“Den grønlandske kvinde er dobbeltundertrykt”
”Den grønlandske kvinde er kønsmæssigt dobbeltundertrykt”. Sådan sagde den grønlandske feminist Henriette L. Rasmussen i en tale holdt til den første Kvindefestival i Fælledparken i 1974 og satte dermed skarpt på forholdet mellem kolonialisme og sexisme, som grønlandske kvinder oplevede på daglig basis.
Om Henriette L. Rasmussen
Henriette Rasmussen (1950–2017) var en nøglefigur i organisationen Unge Grønlænderes Råd, der blev dannet i begyndelsen af 1970’erne. Senere skiftede organisationen det danske navn ud med det tilsvarende grønlandske Kalâtdlit Inûsugtut Ataqatigît (KIA). KIA var inspireret af 1950’ernes og 1960’ernes afkolonialiseringskampe andre steder i det, der blev kaldt ”Den Fjerde Verden”, og fremførte en skarp kritik af det angiveligt post-koloniale forhold mellem Danmark og Grønland. Som andre af KIA’s medlemmer blev Rasmussen senere en del af venstrefløjspartiet Inuit Atagatigiit (IA). I 1973 var København, hvor KIA’s medlemmer studerede, vært for Arctic Peoples’ Conference, der bragte indfødte etniske minoritetsgrupper fra den arktiske region sammen i et forsøg på at dele erfaringer og skabe solidaritet. Det var den første internationale konference for indfødte folk (læs mere her). Rasmussen var også med på konferencen – ikke som delegeret men som tolk. Faktisk talte konferencen kun tre andre kvinder. På et tidspunkt bryder Rasmussen ud af sin rolle som tolk, tager ordet og kritiserer den skæve kønsfordeling over for konferencens deltagere. Ingen af dem tager hende dog tilsyneladende seriøst. Året efter finder den første Kvindefestival sted i Fælledparken, og Rasmussen er blandt talerne – denne gang er hun på programmet. Talen, der kan læses nedenfor, blev senere trykt i Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Den kritiserer både kolonialisme og sexisme, ja de to undertrykkelsesformers samspil: ”Den grønlandske kvinde er kønsmæssigt dobbeltundertrykt”, sagde Rasmussen. Rasmussens interventioner giver således på en og samme gang et indblik i grønlændernes kamp for selvstændighed og i tidens kvindefrigørelsesbevægelse – en bevægelse, som Rasmussen senere skulle blive bannerfører for tilbage i Grønland. Interventionerne er også udtryk for, hvordan feministisk modstand i de tidlige 1970’ere ikke blot rettede sig mod samfundet i bred forstand, men også indad, mod de mandsdominerede politiske organisationer og modkulturen fra ”1968”.
– Bjarke Skærlund Risager
Medredaktør af den kommende bog 1968 (Slagmark, 2018; dansk udgave) og Voices of 1968: Documents from the Global North (Pluto Press, 2018; engelsk udgave) med Salar Mohandesi og Laurence Cox.
Af Henriette L. Rasmussen
Illustration (i toppen) af Eva Kragh Petersen
Eftertryk Magasin vil gerne rette en varm tak til Henriettes datter, Nunni, som har givet os lov til at bringe denne tale.
Jeg ved ikke, om I har hørt om grønlandske kvinder i andre forbindelser end skandalehistorier om kønssygdomme og spiritusprobIemer. Eller har I måske hørt om, at den grønlandske kvinde faktisk ingen problemer har af betydning? Måske kan denne form for information få nogen til at tro, at den grønlandske kvinde er et umælende væsen, som man f.eks. kan tage med hjem til Danmark som souvenir …
Denne festival er en passende lejlighed til at fortælle, at en grønlandsk kvinde hverken er umælende eller lavmælt. Hun er det væsen i Grønland, som pukler allermest – overhovedet! I sæsonen arbejder hun næsten i døgndrift – og det er ufatteligt, at så få kvinder er bukket under for dette arbejdspres. Det, hun mangler, er et talerør, så hun kan lave vrøvl og være sikker på at blive hørt – dels af andre kvinder og dels af myndighederne.
Det grønlandske samfund af i dag er et industrisamfund, og mænd og kvinder har ligeløn – at så lønnen er ussel, er en anden sag. Som regel er det nødvendigt, at manden og kvinden må arbejde begge to på grund af de høje fødevarepriser … Men kvinden har efterhånden fået mangedoblet sit arbejde, eftersom hun har bevaret sin status som den, der varetager ansvaret for hjemmet og har nu også fået sit udearbejde. Manden passer sit job, o.k. – men kvinden har sit job ude, alligevel er det hende, der påtager sig opdragelsen af børnene – manden står bare dér og dadler dem, når lejlighed gives – hun er den, der laver mad, den, der syr tøj, den, der er arrangør af de mange fester, vi har. Hun er altid den, der gør opmærksom på, at der må laves ditten og datten, males loft, gulv, etc.
Politisk arbejde for kvindernes vedkommende er en luksus. Derfor er det et spørgsmål, om vore kvindeforeninger er repræsentative for den almindelige arbejdende grønlandske kvinde. Kvinder med problemer kommer aldrig dér for at gøre opmærksom på deres problemer. Uddannelsen af kvinderne har i høj grad været i anden række, idet uddannelsesmulighederne for kvinder i Grønland er få. Indtil for ganske nylig kan en grønlandsk kvinde kun blive en eller anden medhjælper. Uddannelsesmulighederne for den grønlandske mand er flere og er blevet etablerede længe før uddannelsesmulighederne for kvinder.
Den grønlandske kvinde er kønsmæssigt dobbeltundertrykt, fordi hun også er undertrykt af den danske mand, der arbejder i Grønland. Han repræsenterer en falsk illusion om ubekymrethed, økonomisk velstand og prestige – og så har han lyst hår og blå øjne. Tit må kvinden sande sin elendige situation, som vi kan se på de anonyme breve, der bliver sendt til bladene derhjemme – anonyme af angst for fysisk vold!
De grønlandske kvinder må have et talerør, hvorigennem de kan komme med deres fælles ideer og fælles problemer. For som jeg har sagt før, er de langtfra umælende. Men det, som måtte blive et talerør, er vanskeliggjort af de store afstande og de dårlige kommunikationsmuligheder. Så det er mere og mere klart, at kvindekampen i Grønland må blive på lokal basis, dvs. inden for de enkelte kommuner.
Vores forhold i Danmark er ikke anderledes end andre kvinders: Vi bliver altid tiltalt med seksuelle bagtanker, vi bliver tiltalt, som om vi er ludere alle sammen – og det er ikke altid muligt at give kvikke replikker tilbage!
Jeg vil derfor opmuntre grønlandske kvinder, der måtte høre på mig nu, til at de ikke skal lade sig løskøbe af popularitet og velfærd, men gøre opmærksom på, at de løber fra et ansvar, hvis de bliver forflyttet til Danmark.
Hjemmestyrekonferencen1, som skete i Grønland i sommer, har heller ikke skænket kvinderne en tanke, men udformningen af hjemmestyret vil være en god chance for kvinderne til at komme længere frem i Grønlands-politikkens arena.
Men uanset hvor vi er henne i verden er vi alle kvinder, som kæmper for den samme sag. Kvinden er det stærke køn – derfor skal hun ikke misbruges. Men vi må også bede mændene om at holde op med at lege cowboys og overtage halvdelen af de ansvar og anstrengelser, som kvinden har.
Denne transskription af Henriette L. Rasmussens tale til Kvindefestivalen i Fælledparken blev oprindeligt trykt i Atuagagdliutit/Grønlandsposten den 3. oktober 1974.
- Det grønlandske hjemmestyreudvalg afholdte i 1974 en konference, hvor et bredt udsnit af den grønlandske befolkning blev inviteret for at give deres mening til kende om hjemmestyret. Se ‘Udviklingen af et grønlandsk hjemmestyre’, Ove Johansen, Politica, Bind 12 (1980) 4 (Denne note er tilføjet af redaktionen)
Peter Larsen
26. august 2018 @ 12:45
Så mange år efter dette næsten ingen ryk for de de grønlandske kvinders vilkår 62% bliver udsat for partners vold for ikke tale om psykisk vold ligeløn eksisterer ikke repræsentation hvad angår medlemmer bestyrelse Selvstyrelse arbejdspladser udgør ikke engang 20% ; de Grønlandske kvinder er de kulturbevarende kræfter der holder det indre liv i gang i mange situationer i dagligdagen
Lys
16. juni 2021 @ 21:58
I Danmark saelger man misbrugte boern. – Jeg kom fra en dansk mand, som drak kvinderne paa Groenland fulde, og saa herfra ville ingen ha mig, da min mor doede tidligt. – Ingen havde noget Love, og man solgte mig, grundet logerne/eliten, til Saudi Arabien, fordi jeg anmeldte sagen (incest og vold), som handlede om den familie han (den far) havde placeret mig hos, i den samme danske familie. Jeg maatte ikke tal min egen retning senere i livet, soege at forstaa den i kunsten, efter de regler jeg var vokset op i her. – Jeg troede, at jeg var dansker, og lissom alle andre, men under alle omstaendigheder skal alle kvinder vaere slaver, det er en lov i den fake verden. Vi er den vestlige verden, og alt er kriminelt her, og imod boern af min slags er det vaerst – de saelger os, hvis vi er alene senere i livet. De har forfulgt mig, en uskyldig person med loegne i 20 aar eller mere, og det er slemme ting, hvor jeg bare har levet i skjul – Satanisme kalder de deres problem, som de sender efter misbrugte boern, den dag vi anmelder – dansk politi goer. Magtsystemet her har den loesning til os. Ingen vil lytte til sandheden, eller doemme min sag. Groenland afskrev sig enhver form for ansvar osse, da jeg var omkring 4 aar, mener jeg. – Jeg er ikke nogen, men de har taget rettighederne over mig, den danske overmagt, da jeg forsoegte at leve – eliten har. Voldtaget hele barndommen og banket fordi en fremmed mand var sur paa sin kone, han ville ikke ha mig der – og jeg led af traume altid, uden at kunne formulere det, der var ingen hjaelp her og det her er hvad der sker, hvis man forsoeger at deltage, som man er tvunget til – man bliver banket i stykker med vilje af dem. Tilgengaeld ved jeg hvem de kriminelle er, og hvorfor verdensbilledet ser saadan ud – jeg har taget rejsen – vaek fra dem jeg troede var mine medmennesker. Hvordan de smadre mennesker her, ved jeg – en veninde var jaloux paa mig, og min naturlige retning, hun var frimurer, og jeg kunne ikke reagere paa hendes mange angreb og andres, blev stille. Senere begyndte jeg at tale, var helt normal, og folk kunne ikke li det som kom ud, soegende altid efter noget kreativt og spaendende, at deltage. Men smadret af danskerne og mine egene, svigtet i parpir-arbejde og afskrevet ansvar, i loegnhistorier som var til for mennesker der svigter. Danskere er mennesker der slaar i alle retninger og doemmer andre, uskyldige – der er ingen regler, og heller ingen sand livstil, er mine svar paa det hele – de er fjernet, ordenlige livsregler, skiftet ud med papir og loegne, et kriminelt setup. Jeg skulle til Saudi Arabien og gemmes vaek, min indsigt i antikke kulture skulle, som jeg soegte for mig selv. Agere ting der som jeg ikke oenskede mig, eller havde droemt. — Mange almindelige mennesker imellem os, er med i den klub der leder og bestemmer over os, bestemmer hvem det her skal gaa ud over. De smadre os, griner af vores oprigtige opsaetning fra hjertet. Det er et system alle er oppe imod, alle som man kan kalde – gode almindelige mennesker.