Mangfoldighedsturisten – et bypolitisk essay

Af Linda Lapina
Illustrationer af Asbjørn Skou

I dette essay præsenterer Linda Lapina ‘mangfoldighedsturisten’ som en analytisk figur, der udsprang af hendes feltarbejde i Københavns Nordvestkvarter. Figuren kaster lys på, hvordan længslen efter autentisk liv i upolerede kvarterer samtidig er en del af de gentrificeringsprocesser, der truer de såkaldt ‘mangfoldige byrum’.

 Vi har fået lov at bringe essayet sammen med illustrationer af Asbjørn Skou. Begge udkom oprindeligt i antologien Bidrag til en nær bykritik, der blev udgivet d. 15. juni af basisgruppen Bypolitisk organisering, som du kan finde her og høre en samtale med her.

Bypolitisk organisering er opstået i miljøet omkring Folkets hus på Nørrebro i København og har til formål at “skrive og tale om det at bo i byen på en kritisk og politisk måde og udfordre forestillinger som tages for givet, som for eksempel at nogle skal tjene penge på bare dét at bo.”

Mangfoldighedsturisten

”Nogle gange tænker jeg over, om jeg er med til at ødelægge det, jeg allermest elsker ved Nordvest.”

Denne sætning hørte jeg på en café den første dag, jeg var taget ud til Nordvest for at lave feltarbejde til mit PhD projekt i februar 2014. Jeg ville undersøge social inklusion og eksklusion gennem hverdagsrelationer: hvem havde ret til rummet, og hvem fik plads til at fylde og præge de forandringer, som Nordvest allerede dengang var i gang med at gennemgå.

Det var ikke tilfældigt, at jeg var gået ind på netop denne café, da jeg skulle tage en pause fra feltarbejdet og den blæsende kulde udenfor. Der var noget trygt og genkendeligt over den. Dengang var det den eneste café i Nordvest med håndlavede porcelænskopper, stilrene møbler, fine planter og espressobaseret kaffe. Og jeg havde ikke en forventning om, at skulle være ”på arbejde” på samme måde, da jeg gik ind på caféen. Det var ikke steder som dette, jeg var taget ud for at forske i. Caféen var en ø, der mindede om caféer, jeg kendte på Nørrebro og Vesterbro; en pause fra Nordvest i Nordvest. Folk, jeg mødte der, talte om, hvordan de elskede det mangfoldige, autentiske, rå og upolerede Nordvest.

Disse beboere bliver gjort til bærere af kvarterets stigma, alt imens andre går fri. Hvide, middelklasse-, majoritetsdanske beboere bliver en usynlig norm i forhold til den mangfoldighed, som studeres og dermed problematiseres.Mit valg af Nordvest som omdrejningspunkt for min undersøgelse skriver sig ind i en tradition af forskning, som (re)producerer en særlig forståelse af, hvad og hvem, det er meningsfuldt at undersøge, og hvilke forskelle, der gør en forskel. Når forskere som mig begiver sig ud for at studere såkaldte ”mangfoldige byrum”, tager de oftest til kvarterer som Nordvest, som på grund af statistikker om højere arbejdsløshed, kriminalitet, lavere indkomst, højere procentdel af beboere med såkaldt “anden etnisk baggrund end dansk” ofte kombineret med igangværende gentrificering forventes at danne ramme for møder på tværs af forskellighed i offentlige rum. Denne forståelse antager, at nogle forskelle mellem mennesker gør mere forskel end andre. Derudover reproducerer denne forskning en forståelse af de ”problematiske andre”– nogle, der på grund af enten deres hudfarve, indkomst eller uddannelse ikke opfattes som majoritetsdanske. Disse beboere bliver gjort til bærere af kvarterets stigma, alt imens andre går fri. Hvide, middelklasse-, majoritetsdanske beboere bliver en usynlig norm i forhold til den mangfoldighed, som studeres og dermed problematiseres. Det var delvist en tiltagende bevidsthed om denne ”industri af mangfoldighedsforskning”, som motiverede mig til at kaste blikket på informanter, som opfatter sig selv som stående uden for mangfoldigheden.

I denne tekst skitserer jeg ”mangfoldighedsturisten”, en analytisk figur, som er trådt frem gennem min undersøgelse. Figuren fortæller om, hvordan relativt ressourcestærke beboere forstår og forholder sig til det, de opfatter som lokal mangfoldighed. Figuren kaster lys på en flugt fra den polerede by, som paradoksalt nok fremskynder gentrificeringsprocesserne i Nordvest. Figuren beskriver også en længsel mod “autenticitet”, noget “ægte”, som samtidig indebærer racialiseret eksotisering og forbrug af andre mennesker.

At elske andres mangfoldighed

I takt med at mit feltarbejde skred frem, mødte jeg mange fortællinger om at elske det mangfoldige Nordvest – på afstand. Fortællingerne og følelserne blev som regel fremsagt af hvide middelklasse- eller akademisk uddannede beboere født i Danmark. Der var en “kærlig” distance til en mangfoldighed, som klistrede til kroppe og steder, de bemærkede som ikke-hvide, arbejderklasse, mindre ressourcestærke og/eller excentriske. De fortællinger, som mine informanter oplevede gav kvarteret dets kant og gjorde det attraktivt og spændende at bo der, trak tit på stigmatiserende og stereotype forestillinger om Nordvest. For eksempel Nordvests stigma som “Kommunens skraldespand”. Da arbejderfamilier begyndte at flytte ud af kvarterets almene boliger i 1950’erne og 1960’erne, blev disse lejligheder i tiltagende grad brugt til husning af mennesker, som blev opfattet som mindre ønskede i byen: enlige mødre, mennesker, som drak eller brugte stoffer, immigranter. Denne udskældte fremstilling viser, hvordan stigmatisering af et kvarter hænger sammen med stigmatisering af dets beboere. Det nye er, at i gentrificeringsprocessen bliver disse fortællinger tiltrækkende som tegn på lokal autenticitet.

Først tegnede distancen sig. Et par af mine informanter kaldte sig selv ”turister” eller privilegerede ”observatører”. De var ikke selv en del af Nordvests mangfoldighed.

Informanterne oplevede Nordvests mangfoldighed som underholdende, stimulerende, et spektakel: gader fulde af mennesker efter fredagsbøn, alt for søde tyrkiske kager, ”råb” på fremmede sprog og stærkt lugtende krydderier.Distancen muliggjorde, at mangfoldigheden kunne bruges og forbruges på forskellige måder. Informanterne oplevede Nordvests mangfoldighed som underholdende, stimulerende, et spektakel: gader fulde af mennesker efter fredagsbøn, alt for søde tyrkiske kager, ”råb” på fremmede sprog og stærkt lugtende krydderier. Men samtidig var mangfoldigheden også pædagogisk, et værktøj til selvudvikling. Man blev gjort bevidst om sine privilegier, om hvor heldig man var. Ens børn fik mulighed for at lære forskellige sociale koder og blive klogere på samfundet. Man var stolt, hvis de fik lyst til at invitere hjemløse til middag. Mangfoldigheden blev et slags accessory – brugt som både et krydderi og en vitaminpille. Den blev brugt til spænding og underholdning, men også som selvudvikling, opdragelse og pædagogik.

”En pause i virkeligheden”

Samtidig bidrog mangfoldigheden også til, at Nordvest blev omtalt og oplevet som ”mere virkeligt”, ”en anden virkelighed”, ”et stykke af virkeligheden” og endda ”virkeligheden”. Informanternes forestilling om Nordvest stod i opposition til deres forestilling om et “København”, de så på Nørrebro og Vesterbro, i caféerne og butikkerne i Jægersborggade eller Blågårdsgade. Var resten af byen så en uægte facade; et fremmedgjort og poleret København, befolket af hvide, akademiske middelklassekloner? Oplevede mine informanter sig selv som mindre virkelige mennesker, som i Nordvest kunne flygte fra de iscenesatte miljøer, de ellers færdedes i?

Jeg tænker, at disse måder at forholde sig på, hvor “Nordvest” og “København” bliver hinandens modpoler, gør begge steder uvirkelige. Nordvest er  kun ”virkelig” for informanterne, fordi de ser sig selv som værende uden for (nogle andres) virkelige liv og dermed en verden, de ikke har adgang til. På den måde kendetegner mangfoldighedsturisten en måde at opleve verden på, hvor ”virkeligheden” per definition er fjern og uopnåelig, den tilhører andre, de “rigtige” lokale, hvis livsverden man aldrig rigtig lærer at kende. Dette ”virkelige” Nordvest er derfor ikke et sted i sig selv, men et eksotiseret negativ af informanternes forestilling om “København”. Bodegaen er “fandme lokal”, fordi den er et fremmed sted på fremmed territorium: den er ikke en vinbar på Nørrebro.

Oplevelsen af at kunne tage en pause knytter sig til ideer om Nordvest som et mindre styret, mere heterogent, mindre optimeret og udviklet sted. Disse forestillinger afspejler kolonial tænkning i gentrificeringsprocesser, hvor tilflyttere romantiserer steder og mennesker, som de opfatter som mindre udviklede og tilbagestående.”Virkeligheden” knytter sig til en oplevelse af at kunne tage en pause, at finde en slags helle eller pusterum i Nordvest. Som en informant sagde: “der er ikke så mange som mig, og det er jo også det, man flytter væk fra”. Oplevelsen af at kunne tage en pause knytter sig til ideer om Nordvest som et mindre styret, mere heterogent, mindre optimeret og udviklet sted. Disse forestillinger afspejler kolonial tænkning i gentrificeringsprocesser, hvor tilflyttere romantiserer steder og mennesker, som de opfatter som mindre udviklede og tilbagestående. Det er dog ikke kun for at søge spænding og selvudvikling, at informanterne opsøger “virkeligheden”: det er også for at søge et frirum. ”Ståen stille” i Nordvest bliver her ikke kun forbundet med at være tilbagestående, men også med en pause fra den optimering og (selv)promovering, informanterne forbinder med ”København”.

Informanterne problematiserer deres rolle i gentrificeringsprocessen, men de stiller ikke spørgsmålstegn ved deres ret og adgang til denne ”pause” og ”virkelighed”. Tværtimod gør selvrefleksion, selviagttagelse og selvironi det følelsesmæssigt lettere og mere behageligt for informanter at bidrage til gentrificeringsprocessen. Således er disse praksisser med til at opretholde og forstærke gentrificeringen.

Mangfoldighedsturisten som en analytisk figur

Når jeg trækker mangfoldighedsturisten frem for at beskrive mine informanters praksisser og erfaringer, peger jeg også tilbage på mig selv og min position. Ligesom mine informanter var jeg styret af bestemte ideer om, hvilke forskelle, der var vigtige, når jeg valgte at undersøge forhandlinger om byrummet i Nordvest i stedet for i Hellerup. I løbet af feltarbejdet kom jeg til at opfatte mig selv som repræsentant for en problematisk industri af mangfoldighedsforskere. Derudover var de fortællinger og følelser, som blev delt med mig, samskabte: mine informanter følte, at deres måder at forholde sig på ville give mening og blive forstået af mig, som jeg oplevede, de så som en hvid, tolerant, mangfoldighedselskende forsker fra RUC.

Når jeg gør mangfoldighedsturisten til en analytisk figur, er det ikke for at fjerne ansvar fra mine informanter og mig selv. Det er for at illustrere, hvordan mangfoldighedsturisten (også) peger på ulighedsskabende, strukturelle forhold, som kendetegner København og i et vist omfang andre samtidige vestlige byer og samfund.

Sanne, en kvinde i 60’erne, fortalte om, hvordan hun ofte så mennesker, som havde det dårligt, både økonomisk og psykisk, ude på gaden i Nordvest – for eksempel hjemløse og stofbrugere. ”Men det er virkeligheden, og det ser man, når man bor her”. Når andres lidelse italesættes som ”virkeligheden”, udtrykker det en afmagt og distance. Ulighed opleves ikke som noget, man kan ændre på, og opildner derfor ikke til politisk handling. At se folk, som har det skidt, bliver derimod en naturlig del af hverdagen, af at bo i byen, noget, man accepterer og dermed naturliggør. Om noget kan man måske lære af det; man kan sætte pris på, hvor heldig og priviligeret man selv er. Men at lave om på det bliver ikke set som en mulighed. En lignende naturliggørelse af ulighed og (bestemte andres) lidelse bliver i øvrigt også afspejlet af for eksempel debatten om indvandring og flygtninge.

En anden handling, som former mangfoldighedsturisten og samtidig peger på samfundstendenser, er figurens forhold til, og forbrug af, (andres) forskellighed. Mangfoldigheden er først og fremmest sat i verden for at arbejde for mangfoldighedsturisten. Den bliver værdsat, fordi og når den gør noget: bevæger, underholder, provokerer, pirrer, stimulerer, uddanner, oplyser. Men den kan også blive for meget. Mangfoldigheden bliver for monoton og kedelig, når man kun kan få shawarma og billig slik i løsvægt på Frederikssundsvej. For tilbagestående, når man møder børn, som (man tror) vokser op i lukkede indvandreruniverser og unge mødre, som (man tror) er undertrykte og aldrig kommer til at integrere sig i “det danske samfund”. For invaderende, når en af dem, der sidder og drikker øl på bænken, som man har gjort det til en hyggelig vane at hilse på, pludselig mister bevidsthed, og man skal tilkalde en ambulance, mens ens børn bliver bange og begynder at græde. Det er mangfoldighedsturistens følelser og behov, som bliver målestok for andres ret til at være til stede og tage plads.

mangfoldigheden er god eller dårlig afhængigt af, hvad den er værd for majoriteten. Et uformelt, østeuropæisk loppemarked i Nordvest, som ifølge læserbreve i lokalavisen sviner og skaber utryghed, bliver erstattet af gourmet street food, som ifølge Københavns borgmestre repræsenterer (god) lokal mangfoldighed.Også denne måde at opleve og vurdere mangfoldighed på kendetegner mere generelle tendenser i samfundet, som manifesteres i gentrificeringsprocesser: mangfoldigheden er god eller dårlig afhængigt af, hvad den er værd for majoriteten. Et uformelt, østeuropæisk loppemarked i Nordvest, som ifølge læserbreve i lokalavisen sviner og skaber utryghed, bliver erstattet af gourmet street food, som ifølge Københavns borgmestre repræsenterer (god) lokal mangfoldighed.

Til sidst udtrykker mangfoldighedsturisten en måde at bevæge sig igennem ens omgivelser på, som både er kendetegnet af mobilitet og sidden-fast. Byen er en slags facade, som man glider igennem, og hvor man kan gøre ophold for at forbruge. ”Lokale” steder og ”lokale” mennesker flyder sammen som en farverig baggrund. ”De rigtige lokale” opfattes netop som nogen, som ikke har valgt at bosætte sig i Nordvest, og som sandsynligvis heller ikke har mulighed for at flytte væk. De sidder fast. Mangfoldighedsturisten ser derimod sig selv som ”fri” til at bevæge sig gennem byen, til at flytte til og fra Nordvest. Men trods denne bevægelsesfrihed er man fanget, fordi man samtidig er på flugt fra sig selv. Mangfoldighedsturisten ønsker at komme væk fra ”sine kloner”, fra folk, der ligner den selv. Søgen efter at komme væk fra København er samtidig søgen efter at komme væk fra en selv og dermed dømt til at mislykkes.

Dette mislykkede flugtforsøg gentrificerer og forandrer kvarteret. Det illustreres af den indledende erkendelse om, at ”det er sådan nogle som mig, som ødelægger kvarteret”. Men denne erkendelse og selvrefleksion virker paradoksalt retfærdiggørende for ens tilstedeværelse og gentrificeringen. Tilflytternes omfavnelse af mangfoldigheden kan ende med at fordrive de beboere, som man elsker området for, og fratage dem deres hjem. Tolerance, kærlighed til mangfoldigheden, selvironi og selverkendelse bliver opretholdende af et forbrug, hvorigennem Nordvest gøres til en kulisse i “tolerante” selvudviklings- og opdragelsesprojekter. Hvis man vendte denne logik (omkring hvem der “tolereres”, og hvem som “tolererer”), kunne man spekulere over, hvilket overmål af tolerance, der udvises over for mangfoldighedsturister set i lyset af den gentrificering, de trækker med sig. Men måske ville dette blive en for uvant måde at “elske andres mangfoldighed” på.

Linda Lapina (f. 1985) er psykolog og ph.d. i kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet, hvor hun arbejder som underviser.

Asbjørn Skou er billedkunstner. Du kan se hans arbejde her.

Bidrag til en nær bykritik er netop udkommet i andet oplag og vil indtil videre kunne købes i Spidsroden og i Møllegades Boghandel på Nørrebro i København. Hold øje med Bypolitisk organisering for at høre, hvordan og hvor du ellers kan få fat i bogen.

Du kan læse et andet bidrag fra bogen her.