Kræv det umulige! – et forsvar for lykkens filosofi

Lykke
Alain Badiou
Oversat af Line Hasle
KLIM, 2018

 

 

Af Jonas Mousten

LYKKENS FILOSOFI. Det lyder mest af alt som titlen på endnu en selvhjælpsbog. Men hvis det er øvelser i mindfulness og gode råd til kalibrering af det indre kompas, man søger, er det ikke hos filosoffen Alain Badiou, man skal lede. Tværtimod præsenterer den 81-årige franskmand med sin nye bog et kompakt og vedkommende argument for lykkens relevans for et livslangt politisk og filosofisk projekt.

Det kan siges om Alain Badiou, at han er en utidig tænker – at han altid sætter sig for at tænke det, som af sin tid betragtes som utænkeligt. Som når han i et filosofisk klima, der er defineret ved sit evindelige fokus på sproglige vendinger, metafysikkritik og subjektets død, gør det til sit livsværk at præsentere et systematisk forsvar for sandheden og subjektets genfødsel med baggrund i en matematisk formalisme.

På samme måde kan det virke utidssvarende at læse et forsvar for lykken anno 2018, i en tid hvor den lykkeideologiske overflade slår sprækker, og hvor dens selvmodsigelser træder klart frem. Når et helt samfunds jagt på det lykkelige liv falder sammen med globale epidemier af stress, angst og depression, bliver det smerteligt klart, at lykkens idé har spillet fallit. Så hvorfor begive sig ud i et forsvar for lykken? Som den sociale teoretiker Sara Ahmed pointerer i The Promise of Happiness1, bør den kritiske tænker og den politiske aktivist ikke give et forsvar for lykken. I stedet bør de bruge deres kræfter på systematisk at gennemlyse lykkens ideologiske funktioner og socialt ekskluderende effekter og gå forrest i at nedbryde imperativet om, at vi skal være lykkelige.

Tilfredshed vs. lykke

Hvor tilfredshed handler om at tilpasse sit begær efter realiteterne, knytter Badious begrebsliggørelse af lykken sig derimod til en mere radikal forestilling om, at det er muligt at tilpasse realiteterne efter vores begær.Pointen for Badiou er imidlertid, at den lykke, vi konstant søger efter, ikke har meget med den reelle lykke at gøre. Den er nærmere et resultat af en konsekvent forveksling af lykke med tilfredshed. Og det er her, Badiou kiler sig ind med bogen Lykke, der med sine 75 sider er et teksttungt, men vedkommende essay, som kan læses af fagfilosoffer såvel som af den tålmodige filosofiinteresserede læser.2 Bogens gennemgående argument er, at der findes en anden måde at tænke lykken på, som står i skarp kontrast til tilfredshedens konservativisme. Hvor tilfredshed handler om at tilpasse sit begær efter realiteterne, knytter Badious begrebsliggørelse af lykken sig derimod til en mere radikal forestilling om, at det er muligt at tilpasse realiteterne efter vores begær.

Der løber en klar diagnose igennem bogen: Vores manglende evne til at forestille os en lykke, der ikke henfalder til tilfredshedens og konformitetens jerngreb, må forstås som et symptom på et større problem i vores politiske og filosofiske forestillingsevne. Vores evige jagt efter tilfredshed afslører et politisk forfald. Den er med Badious ord ”et symptom på en døende filosofi”, der er ude af stand til at tænke en grundlæggende forandring af verden. En forandring, sådan som den f.eks. finder sted i politiske revolutioner eller i forelskelsens og kærlighedens livsomvæltende erfaring.3 Lykken bliver hos Badiou i første omgang synonym med oplevelsen af, at sådanne grundlæggende forandringer er mulige, at det er muligt at deltage i forandringen af verden. Derved risikerer begrebet også at blive meget uspecifikt. For er der ikke en væsentlig forskel på den lykke, der opleves som kollektiv begejstring hos en gruppe revolutionære i færd med at forandre den politiske virkelighed, og den, der opleves som en altoverskyggende glæde hos den forelskede? Derudover synes der at være nogle interne modsigelser i Badious begreb. Er der ikke også knyttet en vis dosis fortvivlelse til lykken, som nødvendigvis følger af at løbe forandringens risici? Det kan også opleves som enormt angstprovokerende at forandre verden.

Lykken er at se verden fra undtagelsernes perspektiv

Var det ikke for disse sprækker, ville vi ikke kunne give mening til kærlighedsmødets voldsomme omvæltninger eller til det arabiske forårs pludselige opblomstring af revolutionær kampgejst. Lykken er altså den affektive dimension af disse erfaringerAt lykken kan vise sig i så mange forskellige og modsatrettede følelser, kan altså gøre det svært at gennemskue, hvorfor man skal fastholde et overordnet begreb. Hvad er den gennemgående fællesnævner? Det, som samler de mange forskelle for Badiou, er, at de alle har rod i den samme ontologiske erfaring af verden: nemlig det, at den kan indrettes anderledes. Lykken bliver altså den samlede betegnelse for de følelser, som kommer over os, når vi pludselig opdager, at vores verden ikke er bygget på et solidt fundament af love og nødvendigheder. Tværtimod er den grundlæggende usikker; der viser sig konstant undtagelser og sprækker i dens nødvendigheder. Mere specifikt er lykken den grundlæggende erfaring af, at vi kan gøre noget med de undtagelser, der viser sig i vores verden. Vi kan bruge dem til at sætte nye love og til at forme verden efter vores egne ideer og begær. Kort sagt, til radikalt at forandre den.

Dette motiv, at blive et aktivt subjekt i forandringen af verden, og at forstå undtagelserne som en betingelse for sådan en forandring, er centralt hos Badiou. Var det ikke for disse sprækker, ville vi ikke kunne give mening til kærlighedsmødets voldsomme omvæltninger eller til det arabiske forårs pludselige opblomstring af revolutionær kampgejst. Lykken er altså den affektive dimension af disse erfaringer – den er følelserne af at erfare og tænke verden fra undtagelsernes og sprækkernes perspektiv, og at bruge dem til at skabe noget nyt.

I den forstand bliver lykken en filosofisk og politisk affekt par excellence, fordi den altid berører disse to områders kernespørgsmål, ’Hvad kan der tænkes?’ og ’Hvad må der gøres?’, på afgørende måder. Det er i denne affekt, at vi erfarer svarene: Når vi tænker i sprækkerne, kan der tænkes noget, som før blev betragtet som utænkeligt, og det, som vi må gøre, er at udfolde konsekvenserne af denne nye erfaring.

Hvad vil det sige at leve?

Der er altså noget andet på spil i denne smalle bog end blot et forsvar for en følelse. Der er nemlig samtidig tale om et forsvar for et filosofisk og politisk projekt, som Badiou har udviklet over de seneste 30 år, og som har haft som sit omdrejningspunkt at formulere et nyt forhold til undtagelserne.

Det er det, der gør, at denne bog skiller sig ud fra diverse ideologikritikker af lykkekravets repressive effekter. Badiou vil for så vidt ikke være uenig i disse kritikker, men ved at fastholde et meningsfuldt begreb om en reel lykke, peger han ud over den kritiske dekonstruktion og ideologiske afmontering af begrebet og i retning af en affirmativ position: Lykken findes!

Badious essay er mest interessant i de passager, hvor han definerer sit eget lykkebegreb i modsætning til tilfredshedens ideologi og til kritikken af denne ideologi; når han identificerer den konsekvente forveksling af tilfredshed og lykke som et symptom på en sygdom i tænkningen; og endelig de steder, han lader sit eget begreb fungere som afsæt for en radikal gentænkning af filosofien selv. Når han derfor i det fjerde og sidste kapitel bruger lykken som anledning til en systematisk undersøgelse af spørgsmålet om det sande liv, får man som læser fornemmelsen af, at man er konfronteret med grundstenen i hele hans filosofiske projekt.

Der bliver her trukket klare referencer tilbage til den konklusion, Badiou drager i andet bind af sit hovedværk Væren og begivenhed: Verdenernes logikker.4 På dette værks sidste sider identificerer han spørgsmålet ”hvad vil det sige at leve?”5 som det problem, filosofien altid må vende tilbage til, uanset omfanget og karakteren af dens ekskurser. Den store opgave, som Badiou påbegynder i Verdenernes logikker, og som han fortsætter i Lykke, bliver derfor at forsvare, at hans egen filosofi altid i en vis forstand har kredset om dét spørgsmål. Han må med andre ord lave en klar forbindelse mellem sit gennemgående argument for en spekulativ formalisme – dvs. ideen om, at den moderne matematik giver os en privilegeret adgang til at tænke undtagelsen – og en teori om et levende og følende subjekt, som ikke opsluges i denne formalismes abstraktioner. Forsøget på at løse denne opgave er tydeligst i essayets fjerde kapitel, hvor han angiver Lykke som et værk, der peger i retningen af etableringen af sådan et bindeled.

Problemet er, at en definition af affekt, der udelukkende er bundet op på relationen til ydre begivenheder, forbliver flad – den kan kun blive en affekt uden affekt; et liv, der ikke er levende. Dette synes at være en uomgængelig spænding gennem hele Badious forfatterskab.Dermed peger det fjerde kapitel på en af de vanskeligheder, der har hjemsøgt Badiou-receptionen længe. Hvordan kan en spekulativ formalisme præsentere andet end en ekstern teori om subjektive affekter? Kan Badious subjekt på nogen måde gøres levende? Problemet er, at en definition af affekt, der udelukkende er bundet op på relationen til ydre begivenheder, forbliver flad – den kan kun blive en affekt uden affekt; et liv, der ikke er levende.6 Dette synes at være en uomgængelig spænding gennem hele Badious forfatterskab – en spænding, som denne bog desværre ikke formår at adressere på en fyldestgørende måde.7

Et andet problem med bogen er, at den simpelthen vil for meget på sine små 75 sider. Det gør sig særligt gældende i tekstens sidste kapitel, der fungerer som en oversigt over det filosofiske system, han udfolder i de to bind af Væren og begivenhed, samt i foregribelsen af det kommende bind, Sandhedernes immanens. Især disse sidste siders tour de force igennem et filosofisk projekt, der ønsker at berøre emner som subjektivering og forandringens affektive dimension samt fremstille en gentænkning af negationen og af det sande liv, bærer præg af en enorm begrebslig og fagfilosofisk tyngde, der gør det svært at gennemskue, hvem bogen egentligt henvender sig til.

Bogens franske titel er Metaphysique du bonheur reel (’Den reelle lykkes metafysik’), og specielt det fjerde kapitels begrebslige tyngde vidner om, at vi har at gøre med en bog, der tager favntag med de store metafysiske spørgsmål. Det kan gøre den tung at beskæftige sig med for førstegangslæsere af Badiou. Den største forhindring for læsningen er, at teksten ikke kun forlader sig på overordnede filosofiske begreber som begivenhed, subjektivitet og sandhed. Den forudsætter også et vist kendskab til begreber, der har en mere teknisk-specifik betydning i Badious filosofiske system, såsom generiskhed, diagonal og fremtvingelse. Lykke bliver derfor aldrig Badious bedste og klareste essay. Dens kombination af begrebslig kompakthed og ihærdige forsøg på bred sproglig appel gør, at den risikerer at falde mellem to jargoner: den didaktisk indførende og den fagfilosofisk tekniske.

I en tid, der kun giver anledning til pessimisme og kritik, og hvor enhver forestilling om en anden indretning af samfundet virker utænkeligt, lærer denne bog os at være radikale optimister på forandringens vegneIkke desto mindre er det en læseværdig og nødvendig tekst for de, der allerede navigerer nogenlunde i disse jargoner: dels på grund af sit forsvar for en radikal filosofisk og politisk optimisme; dels på grund af sit vigtige bidrag til det metafysiske projekt, der har dannet baggrund for denne optimisme. Oversætter Line Hasle gør desuden et hæderligt arbejde i at formidle projektet til et dansk publikum. Man kunne dog have ønsket sig flere løbende anmærkninger undervejs – især i forbindelse med de mere tekniske begreber. Når begrebet ’forçage’ således uden anmærkninger oversættes til ’fremtvingelse’ (frem for ’forcering’) kan det godt virke en smule klodset, ligesom det også risikerer at tildække begrebets tekniske og historiske baggrund.8

Med andre ord: Lykke skal læses, fordi den viser os vejen ud af tilfredshedens jerngreb og den politiske status quo. I en tid, der kun giver anledning til pessimisme og kritik, og hvor enhver forestilling om en anden indretning af samfundet virker utænkeligt, lærer denne bog os at være radikale optimister på forandringens vegne – at have mod til igen at give os i kast med det utænkelige!

Jonas Mousten (f. 1989) er kandidat i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i Alain Badious spekulative formalisme.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Ahmed, Sara (2010): The Promise of Happiness. Duke University Press.
  2. Man kan, lidt groft skitseret, opdele Badious forfatterskab i to: de korte tematiske essays, som er rettet mod et filosofiinteresseret publikum; og de mere teoretiske afhandlinger, der kræver et større kendskab til tekniske og filosofihistoriske diskussioner. Mange af hans essays er over de seneste år blevet tilgængelige for et dansk publikum, hvor man foruden Lykke kan finde: Metapolitikken, Etikken – et essay om erkendelsen af det onde, Lovprisning af Kærligheden, Det sande liv – opfordring til ungdommen og Manifest for filosofien.
  3. Angående en sådan ’forandring af verden’ skal det bemærkes, at ’verden’ for Badiou aldrig betegner en kosmisk helhed. Der findes tværtimod flere semantiske niveauer af begrebet ’verden’. Den æstetiske verden er således forskellig fra den politiske, der igen er forskellig fra videnskabernes verden. Et banalt eksempel kunne være en ’hest’. Hesten fremtræder på en anden måde, når den bliver betragtet af kunstmaleren, end når zoologen kigger på den. Når Badiou taler om forandring, taler han altså altid om forandringer inden for de specifikke semantiske niveauer – det vil sige ændringer i, hvad der kan fremtræde inden for de forskellige verdener. Da for eksempel Picasso malede sine berømte hestemalerier, ændrede han også på selve den æstetiske idé om en hest og forandrede dermed den måde, hesten (og andre objekter) kan fremtræde i kunstens verden. Hesten, som æstetisk idé, er altså noget andet efter Picasso. (Se side 16-18 af: Badiou, Alain (2009): Logics of Worlds. Continuum.)
  4. Badiou udfolder sit omfattende filosofiske projekt, Væren og begivenhed, igennem tre bind: Væren og begivenhed (L’être et l’événement, 1988), Verdenernes logikker (L’être et l’événement II: Logiques des mondes, 2006) og det kommende Sandhedernes immanens (L’etre et Levenment  III: L’immanence des vérités). Af andre vigtige værker kan også nævnes Teori om subjektet (Théorie du sujet, 1982). Ingen af bøgerne er oversat til dansk, men kan – med undtagelse af det kommende bind – alle findes i en engelsk oversættelse.
  5. Badiou, Alain (2009): Logics of Worlds. Continuum
  6. For en udfoldet kritik af Badios affekt-begreb, se: Burns, Michael O’Neill (2014): ’Prolegomena to a Materialist Humanism’. Angelaki 19:1. 99-112. Burns argumenterer i sit essay for, at det er nødvendigt at supplere Badious flade affekt-begreb med en forståelse af affekt på et neurologisk eller biologisk plan.
  7. At Badiou har problemer med at puste liv og følelser ind i sit livsbegreb, kan skyldes hans kategoriske og idiosynkratiske afvisning af biologien som en vigtig filosofisk inspirationskilde – en afvisning, der er baseret på et meget overfladisk kendskab til faget. Det er for mig at se et åbent spørgsmål, om der kan trækkes nogen produktiv forbindelse mellem Badious spekulative formalisme og livsvidenskaberne. For eksempel findes der et interessant metodisk overlap mellem Badiou og den amerikanske biolog Robert Rosen, der begge ser den matematiske kategoriteori som indgang til livsspørgsmålet. Forskellen er selvfølgelig, at Rosen som biolog har et indgående kendskab til dette problems omfattende videnskabelige historie. (Se f.eks.: Rosen, Robert (1958): “The representation of biological systems from the standpoint of the theory of categories”. Bulletin of Mathematical Biophysics 20: 317-41; Rosen, Robert (2000): Essays on Life Itself.
  8. Begrebet introduceres i Væren og begivenhed, hvor det oversættes fra den amerikanske matematiker Paul Cohens ’forcing’. Begrebet bliver udviklet i samtale med Cohens definitioner og får i løbet af udlægningen en teknisk, men derudover også meget vigtig betydning i Badious formalistisk-filosofiske projekt. Det er den betydning, som risikerer at træde i baggrunden i oversættelsen.