet også er blevet til i mødet med det nordiske. En slags isblå pendant til kulturteoretikeren Edward Saids bog om Orientalisme, der i 1978 beskrev, hvordan europæerne i århundreder, gennem billeder, romaner og digte, havde bygget deres selvbillede op via de forestillinger, man havde gjort sig om de andres liv: araberne, levantinerne, orientalerne.

Enhver geografi har sit yderpunkt, enhver by sit gadekær, og ethvert land sin grænse. Og selvom Norden måske nok har været mindre vigtig end Orienten i opbygningen af den franske selvforståelse, så repræsenterer den alligevel en pol i det store identifikationssystem. For at føle sig som verdenscentrum har man som bekendt behov for ekstremer i alle retninger. Fra syd til nord og fra øst til vest.

Tag nu det lille hjørnerum på Louvre, som er dedikeret til Norden: På størstedelen af væggene lyser det polarhvidt ud mod beskueren; der hænger skibsmotiver fra de norske fjorde, billeder af storme og pakis fra Arktis. De dominerende motiver her er kulden, skønheden, vildskaben. Fra dette billede af Norden, som en franskmand bliver præsenteret for, hvis han eller hun skulle forvilde sig forbi Louvre, er der selvsagt langt til kolonihaven Danmark. Man vælger sit Nord, som man kan.

En simpel kulturteoretisk grundsætning kunne lyde: Når vi drømmer om andre, drømmer vi også altid om os selv. Og vi oppe nord for Ejderen gør os bestemt også vores tanker om Frankrig – og derigennem om os selv. Det har man kunnet forvisse sig om i sidste uge, hvor Emmanuel Macron var på besøg i Danmark.

På både Information og i Berlingske lod redaktionerne til at hente de samme benovede portrætartikler ud fra arkivet, som de havde skrevet ved Macrons valgsejr for et års tid siden. Her stod den nødlidende liberale verdensorden i egen høje person.Den franske præsident har siden sin valgsejr været genstand for noget nær tilbedelse i Danmark. I ham har alle kunnet spejle sig. Hos de oplyste på midten er man benovet over hans påståede filosofiske dannelse og hang til store ord; ude på forretningsfløjen er man begejstret for den benhårde fordelingspolitik, der – for økonomiens skyld selvfølgelig – tager fra de fattige og giver til de rige; og på store dele af det, man engang kaldte venstrefløjen, er man bare lettet over, at de rigtige fascister i Front National endnu en gang er blevet holdt stangen.

Alle som én er dog glade for en ting: ros fra udlandet. Og det har Macron været leveringsdygtig i. Danskerne er effektive, samarbejdsvillige lutheranere, sagde præsidenten for eksempel til gallamiddagen hos dronning Magrethe, mens gallerne derimod er nogen opsætsige typer, der modarbejder de nødvendige forandringer (læs: nedskæringer).

Med ord som disse kan det ikke undre, at de fleste politikere svarede med smil og medier med charmerede lederartikler. Endelig er der i Frankrig vilje til reform! Endelig er det gået op for nogle i Paris, at den hellige gral ligger forvaret på Slotsholmen! Stor er præstens lykke foran konvertitten.

Tag nu bare to aviser, der normalt anses som hjemmehørende på forskellige ender af det politiske spektrum, men som her producerede nogenlunde den samme omgang ideologiske snak.

På både Information og i Berlingske lod redaktionerne nemlig til at have hentet de samme benovede portrætartikler ud fra arkivet, som de havde skrevet ved Macrons valgsejr for et års tid siden, blot pudset lidt af med nye detaljer og datoer. Her, kunne man forstå, stod, og står stadig, den nødlidende liberale verdensorden i egen høje person.

At manden er stærkt upopulær blandt de fleste franskmænd, og at den afgørende grund til, at han blev præsident, var det specielle franske valgsystem, der gjorde, at han med kun 18 pct. af de stemmeberettigedes stemmer gik videre fra første valgrunde, blev behørigt nedtonet.

Til gengæld fik vi mulighed for at læse den tilbagevendende fristil om den politiske, kropslige og menneskelige ener Emmanuel Macron. Her måtte legitimitetskrise og politisk fiasko vige. Når man skriver noveller, har man poetisk licens, og så er fakta sekundært.

Om præsidentens krop

På Information, der i forbindelse med det franske valg gjorde sig særligt bemærket ved at se denne blairistiske investeringsbankmand som noget nær den europæiske venstrefløjs frelser, begik journalist Christian Bennike et ømt helteportræt.

I artiklen fra den 29. august kan vi blandt andet læse om statslederen, at ”hans krop altid er trimmet og veltrænet”, og at ”Macron på mange måder er Frankrigs sidste chance”, nu hvor de traditionelle centrumvenstre- og centrumhøjre-partier er smeltet ned.¹ Og hvis han ikke kommer igennem med sine reformer, er ”der kun det yderste venstre og det yderste højre tilbage”.

Gys!

Scenen er sat, verdenshistorien ruller: Hvis ikke franskmændene bliver som danskerne, så er det slut med franskmændene.

Men vent lige. Hvem er det, der med løs hånd vurderer, at Macron på mange måder er Frankrigs sidste chance? Er det en akademiker, en fra Europa-kommissionen eller måske endda den franske ambassadør i egen høje person?

Nej, det er selvfølgelig – selv om afsenderen er stærkt underfrankeret – Bennike selv, der elegant og uset pludseligt optræder som sin egen kilde.

Hvad han så baserer sit forsyn på, er ikke lige til at få forstand på.

Derimod bliver læseren diverteret med en gasset omgang præsidentiel sladder. Blandt andet får vi at vide, ”at man siger, at alle, der møder Macron, bliver en lille smule forelsket i ham: Putin, Trump, journalister, vælgere, kolleger”.

Hvem ”man” er, skal man lede længe efter. Og det er jo så nemt og journalistisk fordelagtigt med ”man”, for det kan alle selvfølgelig gå rundt og være. Her er der dog ingen tvivl: ”Man” er ingen ringere end den opstemte skribent selv.

At journalisters personlige holdninger farver den måde, de varetager deres fag på, er én ting. Det kan man dårligt undgå, selvom det ville være sympatisk, hvis holdningerne stod klart markeret i stedet for at blive pakket ind i upersonlig retorik og fritsvævende sandhedsudsagn.

Til gengæld bør man kunne kræve en vis soberhed, når det kommer til analyser af kolde magtforhold.

Også her må man skuffes.

Når Bennike for at afrunde sit kvad konkluderer, at Macron er sårbar af samme grund, som han er stærk – fordi han står alene – er det ikke bare en tvivlsom analyse, men simpelthen det rene og skære sludder; pseudotænkning, der på overfladen fremstår dialektisk og intelligent, men i dybden mangler enhver dækning.

”Det paradoksale”, skriver Bennike, ”er, at meget af det, der har gjort Macron unik, også er det, der gør ham sårbar: Han har ikke noget stort partiapparat i ryggen eller lokalpolitikere, der vil tage en kugle for ham, når tingene går skævt. Det er hans parti, og det er hans bevægelse. Man kan ikke dele karismatisk autoritet. Og der kan kun være plads til én hovedperson i det store politiske teaterstykke.

Macron er alene”.

Og det lyder jo flot, som det ofte gør, når journalister, der har set for mange amerikanske tv-serier, bøjer virkeligheden til at følge fiktionens dramaturgi. Meget med de faktiske forhold i jernindustrien har det dog ikke at gøre.

Enhver, der har fulgt bare løst med i det franske parlaments virke i det seneste år, vil derimod vide, at den korrekte konklusion faktisk er den diametralt modsatte af den, som Informations journalist drager.

Ja, Macron er alene, han har selv skabt partiet, og han er også i en vis forstand forklaringen på sin egen succes (kraftigt hjulpet af medierne, som en opgørelse i Le Monde Diplomatique² viste: Mellem den 1. april og den 30. september 2016, det vil sige før præsidentvalgkampen rigtigt var gået i gang, stod Emmanuel Macron allerede for 42 pct. af den samlede taletid, de forskellige kandidater fik i medierne).

Men det faktum, at Macron er hovedhjørnestenen i sit egen parti, gør ham i politisk forstand alt andet end alene og alt andet end sårbar. Dynamikken er snarere denne: Ingen siger præsidenten imod, for alle skylder ham noget. Helt konkret deres sæde som folkevalgte i parlamentet. Uden ham er de intet.

Præsidenten, ikke partiet, er grunden til, at de overhovedet har et arbejde.

Et kig på det sidste års arbejde i den franske nationalforsamling bekræfter billedet. Sjældent før har et flertal ageret så uniformt. Sjældent før har der været så lidt kritik af statslederen fra egne rækker. Sjældent før har stemmekvæg bræget så taktfast.

Med andre ord: Journalistens roman-politiske analyse fungerer måske godt på en fortælleakse, men nogen egentlig sandhedsværdi har den ikke. Alt, der glimter, er ikke guld, og alt, der lyder godt, er ikke rigtigt.

Svimlende eksperter

Problemerne med den danske udenrigsdækning stikker dog dybere end til aspirerende romanforfattere, der ernærer sig som journalister.

Udenrigsjournalistik er en kilden sag. Manglende sprogkundskaber gør, at læsere og seere sjældent har adgang til de samme informationer som den specialiserede journalist. Det stiller krav til en nogenlunde afbalanceret dækning med indhentning af kilder af forskellig observans.

Eller rettere, det burde gøre det.

Kun for den, der i forvejen er enig, kan Macrons autoritære nyliberalisme fremstå visionær. For os andre, der kan huske Clinton, Blair og Schröder, er den mest af alt bedaget.For i praksis er det de samme ”eksperter”, der udtaler sig over hele linjen. Både i Information og i Berlingske møder vi således Jørn Boisen, der er lektor i fransk ved Københavns Universitetet og tillige hyppig gæst i Deadline. I Berlingske er fornøjelsen endda dobbelt, idet han optræder som både kronikør og akademisk kilde i den samme avis med blot et par siders mellemrum.

Det er ham, som journalisterne ringer til, når de skal have anskueliggjort noget om Frankrig.

Og hvad siger han så, Boisen?

I Informations artikel fra den 28. august bliver ekspertkildens, må man forvente forskningsbaserede udtalelser, leveret med stateligt schwung:

”Macron er svimlende visionær – han holder lange taler om værdier og ideer – men han er også ekstrem pragmatisk.”

Næsten samme budskab leverer han i Berlingske samme dag, denne gang i en artikel af Lykke Friis³:

”Når Macron siger, at han er liberal i nordisk forstand, sammenfatter dette dobbeltheden i hans politik. På den ene side vil han frigøre den enkelte, men på den anden side skal borgeren også beskyttes mod globaliseringen.” 

Svimlende visionær og ekstrem pragmatisk; på den ene side frigørelse, på den anden side beskyttelse.

Det kan dårligt blive bedre. Men fra hvilket synspunkt kan det siges at være en rigtig vurdering? Hvad vil det her sige at have en vision? Hvem er det lige, det svimler for?

Tillægsord er ekspertsprogets femte kolonne. De afslører den akademiske tale for, hvad den også er: politisk, personlig, følelsesmæssig.

Kun for den, der i forvejen er enig, kan Macrons autoritære nyliberalisme – hvis primære indenrigspolitiske komponenter hidtil har været en delvis afskaffelse af formueskatten, en kynisk fremturen mod flygtninge og migranter, og en svækkelse af arbejdstagernes rettigheder – fremstå visionær. For os andre, der kan huske Clinton, Blair og Schröder, er den mest af alt bedaget.

Har man fulgt med i fransk politik, vil man også lægge mærke til, at Boisens fremstilling af Macron som en politiker, der elegant er i stand til at ophæve alle modsætninger – visionær og pragmatisk / frigørende og beskyttende – i virkeligheden ikke er andet end magtens, Macrons, selvfremstilling.

Endnu stærkere bliver tobakken dog i Boisens kronik ”Emmanuel Macron – et politisk vidunderbarn?”,⁴ hvor alle forbehold kastes over bord (hvis der skulle være nogen tvivl, er det dydige spørgsmålstegn i øvrigt rent retorisk).

”Set fra Danmark”, skriver kronikøren, ”kunne man godt tolke Macrons sejr, som at den sunde fornuft omsider er kommet til Frankrig, som om Frankrig omsider er blevet et normalt land”.

Der er dog et aber dabei, medgiver Boisen: Den eneste grund til, at denne såkaldt sunde fornuft kom til magten, var desillusion og folkelig apati; et sammenbrud i det hidtidige politiske system. Man må derfor, på fornuftens vegne selvfølgelig, frygte for fremtiden – og ikke mindst for den voldeligt-demagogiske venstrefløj:

”Den eneste, der reddede sig igennem med skindet på næsen, er den venstrepopulistiske Jean-Luc Mélenchon. Han minder i flere henseender om Donald Trump (hvis man kan forestille sig Trump som venstreorienteret antikapitalist): suveræn foragt over for fakta, personkult og hang til fake news, voldsretorik og alternative nyhedsmedier.”

At hugge hovedet af kongen

Dem, vi holder med, er: Karismatiske, fornuftsdrevne, visionære og pragmatiske (plus kropsligt sublime – dog kun hos Bennike).

Dem, vi ikke kan lide, er: Personkultsdyrkende, følelsesstyrede, enøjede og faktafornægtende.

At vi udstiller os selv, når vi fremstiller fremmede magter, kan næppe komme bag på nogen. Og hvis ikke det var, fordi det vitterligt er i denne form, man i Danmark får serveret fransk politik, ville det være komisk. Desværre forholder det sig nu engang sådan, at vi selv er genstand for vittigheden. Morsomt er det ikke at få gjort sin verden mindre.

Karikaturtegningen af den store filosofpræsident, der med al magt forsøger at gøre det eneste rigtige – at skandinavisere sin hensygnende latinernation – er en ideologisk selvoptaget fremstilling af de politiske kampe, der for tiden finder sted i Frankrig. Det er at se Frankrig med dannebrogsbriller.

Men dækningen af den franske præsidents visit sætter også fokus på den principielle udfordring, som brand-politikere af typen Macron, Matteo Salvini og Donald Trump stiller os over for: at holde fast i politikken og ikke lade os forblænde af billederne. At psykologisere det bestående er at befæste det; det er at synge med på magtens egen melodi.

Foucault sagde det allerede i et interview i 1977: ”Man bliver nødt til at hugge hovedet af kongen, og det har man endnu ikke formået i den politiske teori.”

Dertil kan man tilføje: heller ikke i udenrigsjournalistikken.

Matthias Dressler-Bredsdorff er lektor ved Sorbonne i Paris, skribent og Europa-redaktør på Eftertryk Magasin

1. Christian Bennike: ”Man siger, at alle, der møder Emmanuel Macron, bliver en lille smule forelsket i ham”, Information, 29. august 2018. www: https://www.information.dk/udland/2018/08/siger-moeder-emmanuel-macron-lille-smule-forelsket
2. Marie Bénilde: ”Le candidat des médias”, Le Monde Diplomatique, maj 2017. www: https://www.monde-diplomatique.fr/2017/05/BENILDE/57494
3. Lykke Friis, ”En presset Macron er på jagt efter danske reformer og venner”, Berlingske, 28. august 2018. www: https://www.b.dk/globalt/en-presset-macron-er-paa-jagt-efter-danske-reformer-og-venner
4. Jørn Boisen, ”Emmanuel Macron – et politisk vidunderbarn?”, Berlingske, 27. august 2018. www: https://www.b.dk/kronikker/emmanuel-macron-et-politisk-vidunderbarn